søndag, marts 09, 2008

DET KAN MAN SÅ OGSÅ

Normalt forløber en arbejdsdag tit på den måde, at jeg bruger hele min krop fysisk. Det er, når jeg skal vaske patienter, hjælpe dem med påklædning, sørge for at de får nok at spise, sørge for at de bliver forflyttet fra seng til bækkenstol, fra seng til kørestol, og derudover går jeg mange skridt frem og tilbage mellem stue og linneddepot, mellem stue og medicin rum, mellem medicin rum og kontor, mellem køkken og stue etc.. Det virker forståeligt, at jeg er træt efter sådan en dag.

I denne weekend har vi haft det roligt, og jeg har ikke været på de stuer, hvor der er tungt arbejde. Jeg har haft fire patienter, hvoraf to er helt selvhjulpne, to skulle have lidt hjælp. To skulle observeres efter vores apopleksiskema, dvs. jeg måler blodtryk, puls og hvordan de ilter deres blod. Jeg tjekker, om pupillerne er lige store, om de reagerer for lys, og om øjnene kan følge min lommelygte ud i yderpositioner. Patienterne bliver undersøgt for, om de har fuld kraft i arme og ben, om de kan give et ensartet håndtryk. De skal også fortælle mig deres CPR-nummer, hvilken måned vi er i, og hvor de er lige nu. Det er svært, når man er ramt med afasi, altså er ramt på enten det at kunne danne ord inde i hjernen eller hente dem frem eller er ramt på forståelsen af det der bliver sagt eller måske begge dele. Her skal der lidt opfindsomhed fra min side for at kunne bedømme, om patienten er orienteret i tid, sted og egne data, som det hedder i min terminologi.

Jeg har altså ikke haft brug for alle musklerne ;-) til gengæld har jeg observeret eks. hvordan en patient klarer sig i badet, tænkt over, om det at patienten begynder at tage tøj på uden at være ordentlig tør, kan skyldes manglende/ændret følesans i det område, eller om patienten er ramt i selve det at udføre vante handlinger.

Jeg har brugt mine talemuskler, jeg har informeret om nyt medicin, om planen for de næste par dage, om undersøgelser etc.

Jeg har brugt mine ører, jeg har lyttet til patienter og pårørendes spørgsmål og nydt, at der var tid til dette.

Vi har haft mange snakke, både faglige og private, personalet indbyrdes. Vi har snakket om, hvordan vi forebygger forstoppelse (obstipation) hos patienterne, hvilke midler der er gode, hvilken viden vi hver især går rundt med. Vi har snakket om, at det er stort problem for mange mennesker i denne travle verden, sygeplejepersonale inklusive, vi glemmer at mærke efter, udskyder toilettider, og resultatet bliver kronisk forstoppelse og store slappe blærer, som vil give os problemer med at holde på vandet, når vi bliver gamle.

Børn døjer med forstoppelse, fordi hverdagen er så fortravlet. Hvornår er der tid til at sætte sig i fred og ro på toilettet? Hvem kender ikke til følelsen af at sidde på et offentligt toilet og ikke turde presse, fordi mennesker står udenfor og snakker? Tænk hvis de hørte noget eller endnu værre lugtede noget?

Det har været en rigtig god weekend, og trods det, at jeg ikke har lavet noget hårdt fysisk, er jeg træt, meget træt. Nu er opvaskemaskinen tømt, og alt det snavsede service fra de sidste dage, som truede med at invadere gulvet, er nu sikker på plads i opvaskemaskinen. Flæskestegen er i ovnen, og der skal hentes kartofler til en gang kartoffelgratin med squash og tomater. Og i aften skal jeg på mørkevandring, for kroppen trænger til frisk luft.

Når man bliver brugt på den gode måde, så er livet herligt.

9 kommentarer:

  1. Flæskesteg..... nu løber mit mundvand, min ynglingspise.... åhhhhhhhh.....
    Jeg griner sådan af den med cpr. nummer den bruger lægerne også på Michael når han har insulinfølling, men problemet er at han kan det nummer på rygraden. istedet spørg jeg hvornår er det juleaften - jeg brugte også testen da han kom ind med blodproppen. For da kunne han cpr. nummeret men ikke den med juleaften, som forøvrigt er den 24. december, hvis der sidder nogen og undre sig :-)

    SvarSlet
  2. Marianne, du har ret, og i dag tænkte jeg faktisk på, at jeg skulle have spurgt lægerne om netop din pointe. Min patient havde sat sine børn til at lære hende CPR nummeret udenad, da jeg gik hjem :-)

    SvarSlet
  3. Hold da op Lene jeg kan godt forstå at du er træt når du når til aften. Og dit indlæg giver bestemt noget at tænke over. Kærlige kram til dig og pas nu på dig .....

    SvarSlet
  4. Det undrer heller ikke mig, du er meget træt nu, Lene. Selv om du ikke har brugt kroppen til hårdt arbejde, har hjernen til gengæld været på højtryk sammen med koncentrationen, helt andre sanser, du her har haft i brug, du gir stof til eftertanke endnu engang. Dygtige sygeplejerske, som evner at være i nuet og give det, du har, håber, du nyder aftenen og får slappet af efter stegen...

    SvarSlet
  5. fru koch, du kender det jo også, at man faktisk tit bliver mere træt af de psykiske overvejelser i forbindelse med sit arbejde.
    Jeg passer på, min krop er som et barometer, så jeg kan mærke, når jeg er på vej ud,hvor jeg ikke får det godt. Også kram herfra :-)

    Puk, jeg har slappet af og du har ret, man bliver også træt,når andre sanser er i brug, selv om vi tit forbinder træthed med det hårde legemlige arbejde.

    SvarSlet
  6. Som jeg lige har kommenteret hos Liselotte: Faglige udfordringer er det, der gør kedelige dage til at holde ud.
    Både du og hun er formidable til at formidle jeres faglige overvejelser, så lægmand kan være med.
    Du har tilsyneladende en næsten fotografisk hukommelse over for din arbejdsdag. Det må være dejligt at kunne konkretisere både dine plusser og minusser!

    SvarSlet
  7. Conny, faglige udfordinger gør det sjovt at være på arbejde. Jeg synes det er sjovt at prøve at beskrive min hverdag for andre end sygeplejersker, jeg bilder mig ind, at det også udvikler mig.
    Da jeg var på psykiatrisk som elev, skulle vi lave kommunikationsrapporter, dvs. vi skulle nedskrive en samtale vi lige havde haft med den verbale og non-verbale kommunikation. jeg tænkte, det kan jeg ikke huske, men faktisk så har man registreret meget, når man først begynder at tænke tingene igennem. Så jeg har nok oparbejdet evnen til at tænke over min hverdag gennem mange år, jeg ville så ønske, at jeg kunne gøre det samme herhjemme, hvor jeg jo leder efter billetter ;-)

    SvarSlet
  8. Hvor er det godt med arbejdsbeskrivelser, så kan man nemlig også se hvad dagen gik med, det er jo også vigtigt at give patienterne/beboerne følelsen af at de er noget, at de ikke bare er en man vender og drejer pr automatik, men at de er mennesker og værdifulde trods deres sygdom. - og hvor er det så dejligt at der indimellem kommer kommentarer som "du er god at snakke med" "jeg kan godt lide dig, fordi du er her" "du er god" Det gør ens arbejde værdifuldt.
    Husker godt betragtningerne der skulle laves i psykiatrien, hvor man ved nærmere gennemgang af en samtale så rigtig mange nuancer i mimik, ordvalg og kropssprog - både hos en selv og hos beboeren/patienten..

    SvarSlet
  9. Anette, vi sad lige og talte om et menneske, som havde valgt at gå fra modetøjbutik til social og sundheds hjælper, og om at hun syntes det var så meningsfyldt. Jeg kan godt følge hende, og som du siger, de små bemærkninger, som tilkendegiver, at vi gør noget godt, de lyser op på en grå hverdag :-)

    SvarSlet