torsdag, august 25, 2016

Hverdagstorsdag med hverdagsfri

Morgenen er startet, som den plejer, en time senere end når jeg skal på arbejde, men ellers er rutinerne de samme. Der er smurt mad til landmandens formiddagspause og frokost, der er brygget te til ham og så fordi det er min fridag, er der også brygget te til mig. Landmanden drikker sort te, jeg drikker hvid/grøn te. Vi kan sagtens drikke den andens te, men hvorfor nøjes, når man kan få sin favoritte? I denne uge er jeg startet med en ny vane, den betyder på arbejdsdage, at jeg skal op et kvarter før, men jeg tror på, at det vil gøre mig godt. Jeg laver øvelser for skulder og knæ, 15 minutter, og imens ser jeg morgennyheder. En ny rutine, en ny vane, og det skal hjernen vænne sig til. Den har det jo med at få automatiseret det hele, så den ikke skal bruge hjernebarken. Det er godt, men det er også sundt at træne sin hjerne. Efter øvelser og madpakkesmøring er det tid til morgenmaden, den er også det samme hver dag, og faktisk er den også begyndt at brede sig til weekenden, fordi jeg har det allerbedst i min mave, når dagen starter på den måde. Jeg savner boller og ost, jeg elsker det helt store morgenmåltid, det gør min mave så bare ikke. Mens jeg spiser, læser jeg nyheder på nettet, og undervejs dukker en artikel op med fokus på blodtrykket (den snigende dræber). I den artikel skrives også om hjernesagens kampagne, den kampagne har jeg helt overset, nok fordi jeg ikke er på facebook og derfor ikke kan abonnere på nyheder fra Hjernesagen. Det skal der rådes bod på, så her får du et link til kampagnen, som sætter fokus på, hvordan vi passer på vores hjerne. En af måderne er ved at træne vores hjerne, vi skal forsøge at gøre noget, vi ikke er vant til, så som at ramme papirkurven med en papirkugle (jeg klarede seks ud af ti gange og gjorde øvelsen sværere og sværere ved at rykke længere væk. Man kan også prøve at tage den test om hjernen eller den hjerneøvelse, der er på siden her. Dem klarede jeg også, og jeg var allermest stolt af, at jeg havde gangestykkerne rigtige, for de voldte mig godt nok problemer. Husketesten havde jeg ni ud af ti ord rigtige.



Nu er hjernen vækket, min fridag skal bruges på at give plasma og på at få fysioterapi. Derudover skal der bages boller og kage, der skal handles ind til aftensmad og vejret lover god høstdag igen i dag. Landmændene er i gang med at gøre mejetærsker klar, en medarbejder skal ud og harve, så der kan sås efterafgrøder på stubmarken. Det bliver forhåbentlig en god dag. God torsdag til dig.

onsdag, august 24, 2016

Alene hjemme

Overskriften burde nok hedde alene i huset, for ude på marken kører to landmænd. Udenfor på græsset ligger Istvan, og han har ikke tænkt sig at komme ind, førend landmanden hopper af mejetærskeren. Vejrudsigten lover tørvejr de næste tre dage, jeg håber, den holder, hvad den lover.  Der er noget smukt over sådan en stor mejetærsker, som efterlader marken med stubbe. Og støvet fortæller, at kornet vist er tørt, som det skal være. Mobilen har ringet, det er tid til at stille aftensmaden frem, her i huset vil landmanden ikke have varm mad før end høstdagen er omme. Så derfor havde jeg i morges smurt en madpakke til eftermiddag, og da jeg kom hjem, blev den næste madpakke smurt og leveret ud ved aftenstid. Jeg har passende byttet om på projektdag og fridag,fordi vi kun havde fået en patient inkluderet til denne uge. Det gav derfor mere mening, at min projektdag lå om to uger, hvortil jeg fik inkluderet tre patienter. Det ville blive lige rigeligt nok til mine to kolleger i projektet. Fire fridage foran mig og holder vejrudsigten, så skulle vi også være færdig med kornhøsten på de dage. Så nu vil jeg finde en god opskrift på bradepanekage med pærer, frugtkurven trænger til at blive tømt. God aften til dig.

DSC07284DSC07285DSC07289

tirsdag, august 23, 2016

Kan vi ikke bare hoppe tilbage

til vejrudsigten for et par dage siden? Den der forudsagde tørvejr og varme grader i denne uge? Nå ikke? Jamen så tager vi da bare en høstsæson, der strækker sig over lang tid. Reglen er nemlig to dages tørvejr, før der kan høstes. Regn i dag, regn torsdag, regn søndag, regn tirsdag, regn onsdag. Ikke ligefrem den bedste udsigt.  Ku vi ikke håbe på, at yr.no og DMI tager fejl, det ku være dejligt.

Ovenstående skrev jeg i går aftes, i dag ser vejrudsigten anderledes ud, der kom ikke så meget regn hos os i går, så med lidt medvind kan vi høste onsdag og måske torsdag. Men vi må huske på eventyret om konen og æggene, så vi tager en dag ad gangen, planlægger håbefuldt og er realister samtidig. Det er lidt svært at være landmandskone samtidig med gerne at ville planlægge andre ting, for jeg skal have madpakker og aftensmad på bordet til alle, hvis vi får lov til at høste. I dag vil jeg dog drage ud i verdenen for at interviewe en patient til vores projekt, det bliver godt at komme i gang med den del af mit arbejde efter sommerens pause fra projekt. God tirsdag til dig.

DSC07251

lørdag, august 20, 2016

Jeg kan godt huske det

dengang jeg var ung - hvad jeg tænkte - om mennesker over tres
Sådan tænker jeg ikke mere, det er nok meget godt, når man tænker på, at jeg om syv måneder tilhører den gruppe. Forleden dag hørte jeg radio, de talte om, at pensionsalderen skulle stige yderlig til 70. De talte om, at så skulle man udvikle rollatorgolf og kørestolsgolf, og at folk slet ikke kunne bruge alle deres pensionspenge, for de var jo nærmest skindød. Behøver jeg at sige, at de lød unge, de to journalister? Heldigvis kender jeg adskillige mennesker over 70, som ikke behøver rollator eller kørestol og som stadig er meget aktive. Om jeg arbejder som sygeplejerske som 70årig, vides ikke, men jeg håber, at et godt helbred og åndsfriskhed er mine følgesvende til den tid.

bord med træmotiv
Lørdag eftermiddag er serietid, jeg hygger, mens det får regnet af. Lørdag formiddag var aktiv tid, først en kop morgente på terrassen, siden blev ukrudt fjernet fra gårdsplads og bedene i den ene side. Så gik jeg på frugthaven, landmanden slog alle brændenælder ned mellem træer og buske. Jeg fik fjernet brændenælder omkring ribsbusken og klippet alle grene med bær af busken. Nu er der på trods af det sene tidspunkt ribs i fryseren. I morgen snupper jeg solbærbuskene. Måske er jeg heldig, at de inderste grene rummer sent modnede bær. Landmanden havde ærinde i byen og kom hjem med lækker kage, den nød jeg, mens jeg læste blogge og fulgte med i badminton, ikke med billeder, men med ord, det passer bedst til mine nerver. Det samme skete med nattens håndboldkamp. Jeg var gået i seng, men telefonen vækkede os begge, det var en fejl, men jeg var vågen og valgte så at "se" håndbold med lav lyd og computer til at distrahere mig, så jeg kun i ny og næ kiggede på fjernsynsskærmen. God lørdag aften til dig.
rød-hvide farver 

rosenbladene holdt flyttedag, de var for smukke til at smide ud :-)

fredag, august 19, 2016

Hverdagsfest

Det kan godt ske, at jeg har en stor familie, når vi tæller mine kusiner og fætre med på min mors side, men landmandens familie er endnu større. Og det er kun hans søskende, ægtefæller, børn med kærester/ægtfæller og børnebørn. Jeg har talt mig frem til, at vi nu er 93 og to i vente. Vores to børn har 22 kusiner/fætre på deres fars side, og af dem er en gift med en brite, en er samlever med en svensker, en er forlovet med en skotte (datteren), en er kæreste med en nordmand (sønnen) og en er gift med en franskmand. Den franske del af familien bor i Paris, langt fra farmor og farfar (landmandens storesøster og mand). De to børnebørn er henholdsvis 6 og 8 år, og de har netop været på ferie hos deres farmor og farfar. Storebror vil være landmand, det er langt bedre end at være forskere på sygehus, som hans forældre er. Hvor han har fået ideen fra, vides ikke, men vi havde aftalt, at han og lillesøster skulle ud og se vores landbrug og køre på vores traktorer. Det skete i går. Hold nu op en hverdagsfest vi havde. Jeg skyndte mig hjem fra arbejde, landmanden fra tandlæge og så dukkede de to spændte børn med deres farforældre op. Hver med deres hjemmebagte kage, som var smukt pyntet. Lillesøster havde selv egenhændigt skrevet vores navne i kagen. Billedet er desværre rystet, men du kan vist godt se, at det er vanvittigt smukt skrevet af en seksårig. Jeg kan slet ikke skrive så smukt med glasur. Storebror er god til dansk. De to har ikke villet tale dansk før for et par år siden, men har virket til at forstå meget. I går lavede landmanden og drengen en aftale, landmanden ville lære ham at være landmand, og den skønne franske dreng skulle lære landmanden fransk. Jeg var imponeret, Storebror fandt danske ord med lyde, der lød som det franske ords delelementer og fik landmanden til at gentage dette. Det havde de meget sjov ud af.

DSC07254DSC07255

Endnu sjovere var det at komme rundt på gården, alt blev der lagt mærke til og spurgt til. Og det allerstørste øjeblik var, da vi nåede traktorerne og især de computerstyrede. Landmand og børn klatrede op i traktoren og så fik de lov til at boltre sig på en mark, hvor alle kartoflerne var taget op på. Landmanden kunne fortælle, at de var virkelig kloge og vakse, lynhurtigt fandt de ud af GPSsystemet og funktionerne på mange knapper i traktoren. Bagefter grillede vi pølser, som sammen med gulerodsstave, agurkestave, tomater og kartoffelsalat udgjorde aftensmaden. Vi smilede over hele hovedet, da de var kørt hjem, for alt for tit falder vi sammen efter travle, hektiske dage. I går fik vi energi fra to skønne franske børn.

DSC07264

PS og de havde vist også nydt det. De havde i hvert fald foreslået i morges, at de kunne sove ude hos os i nat, og så kunne farforældrene hente dem i morgen, når de alle sætter kurs mod Paris.

 

SONY DSC

DSC07270

Og mine magneter fik nye placeringer. Og den franske fodboldtrøjes indhold sørgede for at vi fik lækre grillede pølser.

onsdag, august 17, 2016

I tomgang

kan man måske ikke kalde det, men jeg har lidt svært ved at finde ind til hverdagen og gode rutiner/rytmer efter sommeren. Jeg kan se, at det er der også andre, der har. Dog har jeg ingen hjemmeboende børn at bruge som undskyldning. På arbejde er det stadig ferietid, forstået på den måde, at der ikke er så mange kolleger på arbejde i dagvagteme, der er suppleret op med vikarer, der hvor det kan lade sig gøre. Patienterne bliver stadig indlagt i stor stil, og i dag var jeg i snak (andre vil kalde det dialog, men hvad galt er der i at snakke sammen?) med først en ung lægevikar, dernæst med en ny, men erfaren kollega. De havde begge forslag til, hvordan man kunne ændre arbejdsgange. Og jeg lyttede, jeg forklarede hvorfor det ikke kunne lade sig gøre og følte mig som en, der bare slog ideer ned, men når vi har drøftet de ideer gentagne gange og blot må konstatere, at det ikke kan lade sig gøre, så er det svært ikke at give forklaringen på, hvorfor vi ikke ændrer noget, der er frustrerende. Ikke af vanemæssige tankegange (vi har vist nærmest ikke haft tid til de sidste tre år til at ryge ind i vanepræget mønstre), men derimod i erkendelse af, at vi forsøger at planlægge, prioritere og tage hensyn, så patienter, som eksempelvis skal udskrives, også kommer først på stuegang. Vi er dog et hyperakut afsnit, alting går stærkt, patienter bliver pludselig dårligere, det vælter ind med patienter, personale bliver syge, deres børn bliver syge, læger søger ikke herop nordpå (vi har mangel på læger). Der er mange faktorer, der har indflydelse på, om stuegang kan afvikles hensigtsmæssigt, så vi tilgodeser det hele både de dårlige patienter og deres pårørende, de patienter, der forventes udskrevet, de patienter, der venter på det tværfaglige teams vurdering og …

Hjemme går vi også i venteposition, kornet er klar til at blive høstet i næste uge, men hvad med vejret? Det er jo altid en ubekendt faktor, der har stor betydning. Så jeg skal huske at få købt rigeligt ind af drikkevarer, brød og pålæg, så madpakkerne kan smøres, så snart solen har skinnet i flere dage i træk, og regnen har holdt sig i skindet i de selvsamme dage. Kartoflerne hygger sig i jorden, nogle har nået størrelsen, de skal have, for at blive en god kartoffel, så der er toppens vækst standset. Det gør, at kartoflerne kan få lov til at modne, så de holder sig pænt i skindet, når de kommer op af jorden. Den egentlig kartoffelhøst er først til september, hvor kartoflerne lægges på lager, og går alt godt, er vi færdige lige før efterårsferien. Indtil da tages der op, når der bliver bestilt et vognlæs kartofler, 24 tons ryger typisk af sted, hver gang en lastbil kører ud fra gården.

I dag er der prøvet en ny kartoffelopskrift, det er Karen der har leveret den, kartoffeldeller. De kan klart anbefales. Og skulle du gå rundt med en yndlingsopskrift på kartofler, ja så er kommentarfeltet et dejligt sted at få det delt mellem alle os andre. Rigtig god aften til jer alle.

DSC07067DSC07065

mandag, august 15, 2016

Der var engang fem søskende

En snedkermester blev gift med sin udkårne i året 1931. Året efter fik de en søn og så fulgte fire døtre, den sidste blev født, da Danmark var blevet frit igen i 1945. Det var en familie med masser af kærlighed, ikke så mange penge og med tiden fulgte svære sorger. Ægteparret måtte først sige farvel til en af døtrene, der døde 19 år gammel. Sidenhen faldt snedkermesteren om, 70 år gammel, med hjertestop og hans enke, som kun var 54 år, levede resten af livet alene, men nød sine store familie. De fire børn blev gift, fik børn, den første født i 1957, den yngste i 1984, 16 børnebørn blev det til. Sønnen døde kun 54 år gammel, en uge efter at det første barnebarn var kommet til verden. Farmor/mormor døde knap 79 år gammel og var lige til sin død nysgerrig på livet og sagde på sit dødsleje, jamen jeg er jo slet ikke færdig med livet. 29 oldebørn blev det til, desværre er to af børnene døde. Der har været kræftsygdomme, der har været svære depressioner, der har været andre sygdomme, men livet er altid blevet levet og familien nydt. Da farmor/mormor døde, besluttede hendes børnebørn, at familien skulle mødes hver andet år, og det har de nu gjort siden 1991. 53 var samlet i weekenden i Ebeltoft, havde alle kunnet deltage, havde vi været 70. Mine to moster, min tante og deres mænd var alderspræsidenterne, jeg er den ældste af børnebørnene og min datter er den ældste af oldebørnene. Vi havde den skønneste weekend, og jeg er taknemlig for, at mine børn får lov til at knytte bånd længere ud i familien end blot deres egne kusiner og fætre. Der blev spillet, sunget, løbet, gået ture og mest af alt snakket. Efter sådan en weekend er jeg fyldt op med energi og livsglæde, men jeg er også træt. Så er det jo godt, at i dag også er en fridag.

PS har lige tømt mit kamera for billeder, og jeg er ikke tilfreds. Mit lille kamera manglede strøm, opladeren ligger i sommerhuset, så jeg besluttede mig for at tage spejlreflekskameraet med på tur. Og alt for mange billeder er rystede, der er dog også mange gode, men alligevel. Der er plads til forbedringer og jeg må have fundet et godt begynderkursus, så jeg kan lære at bruge kameraet.

DSC07224

DSC07229