Man bliver præget af det, man beskæftiger sig med til daglig, det der interesserer en, eller de kæpheste man har.
Vi ser det, der ikke er – og ser ikke det, der er.
Morgendagens skimning af nyheder fik mig til at studse over denne artikel.
Hvad var det for en læge?
Hvor stor var sammenligningsgrundlaget? Altså var det 4 ud af 1000, 4 ud af 100 eller hvad?
Hvorfor havde vedkommende læge interesseret sig for dette?
Og så videre. Man kan da overhovedet ikke gætte, at jeg lige nu læser om kritisk vurdering af artikler, vel? ;-)
Google blev sat på arbejde
Nu ved jeg, at:
Lægen er ph.d studerende ved anæstesi og operationsklinikkens forskningsafdeling på Rigshospitalet og forsker i præhospital hjertestopbehandling (altså den hjertestopbehandling, der foregår før hospitalet)
Hun forsker i Bornholms hjertestopprojekt, hvor alle hjertestartere er registreret, så alarmcentralen kan henvise til nærmeste hjertestarter ved alarmopkald.
Det, hun har fundet ud af, er, at de data, som hjertestarteren registrerer, ikke bliver brugt på hospitalet. Dette skyldes flere ting, hjertestarteren bliver ikke taget med på hospitalet, da den er privatejet, hospitalet har måske ikke viden eller grej til at få fat i dataene.
I 7 tilfælde brugte man hjertestarter på Bornholm, i to af tilfældene viste hjertestarterens data en hjertelidelse, som skulle behandles, og som først blev det, da lægen indleverede dataene til hospitalet. Mange kan nøjes med et stød, og så er de i normal rytme igen, dvs. hjertekardiogram på sygehuset kan ikke afsløre en hjertesygdom.
Derudover stødte lægen via sit netværk på 2 andre tilfælde, hvor hjertestarterens data var årsag til ændret behandling.
Så 2 ud af 7, det er en høj procentdel. Godt at lægen via sit ph.d projekt har sat fokus på dette!
Lige en ting mere - prøv at læse denne sætning:
”Hjertestartere opsamler livsvigtig viden om patienter, men hospitalerne undlader at bruge oplysningerne, som kan hjælpe til, at den enkelte patient får den rette diagnose og behandling.” (taget fra første artikels indledning og fremhævelsen er min)
Det ord giver for mig et indtryk af et system, som ikke vil bruge oplysninger, som måske endda bevidst ikke gør det, hvor det måske mere drejer sig om, at man ganske enkelt ikke før nu har haft en viden om, at hjertestarteren er et vigtigt redskab ikke blot til akut behandling men også til diagnosticering af uopdaget hjertesygdom.
Er man kritisk overfor systemet, vil man måske læse det som det første.
Er man kritisk overfor forskning, vil man måske heller ikke fange, hvordan en læges projekt højst sandsynlig ændrer procedurer på skadestuer rundt om i landet. Måske fordi man vælger ikke at læse artiklerne.
Vi ser det, der ikke er – og ser ikke det, der er.
Og er du med endnu, så er du en meget trofast læser, tak for det.