mandag, maj 11, 2009

HOLD SÅ OP!!

Du ligger stille i din seng, jeg hilser pænt på dig, tager din ikke-lammede hånd, så du kan mærke mig. Med den lamme hånd ved jeg ikke, hvor meget du mærker eller om du måske har føleforstyrrelser, som gør at det kan føles ubehageligt, hvis jeg rører ved dig.

Bagefter rører jeg nu alligevel ved din lamme hånd, ikke med en fjerlet berøring, men med en fast berøring. Jeg ønsker at give dig nogle stimuli på begge dine hænder, men vores følesans er sådan indrettet, at den har to sanser, en beskyttende og en vurderende sans. Når vi rører let, aktiverer vi den beskyttende/forsvarende sans, den vil reagere med frygt=flugt eller kamp. Når vi rører fast, aktiverer vi den diskriminerende/vurderende sans, den vi oplever med, den der gør os nysgerrig og undersøger det vi rører ved. Normalt ser vi med vores øjne og hører med vores øre, hvad det er, den anden vil. Men alle kender vel det at fare sammen/trække hånden instinktivt til sig, hvis nogen rører let ved en.

Du har fået en hjerneskade pga. en blodprop/blødning, og jeg kan se, at du ikke forstår alt, hvad jeg siger. Jeg må derfor lade mine hænder fortælle dig vha. din følesans og din stillingssans, hvad jeg vil.


Jeg begynder at flytte puden bag din ryg, du skal nemlig op af sengen. Du råber højt, skælder mig ud, tager fat i mig og giver ikke slip med din ikke lammede hånd.

Både i Affolter konceptet og Bobath konceptet arbejder man med at give stimuli, at give massiv støtte fra omgivelserne, når man som du er ramt på din rum-retningsfornemmelse og på den måde du opfatter de stimuli, du får. Kort sagt den måde din krop opfatter verdenen på nu.

Jeg prøver mig lidt frem, lægger en tætrullet dyne, som efterfølgende er tapet sammen, oven på din mave, dette for at du får nogle stimuli, der siger, her er jeg, her er omverdenen. Lidt som hvis jeg havde bind for øjnene og var blevet snurret rundt, så ville jeg prøve at finde nogle holdepunkter, så jeg kunne fornemme rummet omkring mig.

Din ikke lammede hånd lægger jeg ovenpå dynen, presser den fast mod dynen, det beroliger dig, vi er to, der hjælper dig, vi giver os tid. Så tager jeg i stiklagenet under dig, jeg trækker det op mod mig, så du ligger inde i det og kan mærke lagenet mod din ryg sammen med dynen foran dig. Du er ikke helt tryg, stritter i mod, min kollega tjekker, at alt er som det skal være, at trøjen er glat på ryggen, at bukserne sidder som de skal, at den ble, som må føles så underligt for et voksent menneske at have på, er tør og sidder ordentligt. Liftsejlet lægges ind under dig. Vi gentager det mod den modsatte side, du stritter imod, vi prøver at give dig stimuli, men det lykkes ikke altid. Det er hårdt både for dig og os.

Nu bliver du liftet op og over til kørestolen, det skal helst gøres så hurtigt som muligt, for svævende i luften får du ingen stimuli og er derfor meget utryg. Vi kan dog ikke forflytte dig uden lift, det ville give os en arbejdsskade, for lige nu har du svært ved at forstå, hvad vi vil, selv om vi med vore hænder prøver at guide dig.

I kørestolen har vi lagt en dyne, som vi bruger til at skubbe ind omkring dine led, så du får understøttet dem og får stimuli fra kørestol og dyne. Du falder til ro, kørestolen omslutter dig fra fod til hoved, vi sætter dig med den ene side op mod væggen, så du har en fast omverden på den ene side.


Det er fysisk hårdt, men det er en spændende udfordring at prøve at finde det, der hjælper dig bedst.

17 kommentarer:

  1. Og jeg er helt sikker på du er fantastisk til at gøre det bedste du kan for at hjælpe dine patienter. Interessant at høre om dit arbejde. God aften.

    SvarSlet
  2. Wow, sikke en fantastisk beskrivelse af en arbejdsgang. Yderst spændende. Tak for indblikket. ;-)

    SvarSlet
  3. Sikke du kan fortælle, jeg sidder her med tårer i øjnene, og er dybt berørt af din beretning.
    Hvor må det være skønt, når du får respons fra en patient, på den ene eller den anden måde.
    Knus
    VIbeke

    SvarSlet
  4. Kæreste Lene
    Jeg har set dig arbejde med en der er hårdt ramt, set din uhyre rolige og kompetente arbejdsmetode, set hvordan han falder til ro og bliver tryg.
    Lene, jeg er så taknemmelig for at der findes sygeplejersker af din støbning - du er noget helt særligt!

    SvarSlet
  5. Uha, uha..... når jeg tænker tilbage på, hvordan/hvad vi gjorde/ikke gjorde for 25 år siden, da jeg arbejdede med apoplexi patienter. Der er godtnok sket en rivende udvikling, og hvor beskriver du det godt, man får helt lyst til at forsøge sig igen... :)

    SvarSlet
  6. Så heldig den er som har dere der når de trenger noen til å hjelpe seg. Høres ut som du brenner for jobben din.

    SvarSlet
  7. Tak Anette, det hjælper mig at beskrive en proces, dejligt at du gad læse det :-)

    Tak frk. Bibo :-)

    Tak Vibeke, det kan være svært at forklare hvor godt det er , når en lille bitte ting lykkes, men det kan jeg leve på en hel dag :-)

    Tak Ella, nu kan jeg bedst skrive i jeg form, men jeg ser også at mange af mine kolleger gør det samme :-)

    Jette, ja jeg var også med der for 23 år siden ;-) og du skal være hjertelig velkommen :-)

    Tak Fjordheim, jeg nyder mit job :-)

    SvarSlet
  8. Hvor er det godt, at der findes mennesker som dig. Sikke en tålmodighed at være i besiddelse af!
    Det var en meget hjertevarm og følelsesladet beretning, som er god at få forstand af.

    SvarSlet
  9. Alt er sagt! Jeg sidder også med tårer i øjnene.Hvor er det godt at din slags findes! Kæmpekram herfra...

    SvarSlet
  10. Hvis jeg nogensinde skulle vaere uheldig nok til at have brug for den form for pleje, saa haaber jeg jeg er heldig nok til at faa en sygeplejerske som dig. :)

    SvarSlet
  11. Hvor er jeg glad for, at der findes mennesker af din støbning som har lyst til at have det job, du har.
    Når jeg tænker på, hvor lidt vi gjorde på det plejehjem hvor jeg arbejdede for snart femten år siden...for pokker, det gør mig trist! Jeg håber de gør det bedre i dag.

    SvarSlet
  12. Du er bare den bedste.
    Flot beretning.

    SvarSlet
  13. Ellen, tak jeg prøver at fortælle for at tydeliggøre hvad vi gør og altså ikke bare mig :-)

    Tak fru koch, der er mange af min slags, som forsøger at bruge al den viden vi har, så patienterne får den pleje der passer lige til den enkelte :-)

    Tina, jeg kan jo kun tale for mit afsnit og dem jeg møder fra andre afsnit, men der ser jeg et engagement og lyst, som gør mig glad :-)

    Lotte, desværre får sundhedshjælperne ikke den viden og støtte bl.a fordi der spares mange sygeplejerske stillinger væk i den primære sektor.

    Tak for tilliden sister :-)

    SvarSlet
  14. Lene - TAK for den smukke beskrivelse. Der er ingen tvivl om at du er fantastisk til dit job.

    SvarSlet
  15. Smukt og følsomt indblik..TAK.

    SvarSlet
  16. wow sikke en beskrivelse, jeg blev rørt. Hvis jeg nogensinde skal rammes af sådan noget - håber jeg, du er i nærheden eller at en af dine dygtige kollega kan gøre det samme. :-)
    ps. ved du noget om parkinson??
    og forresten det er nogle dejlige humørspreder du har i haven

    SvarSlet
  17. Tak Susan, jeg er i hvert fald glad for mit job og så får man jo lyst til at gøre det godt :-)

    Selv tak Johanne :-)

    Tak Lis, lidt ved jeg da om parkinson, men de sidste år har jeg mest beskæftiget mig med apopleksi.

    SvarSlet