tirsdag, november 28, 2006

COMPUTERNØRD

Næh jeg har ikke taget en nørdtest, men jeg kan godt forstå, hvis nogle af mine kolleger, som finder computere uinteressante, har det svært i disse dage.

Vi laver dagsedler hver dag i words, det kan de fleste finde ud af, undtagen når patienterne skal flyttes rundt på stuerne, eller det driller, skidtet.
Vi skal indlægge/udskrive patienter i vagttid i det elektroniske patientsystem. Noget man gør sjældent, lærer man ikke så nemt.

Vi bestiller blodprøver elektronisk, og vi har lige fået et nyt system, som er noget anderledes end det gamle, bl.a hedder prøverne ikke altid det samme som før. Det er rigtig "sjovt" i en vagt med akut dårlig patient, hvor man skal bestille blodprøver.
Vi kan finde svar via computer på prøver fra klinisk mikrobiologisk afdeling eller beskrivelser fra røntgen.

Vi er lige startet med elektronisk medicinjournal, og det volder problemer for mange, skulle jeg hilse og sige. Ikke selve medicinering, men det at dokumentere på computer, finde de rigtige skærmbilleder, hvordan var det nu, når man skulle hælde op til en weekend, hvor patienten tager hjem etc.?
Jeg er glad for at jeg ikke er bange for at trykke på knapper og er lidt inde i omgangen med computer.

I en stresset hverdag som vores så kan alle de her elektroniske tilgange godt få blodtrykket op, så det er tit, at der lige pludselig høres udråb eller eder fra medicinrum eller kontor, og så må vi jo hjælpe hinanden.

Hertil kommer så alt det lægerne kan, som vi ikke er inde i, men som nogle af lægerne forventer, at vi kan guide dem i. No way klar jer selv :-) vi er blevet hårde, det er den eneste måde, vi kan beskytte os selv på.

2 kommentarer:

  1. Ja hvis så bare man havde været så smart i sin tid, at alle sygehuse/læger kørte på samme system og netværk...

    Jeg er nok bedst til at se alle de fantastiske ting, man kan med IT. Men jeg er også miljøskadet. Jeg tror, vi havde den første computer i huset omkring 1980 - den var fantastisk - havde en brun/gul skærm og kunne spille kryds og bolle!!

    I dag er alt, hvad jeg gør på arbejde, noget med systemer. Ikke alene supporterer og udvikler vi systemer, men vi kører også mail og kalender og mødebestillinger via mail og har gjort det i mange år. Vi betaler vores kantinemad via kantinekøbssystemet, og melder os til vinsmagning med en e-formular. Og jeg kunne blive ved...

    Heldigvis synes jeg ikke, at pc'er og systemer "dehumaniserer". Jeg ser det på den måde, at maskinerne holder styr på nogen ting for os, og laver nogen kedelige ting eller svære beregninger, som vi slipper for.

    Jeg håber også, at I, på trods af "besværlighederne" trods alt kan se en masse fordele for jer selv og patienterne i de dersens computere... :-)

    SvarSlet
  2. Det har betydet lettelser Lizelotte, men når man introducerer to systemer med 1 måneds mellemrum, så skal det give frustrationer.
    Det gamle blodprøvesystem var ligetil og forståeligt, det her tager noget tid.

    SvarSlet