lørdag, september 30, 2006

RØRT TIL TÅRER

Igen i dag måtte jeg tage overarbejde for at blive færdig, jeg vil helst være hos patienterne, men det skal jo også dokumenteres, det jeg har lavet, og hvad jeg har bestilt af prøver.

Trætheden var overvældende, da jeg kom hjem, men en god kop te kan udrette mirakler. I dag var der ikke noget arbejdende folkehold, regn, torden og lyn havde fremtvunget en fridag.

Landmanden var nede med kartofler til en gårdbutik, så jeg smækkede benene op og læste avis. Ejeren af butikken havde tænkt på mig, så landmanden kom hjem med tre buketter og to store strandasters til krukkerne udenfor. Dejligt.

Buketterne blev sat i vaser, og så kom jeg over til bordet, her stod en pakke til mig. Inden i pakken lå det, jeg havde tænkt mig at ønske mig til min runde fødselsdag, et digitalkamera. Så behøver du ikke snuppe datterens, når du skal blogge" mumlede landmanden.

Det allerbedste var dog den lille gule post-it, der var sat på gaven :
Til min elskede fordi : Du hjælper altid, når jeg er presset. Tak for alle madpakkerne :-) Kærlig hilsen din mand.

Er det så sært, at jeg er rørt til tårer ?

fredag, september 29, 2006

LENE ALENE HJEMME


Gemalen er ikke nået hjem, så jeg bager boller, nyder dansetrinnene og slikket er stillet tilbage i skabet, for ellers er der ikke noget tilbage., når han kommer hjem.



Jeg danser rundt herhjemme, er tilbage i barndommen, hvor drømmene om dans var mange.

Fred Astair, Gene Kelly, dansepigerne i Dean Martin show, go-go pigerne i hitparader, jeg elskede al slags dans, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at lære break-dance, men knogleskørhed stiger vist med årene.

BARE EN FREDAG

Fredagsnydning er et dejligt ord, som Lizelotte har lanceret. Før hen havde jeg alt for travlt med at se på alt det, vi ikke kunne, fordi vi havde landbrug, og det med weekend, det var jo bare flere arbejdsdage.

Idag ved jeg, at livet er skrøbeligt, det skal nydes nu og her, det er for dumt at gå og ærgre sig over alt det, man ikke når.

Klokken blev halv fem, inden jeg var hjemme i dag. Det er svært at gå til tiden, når jeg synes, jeg hele dagen har været bagefter. Det første jeg gør, når jeg kommer hjem, er at sætte vand over til te. Den kop te jeg nyder, inden aftenmaden skal tilberedes, den gør underværker.

Nu mangler jeg at bage boller til folkeholdet i morgen, og så skal jeg holde fredagsnydning, jeg er vild med slik, så der er indkøbt i rigelige mængder. Jeg er faktisk også vild med dans, men sig det ikke til nogen, for det er man ikke her ude i blogland.

Te,slik, et afslappende fjernsynsprogram, en dejlig mand, mit hjerte hvad vil du mere?

torsdag, september 28, 2006

DUMME LILLE DRAGE



30 minutters motion om dagen, den kampagne har jeg meldt mig til via arbejde, det bliver ikke til så meget motion, selvom jeg synes jeg løber stærk nok i det daglige. I dag kom jeg så ud og gå, gik ind i det fredede naturområde og prøvede at åbne mine øjne og se naturen på en anden måde.

Jeg plejer bare at gå til og ser ikke så meget omkring mig, nyder bare motionen, luften og lader tankerne flyde frit. I dag så jeg så denne lille drage, træt var den af at rende rundt og skræmme folk, den havde heldigvis fundet en træstub at hvile hovedet på, og mig kunne den ikke skræmme.

I løbet af et sekund røg jeg tilbage i tiden, 17 år, sønnike og jeg var i køkkenet, landmanden filmede og der var gang i den. Sønnike kunne ikke så mange ord, men fantasi det havde han, så han brugte moren som sparringspartner til at få sagt det han ville.

wrahhhhhh lød det fra sønnike

åhh det er den store drage hjælp

pippi!

nåh det er pippi der driller Tommy og Annika

ja!

sønnike laver drillefingre og nynner en melodi

nåh Annika og Tommy driller dragen

ja!

sønnike tager mors fingre, jeg skal også være med, så jeg nynner: dumme lille drage som ikke kan nå mig, sønnike stråler som en sol.

Faktisk kan man sige at det er samme teknik, jeg bruger i dag, når jeg skal være afasiramtes talerør. Afasi betyder mangel på sprog og hvis man får en blodprop/blødning forrest i venstre hjernehalvdel kan man få problemer med at udtrykke sig, at få ordene sagt, man har dem indeni, men kan ikke få formuleret dem.

Min opgave er at prøve at tolke, gætte, hvad patienten vil sige, og det kan være en meget svær opgave. Især i starten af sygdomsforløbet for da kan folk tit heller ikke finde ud af at bruge mimik eller kropssprog.

Ind imellem er det lidt ligesom 20 spørgsmål til professoren, jeg forsøger at gøre spørgsmålene så brede som muligt, eks er det noget herinde på stuen, har det noget med din familie at gøre etc. og så lidt efter lidt gør jeg spørgsmålene mere specifikke. Nogle gange bliver jeg nødt til at gå, uden at vi fandt ud af det, og det er nok det hårdeste jeg ved.

Det at være afasiramt betyder desværre også at de let bliver socialt isoleret. Folk har svært ved at få samtalen til glide, når den ene part ikke kan tale, men man kan lære det !!

Jeg kan mærke, at jeg bliver bedre og bedre til det, mit kropssprog er også mere tydeligt i dag ligesom min mimik. Det er en udfordring at forblive to ligeværdige samtalepartner, når den ene har brug for den anden til at sætte ord på, men det kan lade sig gøre. Det kræver en indsats fra os talende, og desværre giver venner og naboer tit op, og det er synd for den afasiramte. Talepædagogerne siger, spring ud i det, du kan ikke sige noget forkert, det er bare om at starte forfra, hvis man kommer ud ad forkerte veje.

Jeg kan se på videoen, at jeg var god til at byde ord til min søn, han fik lidt efter lidt et større ordforråd. Mit mål som sygeplejerske er også at blive bedre og bedre til at byde ord til, så sproget måske genfindes igen.

STILLE MORGEN


Landmanden og datteren gik ud kl.7 , og sønnike og datterens kæreste kørte kl. 7.30, så nu er jeg alene herinde. I går brugte jeg fridagen på at arbejde i kartoflerne.

I dag har jeg lovet mig selv at starte stille, teen er hældt op, en gammel afslappende bog er fundet frem i mangel på nye udfordrende bøger. Fyrfadslysene er tændt, blomster blev hentet ind fra haven i går eftermiddags, nu vil jeg slappe af en times tid, før hverdagstrivialiteterne byder sig til.

Ha en god dag

onsdag, september 27, 2006

HVILETID

Lad det være slået fat med syvtommersøm, jeg går ind for køre-hviletidsbestemmelser, jeg får myrekryb ved tanken om de chauffører, der kører rundt i uopmærksom tilstand.

Et er regler, noget andet er overholdelse af disse regler, derfor laver man mange forordninger for at hindre folk i at overtræde reglerne. En af dem mærkede vi i dag.

Vi er færdige med at lægge kartofler ind i kølerummet, og er derfor rykket hjem og lægger ind i kartoffelhuset. I dag kom så en lastbil for at afhente et læs kartofler til butikker. Det er samme port, det foregår ved, så datteren og jeg fik lige en pause, mens landmanden læssede lastbilen.

Da de var færdige, sprang landmanden på traktoren og ned i marken for at skifte om til traktor med fuld læs. Vi blev varskoet over mobil, at nu var han på vej, så vi gik ud igen, da stod lastbilen stadig samme sted foran porten.

Chaufføren skulle holde 45 minutters pause, og hvis han flyttede lastbilen bare 2 meter, så ville sladreskiven registrere det, som om han kørte, og det ville udløse en kæmpe bøde til grossistfirmaet. Så vi stod 5 mand høj i 10 minutter og holdt hviletid og ventede på, at chaufføren kørte, så vi kunne komme til at læsse af.

UDFORDRINGEN ACCEPTERET

Acq har udfordret det ganske land, her er mit svar:




Motorcyklen frem
tur-pas til det ganske land
sanserne frigjort

tirsdag, september 26, 2006

FRI SOM FUGLEN


Lige nu midt i travlheden nyder jeg at tænke tilbage til søndag.

Vi tog mod tilbudet om en tur gennem nordjylland syd for fjorden. Selvom det var vores eneste fridag, så trængte vi til luft under vingerne.

Det blev en dejlig eftermiddag, vi startede ved Hobro Nords frakørsel, kørte ad mange små veje op til Svenstrup, gennem Ravnkilde, Aarestrup, Ellidshøj. Vi sansede duften af jord, mark, skov, vi så meget mere end i bil.

Videre kørte vi bagom Hasseris til Nøvling, ud til fjorden, gennem små byer, jeg end ikke anede eksisterede. Fjorden var så flot med masser af sejlskibe.

Så gik det ned forbi Nibe, indover land forbi Halkjær mølle og så endte vi i Års hos turlederen til hjemmebagte boller, kage og god gammeldags æblekage. MØF

Skøn tur, som jeg mindes nu, hvor trætheden er ved at indfinde sig, jeg skal på arbejde nu, har arbejdet lidt herhjemme pga sygdom.

lørdag, september 23, 2006

KARTOFFELFERIE




Ferie er nok ikke ordet, vi vil bruge om det, vi har gang i lige nu. Det er nu, at det vi skal leve af resten af året, bliver taget op.


Der køres for fuld fart, nå nej ikke fuld fart, for så tar kartoflerne skade. De skal behandles nænsomt, ikke noget med at falde for langt, for så får de stød.

Traktorførerne skal hele tiden have øje for hinanden, så det kræver opmærksomhed, ikke noget med at sms'e, hvad vi faktisk har haft nogle unge mennesker, som mente, det kunne de godt klare.

Hjemme ved kølehuset skal der sorteres jord fra, for ellers er det svært at blæse kartoflerne tørre.

Kartoflerne i kølehuset bliver først solgt i marts, april og maj måned. Der er plads til 500 tons kartofler i kølehuset.

Kartoflerne kører over et sorterbord, hvor de bliver sorteret i størrelser i kasser, og vi sorterer jord fra.

Ja så mangler de kun at blive kvalitets sorteret, og det sker først, når kartoflerne skal afsted til butikkerne. Indtil da liggger de tørt, køligt og godt i kølehuset.

De øvrige kartofler bliver opbevaret i to andre kartoffelhuse, hvor vi udnytter de kølige nattetemperaturer til at køle kartoflerne ned. Her kan vi have ca 1000 tons.

"Vil du være slank om bagen, så er kartofler sagen. " ;-)

VELBEKOMME

torsdag, september 21, 2006

EFTERÅR I RØDT


Solen skinner,
luften er dejlig,
den eneste lyd i mit univers
er summende traktorer i det fjerne.
Jeg elsker solskinsdage i efteråret.

onsdag, september 20, 2006

NY ENERGI

Trætheden er væk, lungerne er luftet godt igennem. Jeg har igen været til korsang.

"Septemberhimmel lyseblå" blev sunget, så taget var ved at løfte sig. Sweet Chariot gav rytmen, og så sket sammentræffet, det er så underligt, når det sker. Ikke at jeg tror, at nogle højere magter har været inde og hviske til korlederen, men den nye sang i dag var en af mine yndlingssange, den jeg sluttede mit sidste indlæg med:"Er der nogen i himmelen". En ung pige sang sangen så smukt og lækkert, og vi gav den hele armen i koret, og jeg nød at få lov til at synge den i kor, og ikke bare synge den duet med Danser med Drenge i bilen ;)

Trætheden og ømme led er ved at indfinde sig hos kartoffelholdet, men nu har vi heldigvis fået en mand fra et vikarbureau. Jeg fik desværre ret, sygemeldinger gik over i slet ingen meldinger, så vi har manglet en mand den sidste uge. Om to uger har jeg ferie, så kan vi bare få vikar indtil da, så kan vi klare den.

tirsdag, september 19, 2006

LYS I MØRKET

I aftes sad jeg og nød mine to lys på terrassen, de skinnede så smukt i mørket. Tankerne gik til dem, som er omsluttet af mørket i deres liv, som har svært ved at se lys, svært ved at leve.

"Går gennem mørket, ved ikke hvorhen
går under en stjerne
måske en dag vi finder vejen hjem"
(citeret frit fra Danser med Drenge")
Mørket kan være mange ting, men måske har man mistet en mor/far, måske en ægtefælle/kæreste, måske er det sit barn man har mistet.
Når man som voksen mister sin mor/far, så mister man linket til fortiden, dem der kan binde fortid og nutid sammen og måske gøre en lidt klogere på fremtiden. Er det en ægtefælle, ja så er det samhørigheden, fællesskabet, eller som Grundtvig skriver : "Da er med glæden man dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at bære" man mister.
Men når man mister et barn, så er det fremtiden, man mister, den fremtid man skulle have haft sammen med sit barn, de mærkedage der ville komme. Man bliver mindet om det konstant, når fætre og kusiner, søskende oplever forskellige tlng, så siger hjertet, det kommer mit barn aldrig til at opleve.
"Det´ så let at sige bare kom videre
og at der er en mening i både liv og død,
men der er ingen større sorg
end at miste den man elsker,
og først når de er væk,
forstår man helt, hvor meget de betød"
(citeret frit fra Danser med Drenge)
Jeg læste en gang et brev skrevet af et forældrepar, som havde mistet et barn, til et andet forældrepar, der lige havde mistet deres barn. Her fortalte de, at den dag barnet dør, så flytter der to nye beboere ind i hjemmet, nemlig sorgen og savnet. I starten kan alle, der kommer på besøg se, at der er kommet to nye beboere. De er meget synlige og mærkbare, senere er det ikke alle, der lægger mærke til de to beboere. Det er heller ikke alle , som forældrene fortæller om de to beboere, men de er der altid. Også når lyset igen kommer ind i livet,når der grines og leves.
Til jer der har mistet, jeg håber I finder lys i mørket, finder mod til at leve, og jeg håber, at der altid er nogen, som kan mærke sammen med jer de to nye beboere.
"Har du fået dine vinger, sidder de nu godt nok,
og kan du flyve rundt omkring med de andre i din flok.
Og jeg ved at du er optaget i det store englekor,
og du synger endnu smukkere end vi har hørt her på denne jord.
Men er der nogen i himmelen, der kan elske dig lige så meget som jeg gjorde,
nogen der får dig til at grine lige så meget som jeg.
Jeg håber bare du har det godt deroppe,
og de andre de kan se, hvor dejlig du er,
håber bare at du når det, alt det du ikke nåede her."
(citeret frit fra Danser med Drenge)

mandag, september 18, 2006

EN GAVE SÅ STOR

I dag har vi været til min svogers 60 års fødselsdag. det har været en skøn dag, han fik masser af gaver, men ingen så stor, som den jeg vil beskrive. Vi fik også noget lækkert mad, men det er heller ikke den store gave.

Næh den store gave fik jeg den dag, jeg forelskede mig i landmanden, og det senere blev os to, for jeg fik en svigerfamilie så dejlig. De er 9 søskende, det i sig selv er noget af en mundfuld, men de er alle inclusive deres ægtefæller nogle dejlige mennesker,. Her er der humor, glæde, evnen til at være sammen også i sorg, rummelighed. Ja vi kunne helt sikkert finde meget at blive uenige om, for vi er meget forskellige,men det vil vi ikke, vi glæder os over at være sammen og mange af os svigerinder/svogre føler som jeg.

Nu stopper det ikke her, oveni dette kommer så 24 børn, 15 af dem har kærester/ægtefæller, der er 8 børnebørn og 2 på vej, ja det er en sand rigdom, og det er det jeg føler, jeg er så rig, så uendelig glad for, at jeg fik lov til at opleve dette familiesammenhold, det er jo ikke en selvfølge.

Jeg er selv vokset op i en familie med et stort sammenhold, her føler jeg mig også rig. Mine forældre har altid gjort meget ud af at besøge familie, så min familie stopper ikke bare ved mine 4 søskende, deres ægtefæller og børn, næh vi har familie weekend hver andet år med fætre og kusiner på min mors side. I år var vi 60, det er da meget godt klaret udfra 16 fætre og kusiner.

På min fars side har vi også som børn været til mange familiesammenkomster, men da min far er yngste af 15, så er mange af hans søskende døde, og mange af mine fætre og kusiner er tættere på mine forældre end på mig, men det kunne være rigtig sjovt at mødes.

Til oktober skal vi have weekend med min mands familie, og jeg glæder mig, vore børn glæder sig også. Jeg håber, det bliver en tradition, de fører videre, så også deres børn kan opleve rigdommen.

fredag, september 15, 2006

KARTOFFELHØST

Jeg er ved at blive bedre til det, men det tog mig nogle år at vænne mig til den travle sæson, som vi er midt i nu. For efter kornhøsten kommer kartoffelhøsten, her lægges alle kartofler på lager, så I kan få frisksorterede kartofler frem til maj måned, hvor læggekartoflerne til næste års høst så bliver sat.

Der er fart på, to traktorer skiftes til at køre ved siden af kartoffeloptageren og så hjem til gården med læs, hvor kartoflerne kører over et rensebånd, hvor al jord bliver taget fra.

Udenfor sæsonen er de tre mand til at stå for sortering og markarbejde, men i 6 uger om efteråret skal de være 5 mand for at få regnestykket til at gå op.

I år er datteren ansat, og hun er bare god, jeg stod sammen med hende i går og tog jord fra, og hun kan virkelig rubbe neglene. Sønnike går jo på gymnasiet, men i dag måtte han tage fat efter skoletid, og han er også rigtig skrap.

Den sidste mand blev ansat i sidste uge, det er altid svært at bedømme, om det er stabile folk, man ansætter. Han virkede god, men nu ved jeg snart ikke. Har været på arbejde tre dage, meldte sig herefter syg, og det har han nu været i tre dage. Hver morgen ringer han, og hver morgen bliver det senere og senere, som om han ikke ønsker at tale med landmanden. I dag var det efter mødetid, så da lagde han en besked på telefonsvareren.

Datteren hørte den først, og den er gemt, for som hun grinende sagde til landmanden, så lød han grangiveligt som Chris fra chokoladefabrikken. ;)

Vi må have vænnet os til de ustabile unge medarbejdere, som på 6 uger kan nå at være meget syge, for vi trækker begge på skuldrene, og så tager vi fat. Ind imellem kan jeg godt blive bekymret for landmanden, for han sætter lige sit tempo et par gear højere op, og det er højt oppe i forvejen.

Vores faste unge medarbejdere derimod, de er nærmest aldrig syge, kun hvis de ligger med feber, de ved nemlig godt, at i vores lille virksomhed har vi brug for alle for at få det til at hænge sammen.

Nå men i morgen er mine planer ændret, for jeg skulle egentlig gøre rent og så til Aalborg for at købe dress til en 60 års fødselsdag søndag. Nu hedder det i stedet for en dag ved kartoffelhuset, for vi anser det for usandsynligt, at den unge mand dukker op. Vi er nok blevet lidt kyniske, men mange års erfaring har vist, at starter de først sådan her, så holder de til sidst op med at ringe og møder bare ikke op.

Men i aften har jeg nydt det, datteren har besøg af en veninde fra folkeskolen, en dejlig pige. Så jeg lovede at lave mad, datteren slutter først ved 17 tiden ( og de starter kl. 7!)
Hjem fra arbejde og så dyreryggen i oven, Walldorfsalat og gode kartofler, det nød vi sammen familien og veninden. Bagefter blev der tændt stearinlys overalt, jeg havde brug for at hygge, og inspireret af Liselotte flyttede jeg mine to lanterner fra "den pæne indgang" om på terrassen, og der har de lyst for mig, hver gang jeg gik ud i køkkenet.
I stuen står to buketter med de to forskellig slags roser, vi har, og høstanemoner. Det er utroligt som der bliver ved med at være blomster.

De unge kvinder skulle se Vild med dans, så vi lavede bananasplit med god is fra det lokale mejeri, og så satte landmanden og frue sig også til fjernsynet, så nu er vi hooked. ;)

Ha en god weekend

torsdag, september 14, 2006

BLOGGETID YEAHH

Jeg har holdt mig på måtten hele dagen, der var masser af ting der skulle gøres. Syg medarbejder herhjemme gjorde, at jeg måtte hjælpe til, da jeg kom hjem. Gæster i morgen gjorde, at der kun var i aften til at få ryddet op og støvsuget. Datterens haremsbukser blev syet færdig, så spisebordet kunne få sin funktion tilbage.

Og nu har jeg sat mig med en kop te og en bolle med ost, klar parat start, jeg er for træt!! Jeg orker ikke at kommentere, jeg orker ikke at finde på noget at skrive, øv :(

En anden dag måske ;)

onsdag, september 13, 2006

DET ØNSKER JEG MIG


Jeg har ikke rigtig noget i glas, det koster jo tit en halv bondegård ;), men jeg synes glaskunst er flot, og det her kunne jeg godt tænke mig. Så måske skal jeg næste gang, lillesøster skal have besøg, slå et smut indenom Skørping og besøge glasbutikken der.

TO GÆVE KVINDER

Når man starter med at arbejde med apopleksipatienter (apopleksi=blodprop/blødning i hjernen), går der ikke lang tid, før man indser betydningen af to damer. Her i Danmark og andre steder arbejder man i plejen/behandlingen med ABC koncepterne.

A står for Felicia Affolter, en schweizisk psykolog og talepædagog, som udviklede en teori om, at hjerneskadedes genoptræning/læring af færdigheder foregik som det normale barns udvikling. Altså først får man input gennem sanserne og senere kommer de mere overordnede funktioner (sprog,hukommelse,koordinering). Vi er hele tiden bevidst om vores omverden, jeg ved f.eks nu uden at måle det, at jeg er ca. 2o cm fra bordet, jeg ved, jeg sidder ned, at ryglænet er bagved mig, ved at gulvet er der, selvom jeg sidder med fødderne på stolens fod.

Den hjerneskadede kan være ramt på den erkendelse/sansning, og Fru Affolter mener, at sålænge sansningen ikke er i orden, så kan man ikke arbejde med de mere komplicerede processer. Et eksempel: jeg har haft en mand i bad, han skal nu barberes, jeg lægger barbermaskinen foran ham, siger du skal barberes, han svarer ja, men foretager sig ikke noget.
Han kan ikke koble synet af barbermaskine sammen med barbering, måske hvis jeg fører hans hånd hen til barbermaskinen, kan han få ideen om at barbere sig. Måske skal jeg føre hans hånd med barbermaskine op til huden, måske skal jeg endog få hans hånd til at tænde maskinen, før han kan koble tingene sammen. Færdighederne er derinde, han skal have hjælp til at finde dem frem. Det kaldes guiding. Sanserne, man arbejder med kaldes taktil(følesans)/ kinæstetisk(vores indre stillingssans)

B står for Bertha Bobath, som var tysk/jødisk fysioterapeut. Hun arbejdede sammen med sin mand, som var læge. De flygtede til England i begyndelsen af 2.verdenskrig. Fru Bobath arbejdede også med hjerneskadede, og havde især fokus på inddragelse af den lamme side, hun mente ikke, man kunne tale om en rask og en syg side, da begge sider er så tæt forbundet.
Fru Bobath mente, at den forhøjede muskelspænding man så i den lamme side, og som blev kaldt spasticitet, ikke var spasticitet, men et udtryk for at den ikke- lamme side overtog så meget af funktionerne, og dermed fremprovokerede øget muskelspænding.

Hun brugte ord som ligevægt, symmetri, hvile, naturlig bevægemønster. Eksempel: Hvis en kvinde med højresidig lammelse efter et sengebad skal have bukser på, så vil jeg bede hende om at bøje venstre ben og samtidig vil jeg bøje det højre ben på samme måde. Min hjælper vil støtte begge ben på sengeunderlaget, jeg vil med et bestemt hoftegreb stimulere patienten til at løfte bagdelen(bækkenet), så vi kan trække bukserne op. Det at have styr på overkrop, underkrop, benene er alle sammen funktioner, der er nødvendige for at kunne komme til at gå.

Vi siger, at det er 24 timers træning, ikke træning forstået som hårdt arbejde i en træningssal, men alt hvad vi som plejepersonale gør, har et formål, nemlig at forhindre komplikationer i at opstå og at hjælpe patienten frem mod at blive så selvstændig som muligt.

Derfor er jeg så glad for at arbejde med apopleksipatienter, fordi jeg synes, at her har sygeplejepersonalet en stor betydning. For uden os ingen 24 timers koncept.

Jeg synes det er så fedt, når noget, jeg har gået og funderet over og så prøver af, det virker. Måske var den lejring, jeg lavede, lige det, der skulle til, for at patienten fik hvile. For uden hvile går det ikke, det har patienter og pårørende sommetider svært ved at forstå.

Ikke mere apopleksividen for i dag. ;-)

PS C'et ?? Det står for Coombs, efternavnet på en engelsk talepædagog, som udfra ovenstående teorier har udarbejdet et koncept til behandling af synkeproblemer. Vi laver også mundstimulering og terapeutisk tandbørstning, men det er ergoterapeuterne, der mest står for dette område. ;-)

tirsdag, september 12, 2006

SMID VÆK MENTALITET

Ovenstående kunne jeg godt ønske mig, jeg smider ikke meget væk, det kunne jo være.....
Derfor ved jeg, at et eller andet sted findes tingene, når jeg leder efter dem.

Vi har lige fået ny harddisk installeret, og den gamle skal så formateres (hedder det vel), og så skal den genbruges som eksamenscomputer. Det kræver i følge vores computermand, at han får driverne dertil, og hvor er de?

Jeg er gået i gang med at rydde op i skuffer og skabe i reolen, hvor jeg troede, de var. Det var de ikke, til gengæld var der så meget andet !!!! Eks. julekort fra de sidste 14 år, fødselsdagskort fra familien fra de sidste 6 år, en hel skuffe med legeting fra Anders And (mine børn er nu 19 og 20), al verdens disketter, koder, computerbøger. Lad mig blot nævne bogen om DOSsystem til Commodore, printermanualer til forlængst udtjente printere osv.

De sidstnævnte kan jeg godt smide ud, men kortene! De gør helt ondt at smide ud, jeg sidder jo og mindes dejlige og sørgelige begivenheder i mit liv, så nu har jeg hovedpine, faktisk også kvalme ved at smide ud. Sådan går det hver gang, jeg beslutter mig for ryd-op-i-dit-liv, det sætter sig fysisk i kroppen alle de minder, jeg føler det næsten, som om det er minderne, jeg smider ud.

Nå men det skal jo gøres, ellers skal jeg investere i et større hus, og det har jeg ikke lyst til.

Har I let ved at rydde op og smide væk ?

mandag, september 11, 2006

PAS PÅ LENE

Kender du det? Jeg vågner her til morgen efter en bare forrygende og dejlig weekend, og så føles krop og sjæl tung og lige så tåget som vejret udenfor.

Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke passer på, så kan jeg i løbet af ingen tid ryge i skænderi med resten af familien. Alt hvad de siger, har jeg lyst til at svare surt på, men jeg gør det ikke. Hvor humøret kommer fra, har jeg ingen ide om, men jeg kender det og ved, at jeg skal tænke over hvad jeg siger.

Den her fornemmelse med at stå lidt ved siden af sig selv og betragte en selv og den måde man reagerer på andre, den er underlig. Jeg har tit prøvet, især da børnene var mindre, at betragte mig selv og dem i et skænderi, og hvor jeg tænker "hallo Lene, du er den voksne, få det stoppet ellers får I såret hinanden meget". For det meste har jeg så kunnet reagere og få ændret situationen, så vi i hvertfald fik stoppet skænderiet på en ordentlig måde, vi var nok ikke enige, men det behøver man jo heller ikke være.

I dag lister jeg stille rundt, Michael Jarnvig lover, at tågen derude letter, og mon ikke også min tåge letter, inden jeg skal i aftenvagt. Nu vil jeg køre ind og handle, lave aftenmad til familien og bage boller til dem og mine kolleger.

Ha en god dag derude

lørdag, september 09, 2006

SIKKEN DEJLIG DAG DET ER I DAG ÅH ÅH ÅH

Uhm, det er længe siden at jeg har kunnet vågne langsomt op sammen med landmanden ved min side, der er næsten altid en af os, der arbejder.

Solen skinner, der er god te på kanden, i dag er det royalt nemlig "kronprinsesse Mary te", den er dejlig krydret, ikke for meget og samtidig blid. Hjemmebagte kartoffelboller, ost og syltetøj, mit hjerte hvad vil du mere ;-)

Avisen er hentet ind, jeg skulle lige blogge, men nu vil jeg sætte mig i terassedøren og læse avis.

I eftermiddag skal venner overraskes af to bikere, så håber vi, de giver eftermiddagste. Det bliver skønt at køre en tur, det har der ikke været vejr og tid til, og så kan vi mindes sommerferien.





I aftes havde jeg den nemmeste aftenvagt i mands minde, jeg havde 5 patienter, normalt har jeg 15 ! Det var dejligt, jeg havde tid til at være omkring en dårlig patient. Jeg prøvede at lejre hende efter den nye måde, som jeg har været på kursus i og undervist personalet i. Hun lå så godt. Nu skal jeg bare ved eksemplets magt overbevise de andre om, det ikke tager længere tid, når vi er blevet vant til lejringerne.

Nå ikke mere blogging, tilbage til lørdagshygge med familien.

torsdag, september 07, 2006

VI HAR FÅET KAT

lød det i telefonen fra landmanden forleden dag, da jeg var på vej hjem fra en hård og lang arbejdsdag.

"Datteren har anskaffet sig kat, men jeg har også sagt, den skal blive på værelset." Jeg kunne ikke få mere at vide, da han havde det skidt. Så jeg tænkte, og det blev sagen ikke bedre af. Hvad havde hun tænkt på, vi har jagthund, datteren skal ud at rejse til foråret, og jeg er ikke begejstret for katte indendørs. Sorry alle i katteelskende bloggere, jeg synes katte er dejlige, søde, nuttede især killinger, MEN på afstand. Bare tanken om en kat, der gnider sig op af mit ben, så rejser hårene sig. Hvis jeg må bestemme hvornår, kan jeg godt sidde med en kat.

Nå jeg nåede at blive godt irriteret, både på datter og landmand. Derhjemme spurgte jeg landmanden, om hun havde fået den af vores medhjælpere, for han havde nemlig kattekillinger hjemme, der skulle have et nyt hjem. "Gå selv ned og se, men pas på, den er lidt vild." Jeg åbnede døren forsigtigt, og lige foran mig stod det famøse kattedyr.





Alt endte i latter, og fruen faldt ned igen.

Tigeren - den er resultatet af datterens kreativitet forleden dag. Nu hænger den over hendes seng.


HISTORIEN OM ET BAGHOLDSANGREB

Dagen begyndte egentlig som alle andre fridage lige efter 5 hårde arbejdsdage. Kørte sønnike til bussen, datteren og landmanden gik ud for at arbejde, og så skulle fruen her gøre rent.

Son sædvanlig dukkede stemmen op : "du trænger til lidt mere te - det er vigtigt at slappe af - du kan lige kigge på blogsider" Mens jeg læste hos hende her om det dejlige vejr, og bagefter hos hende her om al det hun nåede, ja så begyndte jeg på en anden strategi :"du ku gå en tur først - det er jo sundt- det giver energi" Så stod jeg der ved køkkenvinduet og så, at solen tittede frem, og så kom bagholdsangrebet, flashback til for 35 år siden :

Vi er fem søskende, to piger, en dreng, to piger, og jeg er den ældste. Vore forældre var lærere, og der fandtes ikke pasningsordninger dengang i så lille en by, så vi var vant til ung pige. Da jeg blev 15, blev vi i familien enige om, at nu kunne vi godt klare os selv, de fire af os gik i skole, og yngste søster på 3 kunne passes af nabokone.

Jeg og min søster på 14 skulle så stå for rengøringen og fik lommepenge for det. Rengøringen skulle foregå lørdag formiddag, ikke noget med at trække den til om eftermiddagen.

Der var et eller andet galt, min søster trallede og sang, slæbte spolebåndoptager/ kassettebåndoptager eller transistorradio rundt i rummene, lukkede døren og gik i gang. Hun var færdig kl. 12, smuttede så ind til vennerne eller smed sig i sofaen og læste blade. Jeg var aldrig færdig da, godt nok skulle jeg lige læse lidt, kigge på et eller andet i skuffer, men det tog jo da ikke så lang tid. Næ vi måtte bytte, for det var skævt fordelt, så vi byttede hushalvdel, og det samme gentog sig. Vi lavede endda om på fordelingen af rum, lige lidt hjalp det, min søster havde det meget sjovere og var hurtigere færdig end mig!

Her er det så, at bagholdsangrebet i dag satte ind, for jeg hørte min fars stemme : " Lene, hvis du nu gik i gang med det samme i stedet for at tale om, hvor træls det er, så ville du være færdig på ingen tid"

Uden at tænke begyndte jeg at handle, frem med de skrappe rengøringsmidler fra Matas og ind i brusekabinen og efter 3 minutters ventetid måtte jeg konstatere, at skidtet virkede. Min brusekabine så nu helt pæn ud.

Jeg har kun handlet, ikke tænkt hele dagen, og nu er mit hus gjort rent, flere hold vasketøj er ordnet, og jeg har det så fedt lige nu, så nu vil jeg lægge dej til boller, gå en lang tur mens dejen hæver. Måske vil jeg endda finde det strikketøj frem , som jeg satte hen i en krog sidste vinter, fordi jeg lige pludselig syntes, farven var kedelig.

Oven i det hele har sønnike inviteret os til familiegudstjeneste i den frikirke, hvor han er ungdomsleder, på søndag. Bagefter skal vi til travløb og se nevøens hest , forhåbentlig vinder den. Som om det ikke var nok har landmanden inviteret os ud og spise samme aften, gad vide om han er mere syg end jeg tror ;) han har nemlig reddet sig en god gang efterårsforkølelse.

"Der er altid noget at gøre for en husmor
en husmor er der nemlig altid brug for
Hun løber rundt hele dagen
og blir alligevel bred om bagen "
(Venter på far)

onsdag, september 06, 2006

JEG GLÆDER MIG



Så er den her , måske. Varme og sol i september er bare lækkert. Det bedste er , at jeg har fri lørdag og søndag, skal i aftenvagt fredag og mandag, så jeg har 4 gode formiddage.

I morgen skal det regne, jeg har fri og mit hus trænger til rengøring, så nu prøver jeg en ny strategi. jeg er nemlig ekspert i overspringshandlinger, når det gælder rengøring. Jeg kundgør hermed, at i morgen eftermiddag, så har jeg et lækkert hus, og så må jeg gøre lige hvad jeg vil de næste dage.

I aften har jeg sunget, trampet og klappet rytmer, sunget Fever, Lean on me, Tears in heaven, og jeg NYDER det. I mange år har jeg ærgret mig over, at gospel kor ikke eksisterede,da jeg var ung. Når jeg søgte efter et kor i nærheden af mig, så var det unge kor, men nu har jeg fundet et gospelkor med folk, som både er ældre og yngre end mig. Har kun været der to gange, men jeg tror det bliver godt.

tirsdag, september 05, 2006

SAMTALENS SVÆRE KUNST

Både som pårørende og som sygeplejerske har jeg været til mange samtaler på sygehuse. Der har været samtaler, hvor man netop taler sammen. Andre var mere information fra læge til patient, og dem har man også brug for. Her har jeg tit været det ekstra øre, så jeg kunne hjælpe patienten bagefter med at genkalde indholdet af samtalen. Også som pårørende har jeg oplevet det som godt at være flere, for vi har nogle gange været i tvivl, om det var den samme samtale, vi refererede til.

Der er også de samtaler, hvor jeg kan mærke, at her er der ikke forbindelse mellem personale og pårørende, det kan der være mange årsager til. Angst for sygehuse, angst for fremtiden, sorg over at skulle tage beslutninger for sin pårørende, fordi vedkommende ikke kan.

Noget af det sværeste er, når et menneske har mistet evnen til at kommunikere og måske også evnen til at forstå, samtidig med at man er ramt så hårdt fysisk, at plejehjem er den eneste mulighed. Når så samtalerne med pårørende ikke fungerer, så er det hårdt.

Jeg har prøvet både at være den, hvor vreden vendes imod, og jeg har også prøvet at være den ,der har lyttet til pårørendes vrede mod en kollega. Her ser jeg det som min opgave at kunne rumme familiens vrede, her skal der ikke forklares eller forsvares. De skal have lov til at komme af med alle deres frustrationer, men jeg synes, det er svært. Især når jeg bagefter prøver loyal mod familien at beskrive, hvad de var utilfreds med. Jeg ved jo, at den sygeplejerske, som er involveret, vil blive ked af det, hun har for det meste jo prøvet at gøre sit bedste, men det var så ikke godt nok set med familiens øjne.

"Beskeden er ikke givet før den er modtaget", sådan lyder det inden for mit fag. Alligevel gibber det i mig og andre, når folk siger, de ikke har fået noget at vide, for jeg ved jo, at jeg fortalte dem det. De har blot ikke været i stand til at modtage. Det gør samtalen på et sygehus til en svær kunst, men når det fungerer, ja så kan man næsten blive høj af glæde.

I dag har været en af de gode dage, for vores undervisning gik godt, og det var skønt at få lov/tid til at tale sammen om vores sygepleje.

mandag, september 04, 2006

KREATIVITET

Landmanden er kommet på arbejde, den nybagte studine/datter har fået arbejde hjemme på bedriften, og de manglende lektier har gjort, at nu er der tid til nyindretning.

Datteren har som så mange andre unge genopdaget grammofonspilleren, har fået en gammel en af kæresten, og nu skal den ha sit eget møbel. Der er udarbejdet tegning, landmanden (tømrer i sit tidligere liv) har sammen med designeren hamret hele søndagen.

I dag var de så inde efter maling efter arbejdstid, og nu males der på møblet, kommoden og et kæmpestort lærred, så værelset kan stå nyindrettet i morgen. Alle pauser bliver brugt, det er skønt at se, hvordan hendes stærke sider kommer til udfoldelse.

Min kreativitet har strakt sig til at få lavet lidt powerpoint om Bobath konceptet, glæder mig til undervisningen i morgen.

søndag, september 03, 2006

HVAD SKAL VI HA AT SPISE !!!!!!!

Ovenstående spørgsmål ligger i følge mine kolleger og jeg øverst på topti listen over værste spørgsmål, når man kommer hjem fra arbejde.

Jeg blev ikke mødt med det i dag, datteren nussede og gav knuser og sagde, du ser træt ud mor. Jeg fik te, ville læse avis og så sov jeg. Langt nede i søvnen hørte jeg min datter spørge mig: skal du ikke op mor og så det forhadte spørgsmål. Jeg kunne slet ikke vågne, men fik da svaret, at vi skulle ha "tøm køleskabet aftenmad"

Længere hen i søvnen registrerede jeg rumsteren i køkken, vågnede op og så sønnike i gang med at lave salat, og datteren kreerede "køleskabsdinner".

YES, YES trods det at jeg har haft lige så svært ved at få mine børn ud i køkkenet som Liselotte (aner ikke hvordan jeg får link til at komme frem her :)), ja så har de da lært et eller andet, og det var lige det jeg havde brug for i dag.

Jeg håber, jeg har mere energi i morgen, mangler finpudsning af undervisningsmateriale til på tirsdag, hvor jeg sammen med to kolleger skal undervise afdelingen.

God nat, håber jeg nu kan sove efter min lange eftermiddagssøvn

lørdag, september 02, 2006

LØFTETEKNIK

Da mine børn var små, var jeg gymnastikleder for puslinge (3-6 år). Noget der altid vakte begejstring var, når vi voksne slæbte den store tykke springmadras frem.

Der blev hoppet, slået kolbøtter, kreeret mærkelige gangarter. Til sidst sluttede vi af med at sidde rundt om madrassen med fødderne ind under den. Så tog vi med hænderne og løftede madrassen op i fælles flok, kravlede ind under den og gik ud med madrassen på hovedet. Så seje de skønne unger var, især til opvisning når vi viste forældrene, hvor stærke børnene var blevet.

Løfte i fælles flok er ikke en løfteteknik, som er nem at instruere i, nogen kan den, andre tager den til sig ved hjælp af rollemodeller, men når man mestrer den på en afdeling, så bliver arbejdet i de tunge perioder lidt nemmere at forholde sig til.

Denne sommer har vi haft det meget tungt. Normalt er der i min gruppe 15 patienter, heraf er der ca.7-8, som er kørestolsbruger. Af dem kan nogen klare meget selv, skal måske kun have hjælp til at forflytte sig fra seng til stol etc. Efter min ferie vendte jeg midt i juli tilbage til en gruppe med 15 patienter, hvor 13 patienter brugte kørestol, ingen kunne noget selv, nogle enkelte kunne spise selv, hvis de blev sat godt op, men det var også alt.

Det var hårdt, både fysisk og psykisk. Da var det skønt at mærke, at humoren, smilet til hinanden og det, at hjælpe hinanden, når man selv havde lidt overskud, var det gængse. En kollega fortalte så om to dage, hvor hun havde gået sammen med en kollega, som åbenbart havde haft det skidt, ihvertfald var hun meget kort for hovedet, gjorde det hun skulle, knoklede som alle andre, men kropssprog og mimik viste irritation og træthed. Hvis de andre spurgte, om der var noget galt, fik de svaret NEJ. Det tog mere energi fra de andre kolleger end patienterne gjorde.

Nu har vi så i en periode haft det nemmere, men i dag havde jeg så sådan en dag, hvor der skulle prioriteres, hvad jeg kunne nå. Da var det skønt, når kollegerne kom ind, når de havde tid og tilbød deres hjælp. Jeg får altså mere energi, når jeg kan mærke, at de andre godt ved, det er hårdt, og de tænker på mig. Jeg har det godt, når jeg går hjem. Jeg ved, at jeg har givet mig 110 %, der er ting, der ikke er nået, men lad os se, om jeg kan nå dem i morgen.

Nu har jeg sovet eftermiddagssøvn, spist mexicansk mad af den nemme, hurtige slags, guffet slik, læst blogs, og nu tror jeg, det er ved at være sengetid, så fruen er klar til en ny dag på jobbet.

Og vejret artede sig pænt i eftermiddag, ihvertfald i Aalborg, så forhåbentlig blev kollegaen fotograferet sammen med gommen på behørig vis udenfor.

Ha en god søndag

fredag, september 01, 2006

JULEMORGEN

Nej jeg er ikke begyndt at længes efter jul, men jeg mindes de julemorgener, hvor man vågnede og så lige skulle hen og tjekke, om det nu virkelig var sandt, at man havde fået det højst ønskelige på seddelen.

Sådan har jeg det her til morgen, badet er hurtigt overstået, morgenmaden bliver spist her foran computeren, for nu har jeg mig en blog, det er da for vildt.

Mit ønske for mig og min blog er, at jeg bliver bedre til at formulere mig på skrift. Til daglig skriver jeg mest i rapportform i patienternes sygeplejejournaler, og det er typisk de sidste 10 minutter, hvor også pårørende begynder at komme, og de vil jo også gerne høre nyt, så dokumentationen bliver tit i telegrafstil. Derudover håber jeg, at også jeg bliver bedre i min sygepleje ved at beskrive min hverdag. Det er ihvertfald det, man bruger logbøger til både i folkeskolen, men også på sygeplejeskolerne, nemlig at undres og fundere over praksis.

Jeg bliver nok ikke en haveblogger eller strikblogger elller for den sags skyld madblogger, men feelgood blogger vil jeg gerne være. Der kommer nok til at stå en del om sygepleje, jeg er nemlig vild med at være sygeplejerske, og jeg er glad for at være der, hvor jeg er, nemlig på et akut/rehabiliteringsafsnit for folk med blodprop/hjerneblødning i hjernen.

Nu skal jeg på arbejde, resten af familien sover sødt, kornhøsten er overstået, så der er en velfortjent fridag til landmanden , inden det går løs igen.

Kan I have en god dag og må det blive godt vejr, jeg har en kollega, der skal giftes i dag :-)

SPRING LENE, SPRING

Da jeg var barn, var der ingen svømmehal i den lille by, hvor jeg boede. Om sommeren kørte en bus rundt til de små byer og samlede børn op, som ville lære at svømme i en større bys friluftsbad. Jeg nød de ture og nød at kunne begå mig i vandet.

I 5.klasse fik min lille by så et friluftsbad, det ændrede hele vores fritid om sommeren. For det var jo der man "hang ud", der man fik snakket med alle de andre, der man fik promeneret sit nye tøj, der man kunne blære sig lidt.

Nu var det ikke nok at kunne svømme, næh der skulle springes, først fra 1meter vippen, på benene og så på hovedet. Siden kom 3meter vippen, og jeg kan stadig huske fornemmelsen af at stå deroppe, udfordret til at tage springet på hovedet, belønningen var en is.

Angsten for hvad der kunne ske, en maveplasker var det værste, men også at ramme vandet med en forkert vinkel med hovedpine til følge. Der blev tøvet noget, veninderne skreg "spring Lene", drengene " du tør nok ikke". Så sprang jeg.

Nu står jeg så her, jeg har det lige sådan, jeg vil gerne blogge, men hvad sker der? Bliver det en maveplasker, eller tager jeg den forkerte vinkel med hovedpine til følge. Giver jeg op og må konstatere, at det var kun en gang, og så fedt var det nu heller ikke.

Jeg ved det ikke, men nu springer jeg.