Inspireret af Pollyannas indlæg om slægtsforskning har jeg siddet og kigget i en dejlig bog, der står i min reol. Udadtil ser den ikke ud af noget, et ganske almindeligt rødt ringbind, men når man åbner det, er det en kilde til rigdom.
Min far var begyndt at slægtsforske lidt, før han stoppede som skoleleder, men da han gik på efterløn tre år før min mor, besluttede han sig til at tage rundt og interviewe sine søskende om deres forældre, deres barndom, og hvad de i øvrigt kunne huske om deres liv. Min far er yngste af 15 børn, så det var på høje tid, hvis han skulle nå det, den ældste var 25 år ældre end min far. Flere af hans søskende var døde, men resten fik besøg af far og en båndoptager, og så gik snakken.
Resultatet af snakken og slægtsforskning blev denne bog. Min far har skrevet den ind på computer, her findes historien om mine bedsteforældre og alle mine fastre og farbrødre, der er kopier af fotografier fra alle familier og bagerst er en slægtstavle. Vi børn og alle hans søskende har fået den.
Min ene søster, som er lærer, bruger nogle af fortællingerne i emnet gamle dage. Her er historien om min farbror, der måtte gå under jorden som politibetjent under krigen, og hvordan han kom hjem til søsters bryllup, og alle inklusive min far, som var ca. 10 år, var bange for, at en stikker ville angive storebroderen. De boede jo på landet nær en lille by, så det var ikke så nemt at skjule brors hjemkomst.
Også historien om min bedstefar, som blev indkaldt som soldat under 1.verdenskrig, og hvordan det ændrede familiens økonomi, han fik nemlig kun 50 øre om dagen og skulle holde sig selv ved kost. Bedstemor kunne ikke få nogen hjælp, selvom bedstefar havde fået at vide af sin kaptajn, at det var de berettiget til med de mange børn. I 1917 havde de otte børn, og der kom jo så syv mere.
En af mine fastre, som nu er 87 og dement, kan ikke kende sine børn mere, men smiler glad, når de kommer på besøg. Min kusine skrev til mor og far, at hun var begyndt at læse op af min fars bog, og så bliver min faster så glad, der er noget, hun kan kende. Det glæder også min far at høre dette, og jeg er ham dybt taknemlig for dette arbejde, for i dag betyder historien, min historie, mere end da jeg var ung og kun sansede nuet.
Det er nemlig rigtig spændende. Du skal næsten i gang med at grave længere tilbage, man kan faktisk nå en del fra computeren. Jeg giver gerne de gode råd, jeg har.
SvarSletDet kunne godt ske Pollyanna, jeg kan se at min far er tilbage i slægtstavlen ved omkring 1700 tallet, så jeg må ha fat i ham og høre om han har noteret noget om de aner.
SvarSletHvor er det en god ide.
SvarSletMin oldemor skrev dagbog, hun begyndte paa den da hun var 70 og skrev saa om hele sin opvaekst. Min faetter er ved at skrive den ren og har sendt mig det han har skrevet indtil videre. Det er meget meget spaendende.
Jeg tror jeg beder mine foraeldre om at goere det samme - og faktisk boer vi jo ogsaa goere det, for vores boerns, boerneboern og ikke mindst oldeboerns m.v. skyld
Min far skrev også historier ned, fra dengang han var dreng. Dem er vi rigtig glade for, nu hvor han ikke selv er her til at fortælle dem længere. Han kunne ellers være blevet 77 i næste måned, men han har været væk i 7½ år.
SvarSletSusan, det er nemlig en rigtig god ide, og selv om jeg slet ikke synes, jeg kan huske noget, så tror jeg, det vil dukke op, når man begynder at skrive.
SvarSletDet kan jeg godt forstå Lizelotte, det er virkelig en værdifuld gave at have. Det var tidligt, at I mistede jeres far. Han har jo været den ene del af jeres barndom og ungdom, garanten for historien bagud, savnet må stadig være der.
SvarSlet