søndag, december 04, 2016

På tilkald

Sofaen er indtaget efter endnu en hård aftenvagt. Vi taler ikke om en umenneskelig vagt som sidste gang, jeg havde weekendvagt, men om en meget travl vagt. Vi er udfordret med fire sygemeldinger, og da vi har mange forskellige funktioner, som ikke bare kan varetages af vikarer, og da det er december måned med mange programpunkter for familier, så har det været svært at få dækket vagterne. Ved fælles hjælp og to gode kolleger, som kommer ind på trods af et tætpakket weekendprogram, har vi fået det til at hænge sammen. En kollega gik i dobbeltvagt og fortsatte derfor i nattevagten, da vi andre gik hjem. Jeg snupper ti timer i dag og møder klokken 13, en anden kollega gjorde det samme i går. Derudover har jeg tilkaldefunktion i dag, så selv om jeg først kunne sove klokken to i nat, turde jeg ikke sove længe, for tænk hvis de fik brug for mig. Så klokken otte stod jeg op, vaskede mig og satte hår samt gik en lillebitte morgentur, og med mindre jeg bliver kaldt, har sofaen og jeg en aftale om julefilm.

Denne adventssøndagmorgen er jeg vist det, som landmanden ville kalde lidt tudevorn; højst sandsynligt en kombination af træthed, tanker om min egen familie udløst af min datters sms og mødet med andre familier, hvor livets selvfølgelighed pludselig afløses af storm og ødelæggelse. Det er okay, jeg er alene, der er tid til at se film for tudevorne sygeplejersker, film hvor der er garanteret Happy End, og selv om det snavsede service truer med at hoppe ud over køkkenbordet, fordi det rene endnu ikke har forladt opvaskemaskinen, så vælger jeg sofaen lidt endnu.

God adventssøndag til dig
Morgenstund, kalenderlys og decemberøreringene

lørdag, december 03, 2016

Sofablogging

Egentlig blev det her indlæg startet i går, men der gik rimelig meget sofaligning i dagen, så indlægget blev aldrig færdiggjort:
Fredag: Kalenderlyset er tændt, så det har en chance for at nå ned til dags dato. Adventslyset var også tændt i den mørke morgenstund, godt nok står lysene alene på fadet, men mon ikke jeg får fundet stjernerne frem og købt nødderne, der plejer at fylde fadet?

Formiddagen foregår i sofaen, belært af erfaring slapper jeg af inden aftenvagten, som tit har det med at blive hektisk. Jeg ser sødmefyldt julefilm, NCIS og drikker te. Solen lokker udenfor, så om lidt, når kroppen brokker sig over sofaligning, må jeg hellere få lidt frisk luft.

Lørdag: Gåturen blev meget lille i går, aftenvagten blev lige så hektisk og god som vanlig med overarbejde til de fleste af os.

Nu er jeg trukket i træningstøjet fra morgenstunden af, så er der håb om, at jeg får taget bilen og kørt til træning. Det her er jo en investering i forhåbentlig gode år. Med det arbejde jeg har, så skal kroppens muskler holdes stærke og smidige. Lige som vi sætter penge ind til pension, skal vi også sætte ind på kontoen for en god alderdom. Det er tydeligt at se, hvem af de ældre, vi får indlagt, som har holdt sig aktiv og smidige. Og de har alt andet lige en bedre prognose for genoptræning.

Sygdom er vi ikke herre over, den rammer alle uden hensyn til sund levestil. Jeg læste lige, at lægen i programmet Lægen flytter ind er ramt af uhelbredelig tarmkræft, så nej selv supersunde mennesker kan rammes af kræft, og selv de sygdomme, som vi kalder livsstilssygdommene, er jo ikke rene livsstilssygdomme. For eksempel apopleksi (blodprop eller blødning i hjernen), her kan det genetiske også spille ind, eller hvis man har kræft, diabetes eller andre sygdomme som øger risikoen for blodpropdannelse i karrene.

Til daglig går jeg ikke og tænker over risikoen for sygdomme, jeg er tilhænger af, at livet skal nydes og at taknemligheden over livet skal findes i de små hverdagsglæder. I går aftes var der en sød sms fra min datter, da jeg efter arbejde tjekkede min mobil (jeg er nemlig en af dem, der overhovedet ikke, som i OVERHOVEDET ikke, kigger på min mobil i de otte timer, jeg er på arbejde. Familien ved, hvor jeg er, hvis noget alvorligt sker, hvor man har brug for mig) Min datter var gået i nostalgisk julemode og havde læst om julen 2006 på min blog. Vi havde mine forældre og min yngste lillesøster på besøg. Så savnet var stort nede på studerekammeret i Haderslev. Og så skrev min søde datter: Jeg kan ikke undvære jer, så hold jer lige sunde og raske! Basta.

Det vil jeg så forsøge på, basta! Ha en god decemberlørdag.

Lysene venter på pynt
Lyset har tavlt med at nå datoen

Solskinsuppe





Gårsdagens sol, i dag har den rimfrost med.






torsdag, december 01, 2016

AHH hjemme igen

Modsat min kollega, som skal arbejde i dag, har jeg fri, og det er jeg glad for. Kroppen er træt og det samme er sjælen, så det er godt at være hjemme igen. Landmanden er på jagt, Istvan har accepteret det og slapper af i bryggerset, og min fridagsplan er færdiggørelse af regnskab og pudsning af vinduer. Nu får vi at se hvor langt, jeg når, ellers er der en hel december måned til at få vinduerne vasket i og til at pynte op i. I år nåede julekasserne aldrig op på loftet, så de er nemme at finde frem.

Teen nydes efter tre dage med english breakfast tea, som ikke er min kop te. Og flyturenes te afhang meget af, om det var en, der tænkte, et par minutter fra eller til, før jeg fisker posen op, kan vel ikke gøre en forskel. Lad mig sige til mine ikke tedrikkende læsere, trækketiden er alt afgørende for, om teen kan drikkes. Smage kan man altid diskutere og for dem, der glad og gerne putter mælk i deres te, kan den engelske te sikkert være en nydelse. Nå nej min skotske svigersøn drikker den sort og holder meget af den, det gør jeg ikke.

Mens rengøringsfirmaet sørger for, at mit hus dufter rent og dejligt, har jeg ordnet regninger og surfet lidt rundt på nettet. Imens har indlægget her måttet vente, for det er startet op på en computer, hvor billederne ligger, og den snakker ikke sammen med kontorcomputeren, det kunne de helt sikkert nok gøre, hvis man var ITkyndig. Det er jeg så ikke, jeg gad godt være det, her i huset er jeg den, der forsøger at sætte mig ind i IT, for landmanden hoppede af den vidensvogn, og jeg opdagede det ikke. Og nu mener han, det er for sent at indhente vognen, det løb er kørt. Så jeg sidder alene med undren over, hvorfor Open Live writer på den ene computer har stavekontrol, men ikke på den anden? Hvorfor opdatering af medarbejdersignatur medførte, at firefox blev fjernet fra den computer, når nu det var den browser, jeg kun kunne bruge, når det gjaldt alt med java? Nu har jeg så fundet ud af at Internets browser også kan. Egentlig kunne jeg bare installere Firefox igen, men det orker jeg ikke.

Jeg orker gerne en gåtur og en tur i LOOP, men det må vente. Nu skal jeg være struktureret, for i aften venter der julestrikkecafe, og jeg glæder mig. Jeg har nærmest ikke rørt mit strikketøj siden sidst, og det er to måneder siden, så nu skal det være.

Weekenden står på aftenvagter, og mens jeg fik gjort rent og ordnet regninger, kom en sms om, at min søde kollega måtte kapitulere og melde sig syg. Hun har heller ikke lydt godt de tre dage, vi var sammen. Jeg satser på, at jeg ikke er blevet smittet. Hun var rigtig god til ikke at hoste på andre, hele tiden at have lommetørklæder på sig og aldrig pudse næse uden at have muligheden for at vaske fingre bagefter.

Du ønskes en god 1. december, forhåbentlig uden forkølelse og influenza.

P1040981

tirsdag, november 29, 2016

Liverpool

En time til at slappe af er ordinationen, min kollega og jeg har givet os selv. Dagen i går bød på forsinkelser med første fly fra Aalborg til København, hvilket betød, at flyet til Manchester var fløjet. Så vi fik en længere rejse ud af det med mellemstop i Amsterdam, før vi landede i Manchester kl 13 mod 9.30. Det betød så også, at den første del af konferencen i Liverpool, som var rettet mod sygepleje, måtte undvære os til de første sessioner, vi nåede dog sidste del. Dagen i dag har budt på indlæg efter indlæg, og da vi er beordret af vores ledere til at deltage i gallamiddagen i aften, så hoppede vi over sidste del af programmet for i dag. Der er ikke alt, der er vores interesseområde, så nu slapper vi af. Generelt kan jeg igen sige, at vi er rigtig godt med på alle områder, så det bliver i detaljen, at vi skal finde mulige udviklingsområder for vores afdeling.

I går aftes nåede vi at gå en tur i byens gågader og se på julepynt, inden vi fandt et sted at spise. Vejret var lige tilpas, en anelse koldt, så man havde fornemmelse af vinter, men stadig varmt nok til at vi ikke frøs. Jeg elsker julepyntede byer, og Liverpool er ingen undtagelse. Og turen hjem til hotellet i dag blev med stop ved havneområdet og et løfte til hinanden om, at vi i morgen i en pause skal op i pariserhjulet, mens der er lyst. God aften til dig.



søndag, november 27, 2016

Den årlige julefrokost

Ja vi har kun en, som vi skal deltage i. Den er oprindelig startet af en af mine folkeskolekammerater og spejderkammerat tilbage i 84, hvor vi var blevet voksne og havde afsluttet vores uddannelser. I starten var vi fire spejderkammerater med mænd, siden gled vi fra hinanden, så kun to af os fortsatte traditionen hos hinanden, og der kom andre til. De sidste 21 år har vi været de samme 16 personer. Vi har holdt julefrokost i store haller, på kroer og hos hinanden. Vi er blevet gamle nu, vi er kun tre, der endnu ikke er fyldt 60, resten fordeler sig i 10-året mellem 60 og 70. Landmanden og jeg er de eneste, der ingen børnebørn har, det lever vi fint med. Vi mødes kun den ene gang om året alle 16. Nogle af dem er vi tættere forbundne med end med andre, og der ses vi til runde fødselsdage. Mange af dem bor i mit barndomsområde, og de kan ikke forstå, at jeg ikke kan huske den og den, men det er 40 år siden jeg flyttede fra byen, så der er løbet meget vand i min å siden da. Ind imellem har jeg tænkt, at der egentlig ikke er meget, der forbinder mig med gruppen, men så sidder jeg alligevel i dag og tænker, at de er de eneste udover min familie og min svigerfamilie, der har fulgt mig i så mange år. Jeg har ingen veninder, der har fulgt mig gennem livet, jeg har haft veninder i folkeskolen, på gymnasiet og på sygeplejeskolen, men ingen af dem har jeg kontakt med i dag. Jeg har genoptaget den årlige sammenkomst med en del af mine elevkammerater efter 11 års pause, jeg har fået gode blogvenner gennem de sidste ti år, jeg har gode kolleger, der har kendt mig i 15 – 17 år og jeg har alle mine søstre og svigerinder. Vi har venner og bekendte, men det er som par, at vi kender hinanden, og her hører julefrokostgruppen til. I går nåede jeg at blive opdateret på sygdomsfront, børnebørnsfront og lidt barndomsbysladder. Jeg hyggede mig og nød det trygge i at være sammen med nogen, som faktisk har kendt mine forældre, de har haft børn, som har haft mine forældre som lærere og de kender min familie, som den var engang. Om det er alderen, eller om det er fordi jeg er lige der, hvor jeg er i livet, ved jeg ikke, men i denne tid tænker jeg meget over mit liv, over hvad jeg har udrettet som menneske, og jeg er rigtig god til at huske alt det, jeg har fejlet med, så jeg øver mig i også at huske på det, hvor jeg har gjort godt.

Er de to ting det samme, altså alderen og ens ståsted i livet? Det mener jeg ikke nødvendigvis. Jeg har for eksempel ikke børnebørn, der fylder min hverdag, mine tanker eller mine ferier. Jeg er heller ikke syg eller har syge familiemedlemmer (udover en landmand med dårlig ryg. dog i bedring). Jeg har et arbejde, som jeg er glad for og som udfordrer og udvikler mig. Jeg har ingen hobbyer, som er det vigtigste for mig og som giver mit liv indhold, det henter jeg fra min familie og mit arbejde. En anden kvinde på 59 år ville kunne beskrive sit liv på en helt anden måde. Det liv vi har levet gør os til dem, vi er, og det prøver jeg at huske på. For jeg kan godt lide mig selv, som jeg er nu, og måske har alle mine fejl og fejltagelser været med til at forme mig til den, jeg er i dag.

Havemøblerne ved sommerhuset er kommet i læ i dag, det var vist også på tide. Der er handlet ind til landmandens tre dage som græsenkemand. Osso buco og vildtlasagne simrer i ovnen. Om lidt laver jeg kartoffelmos, så kan han vist godt klare sig. Landmanden og medarbejder skal gennem et par maratondage med kartoffelsortering. Julefrokoster og mange julekomsammener med kartofler på bordet i det danske land kan også mærkes på gården i mosen. Det klager vi slet ikke over. Jeg har købt et nyt fad, et smukt glasfad, til mine fire bloklys, som skal agere advents”krans”. Jeg havde drømt om, at vinduerne var blevet pudset indvendigt i dag, så jeg kunne flyve på pyntning af vinduer på min enlige fridag på torsdag, det orkede jeg så ikke. Pyt, julen og december måned skal nydes og behøves ikke at være et perfekt scenarium, det bliver hverken jeg eller mine omgivelser lykkeligere af. Måske får jeg tid til at blogge, computeren kommer i hvert fald med til Liverpool, ellers må I have nogle dejlig novemberdage.

Nå ja der er også kommet to stk. amaryllis ind i min stue, de er dog ikke så langt som denne fra en anden december måned.

amaryllis2

Januar 2016, jeg glæder mig til når sneen gør alting smukt og hvid.

aftentur1 080116

fredag, november 25, 2016

Hovsa

Planen var, at jeg i dag skulle træne tidligt i LOOP, men så kom jeg til at falde i søvn før aftensmaden i går, det medførte nattehygge med film, og så røg tanken om at stå op klokken 6. I stedet for gik jeg i gang med kontorarbejde i morges, indtil jeg kom til at kigge ud af køkkenvinduet, så ændrede jeg plan og strøg ud med kameraet. Planen var et hurtigt fotoshoot, men vejret var dejligt, og tanken om at gå solen i møde gjorde, at jeg fik gået 20 minutter frem og tilbage på min vej. Svanerne var konstant på vingerne og lyden af dem følger os troligt hele dagen. I dag var det også tid til plasmadonation; da jeg bookede tiden, havde jeg ikke tænkt på hvilken dag det var, så jeg havde planlagt en hurtig shoppetur bagefter. Den plan blev også ændret, for alle p-pladser i Aalborg var optaget klokken tolv. Så kørte jeg ud i Føtex, der var der også fyldt med mennesker, men heldigvis fik jeg da handlet og kom derfra uden alt for meget ventetid. Måske skal jeg næste år tænke på, om Black friday skal være min julegaveindkøbsdag? Det tror jeg næppe, jeg får åndenød og kan slet ikke tage beslutninger på sådan en dag.

Hjemme igen snurrer vaskemaskinen, landmanden har været inde til julekage (hjemmebragt) og te. Nu flytter han kartofler fra kølehuset, og jeg skal flytte mit legeme fra computeren, der skal til at ske noget. God fredag aften til dig.

P1040964P1040966P1040969

P1040968P1040973P1040974P1040976

torsdag, november 24, 2016

Torsdagstanker

Godt jeg har bloggen! Landmanden og jeg fandt ud af i aften, at noget af indsatsen i brændeovnen var knækket. Hvornår var det nu, vi havde fået den? Tænke tænke tænke. Så kom jeg på at skrive brændeovn i mit søgefelt og vupti dukkede et indlæg op, som fortalte om glæden ved den nye brændeovn. Herefter kunne jeg nemt finde bilaget i regnskabsmappen for det pågældende år. Ergo kan vi konkludere, at det at have en blog på ingen måde er tidsrøveri, det er nærmest tidsbesparende.

Jeg har fantastiske kolleger, som gang på gang gør mig stolt. Tag ikke fejl, vi kan også godt fejle, vi har også patienter og pårørende, som er utilfredse med behandling og pleje, men grundlæggende får vi så mange roser, at det kan være svært at rumme dem. Selv undervisere fra andre afdelinger kommenterer det engagerede og kompetente personale. Så kunsten er at brænde for sygeplejen (hvilket vi gør), men ikke at brænde ud.

En kollega, som kom fra en hjerteafdeling, sagde en gang, at den position vi er i, hvor folk kommer akut ind med blå blink og for nogens vedkommende får akut medicin, som gør dem bedre, det fremmer en taknemlighed. Vi har dem så kort tid, at frustrationerne over deres situation og de handicap, de får, sammen med angsten for fremtiden endnu ikke er slået igennem, og derfor oplever akutte afsnit som vores måske større taknemlighed, end den medicinske afdeling eller rehabiliteringsafdeling, som har patienter indlagt i lang tid, gør. Ikke desto mindre så er det ord, som at vi har styr på den grundlæggende sygepleje, som gør mig mest stolt. Jeg vil nødig, at vi ender med at være et sted, hvor de fundamentale behov ikke bliver dækket, så som hjælp til at få nok at spise, hjælp til at komme af med det igen, hjælp til at føle sig ren og behagelig, hjælp til at få sagt, det man har på hjertet, hjælp til at forstå den situation, man er havnet i, hjælp til at få bevæget sig, hjælp til at undgå problemer med luftvejene eller med huden (tryksår), hjælp til at holde munden fin og hel, så lungebetændelser undgås, hjælp til at kunne finde håbet og se muligheder for en fremtid og at kunne føle sig tryg og have tillid til fagpersonerne omkring en.

Når jeg kigger tilbage i bloggen lige nu, så kan jeg se, at det her har jeg skrevet om før, det må så være sådan. Det er stadigvæk vigtigt at huske på, at medicingivning, behandling og stuegang skal der til, men uden fundamentetet, den grundlæggende sygepleje, så kan det nemt vælte.

Mit arbejde ser mig ikke før om en uge, foran mig ligger tre fridage, tre konferencedage i Liverpool, en fridag og så aftenvagterne i næste weekend. Det betyder december måned, og det er nok en gang kommet bag på mig.

P1040958P1040962

P1040959