tirsdag, januar 15, 2008

GENOPTRÆNINGSPOTENTIALE

Der er ord, som dagligt bliver nævnt på mit arbejde, og de bliver sagt ofte, og så pludselige en dag kommer jeg til at smage på dem. Ordene bliver anderledes, og jeg funderer lidt over dem.

Overskriften er sådan et ord. Genoptræning kan jeg bruge, at man trænes op igen, det ligger i ordet, og for mig er det et almindeligt dansk ord.

Da jeg røg ved siden af en trampolin i 2. g og anklens ledkapsel sprang tillige med ledbåndet, så blev jeg opereret, og bagefter fik jeg genoptræning hos en fysioterapeut på sygehuset. I dag er fysioterapeuten mange steder sparet væk, og man må selv sørge for at træne sig op igen til den funktion, man havde før. Det lyder på sin vis fornuftig nok, og så alligevel ikke. Jeg ved, at jeg ikke turde træde igennem på cyklen, for det gjorde jo ondt, 6 uger i gips, og muskler og led var stive, og jeg var bange for at gøre skade. Her var det terapeuten, som pressede mig til at gøre mere, end jeg selv turde, og derved fik jeg trænet min ankel op igen.

Er man apopleksipatient, er det ikke givet, at man kan træne sig op til igen at have samme færdigheder som før, og de færdigheder, man opnår, skal holdes ved lige resten af livet ved træning, ellers svinder de. Man kan også være for træt, for hårdt ramt, eller mangle gnisten til at træne, og måske mangler man erkendelsen af, at man har mistet færdigheder.

Her kommer så sidste del af overskriftsordet ind.
Potentiale: en mulighed eller evne for videre udvikling eller udfoldelse, som endnu ikke er kommet til udfoldelse.

Har patienten genoptræningspotentiale? Vi siger det konstant, og det betyder jo, om vi tror at patienten magter eller har evner til at træne på et af vore genoptræningssteder. Eller om vi skal tænke på plejehjem, mere hjælp i hjemmet, måske noget vedligeholdelsestræning ambulant.

Men jo mere jeg tænker over ordet, jo mere teknisk bliver det. Men det bruges jo overalt. Og vi ved, hvad vi lægger i det, og måske er det mere dette, at vi(terapeuter, læger og sygeplejepersonale) skal beslutte, om patienten kan deltage i genoptræning eller ej, jeg har det svært med.

Heldigvis er patient og vi ofte enige, og de pårørende bliver det også, når de lige har tænkt efter. Vi vil jo så gerne have vore elskede tilbage til det, de var engang, men sådan går det desværre ikke, når man får en stor blodprop eller blødning i hjernen.

Jeg synes stadig, det er svært at sige, at her sker der ingen fremskridt, at patienten ikke vil kunne magte genoptræning, og nogle gange giver vi dem en uge eller mere til, for at se om de kan gennemføre et træningsprogram, når de er knap så trætte eller afkræftet af andre sygdomme.

Men når jeg så f.eks. kommer tilbage efter 6 fridage, og så kan se, at her er intet sket, så må jeg nok erkende, at det er nu, vi skal tænke på, hvor patienten vil få den bedste pleje. Om familien kan klare det i hjemmet med megen hjemmepleje eller om der skal tales om plejehjem?



Taget fra samme sted, men i forskellige retninger.

7 kommentarer:

  1. Uha ja, man skal tænke sig godt om. Kender en dame, med meget svær lungesygdom, der gør at hun ikke er særlig mobil. Bruger rollator og kan ikke gå ret langt. Det kom dertil, at hun skulle have det ene ben amputeret under knæet (af andre årsager) og på sygehuset vurderede de, at hun ikke ville få glæde af et kunstigt ben. Fruen ville dog andet, og ved stædighed, fik hun gennemtrumfet at få et kunstigt ben. Ved egen vilje genoptrænede hun så, hun nu er næsten selvhjulpen. Det har givet hende livskvaliteten igen. Måske genoptræningspotientalet blev overset.

    SvarSlet
  2. Min mor er netop kommet hjem fra sygehuset igår, i en rullestol. Hun er ikke selv særlig ivrig efter at genoptræne, så derfor er det nok blevet vurderet, at hun ikke har genoptræningspotentiale - jeg synes, at hun skulle have et spark bag i og igang...men jeg kan godt forstå, at "man" ikke gider bøvle med det i systemet.

    SvarSlet
  3. Lene, jeg bliver altid klogere herinde hos dig - hvor jeg dog nyder dine eftertænksomme refleksioner i forhold til dit arbejde - og jeg nyder ikke mindt at du kan formidle det så det får "almengyldighed" - har jeg skrevet det før? Nå, men det må så være fordi jeg virkelig mener det! :-)
    Smukke billeder, forresten ... har jeg også skrevet DET før? Jamen, du tager altså dejlige billeder! :-D

    SvarSlet
  4. For mig er ordet genoptræningspotentiale direkte distancerende og menneskefjendsk. Ordet gør patienterne til ting i mine ører. Det er nok ikke meningen, men det bliver let til en måde at tale hen over hovedet på patienterne - lige som lægelatin og hvide kitler. Og mine ord er selvfølgelig ikke møntet på dig, Lene, for du gør meget for at bygge bro mellem lægeverdenen og alle os andre.

    SvarSlet
  5. Jette og Helle, jeres to kommentarer demonstrerer netop det svære. Jettes bekendt som blev vurderet til ikke at have gaven af det kunstige ben, men havde vilje og evne til at ville det anderledes. Helles mor, som måske godt kunne få flere færdigheder ved træning, men ikke orker.

    Et cetera, tak men jeg bliver jo også mere bevidst om mine tanker ved at dele dem med jer og få tilbagemeldinger, så det er vist en win-win situation :-)

    Madame, sådan virker ordet også på mig, vi bruger så ikke ordet, når vi taler med patient og pårørende. Jeg prøvede at google det, og der kan jeg se, at man også der bruger det om fysisk formåen. Jeg føler det stadig som mere ting end menneske.
    Tak for din tillid til mig, jeg ville nødig fremstå anderledes, men ved at skrive herinde bliver jeg jo også bevidstgjort om det jeg gør.

    SvarSlet
  6. Det er noget møj når der går halve år før at de gamle kan blive genoptrænet og jeg har også en forældre med behov. Men der er ventetid og udredning først af hukommelses problemer.

    SvarSlet
  7. Billedmager, ventetid er en pestilens uden lige, håber din forældre snart må komme til genoptræning

    SvarSlet