tirsdag, september 30, 2008

MIDDAGSAFTALE

Enhver bog eller artikel om børneopdragelse vil fremhæve dette at inddrage sine børn i de daglige aktiviteter, tag dit barn med i køkkenet, tag dit barn med i rengøring eller oprydning. Alt sammen smukt og rigtigt, men i praksis skrider det let. Man er træt, børnene er trætte, de nemme løsninger ligger lige for, og sådan bliver det så.

Mine børn har været legebørn langt op i alderen, og jeg har nydt deres fantasi, fjernsynskiggeri blev tit katalysatoren til nye lege, nye måder at bruge legetøjet eller det som haven bød ind med af materialer på, så jeg lod dem se fjernsyn, jeg lod dem lege, mens jeg lavede mad, gjorde rent og ryddede op. Åh jo de var skam med en gang imellem, men slet ikke så det blev en vane.


Nu er de begge flyttet hjemmefra, og de klarer sig rigtig godt. Sønnen er dog begyndt at interessere sig for sund og billig mad, men mangler lidt viden og erfaring om dette. Jeg foreslog ham, at vi kunne lave mad sammen en dag om ugen, og i går ringede han, om vi skulle starte vores madlavningsaften i denne uge. Det bliver hyggeligt, og jeg må bestemme denne gang, men jeg skal tænke billigt og sundt, så hvad skal jeg nu finde på?

Har du gode forslag, så kom endelig frem med dem.

mandag, september 29, 2008

DER MANGLER

Staudebedet hjemme hos min far er ikke, som det plejer at være, det blomstrer ikke så meget, det ser knap så harmonisk ud, men alligevel kunne jeg plukke en lille buket til min mors gravsted.


Sådan er det vel også med os, vi mangler en, min far i særdeleshed, tingene er ikke som de plejer. Men jeg nød at være nede hos min far, jeg nød, at vi sammen kunne tage i kirke, sidde i det solfyldte smukke rum, se på den nye altertavle,


synge gamle efterårssalmer, høre en god prædiken, spise frokost sammen, men det er hårdt at forlade ham igen. Han klarer sig godt, han har fundet sin hverdag, og han er stadig det dejlige positive menneske, som har givet mig så meget. Nu er det vores tur til at give tilbage.

søndag, september 28, 2008

DEN SIDSTE TUR?

Måske tænkte alle, at det var sidste chance i år for en motorcykeltur, måske skyldtes det, at vi efterhånden har mødt hinanden på kryds og tværs af landet og havde lyst til at mødes igen. Faktum var, at den sidste Nordjyllandstur i BMW klubben fik 25 motorcykler og ca. 35 mennesker til at trodse vinden og den truende regn.


Vi kom vidt omkring, turlederen havde lavet en smuk tur til os, og hjemme i de private gemakker havde hans frue sørget for et overdådigt kaffebord, der var hjemmebagte boller, som smagte himmelsk, der var lagkage og der var god gammeldags æblekage, det var virkelig kræs.


Vi var gennem dele af Rold skov, jeg elsker at køre gennem skove, lyset bliver filtreret på en ganske særlig måde, og vi var både i nåle og løv skove.


Senere kom vi langs vand mange gange, Limfjorden præsenteret på mange forskellige måder kunne man vist roligt kalde det. Solen begyndte at miste magten, og vinden fik hænder og næser til at føle kolde, så et kaffebord som afslutning var det helt rigtig.


Vi så vingård, landbrug i mange varianter fra hobbylandbrug til store landbrug. Vi så velholdte huse og haver og andre, hvor der måske nok var ideer, men de var gået i stå undervejs.


Overalt stod majsen høj og flot, ellers var der stubbe golde og nysåede vinterafgrøder.


Sådan en tur bagpå motorcyklen og samvær med dejlige venner og bekendte fra mange steder i Jylland gør mig glad.

fredag, september 26, 2008

SÅDAN

Vi har talt om intuition, fingerspidsfornemmelser, mavefornemmelser, have det på rygraden. Vores underviser har skrevet bøger om etik i sygeplejen og fulgt mange sygeplejersker i forbindelse med hans Ph.d. afhandling, og det er sådan mange sygeplejersker forklarede sig, når han spurgte ind til, hvorfor de handlede, som de gjorde i en given situation.

I dag har jeg fulgt min intuition og meldt fra til korlørdag, og jeg har det godt med det. Når kroppen giver lyd fra sig, skal man lytte.

I aften vil jeg nyde datterens besøg, og i morgen kan vi nå at spise morgenmad, inden hun skal videre.

torsdag, september 25, 2008

TUMMELUMSK

Mit hoved summer af input, vi har om etik i neurosygeplejen, og i dag har vi haft om de forskellige etik arter, hvis man kan kalde det det.

Pligtetik, konsekvensetik, nærhedsetik, diskursetik, eksistensetik og dydsetik. Foredragsholderen er god, humoristisk og vant til at følge sygeplejersker. Det at kunne henvise til dagligdagen for os er rigtig godt, og vi fik også snakket om mange dilemmaer, og om man kunne kalde dem etiske dilemmaer.

Jeg er træt, den lange køretur hver dag kombineret med, at jeg har en tendens til at tro, at når jeg er på kursus, kan jeg klare mig med mindre søvn, sætter sine spor nu.

Først aftensmadtilberedning, og så håber jeg energien rækker til en travetur, for jeg trænger gevaldigt til frisk luft.

onsdag, september 24, 2008

TÅGEN LETTEDE


Det kan godt ske,


at tågen sinkede mig i min kørsel i morges,


men hvor var det et smukt syn.

PÅ VEJEN IGEN

De næste dage bliver lidt hektiske, der står kursus i Hammel på programmet i tre dage, så en korlørdag, et besøg hos min far og måske en motorcykeltur til at afslutte ugen med.

Tasken er pakket, CDerne er gjort klar til en omgang karaoke i bilen. Studs ikke hvis du ser en kvinde tale med sig selv i bilen på motorvejen, hun lever blot sin indre sanger ud.


Og dagens billede er fra i går aftes taget med min mobil. Dagen endte med højt solskin i Nordjylland og rekorden med optagne kartoffelrækker hos os i år. Såfremt alt går godt, er vi færdige om 2½ uge.

Ikke mere snak, ud på landevejen og syng dagen i gang.

PS Har I andre også problemer med blogbot?

tirsdag, september 23, 2008

HJEMMELAVET

Det er ikke hver dag, at ting er hjemmelavet herhjemme. Jeg opgav for lang tid siden det billede af en landhusmor og lavede mine egne regler.

Jeg gør det, når jeg har lyst, og enkelte gange, når det er nødvendigt. Selve processen er lige så meget en nydelse som det færdige resultat. Det at stå og ælte brødet, forme det til boller, mens man tænker tanker, det er en urgammel metode, og jeg føler mig beslægtet med tidligere tiders kvinder, der hver dag stod for denne vigtige opgave, at sørge for mad til familien.

Når jeg strikker, har jeg samme nydelse, jeg slapper af, mon ikke blodtrykket sænkes, når man kan slappe af. Faktisk talte jeg et blodtryk ned i går aftes, det grinte vi lidt af, patienten og jeg, man kan være så nervøs, når blodtrykket ligger i den høje ende, så jeg lavede vejrtrækningsøvelser med patienten og masserede hende let på armen.

I dag har folkene fået hjemmelavede kartoffelboller med krondyrspegepølse og hjemmebagt æblekage med æbler af egen avl. Rundt om i stuen ligger strikkepinde og hæklenål, jeg har gang i strømper, poncho og nu halstørklæde. Jeg skal slå 342 masker op, det er noget af en mundfuld, så jeg laver streger, holder pauser, for det arbejde bryder tommeltottens led sig ikke om, men vi skal nok nå i mål.


Og så har jeg også to hjemmerengjorte badeværelser ;-)

HAVERÅD

Efter en aftenvagt skal jeg altid sidde lidt, inden jeg går i seng, aftenens indtryk skal lige lægge sig på plads, så den bliver tit 1, inden jeg er i seng.

Selvom jeg sover lidt længere, så har kroppen svært ved at komme i gang om morgenen, og denne morgen er der overskyet, ingen strålende sol som de andre dage, og det mærker kroppen med det samme.

En tur rundt i haven hjælper som regel. Min have er en kæmpestor græsplæne, et bed ved terrassen, et bed ved legehuset, masser af rhododendron som afgrænsning til læhegnet og bagved er der nu plantet frugttræer og buske. Ikke sådan en have, man vil falde i svime over i bladene eller ved åbne haver, men den passer til vores temperament, op på havetraktoren og så af sted.


Æblerne hænger tæt på grenene, men de mangler lige lidt frost til at være klar, min svigermor lærte mig, at æblet skulle give slip af sig selv, når man vred det let, det gør de ikke endnu, så jeg må vente.


Under fugletræet står der runde svampe, de pynter, om de er spiselige aner jeg ikke, jeg tør ikke prøve ;-)


Kirsebærtræet har allerede taget efterårsfrakken på, snart følger andre træer dens eksempel.


Og så mit spørgsmål til havekyndige: vores brombærbuske skyder nogle forfærdelige lange grene, og jeg tænker lidt, om det er nogle, jeg skal klippe af, de er meget tykkere end de andre, og som I ser, også meget længere end de andre. Hvad mener I? Laika giver ingen råd, hun nyder bare at snuse rundt sammen med mig.

mandag, september 22, 2008

TRO OG VIDEN

Nu tror du måske, at jeg vil skrive om min tro, men det kan du jo ret beset ikke vide, førend du har læst indlægget færdigt.

Inspirationen udspringer af den prædiken, jeg hørte i går. En kvinde, baptistpræst, men også socialpædagog med 25 års erfaring i arbejdet med misbrugere, gæsteprædikede, og det gjorde hun godt.

En sætning lyder stadig i mit øre, og det betyder, at hun har ramt noget i mig. En god taler kan med få ord få os med, en veldisponeret tale eller blogindlæg kan give os stof til eftertanke, og kunsten er at finde de rigtige ord, at sætte ordene sammen i et smukt forløb, og at kunne lave overgangene til de forskellige emner glidende og logiske. Det kunne denne præst.

Sætningen lyder sådan : Det er let at vide sig elsket, det er langt sværere at tro sig elsket.

Og en sød lille historie fulgte med som eksempel: et vendsysselsk ægtepar havde efterhånden levet sammen i mange år, da kvinden siger, du siger aldrig mere, at du elsker mig. Manden svarede hertil, jeg har jo sagt en gang at jeg elsker dig, hvis det ændrer sig, skal jeg nok sige det til dig!

Jeg kan desværre ikke skrive det på vendsysselsk, hun kunne sige det som kun en ægte vendelbo kan.

Det er langt sværere at tro sig elsket. Hvor er det sandt. Vi har så travlt med at søge efter tegn og bekræftelse på, at vi er elsket og værdsat hos vores ægtefælle, børn, familie, kolleger, venner og sågar blogvenner, for vi vil så gerne vide og ikke tro. Måske skulle vi øve os i at turde tro os elsket, at turde tro, at vi er noget værd.

Hvad synes du?

NYE IDEER


I filmen Drømmen kommer en ung lærer til byen med nye ideer, både om læring og indhold, i det her tilfælde er det musikgenren, der gælder. Det starter så en grum fortælling, men også en smuk historie med masser af skønne billeder. Min oplevelse af den film kan du læse her.

Mit indlæg i går og kommentarerne dertil fik mig pludselig til at huske, hvornår jeg første gang mødte den salme. Det var nemlig ikke som voksen FDF leder, som jeg tænkte i går.

Salmen er oprindeligt fra 1963, men mit møde foregår omkring 1970/71 Jeg begyndte at spille guitar, da jeg var 12 år, og jeg følte mig rig, da jeg kunne 4 akkorder, C,F,G,D, alt kunne spilles med de fire akkorder ;-) syntes jeg. Senere hen fik jeg lært lidt flere, og så behøvede jeg ikke at holde pauser i spillet, når akkorden og melodien ikke passede sammen.

Vi fik to unge lærerinder (det hed det jo dengang) til byen, frk.A og frk B. Frk B var det mest elskelige menneske, sød og blid, altid med på moden i tøj, men styre de vilde drenge i min klasse kunne hun ikke, så en engelsk time kunne af og til være en prøvelse for både frøkenen og vi andre.

Frk. A derimod var en skrap moster, hun fandt sig ikke i larm og ballade, der blev stillet krav, og vi syntes ikke så godt om hende. Vi havde bl.a. frk. A til musik, og lidt efter lidt slækkede hun på stramheden og vi endte med at nyde de musiktimer.

Frk. A var også aktiv i KFUM/KFUK, der hvor hun kom fra. Og hun startede snart en børneklub op, og de skulle deltage i en høstgudstjeneste. Min søster og jeg blev bedt om at spille guitar dertil, og her mødte jeg salmen.

Jeg kan huske, at jeg diskuterede med min far, for jeg ville have, at alle de gamle støvede salmer skulle ud af kirken og så ind med de nye. Det var vi så ikke helt enige i, og i dag nyder jeg da også nogle af de støvede salmer. Gennem min FDF tid har jeg lært mange nye salmer, og de taler til mig i et sprog, som jeg forstår lige med det samme, så jeg er glad for, at flere af dem er med i den nye salmebog, men at Tak Gud ikke er med, synes jeg er en fejl. Der er helt sikkert mange, der synes at den er for enkel, melodien er ikke et kunstværk, men børn elsker at synge med på den, og de nemme lærte salmer er der også brug for.

Sådan en tur tilbage i minderne kalder mange andre frem, så jeg sidder her og smiler og nyder en kop varm hyldebærsaft. En god start på dagen skal man ikke kimse af.

søndag, september 21, 2008

TILFÆLDIGHEDER?

Når nogen taler om, hvordan de har tænkt på en og så ringer vedkommende og hvad det betyder, eller når folk fortæller om bønnesvar, ja så må jeg indrømme, så har jeg været den, der tænkte spis lige brød til eller klap lige hesten.

Med årene er jeg blevet rundere og måske også fået mere erfaring, så i dag tænker jeg, ja hvorfor ikke.

Søndagen havde jeg valgt at starte i sønnens frikirke, ikke fordi jeg har tænkt at skifte fra folkekirken, men jeg føler mig rig, at jeg kan komme to steder og føle mig hjemme begge steder. Menigheden har en salmestafet, hvor de på skift vælger en salme til gudstjenesten.

I går følte jeg mig omsluttet af Guds natur og følte en taknemlighed for mit liv, og jeg sang det meste af dagen en af mine yndlingssalmer fra FDF tiden. Og hvilken salme havde stafetdeltageren så valgt i dag?

Jeg smilte og rettede mig op og sang af karsken bælg. Sikke en morgenstart.

Tak, Gud, for denne lyse morgen,
tak, Gud, for denne nye dag.
Tak, Gud, for kærlighed og varme
jeg kan leve af.

Tak, Gud, for mine gode venner,
tak, Gud, at nogen elsker mig.
Tak, Gud, at også mine fjender
elsket er af dig.

Tak, Gud, for evner og for kræfter,
tak, Gud, for hver ide jeg fik.
Tak, Gud, for ord at lytte efter
og for skøn musik.

Tak, Gud, for glæden ved at slide,
tak, Gud, for leg og dovneri.
Tak, Gud, når jeg hver dag kan vide
at jeg har værdi.

Tak, Gud, selv når det hele ramler,
tak, Gud, du holder fast ved mig.
Tak, Gud, når du af stumper samler
meningen hos dig.

Tak, Gud, for det dit ord har sagt mig,
tak, Gud, for hjælp når jeg er svag.
Tak, Gud, for glæden ved at leve
denne lyse dag.

lørdag, september 20, 2008

LANDHUSMOR

For knap 26 år siden, da det stod klart, at tømreren, som jeg forelskede mig i, havde købt gård og var i gang med uddannelsen til landmand, besluttede jeg mig for at sætte mig lidt ind i denne nye kultur, som det var for mig.

Godt nok er min far ud af husmandsslægt, men jeg kom jo kun hos mine farbrødre og fastre, når mine forældre var med, og landbrug var et slaraffenland for bybørn, noget andet var at være en del af hverdagen på en gård.


Min svigermor var en klog kone at gæste, så hun har givet mange praktiske råd, men hun var også af en anden tid, så jeg lånte en bog om landbrugets kvinder, en forsker havde interviewet mange landbokvinder, unge som gamle, og den bog læste jeg. I dag kan jeg ikke huske, hvad den hedder, hvilket irriterer mig, det kunne være sjovt at læse den i dag.

Vi har delt opgaverne på gammeldags maner, jeg har taget mig af børn, hus og have, mens gemalen har taget sig af landbruget. Derudover har jeg så været sygeplejerske de 15 år, i år er det 20 år siden jeg stoppede som sygeplejerske for at arbejde med i kartoflerne, og til januar er det 9 år siden, jeg startede igen.


Noget af det første jeg købte var en saftkoger! Nu var jeg blevet landhusmor, så nu skulle der koges hyldebærsaft. Den har jeg stadig, og nu er den i gang med første portion af hyldebærrene. Heldigvis er der ikke så mange ørentvister som sidste år, så jeg slipper nok for at drømme om dem ;-)


Jeg går og sender kærlige tanker til min svigermor og min mor, de to har været mine livliner, når jeg havde brug for praktiske råd. Nu er jeg selv livline til mine børn, og mon ikke de gerne vil have en flaske hyldebærsaft med hjem, næste gang de kommer på besøg? Der er ikke noget som en kop varm hyldebærsaft, når man er lidt forkølet eller træt og uoplagt på en kold vinterdag.

KÆRTEGN

Det er som bløde kærtegn på min kind. Dagen er mild ved mig.

Min hjerteblomst er vist ved at udvikle sig til et hjertetræ, det gør ikke noget, der er plads nok til det.


Udenfor står indlagringstransportøren og venter på at komme ind. Kølerummet er fyldt med kartofler i kasser, så nu er det kartoffelhuset herhjemme, der skal fyldes op, men først på mandag. Når jeg tænker på sidste år, hvor der nærmest ikke var nogle kartofler tilbage, da vi var færdige med kølehuset, så er det en rigdom at vide, at der stadig står masser af kartofler ude i marken og venter på at blive behandlet nænsomt, så du kan få ordentlige kartofler til aftensmaden.


Min gåtur er min hjerneløsner, alle trælse tanker bliver hældt ud og dejlige skønne tanker får plads til at udfolde sig. Valmuerne henne ved naboen står stadig som et smukt rødt islæt, og jeg nyder dem, når jeg går forbi dem.


I dag hentede jeg æbler ude fra det store træ, jeg synes nu stadig, de er lidt sure i det, men nu er der bagt en æblebradepandekage, som forhåbentlig smager godt.
Jeg har fundet spandene frem, jeg vil hen og plukke hyldebær, så kan de stå og simre i aften.

Det er mærkeligt med de spande, jeg køber og køber og alligevel mangler jeg, hver gang jeg skal bruge dem. Landmanden er et stort spørgsmålstegn, han ved aldrig, hvor de er blevet af!


Strikkeprøven til sønnens halstørklæde bliver nu vasket, så må vi se, om det føles som et kærtegn eller om jeg skal købe andet garn.

Lidt af hvert, sådan er min dag, og jeg er vild med den.

DET ER EFTERÅR

Godt nok har jeg stadig bare fødder, men nu kan jeg høre musene i mellemrummene mellem væggene, snart finder de vel også skabet under vasken, det er tid til at finde musefælden frem.

Sikkert tegn på efterår!

Update: mens jeg skriver dette, kigger jeg hen mod lyden, og så ser jeg halen af en fugl udenfor øverste del af vinduet. Den sidder og pikker mod træværket, mon der gemmer sig lækre insekter i mellemrummet mellem vindue og karm?

Efterårstegn ?

Hvad er efterårstegn for dig?

GODMORGENSTART

Hver morgen starter med en god starter for kroppen og især maven. To glas vand, A38, bananskiver og mysli, så er jeg klar til at møde resten af dagen.


Efter vores børn er flyttet hjemmefra har jeg tillagt mig den luksus at sove til kl. 8 på mine fridage, hvis ikke jeg skal være landbrugsmedhjælper. Nu hører jeg end ikke landmanden stå op, det gjorde jeg altid før i tiden.


Solen strålede, da jeg kom ud i køkkenet, udenfor står høstanemonerne stadig i flok og nikker god morgen. Himlen har kun lette hvide skyer, og fra kartoffelhuset høres den dumpe lyd af sorteren, der skal kartofler af sted hver uge, også selv om landmændene hellere ville køre i marken i dag. Nu holder to af dem fri i dag, næste uge er det to andre, der holder fri lørdag, og landmanden, som er den ældste? Han kører oppe i duraceltempo lige nu, han holder nærmest aldrig fri.


Dette er en lang fridag, for jeg skal først møde ind i aftenvagt i morgen, så jeg kan også sove længe i morgen, det her er godt.

fredag, september 19, 2008

ORDSYSLER

Da børnene var små, blev det tit til ”vi roder op”. Det kunne det også af og til se ud til, når jeg kom ind på deres værelser, efter de var sat til at rydde op.

Foran at rydde op i ordbogen står rya. Rya tæppe har jeg prøvet at lave et enkelt af, jeg havde en faster, som var sjov at gæste, hun havde altid gang i noget, og sådan en teenagepige skulle ikke bare læse i sin ferie, så jeg blev sat i gang med at lave en måtte i rya. Den røg vist først ud, da en hundehvalp ikke kunne holde sig ;-)


Bagefter rydde står ryddelig. Det er der snart her, og så holder jeg fri i morgen inden aftenvagten søndag, det bliver så godt.

LANGE DAGE

Arbejdsdagene på gården starter kl. 7, og her i kartoffeloptagningssæsonen varer de til kl. 17.

10 timer hver dag undtagen søndag. Jeg tror, der er nogen, der er trætte om aftenen, når de kommer hjem.


Vejret er overskyet men heldigvis tørt. Jorden trænger ikke til mere vand, så vi ”ber bare guderne om godt vejr”, og denne uge har været god på trods af små dryp.


En lille tur ude i den friske luft liver op på humøret, der er stadig små farvepletter i naturen.


Hylden er flere steder foran tid, så jeg skal vist skynde mig, hvis der skal blive hjemmelavet hyldebærsaft i år.


Foden driller gevaldigt, og jeg kan mærke, hvordan kroppen afvikler foden forkert under gang, og det forplanter sig op i knæet, så jeg tog en tur ud i marken. Ujævnt underlag tvinger fodens muskler til at arbejde, måske kan det hjælpe til at træne de stabiliserende muskler op. Jeg har også fået et vippebræt, det må jeg heller i gang med, men i dag brugte jeg naturen som hjælpemiddel.


Nå men støvet og skidtet flytter sig jo ikke af sig selv, så den trivielle del af fridagen må nok hellere starte.

torsdag, september 18, 2008

KRADS KRADS

Jeg er ikke så vild med uldne trøjer, men lige nu venter to som tidligere skrevet på at blive monteret, så får vi at se. Jeg er blevet lovet af andre bloggere, at en gang vask tager det kradse, det håber jeg på.

Sønnen har det åbenbart endnu værre med uld end jeg, så bare den lille strikkeprøve fik ham til at se ked ud af det, men det er bedre, at vi opdager det nu, end at jeg får strikket en masse.

Nu er spørgsmålet så, om I kender noget til Drops Karisma garn, om det ændrer sig efter vask eller jeg skal prøve at finde noget andet garn?

HYGGE

Nu har jeg fået den bærbare på nettet, så kan vi begge surfe på samme tid :-)

Sønnen er hjemme i aften, moderen lokkede med god aftensmad, til gengæld fik vi en flaske god rødvin og lækker chokolade, uhmm. Der zappes rundt på kanalerne, han har nemlig ikke så mange programmer hjemme hos sig selv, og landmanden er af sted med kartofler, så fjernbetjeningen er ledig ;-) og imens hygger jeg mig med en strikkeprøve til sønnens halstørklæde.

BARFODSDANS

Endnu er fødderne ikke blevet spærret inde i strømper.
Endnu er det de let åbne sko, jeg bruger.
Endnu sidder jeg her og mærker trægulvet under mine fødder.

Måske skulle jeg danse min egen dans, få danset alle spændinger og stivhed væk, mens jeg stamper takten i gulvet.

onsdag, september 17, 2008

MÅNEN OG AAB

Så snart koncerten med Jette Torp var færdig, strøg landmanden ud af døren og jeg efter, de sidste minutter af AABs kamp skulle ses derhjemme. Og han nåede det.


Månen fik sin egen form, da den blev fotograferet gennem bilruden i fuld fart hjem.


Sådan en anderledes hverdagsaften er skøn, god musik og fire dygtige sangere og musikere, hvoraf den ene var landmandens nevø, hvad mere kan man forlange, og når så AAB spiller uafgjort, så er aftenen fuldendt.

I morgen tidlig skal jeg være vaskehold (ikke tæskehold;-) vi er mange fra afdelingen, der er på kursus, så for at resten af personalet kan nå dagens opgaver, er vi sat til at møde kl. 7-8 på afdelingen, hvor vi går i gang med at vaske patienter, mens de andre får rapport. Så er vi alle vågne, patienterne er klar til morgenmad og træning, og vi andre er klar til at modtage ny viden.

EN PLASTPOSE,


et stiklagen, et par nettrusser og et tæppe.

Det var remedierne i forflytningskurset i dag. Vi skulle lære at beskytte os selv og gøre det behageligt for patienterne, når de skulle vendes, flyttes højere op i sengen, når de skulle på bækken eller når de skulle have sengetøj skiftet, mens de lå i sengen.

Mange af koncepterne indenfor behandlingen af apopleksi og hjerneskadede patienter tager ikke altid højde for arbejdsmiljøet, hvilket mange nedslidte plejepersonaler vidner om, så det har en norsk fysioterapeut og arbejdsmiljøforsker arbejdet med gennem mange år, og nu var tiden kommet til os.

Det var rigtig godt, og vi forsætter i morgen, det er skønt at få lov til at arbejde sammen med sine kolleger i øvesituationer, hvor der er tid til at diskutere.


Og morgenstunden var som altid smuk at se på.

tirsdag, september 16, 2008

REVURDERING!

Jeg troede, det var vores børn, der rodede.

Hvorfor er der så rod, når de er flyttet hjemmefra ? ;-)

STOR OG LILLE

For noget tid siden læste jeg om en undersøgelse af forskellige landes spisevaner, bl.a. sammenlignede man USA og Frankrig. Franskmænds måltider indeholdt faktisk procentvis meget mere fedt, men de spiste mindre og brugte længere tid om et måltid. Man havde både undersøgt tid på en restaurant og på Mc’Donalds, men portionerne var også mindre end i USA. Dette gjaldt om man købte chokolade, chips og andre lækkerier i en butik eller om man købte en burger eller tre-retters menuer.

Vi har folk på eftermiddagskost nu, og det skal være nemt at gå til, de spiser det ude i traktorerne eller ved indlagringstransportøren, så det er en sodavand og en bolle klappet sammen om ost eller pålæg, måske et stykke kage en gang imellem.

De næste dage skal jeg arbejde, og madpakkerne bliver smurt om morgenen, inden jeg tager af sted, og bliver puttet i poser sammen med sodavand, så de er nemme at tage, når tiden er til det. Det betød, at der skulle provianteres i dag, og så er det jeg bliver irriteret!

Man kan efterhånden ikke købe ganske almindelige sodavand i 25 cl. flaske i almindelige supermarkeder. De har kassevis af ½liters flasker, men landmanden og jeg er enige om, at det er for meget, det bliver jo til 3 liter sodavand på en uge, bare her hos os. I dag endte jeg med dåsesodavand, der er dog lidt mindre i, men det irriterer mig, at portioner her hjemme også har en tendens til at blive større. Hvilken butik sælger efterhånden 100g. slikposer?

Vore børn har også fået meget mere slik og sodavand, end vi gjorde som børn, og det var os, der hældte det i dem. Til sidst blev vi alle fire enige om at reducere det, det var enormt hvad jeg efterhånden købte hjem til fredag aften ;-) I dag er de to unge mennesker meget bevidste om deres kost, og vandkanden har heldigvis altid været en fast bestanddel her hos os til måltiderne og ind imellem, så sodavand kan holde længe her hos os undtagen i de travle perioder

mandag, september 15, 2008

TAK

Da jeg startede med min blog for godt to år og over 1000 indlæg siden, havde jeg ikke troet, at det skulle give mig så meget.

Jeres kommentarer får mig til at grine, til at græde, til at fundere, til at blive inspireret. Når jeg skriver noget om sygepleje, er det så værdifuldt for mig at få jeres reaktion på emnerne. Jeres små opmuntrende eller undrende kommentarer sætter gang i tankevirksomheden, og det får mig til at tænke over tingene på en anderledes måde end tidligere.

Egentlig er det fantastisk, at der rundt i Danmark og andre lande er mennesker, der sidder og læser, hvad en landmandskone og sygeplejerske skriver om, og som tager sig tid til at kommentere.

I dag har jeg så været i Thisted sammen med to kolleger for at fortælle, hvordan vi observerer apopleksipatienten i det akutte stadie, og hvordan vi reagerer og dokumenterer. Vi kunne vores stof, men om det var det, de gerne ville have, er jeg stadig lidt usikker på. Nu er jeg to flasker rødvin og en følbar træthed rigere.

Jeg har jo troet, at det var de skiftende vagter og weekend arbejde, der sammen med alderen gør mig så træt, men vores socialrådgiver (samme alder), som var med i dag, kunne fortælle mig, at hun også er så umanerligt træt om aftenen. Hun har fri hver weekend og arbejder kun i dagvagt, så det reducerer årsagerne til en faktor, nemlig alderen, og den kan jeg jo ikke gøre så meget ved!

TOVHOLDER

Udtrykket stødte jeg på første gang, da jeg var på efteruddannelse for 6 år siden. En psykolog fortalte om alle de strandede projekter, der lå rundt omkring på sygehusafdelingerne. Det var ikke specifikt gældende for sygehuse, men det var det, hun havde beskæftiget sig med.

Der er en vældig gejst og lyst til det nye, man hører om, men lidt efter lidt som hverdagen går, glemmer man det nye, man hopper over, det er nemmere at gøre, som man altid har gjort det, og stille glider projektet og alle de gode ideer ud i sandet.

Jeg tror vi alle kender det, blogland vidner om mange livsstilsprojekter, der bliver skudt i gang, og lidt efter lidt forsvinder motivationen, der er måske meget, som tager ens tid, og så bliver projektet lagt hen i krogen.

Tovholderen er den, der skal holde alle fast på det, man har besluttet sig til, og hele tiden forsøge at holde gnist i det, man vedtog, så vil man lidt efter lidt opleve, at det nye bliver indarbejdet og bliver en del af hverdagen, så det ikke længere skal tænkes over. På hjernesprog kan man vel sige, at det bliver automatiseret, man skal ikke op i de højere hjernelag hver gang for at tænke over, hvordan og hvorfor man gør dette. Det er lagret som en viden, både visuelt, sensorisk, motorisk og kommunikativt.

Måske er tiden inde til en brush-up, en status over hvordan det går med vore nye lejringsmetoder: jeg kan se, at det bliver brugt i min egen gruppe, men i den anden gruppe, hvor jeg har været hele denne weekend, bruger man det ikke. Og jeg kunne se mindst to patienter, som ville have megen gavn af det. Jeg kan ikke være tovholder der, men da jeg jo må erkende, at nogle af mine dygtige lejringserfarne kolleger har valgt den gruppe, så skal jeg vist have fat i dem. Det må dog vente.

I dag skal jeg og min apopleksikollega undervise på et andet sygehus i vores observationsskemaer og reaktion på og dokumentation af disse observationer.
Ugen byder også på forflytningskursus sammen med mange fra min gruppe og terapeuterne i to dage, det bliver så godt. Og så har jeg sovet 10 timer i nat, det hjalp gevaldigt på energi og humør!

søndag, september 14, 2008

MORGENGRY

Selv om manglende nattesøvn har gjort min dag lidt tungere, så nød jeg morgengryet, da jeg kørte på arbejde.


Jeg er heldig, at jeg får smukke naturoplevelser hver dag året rundt.

lørdag, september 13, 2008

FORBEREDT?

For 6 år siden besluttede man på neurologisk afdeling at ændre afdelingens opdeling. Før da var alle patienter fordelt på alle stuer uanset diagnoser.

På landsplan havde man lavet en stor undersøgelse af, hvad, man vidste, var godt for de patienter, der havde fået en apopleksi (blodprop eller blødning i hjernen). Bl.a. var det at samle patienterne på afsnit for sig, apopleksiafsnit, en fordel. Her ville personalet have den fornødne viden og ekspertise til at behandle og pleje disse patienter.

Så man opdelte afdelingen i to grupper, hvoraf den ene gruppe havde alle apopleksipatienter. Det betød, at mange af mine kolleger allerede da valgte apopleksien fra, de ville være på afdelingen med alle de mange forskellige neurologiske sygdomme. Jeg blev så på nær en enkelt sygeplejerske den ældste i erfaring og i alder, der blev tilbage på apopleksiafsnittet.

Nu står vi over for en større forandring, vi skal fra marts deles i to selvstændige afdelinger, det tror jeg bliver et lige så stort kvalitetsløft, som da vi fik apopleksiafsnittet, MEN det betyder så også, at alle de kolleger på nær en, som jeg så op til, som var mine rollemodeller og som jeg har haft det godt sammen med, ikke flytter med mig. Derudover er der kommet masser af unge kolleger til, som jeg også er blevet rigtig glad for. I dag spurgte jeg for første gang en af de ”nye”, hvad hun havde valgt, og hun begyndte med at sige, hvor glad hun var for sammenholdet i min gruppe, og hvor svært det var for hende, men hun havde altså valgt den anden gruppe. Jeg spørger aldrig mere, det gjorde ondt at se hende være ked af at skulle fortælle mig om det valg.

Jeg kommer til at savne dem, men jeg ved, at der er nogle seje, gæve unge kolleger, som har valgt apopleksien til, og det er det, jeg skal fokusere på og huske på at være taknemlig for.


Men i dag kan jeg mærke, at det bliver hårdt, når vi skal deles. Jeg er nok også lidt grådlabil i dag, trætheden er markant, og jeg nyder, at der ingen planer er for i aften.

JEG ER KLAR!

Torsdag – aftenvagt i den anden gruppe
Fredag – sortere jord fra kartofler ved indlagringstransportøren 8-16
Fredag – fest 17 – 1.30
Lørdag – dagvagt i den anden gruppe 8 -16

Jeg er klar til sofaen, bladet og bogen, der skal lades op, inden dagvagten i morgen!

fredag, september 12, 2008

DET KAN HURTIGT ÆNDRE SIG

Morgenen startede med det sædvanlige efter aftenvagt-humør, lidt træt, lidt trist, lidt tung i hovedet, og hvor jeg starter langsomt med lidt morgenmad, lidt te og lidt bloglæsning.


Landmanden har brug for hjælp, planen var egentlig først at køre på med fuld fart fra næste uge, hvor den sidste medarbejder starter. Men der er vådt derude i marken, solen skinner og der skal bare køres på i dag, så jeg er indskrevet som landbrugsmedhjælper.

Ha en god dag.

torsdag, september 11, 2008

IT-NØRD

En tekniker har netop skiftet vores router, og i den nye er der indbygget trådløs netopkobling.

Fint!

Jeg kan bare ikke få den bærbare til at koble på denne!

Nogle gange ville jeg godt være lidt klogere på IT, men nu lader jeg det ligge, tager traveskoene på og går en lille tur.

Der skal lades op til aftenvagten, indtil nu har jeg læst og hæklet, mens jeg ventede på teknikeren. Nu må der frisk luft til, mit løbeprogram løb væk under ferien, min slidgigt i ankel drillede (og driller stadig) så meget, at jeg prøvede at give foden fred, også fra gåture, det har ikke hjulpet, så nu begynder jeg at gå igen.

Med frisk luft skal ondt fordrives.

EN GANSKE ALMINDELIG MORGEN

Startskuddet er affyret, det er tid til den længste periode i årets gang på en gård. Kartoflerne har nu stået og modnet trygt og godt ude i marken. Skindet er fast, så det ikke flosser, når de bliver taget op med maskine. Det er tid til at lægge dem på lager.


Alt det har jeg beskrevet før her og her, så egentlig er der vel ikke noget nyt at fortælle.

I gamle dage, det var dengang, før jeg blev sygeplejerske igen, altså 9-10 år siden, tog kartoffelhøsten længere tid, og det var tit, vi blev nødt til at tage aftener med.

Det er sjældent, at det sker nu, vi holder som regel før kl. 18, og det betyder så for en kartoffelwoman, at jeg kun skal tænke på eftermiddagsmad.

De sidste par år er vi også blevet færdige før børnenes efterårsferie, før da kunne vi kun gøre os forhåbninger om at holde fri sammen med vores børn i den sidste weekend i ferien.

Hvori består forskellen? Vi har fået bedre kartoffeloptager, som sorterer mere jord fra, og vi har fået bedre indlagringstransportør, som også tager meget jord fra, så vi hurtigere kan køre et læs kartofler igennem.


Jeg husker stadig de år, hvor vi havde ukrudtsrenset ude i marken med en maskine og ikke med sprøjte. Der kørte konstant en mand med traktor og radrenser sommeren igennem, og det havde trykket jorden så hårdt omkirng kammene, så der kom uanede mængder af jord med ind, som skulle fjernes manuelt. I dag kører jorden ud i kasser, den gang faldt det ned under rullerenseren, og så var det os, min mand og jeg, der skulle fjerne det med skovl. Jeg var TRÆT om aftenen, når vi var færdige, og så var der jo så lige to børn, der skulle hjælpes med lektier og andet.

Den gang syntes jeg, kartoffeloptagningsperioden var uendelig, i dag nyder jeg de gode dage, hvor vejret er med os, og alt kører som det skal. Jeg håber, at de dage bliver de fleste.

onsdag, september 10, 2008

BLOMMERIER 2

Nu står der blommechutney af 2 kg blommer i køleskabet, de skal smagsanmeldes i aften.

Der står blommemarmelade af 1½ kg blommer i køleskabet, det skal smages i aften på en kartoffelbolle.

I en gryde simrer 2 kg. blommer og sukker, der skal blive til svenske blommer, som skulle være lækkert til pandekager og i tærter.

5½ kg blommer er udstenet, og min finger ser sådan ud.


Jeg håber, den er pænere i morgen tidlig, ellers må jeg i gang med klorin, for sådan kan jeg ikke møde i aftenvagt i morgen eftermiddag


Og den hæklede poncho skrider langsomt fremad. Jeg var inde i Bindestuen igen i dag for at købe garn til sønnens halstørklæde, så nu har jeg tre projekter i gang for ikke at nævne de to trøjer, som ”blot” mangler at blive monteret.

Og projekterne ser sådan ud på Drops designs hjemmeside