LENE, NU MED CHOKOLADEFABRIK

Hvor meget jeg egentlig har savnet dem, gik op for mig i går, og det er jo ikke, fordi jeg ikke ser dem, men det er sjældent, vi er samlet alle sammen her hjemme.

De skulle lige vænne sig til det faktum, at de kommer hjem og så er det jul, ikke noget med decembers måneds forberedelser, som gør en stemt og klar til julefest, men fra den ene dag til den anden. Den ene har skullet flytte, den anden har haft skolegang og læreplads i hovedet, så julestemningen var ikke helt til stede.

Den kom vist snigende inde i kirken. Vores kirke var blevet smukt restaureret, den fremstod lys, varm og med muligheder for en moderne gudstjeneste samtidig med den gamle landsbykirke stadig var der. Præsten holdt som sædvanlig en dejlig prædiken helt nede på jorden men med ord, som satte tankerne i gang. Og der blev hilst på gamle skolekammerater og faster, tante, onkler og kusiner og fætter.


Aftenen gik som den skulle med salmesang, læsning fra børnebiblen, gaveudpakning og så kom godtefadet på bordet.

Det stod børnene for at arrangere og pludselig skreg de af grin ude i køkkenet, og det var der, jeg ganske enkelt måtte erkende, at jeg savner dem i min hverdag, for hvor var det dejligt at blive til grin!


Mor du har jo købt hele butikken, det må hedde mor og chokoladefabrikken! Jep, vi skal da ikke mangle noget. Mor vi spiser aldrig skumfiduser? Nu har vi godter, hjemmelavede og hjemmebragte, helt til næste år.

Og så er lykken at gå rundt 1. juledag og spise bløde småkager og drikke te, mens alle de andre sover! Arbejdsugen starter først i morgen, jeg skal hygge mig, hele dagen.