lørdag, september 06, 2008

7-15

7.00
Rapport fra nattevagten, de havde haft en kaotisk nat med en meget forvirret patient, en hallucineret patient og en patient, som troede, han kunne gå, hvilket han ikke kunne, det resulterede så i, at han steg ud af sengen og lå på gulvet. Heldigvis slog han sig ikke, men frygten sidder i os alle, når vi får en patient, der har blodprop/blødning i højre hjernehalvdel og har manglende erkendelse af sin situation og nedsat opmærksomhed af venstre side.

7.45
Vi var to sygeplejersker, en erfaren (mig) og en ny, en ung assistent (har været her i ca 5 måneder) og en ung vikar, som var hos os i sommerperioden. Der var 14 patienter, 3 havde dog weekend orlov. 8 skulle have fuld hjælp, 2 let hjælp og en var selvhjulpen. Jeg havde været væk i en uge, så rapporten tog lidt længere tid, vi tog alle patienter, så jeg havde mulighed for at kunne hjælpe min nye kollega med råd.

Jeg skyndte mig at hælde medicin op til de, der selv kunne spise morgenmad. Ingen havde tid til at stå ved madvognen, så jeg fandt morgenmad til de første patienter, og så skiftedes vi til at stå ved madvognen.

Jeg havde plejeansvaret for en patient, som er hårdt ramt, kan ingenting sige, tvivlsomt hvad patienten forstår, skal have hjælp til alt. I dag skulle der lægges en ny venflon, patienten får en del antibiotika ind i blodårerne, så inden venflon kunne lægges af narkosesygeplejerske, var jeg langt bagud med medicin. Patienten fik sondemad, altså mad i en sonde som er ført gennem næseboret ned i mavesækken. Rent praktisk foregår det ved, at man tager en stor sprøjte, tager stemplet ud og hælder så sondemaden i sprøjten, så får væsken lov til at løbe i sit eget tempo. Jeg vil så gerne opfinde en holder, man kan hænge sprøjten op i, for det løber langsomt, og man får så ondt i armene af at holde sprøjten. Jeg satte plaster omkring og fastgjorde sprøjten i sengegalgen, så havde jeg hænderne frie til at dokumentere min pleje, lave mundpleje o.l.

9.30 morgente sammen med mine kolleger.

9.45
Jeg påtog mig plejeansvaret for vores patient, som var ramt i sin erkendelse og opmærksomhed. Patienten havde også næsten total lammelse af venstre side, og det kræver en erfaren person til at guide både fysisk og verbalt, så patienten kunne komme ud på toilettet og blive vasket. Jeg er høj og stærk, en fordel, men jeg skal passe på, for min ryg er ved at brokke sig, så jeg øvede mig i hele tiden at tænke i arbejdsvenlige stillinger.

10.30 stuegang og medicingivning.

10.45 Informere en patient og pårørende om diagnose og resultat af undersøgelse. De fik udleveret vore pjecer om det at have fået en apopleksi.

11.15 Sengebade min dårlige patient, og efterfølgende lejre patienten i neutral stilling, det tager tid, og der bruges mange dyner og puder, så vikaren gjorde store øjne, da hun hjalp mig. Men det virker, patienten lå afslappet.

11.30 Forflytte patient med nedsat opmærksomhed til stol, dele medicin og mad ud.

12.45 Sondemad til min dårlige patient og hjælpe patienterne i seng bagefter.

13.30 frokost

13.45 Hjælpe patient på toilettet, vaske patienten og skifte vedkommendes tøj. Ting tager tid på min afdeling, der er aldrig noget, der bare lige kan gøres. En lammet arm eller ben er en tung samarbejdspartner.

14.15 Sørge for kaffe til patienterne.

14.30 Skifte ble og lejre patient, så vedkommende var klar til sondemad.

14.45 Skyndte mig at dokumentere i sygeplejekardex, hvad jeg havde lavet og hvad der var ændret til stuegang.

15.00 Sondemad til min dårlige patient, mundpleje og skift af sugeslanger og iltslange.

15.20 Fri og hvis du er med endnu, så har du godt nok været tålmodig

Og jeg kunne ikke få stjerneanis, så min blommechutney er udsat. Det er slet ikke, fordi jeg er træt ;-)

19 kommentarer:

  1. Lene, du ved at jeg beundrer dig utrolig meget. Det gør jeg virkelig, men jeg er endnu en gang blevet bekræftet i, at jeg er ved at køre godt og grundigt træt i den uddannelse, jeg har taget. Jeg brænder ikke længere for den, når vi taler sygehus, plejehjem osv. Det er alt alt for stressende og det giver mig ikke dét, jeg vil ha' mere.

    Det eneste jeg virkelig brænder for, kan jeg ikke få pt., så jeg befinder mig lidt i et vacuum, for jeg vil så gerne noget andet, men jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad. Sådan kan det gå.

    Jeg håber du får hvilet dig rigtig godt nu, for du må i dén grad trænge :-)

    SvarSlet
  2. Anita, jeg håber du finder dit område. Det er nødvendigt at lysten og begejstringen er der. Jeg er træt, men jeg kan mærke, at jeg kan spille på alle de strenge, jeg har fået, og det nyder jeg. Det der slider mest, er når jeg ikke når det jeg vil.

    SvarSlet
  3. sikke en arbejdsdag...du må godt tage en lille lur :-) forhåbentlig har du fri i morgen?

    SvarSlet
  4. Anne, jeg har slappet af, lur dur ikke, for så kan jeg ikke sove :-)
    Og jeg er på i morgen og i overmorgen igen :-)

    SvarSlet
  5. Lene. Jeg kan heller ikke sige andet, end at jeg er fuld af beundring.

    Kærlig hilsen Jeannette Mariae ;-)

    SvarSlet
  6. Jeanette Mariae, jeg gør jo det jeg er uddannet til lige som alle mine andre kolleger :-) Men jeg synes det er en sjov øvelse at beskrive en dag med ord,det giver mig nogle overvejelser.

    SvarSlet
  7. Det er også vigtigt at beskrive sådan en arbejdsdag. Jeg var lidt længe om at komme gennem læsningen, for jeg sad og faldt i staver over, hvor forskelligt sondemad gives rundt omkring i landet. Hernede på Lolland bruges fortrinsvis automatiske dråbetællere, i København er metoderne forskellige fra hospital til hospital. Jeg har dog aldrig oplevet, at sondemad fra sprøjte skulle løbe ind i eget tempe - den var ny! Ak ja, man lærer så længe, man lever.

    God arbejdsdag imorgen!

    :-)

    SvarSlet
  8. Henriette, vi bruger også dråbetællere, hvis der er en, som ikke kan tåle at få portionen på 15-20 minutter. Og så siger de kloge, at man ikke må gå fra en, der får sondemad gennem nasalsonde,men vi kan blive nødt til det når der bruges dråbetællere.
    Men det er sjovt så forskellige metoder, der bruges :-)
    Og tak :-) Må I have en god arbejdsdag derhjemme.

    SvarSlet
  9. Tror den med jeanetsprøjten er jysk - har oplevet den både i Holstebro, Vejle og Århus :) Men jeg har det som dig Lene - åh hvor er det hårdt for armene...

    Kender godt den slags dage du har haft fra da jeg var på apopleksi genoptræningen - lige nu har jeg det som Anita... Tror at man kan give så meget og hvis man ikke får noget igen både fagligt og personligt, så når man et punkt hvor tingene ikke længere hænger sammen...
    Men det glemmer man desværre på mange arbejdspladser bl.a. på grund af økonomi- og ressourcestyring.
    Jeg tror desværre at sundhedssektoren mister personale på den konto i disse år - hvis jeg havde økonomi til det ville jeg vælge med hjertet og i tiden siger det ikke sygepleje. Håber du kan holde gnisten glødende Lene :)
    Tak for genopfriskning af en dejlig men travl dag sammen med mennesker med apopleksi.

    SvarSlet
  10. Else, måske får vi også københavnske tilstande, når det skal gå hurtigere med færre personale. Jeg giver dig ret, sundhedssystemet går trange tider i møde, hvis ikke snart man får vendt skuden. Jeg har været kørt ned, men lige nu får jeg hver dag bekræftet, at jeg kan noget og ved noget, og kan jeg få lov til at give det videre, undervise både ved sengen og udenfor, så tror jeg at jeg kan holde "ilden" ved lige.

    SvarSlet
  11. ... og jeg som troede, at sygeplejersker drak kaffe dagen lang... ;)

    SvarSlet
  12. Hvor er din dagsbeskrivelse rammende, og meget interessant. Kan godt følge dig i at holderen til sondemaden burde opfindes. Bruger samme metode som du på min arbejdsplads med jeanet-sprøjten. Opsyn med sondemadspatienter skal der være, det er jo ikke til at vide om nasalsonden seponeres...og så kan det jo gå ganske galt...
    Men det er bekymrende at ressourcerne bliver så skrabede, det er trods alt mennesker vi arbejder med - og for.... hvem vil ikke have en forsvarlig pleje ved indlæggelse på sygehus? Alle... men som tingene efterhånden udvikler sig, vil man som fagperson efterhånden ikke kunne forsvare det faglige niveau, hvis besparelserne bliver endnu mere skærpede... Det er jo patienterne det går ud over, og det er ikke fair.

    SvarSlet
  13. Puha en vagt...... Altså der findes apparater der lader sondemaden løbe automatisk ind .- det har vi brugt til Mathias - når han skulle have mere over længere tid. Idag skal han ikke have så meget og han kan heldigvis klare det i store tryk :-)

    SvarSlet
  14. Pyyhhh- Håber du fik hvilet og senere sovet godt !

    SvarSlet
  15. Jeg er fuld af beundring for, at der findes mennesker som dig. Men jeg er nu alligevel glad for, at det blev et andet fag, jeg tilfældigvis blev uddannet i. I sygeplejesker er voldsomt hængt op, men det er så godt at vide, at du er glad for dit fag, Lene :-)

    SvarSlet
  16. Jeg blev helt svedt - og jeg læste bare om din dag :)
    Jeg vidste nu godt, at sygeplejerskerne på din afdeling arbejder ... hårdt.

    SvarSlet
  17. Ja, jeg blev helt forpustet, og blev mindet om min elevtid på en medicinsk afdeling med en del apopleksipatienter... Og særligt blev jeg mindet om, ved at læse dit indlæg, hvorfor psykiatrien vandt mit hjerte... Hvor er det fantastisk, at der er folk som dig Lene! Det lyder med rette, til at du har stor faglig stolthed!

    SvarSlet
  18. Ha :-) Jette, du må tro om igen :-)

    Anette, jeg er enig :-)

    Marianne, vi har også de apparater, men når patienterne har en nasalsonde (gennem næsen) og ikke en PEGsonde, så er det nødvendigt at være ved patienten :-)

    Miri desværre, jeg sov elendigt, så jeg er træt nu :-)

    Madame, der er dage , hvor jeg tænker på hvad jeg ellers skulle vælge :-) men mon ikke andre også har det sådan.

    Helle, det er godt at høre, du har jo insider viden :-)

    Annie, fagligheden skal man have med sig og faglig stolthed tillige, ellers bliver det for tungt :-)

    SvarSlet
  19. Tusen takk for at jeg fikk være med på en arbeidsdag. Jeg har lest hvert ord med stor interesse. Det er litt av en jobb du har, og ingen skal si den ikke er meningsfull.

    SvarSlet