torsdag, november 23, 2006

LYKKEN ER GODE KOLLEGER

I dag har været en rolig dag, en dag hvor der har været tid til at samle op på hængepartier. Vi har haft tid til sygeplejekonference, hvor vi dels drøftede patienterne, men hvor vi også prøvede at blive klogere på patienter med hjerneskader.

Gode kolleger er kittet, der får alt til at hænge sammen, og på vej hjem tænkte jeg på den aftenvagt, jeg havde for et stykke tid siden, som jeg havde prøvet at beskrive, da jeg kom hjem, men så var jeg for træt til at blogge :

Aftenvagten så fra begyndelsen ud til at blive rolig, men det vendte på en tallerken, og jeg priste mig lykkelig for at være i vagt med gode kolleger.
Det var anden vagt, og jeg skulle ikke som vanligt være i apopleksiafsnittet, men i den anden gruppe. Vi havde alle tre været der aftenen før, så rapporten var hurtig overstået. I den her gruppe kommer der patienter med Parkinson til observation og medicinregulering, patienter med Dissemineret Sclerose med attack til højdosis binyrebarkhormon behandling, patienter til udredning for svimmelhed, anfald, hovedpine, føleforstyrrelser, nedsat kraft i arme og ben, kort sagt en blandet landhandel.

Kort efter rapport blev der meldt en krampepatient, det kan både være første gangs kramper eller patienter kendt med epilepsi, der kommer. I det her tilfælde var det en patient fra et andet sygehus, hvor man ikke kunne få stoppet kramperne. Jeg ville gerne have haft patienten på intensiv eller modtagelsen lige til at begynde med, men det kunne ikke lade sig gøre, så da patienten kom, måtte vi stå på gangen med en patient, som krampede hele tiden, mens jeg gav medicin i blodåren og lægen observerede. Jeg kunne ikke gå fra ham, og vi kunne først få en fast vagt fra kl. 23, så mine kolleger måtte overtage mit arbejde, og sygeplejersken fra den anden gruppe kom og sad ved patienten, mens jeg delte medicin ud. Da var jeg glad for, at jeg havde to garvede social-og sundhedsassistenter med mig i vagt, for så vidste jeg, at jeg behøvede ikke at spekulere på de andre patienter. Mine kolleger skulle nok komme til mig, hvis de var i tvivl om noget.

Vi fik bugt med kramperne, men patienten behøvede tæt observation, så jeg fik serveret mit aftensmad på kontoret, så jeg kunne spise, observere og notere medicinindgift, krampetype og længde på samme tid. Patienten stod lige uden for døren.
Jeg var træt, da jeg kom hjem, men glad for at jeg ikke havde haft nye kolleger eller vikarer med mig i vagt den aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar