fredag, marts 23, 2007

MÅ SYGEPLEJERSKER GRÆDE?

Indlevelse, omsorg, varme, nærvær, alt det forventer vi vel fra de professionelle, når livet ramler ned omkring os.

Men sygeplejersker, der græder, kan trække opmærksomheden væk fra patient og pårørendes sorg og angst. Den professionelle skulle gerne kunne sætte sig ind i tankerne, følge patient og pårørende, søge at hjælpe, men sygeplejersken skal jo ikke overtage andre menneskers sorg, hun skal nødigt være påtrængende i sin omgangmåde med patienter og pårørende.

Vi kender alle til typen, der ganske enkelt ikke kan lade være med at tage vare på andre, sætter sin egen sorg til side for at være for andre. Hvad nu hvis patient og pårørende er den type, så får de travlt med at trøste sygeplejersken, og får dermed ikke lov til at mærke efter deres egen sorg. Og det er jo patienten, der skal leve (eller ikke leve) med sin sygdom.

Omvendt så må patient og pårørende jo godt mærke, at her er et menneske af kød og blod, et menneske, der kan blive trist på andres vegne.

Jeg har tit fået tårer i øjnene, jeg har tit været berørt af situationen, jeg har også grædt, men ikke meget. Til gengæld har jeg grædt uden for stuen, følt mig afmægtig og så er det guld værd at have kolleger, der kan lytte, vise omsorg og stille de spørgsmål, der får mig til at kunne hjælpe patient og pårørende, for de har ikke brug for en tudesidse. De har brug for en sygeplejerske, der kan rumme sorgen og afmægtigheden.

13 kommentarer:

  1. Det er jo en hårfin grænse, Lene.

    Jeg synes, at tårer i øjnene, og endda en enkelt på kinden,er helt i orden - det viser at der er et medfølende menneske.

    Men decideret gråd og hulken er naturligvis ikke på sin plads. Der må man som du gå ud i personalestuen. Det må være rigtig, rigtig svært ... og et hårdt job, netop fordi man ikke kan lade mennesket blive hjemme...

    SvarSlet
  2. Jeg er fuldstændig enig med dig Lizelotte, men jeg ved også hvor svært det ind imellem er ikke at græde.Nogle gange så er det små ting der udløser gråden, ikke det man tror og som man har forberedt sig på, men ganske små detaljer, som rører ved en, og så er det, at de små kneb med dybe vejrtrækninger, blinken med øjnene, fokus på noget andet i et øjeblik eller at gå ud må træde i kraft, og dem bliver man nok bedre til med årene.

    SvarSlet
  3. Jeg tror ikke, det er så farligt at græde. Men som I begge er inde på, er MÅDEN man som proffessionel græder på ret vigtig.

    For mig er det vigtigt, at understrege, at når jeg er på arbejde, er jeg proffessionel omsorgsgiver, ikke privatperson. Det udelukker ikke altid, at jeg selv bliver berørt eller at kontakten bliver personlig.

    For mange år siden deltog jeg i et to-årigt supervisionsprojekt ledet af sorgterapeuten Marianne Davidsen Nielsen, forfatter til bøgerne "Den nødvendige smerte" og "Blandt løver".

    Siden har jeg ikke været særligt bange for at græde, heller ikke når jeg er på job. Faktisk har jeg oplevet, at jeg har været istand til både at sige farvel til en klient med tårene løbene ned af kinderne - og samtidig diskret været istand til at være praktisk. Lukke for iltaggregatet og notere mig dødstidspunkt o.s.v.

    Det er langt fra altid, jeg bliver så berørt, men de gange det er sket, er det netop fordi jeg har haft en kontakt med patienten som rakte ud over det rent proffessionelle og var meget personlig. Uden at jeg derved blev privatperson.

    Det har været meget smukt og fint - både for mig, patienten og de pårørende.

    Det kræver øvelse og udvikling af en stor rummelighed af mig selv, både som privat- og fagperson.

    Men det gør det her fag jo, konstant.

    SvarSlet
  4. Henriette, du beskriver fint den "gode" måde at blive berørt på. Der hvor man netop kan varetage sit arbejde OG vise sorgen. Jeg tror det, jeg er bange for, er den situation, hvor min egen angst for døden og sorgen tager over, og derfor kan man jo ikke tit nok få snakket om, hvad der rører en, hvorfor man bliver så berørt osv.
    Det må have givet så meget at være del i sådan et supervisonsforløb, som du var. Da jeg var på børneafdelingen med kræftramte børn, var vi også gode til sammen med vores psykolog at snakke om sorgen.
    Når jeg nævner gråd, så er det mere den ukontrollerede end tårerne trillende ned af kinden, og det er den førstnævnte jeg frygter, fordi det indimellem kommer bag på mig, hvad der udløser trangen.

    SvarSlet
  5. Lene, jeg forstår dig udmærket - og det er jo netop derfor, det er så hulens vigtigt, at få vore arbejdsgivere til at prioritere supervision af vort arbejde meget højere.

    Ofte hører man vores arbejde beskrevet som alt andet end værende professionelt - at vi laver det samme og yder den samme omsorg, som når vi er husmødre derhjemme.

    Det er vi jo netop IKKE. Det er ikke det samme vi gør, som når vi er hjemme i familiens skød. Når vi er på job skal vi kunne rumme, fungere og yde omsorg i situationer og til mennesker, som det kan være svært at holde af og som menneskeligt er ganske langt fra os selv.

    Det er jo derfor supervisionen er så vigtig - jeg synes den hjælper med at "adskille" min privatperson fra den professionelle omsorgsgiver og også skaber et rum, hvor privatpersonen kan reagere i trygge rammer, uden at patienter og pårørende oplever det.

    SvarSlet
  6. patienterne ville være ildestedt, hvis vi ikke havde den professionelle viden og tilgang. Der findes supervison hos os, men i begrænset omfang og det er i sygehusregi. Jeg kunne godt ønske mig supervison på afdelingen sammen med mine kolleger. På børneafdelingen, hvor vi havde en psykolog knyttet til, da brugte vi også hende, og det gav godt at få lov til at sætte ord på blandt kolleger.
    Modsat kræftafdelingen og børneafdelingen, så er det nok mere de langtrækkende perspektiver i at få en hjerneskade, der fylder, for rigtig mange overlever jo en apopleksi.

    SvarSlet
  7. Når du dirskret går væk fra stuen, så er det helt i orden at græde. Hellere være en værm indlevede sygeplejerske, end en kold ufølsom en af slagsen. :)

    SvarSlet
  8. Moster Tulle23/3/07 12:45 PM

    Jo, sygeplejersker (læger, jdm. o.s.v.) må godt græde, men de må ikke "tude". Som patient eller pårørende er det dejligt at se at det ikke bare er en hvid kittel, men et menneske, der også føler med en. Jeg er ikke i tvivl om at du mestrer kunsten Lene

    SvarSlet
  9. Jeg har faktisk én gang oplevet at en professionel sygeplejerkske "mistede", hvad jeg ville kalde overblikket, og vandede høns sammen med mig(det var en sundhedsplejerske, som græd med over mine frustrationer over et grædende spædbarn, brystbetændelse og hvor-er-det-synd-for-min-store-datter-hendes-mor-nu-ikke-kun-har-tid-til-hende-osv-frustrationer. Tænk sig - jeg mistede fuldstændigt respekten for hende, fordi hun ikke kunne forholde sig professionelt til mine frustrationer + jeg tænkte, jeg da i den grad måtte være ude på et sidespor, når en fagperson i den grad kunne blive hylet ud af den over min situation. Konsekvensen var at jeg "tog mig sammen" og holdt inde med tuderiet for hendes skyld....
    Min efterfølgende analyse af situationen har været(meget i tråd med din pointe Lene) at mit følelsesudbrud fik nogle uforløste ting op i hende(hun kunne genkende mine følelser som sine egne fra da hun var småbørnsmor) Det synes jeg i høj grad var uprofessionelt og jeg kunne slet ikke bruge hendes reaktion til noget.
    I mit eget job, som ikke er et omsorgsjob, men dog i høj grad et job med mange relationer, er jeg meget opmærksom på at være professionel - personlig ja, men med nogle meget faste grænser jeg aldrig tillader bliver krydset.

    SvarSlet
  10. At sygeplejersken er et menneske, som kan føle, det skulle man gerne mærke, og Tina jeg vil også hellere møde sådan et menneske.

    Tak for din tillid moster tulle :-)

    Pollyanna, lige netop. Sygeplejerskens reaktion skal jo ikke få dig til at "tage sig sammen", hun skulle gerne hjælpe dig til at få styr på alle de kaotiske følelser. Lidt ligesom man som mor hjælper sit barn til at takle modgang ved at turde være der, hvor det gør ondt.

    SvarSlet
  11. Jeg har en gang oplevet en sygeplejerske der græd lidt - altså med tårer i øjnene og nok en ned ad kinden.
    Det var da min mor var død og det var hende der havde passet hende de sidste par dage inden.

    Det berørte mig - positivt - og jeg følte ikke grund til at trøste hende for hun havde, trods tårer, fuldstændig styr på situation. Det var meget tydeligt.
    Jeg tænkte nok også at min sorg som datter var vigtigere.
    Men jeg var positivt overrasket over at det kunne berøre hende for så længe havde min mor ikke nået at være på afdelingen.

    Faktisk havde hun en fantastisk facon, der gjorde situationen ved dødslejet lettere og hun ledte ligesom vejen. Satte sig på sengekanten, rørte blidt ved min mors ben og uden at gøre væsen af det viste hun vejen for os pårørende - det er ok at røre den døde og alt det man nu kan overveje i situationen.
    Så hende husker jeg stadig meget positivt.

    SvarSlet
  12. fru green, jeg bliver altid så glad på min professions vegne, når jeg hører om sygeplejersker, der udøver sygepleje på fornem vis, og din mors sygeplejerske er jo et bevis på det.
    Du og de andre her siger det så godt: så længe sygeplejersken formår at være den, der viser vejen, ved hvad hun har med at gøre, så er tårer ikke et tegn på manglende professionalitet.

    SvarSlet
  13. Er der stadig gang i den her tråd eller hvad?

    SvarSlet