tirsdag, november 30, 2010

DET RIGTIGE BEN

Lige så langsomt kom jeg over på det andet ben.

Vi fik sunget julesange, selv om min far syntes, hans stemme var blevet rusten, og jeg syntes, det var LÆNGE siden, jeg havde spillet guitar sidst. Vi hyggede os, og da landmanden kom ind, blev adventslyset tændt, teen skænket og vi snakkede om ældrecenteret, hvor min far kommer to gange om ugen.

Jeg fortalte min far om, at en af de andre deltagere er så glad for min fars hjælp, han kalder min far for sin ven. Min far kunne godt huske ham, “han siger ikke så meget, men han har det godt, det kan man se i hans øjne”

Jeg sagde jo, at min far er en klog mand.

Nu er miniferien slut, vi afslutter den med risengrød og nisseøl.

Ha en god tirsdag aften

IMGP2145

DET FORKERTE BEN?

Et eller andet er gået galt i min overgang fra søvn til vågen. Den forkerte optik er vist kommet for øjet, så jeg prøver ihærdigt at ændre det.

Om det er fordi kameraet gik i stykker, fordi jeg dummede mig.

Om det er fordi jeg ikke kan finde energien til at bage sammen med min far?

Om det er fordi alle de små projekter, jeg har sat i gang med strikning og hækling, ikke når videre end til igang fasen?

Kameraet kan stadig tage billeder, men uden at jeg kan se dem på skærmen.

IMGP2144

Min far og jeg har været ude og gå en tur, og han skal nok få småkager i sine småkagedåser, bare ikke i dag.

Min lille poncho er syet sammen, den er godt nok stram, men mon ikke en gang vask og stræk kan hjælpe på det?

IMGP2146

IMGP2148

Jeg er i gang med at ændre synsvinkel :-)

Må du få en tirsdag med evnen til at se det positive.

mandag, november 29, 2010

USYNLIGHEDSKAPPE

Landmanden og min far har sat sig foran fjernsynet. FODBOLDAFTEN! Først AaB sidenhen verdens bedste fodboldhold. Helt frem til midnat er der fodbold.

Lige nu har Aab taget et nyt vindermiddel frem, man kan ganske enkelt ikke se dem. Hvide dragter på en hvid fodboldbane!

IMGP2135

BILLEDDANNELSE/OVERBLIKSDANNELSE

Hjemmehjælperne havde været bekymret, min far sov så meget.

I mit hoved gav det mening, der var jo mørkt udenfor, og jeg tænkte, at man med den sygdom ikke orienterer sig med uret, men snarere med de signaler naturen omkring sig giver.

Alzheimersygeplejersken var heller ikke bekymret, hun havde en anden forklaring.

Alzheimers sygdom er en sygdom, som ødelægger nervecellerne, og det starter i hippocampus, som er sæde for lagring af input i hukommelsen. Dvs. at korttidshukommelsen og ny viden til langtidshukommelsen ryger først, så vandrer destruktionen fremad mod sprogcentrene. Nu bliver det svært at finde især navneord. Sproget og hukommelseslagrene er der stadig, men det er svært at finde det frem. Efterhånden får man også svært ved at orientere sig, rum/retningssansen forsvinder. Påklædning, madlavning, færdigheder, som man tidligere kunne så let, svinder. Når frontallappen inddrages, bliver der måske også personlighedsforandringer, de tillærte hæmninger svinder, og til sidst er det den fysiske formåen, der bliver ramt.

Min far er ramt på sin hukommelse og sit sprog, til dels også på orienteringen og færdighederne. Men han er en klog mand, han har været leder på en skole, han er og var et meget socialt menneske med omsorg for andre og en meget stor viden om mange ting. Han var en dygtig håndværker, lavede mange flotte ting i træ, han var/er et musisk menneske.

Min far scanner hele tiden sine omgivelser for at få pejling på, hvad der skal ske, hvad vi er i gang med og danner hele tiden billeder/overblik. Nogle gange går han helt galt i byen, andre gange rammer han plet, og vi tænker, hov hvordan kan han huske det?

Det trætter, prøv at forestille dig hele tiden at føle dig på fremmed grund, mon ikke vi andre også havde brug for mere hvile og søvn?

Nu er bollerne bagt, kaffe og teen er brygget, jeg er klar, når min far er klar.

IMGP2131

søndag, november 28, 2010

1.SØNDAG I ADVENT

Hjem fra julefrokost midt nat. 150 meter fra gården hænger bilen på en snedrive. en god chauffør (landmanden) og en god personbil klarer skærene.

Sove, sove, sove.

Afsted efter min far. Stadig med landmanden som chauffør og denne gang den terrængående bil.

Pakke tøj, tjekke ting, der skal repareres, hjem igen.

Stille frokost an, nu med min egen hyggepianist.

IMGP2127

IMGP2130

Bage kage, lave aftensmad.

Kortøj på. Afsted, denne gang ad bagvejen.

Øve øve øve.

Koncert med min far, landmanden, svoger og svigerinde som tilhørere.

Hjem igen ad bagvejen.

Hygge, te, snak, latter.

Røre dej til koldhævede boller, vi er udgået for brød.

Landmanden tjekker, at traktoren med sneploven er klar, vi får ingen folk på arbejde, hvis ikke landmanden påtager sig kommunens job med at rydde vej i morgen.

Min far og jeg kan heldigvis hygge os indendøre i morgen.

Det bedste i dag var, at min far spontant og flere gange sagde på vej hjem fra koncerten: det har været så dejlig en aften, det lød så godt. Det var det, jeg håbede. Jeg nød at synge for min far.

lørdag, november 27, 2010

JULEHUMØR

Datteren sagde det så rammende, da jeg sidste søndag tænkte højt om, at nu var det snart nu, at huset skulle julepyntes:

Slap nu af, sidste år pyntede vi jo først op d. 22.

Lige nøjagtig.

Jeg er vild med december, jeg er vild med julesange i bilen om morgenen, men jeg kan mærke, at julepyntningen kan godt vente. Adventskransen køber jeg et eller andet sted i dag. Kalenderlys har de forhåbentligt også et eller andet sted. Julegaver skal i min verden først købes midt i december.

Jeg har planer om at bage småkager sammen med min far på mandag, og som Alzheimersygeplejersken sagde, en ting af gangen, ro på, det vigtigste er stemningen, at det føles rart. Det gælder vist også os andre.

IMGP2125

Må din lørdag blive fyldt med det, du har lyst til.

fredag, november 26, 2010

KA HANNE? KA LENE!

Så sad jeg der, maven var udspilet, en vis tunghed prægede billedet.

Efter nr. 10 æbleskive var gledet ned, åbnede jeg dagens avis, som have tema om de færdigkøbte æbleskivers store fedtindhold!

Det var så tung læsning, at jeg faldt i søvn. Trætheden hang stadig i kroppen efter 15 minutters powernap, så der røg lige 2-3 store cookies ned, inden jeg blev bevidst om det.

Lidt blogsurfing måtte til for at fordøje maden. Hanne slog frejdigt fast, at der skulle en travetur til med Luka ned til vandet, inden der var dømt sofahygge.

Og så var det, jeg tænkte: Ka Hanne? Ka Lene!

Nu sidder jeg her efter en skøn travetur i mørket og er taknemlig over, at Hanne fik mig ud af sofaens greb.

Blogland inspirerer på mange måder.

IMGP2118

WEEKEND

Sneen falder udenfor, kulden bider i næsen, jeg har købt æbleskiver, landmanden har brygget te.

Det er weekend, ja sådan set også ferie. 2 feriedage + fridage (der er visse fordele ved kun at arbejde 30 timer/uge) gør, at jeg kun skal arbejde fredag i næste uge.

På søndag skal min far på en lille miniferie hos os, jeg krydser fingre for ordentligt vejr. Skulle vi sne inde, så måtte det da gerne være sammen med min far.

Ha en god og lun fredag

SIG GODDAG

til Istvan.

Ret beset vidste hverken Istvan eller vi, da vi mødtes, at Istvan var Istvan.

Vi skulle jo vælge mellem to hanhunde. De var så skønne begge to, fulde af gåpåmod og nysgerrighed. Hele laden blev undersøgt, der blev tid til at lege sammen og tid til at hilse på gæsterne.

IMGP2106

Vi var nu ikke i tvivl, Istvan blev Istvan, og sådan er det.

IMGP2117

Vi beklager den forringede billedkvalitet, en mørk lade, en blitz og to vældig aktive hvalpe gjorde det ikke nemt for fotografen.

Om godt en uge skal Istvan møde Laika og gården, vi krydser fingre for, at alt går som det skal.

torsdag, november 25, 2010

ET HUNDELIV

Laika får også post her på gården.

IMGP2091

I dag fik hun også  lidt motion, jeg havde dog for lidt tøj på, så det blev en lille tur.

IMGP2095

Rengøringshjælpen kørt, så Laika har fundet sin plads i kurven, hun er nu med på moden. Læg mærke til hundetæppet, ren retro, jeg har nemlig syet et gammelt dynebetræk sammen til hende, mens huset blev gjort rent. Ren nydelse for både Laika og jeg.

IMGP2098

ET TELEFONOPKALD

Landmanden snakkede i telefon, da jeg åbnede døren til bryggerset efter korsang i aftes.

Det er fra dit arbejde.

Telefonen blev rakt over til mig.

Jeg nåede at tænke mange tanker, var nattevagten syg, skule min dagvagt omlægges til aftenvagt???

Undskyld jeg ringer så sent.

Vil du ikke afspadsere i morgen? Om jeg vil? Jo tak.

De sidste to dage er patienter, som kræver megen pleje og udfordrer os mentalt blevet overflyttet eller udskrevet. Min afdelingssygeplejerske, som jo skal tænke på økonomien og sit personale, havde sagt til aftenpersonalet, at de kunne tilbyde mig afspadsering, hvis ikke der var kommet flere patienter i løbet af aftenen.

Jeg vil hellere have fridagen end penge, det ved min chef, sygehuset sparer penge og jeg stornyder en lille føradventsgave.

Ha en god dag

IMGP1985

onsdag, november 24, 2010

EKSAMEN

Det var ikke en eksamenssituation, men det følte vi alligevel.

Min apopleksikollega og jeg blev sammen interviewet, og før vi startede, kiggede vi på hinanden og nikkede. Vi har en god afdeling, der er ting, der kan blive bedre, og der er dage, hvor planerne ikke holder, sådan er det, men det var faktisk en god fornemmelse at sidde sammen med min skønne kollega og supplere hinanden. Vi snakkede som to gamle ægtefolk, der hele tiden ved, hvor den ene er på vej hen og som hurtigt samlede trådene op efter hinanden.

Den eksterne bedømmer læste først journaler og sygeplejejournaler på to patienter, snakkede med vores afdelingssygeplejerske, en overlæge, en patient, vores oversygeplejerske og så vi to gamle “nurser”. Til sidst gav bedømmeren sit indtryk af vores afsnit, og det var positivt. Den endelige akkreditering komemr først til foråret, når hele region Nords sygehuse er blevet set efter i sømmene.

I aften skal mit kor ses efter i sømmene, der er generalprøve på julekoncerten, vi har en skrap og skøn leder, som ikke vil nøjes med slunken sang, men vil have de bedste toner og udtryk frem i os.

Mon jeg lige skal vove en lille powernap? Sofaluren i går betød max 3 timers nattesøvn, så jeg er træt, meget træt, og endnu en dagvagt venter i morgen. Jeg vover det ene øje, kald lige på mig, hvis jeg snorker ;-)

tirsdag, november 23, 2010

DET MULIGES KUNST

Hold da helt op, som jeg er brugt i dag.

Man kan have en plan fra morgenstunden af, men når man arbejder med mennesker, så går ikke alt efter planer.

Når man er patient, som er hårdt ramt, så er der så mange ting, man skal have hjælp til, og dagens timer slår ganske enkelt ikke til. En af mine kæpheste er, hvordan får vi som tværfagligt personale tingene til at gå op i en højere enhed, så vi både tilgodeser behovet for hvile, behovet for at være velsoigneret, behovet for at være velernæret, behovet for at vandladning og afføring ikke giver problemer, behovet for at kroppen bliver givet de bedste muligheder for at  blive bedre, behovet for at riskoen for mulige komplikationer bliver minimeret, behovet for at komme til erkendelse af sin ændrede livssituation og behovet for information af pårørende?

Lad mig blot sige, det er til tider en umulig opgave. Vi gør vores bedste, det kan jeg love, og jeg synes også, at jeg havde nået meget, da jeg gik hjem efter 9 timer.

Det var dog ikke lige planen, at jeg skulle falde i søvn på sofaen og først vågne op nu.

mandag, november 22, 2010

SLOWMOTION

Det er som om vejret konstant lokker til indendørs hygge. Jeg synes, der er mørkere end vanligt. Jeg kryber sammen i sofaen, hækler lidt, læser lidt.

En portion æblegrød er lavet, klar til at komme i fryseren og evt. senere blive forvandlet til gammeldags æblekage eller som ingrediens i en bradepandekage.

IMGP2089

IMGP2086

Lidt vasketøj er klaret, huset er forvandlet fra systue til almindelig bolig.

Jeg tænker tanker om besparelser og landsøkonomi kontra husholdningsøkonomi. Jeg tænker på de unge, der er blevet færdig med deres uddannelser lige nu. Det er ikke sjovt at være nyuddannet sygeplejerske lige nu. Der bruges ikke vikarer, og der ansættes meget få på sygehusene.

Jeg tænker tanker om livet.

Jeg tænker tanker om alt det positive i mit liv, jeg er rask, jeg har et arbejde, jeg har mand og børn.

Jeg er elsket og har nogen at elske, og det er vel egentlig det allerstørste.

God mandag aften til dig.

MORGENSTART

Klokken 4.30 bippede mobilen, det var tid til at stå op. Og som vanligt, når jeg skal op på andet tidspunkt end normalt, havde jeg sovet elendigt.

Jeg lunede pølebrød og boller fra fryseren, dækkede morgenbord, bryggede te, mens datteren gjorde sig klar. Sådan en tidlig morgen bliver der ikke snakket meget, vi spiste morgenmad i stilhed og sluttede med at pakke to æblebradepandekager ned i datterens kuffert. Datteren sælger kage på sin arbejdsplads, og det var skønt at kunne bruge forældrenes store ovn i stedet for den lille bitte kombiovn i egen lejlighed.

Morgentrafikken var ikke startet, så vi gled fremad i mørket og landede på banegården et kvarter før afgang. Hellere det end stresset kørsel for at nå toget.

Knus og kys til farvel, og så hjemad igen i mørket. Nu var morgentrafiken i fuld gang men heldigvis i modsat retning af mig.

Hjemme tændte landmanden op i brændeovnen, inden han gik ud til dagens arbejde, jeg faldt i søvn i sofaen. Jeg ER vågen nu, men batteriet er fladt, det trænger vist til en opladning, jeg kan bare ikke finde ud af, hvordan jeg skal lades op i dag.

IMGP2079

Lidt håndarbejde i sofaen, mens fjernsynet får lov til at flimre?

En gåtur, mens vinden og kulden rusker op i mig?

Oprydning og opvask, så ordentligheden i rummenen forplanter sig i mig og skaber orden?

En køretur i bilen med aflevering af loftgods, så jeg kan krydse af på min indre tjekliste?

Jeg tager en kop te mere.

søndag, november 21, 2010

HÅNDARBEJDE

Der er gang i symaskine, saks, nåle og kreative tanker herhjemme. Datteren går på tekstilformidleruddannelsen hos Håndarbejdets Fremme. Det er en bacheloruddannelse, så der stilles krav til evner i håndarbejde, teori og formidling.

Lige nu gælder det semesteropgaven, en top, den skal tage udgangspunkt i dels den grundform for T-shirt, som de studerende har lavet, dels den opgave i krop, identitet og samfund, som de i grupper har afleveret, og dels den undervisning, de studerende har modtaget i broderi.

sybordet

Datterens gruppe skrev om spillet Sim City, hvor du kan kreere dine egne personer. Datterens top lyder spændende, der tænkes mange tanker, for et er ideen, noget andet den praktiske udformning af ideen.

IMGP2081

Vi snakker påklædningsdukker, vi snakker skab din egen identitet, tanken er en top, der er delt i for og bag, hvor der på forstykket er flapper som på påklædningstøj, det klæbes så på den bagerste del af toppen. Jeg glæder mig rigtig meget til at se det endelige resultat. Det må jeg vente med, til næste gang vi ses, for broderiet kommer først i gang efter weekenden.

lørdag, november 20, 2010

I KNOW WHO I AM

Sangene fra dagens tætpakkede øveprogram hænger stadig ved, de har deres egen sendetid i hjernen.

Vi har ikke mange solister, faktisk har vi kun en, jeg drømmer stadig en drøm om engang at få så meget styrke på stemmen, at jeg får lov til at synge en lillebittte solo, det bliver dog ved drømmen indtil videre :-)

I dag fik vi en overraskelse, for vores korleder havde taget sin mand med, som i det daglige beskæftiger sig med computerprogrammer, men som han da kunne synge. Vi nød at give den hele armen, og at vide hvem man er og hvem man hører til sammen med, er slet ikke så ringe en viden.

Selve korudgaven på youtube, synes jeg, er af dårlig kvalitet, så I får sangskriverens unplugged version.

DET ER GANSKE VIST

Selv slørede billeder kan ikke sløre det så meget.

Selv det bælgravende mørke kan ikke skjule det.

Selv mine søvnige øjne kan se det.

Det har sneet i nat.

IMGP2072

IMGP2075

IMGP2076

Hele huset dufter af hvidløg, små kogte kartofler har ligget i olie-hvidløgsmarinade hele natten, nu er de stegt i ovnen, soltørrrede tomater er strimlet, fetost og oliven er fundet, persille er skyllet. Mit bidrag til kordagen på denne snelørdag er middelhavskartoffelsalat, så man kan sige, jeg kommer med lidt solskin;-).

Og sangrepertoiret på sådan en lørdag er julesange, det er da meget passende.

Ha en god dag.

fredag, november 19, 2010

KYSSENDE KNÆ

ja det lyder lidt sødere på engelsk, kissing knees.

Det har jeg! Jeg står godt på mine fødder, en sund naturlig fodstilling, men jeg står jo ikke stille hele dagen, jeg flytter mig, går og løber (det sidste passer ikke, jeg vil gerne kunne løbe), og det er så der, at problemet opstår.

Når jeg går ned i knæ, bøjer mit knæ ind over storetåen i stedet for at holde sig på den lige linje, man kan tegne fra knæ og ned til tå nr 2 og 3, når jeg står. Dermed belaster jeg svangen og senen under foden og også indersiden af knæet. Alt sammen passer perfekt med mine smerter.

Jeg elsker professionelle mennesker, der er dedikeret til deres arbejde og kan forklare det ordentligt for os andre.

Nu sidder jeg med såler, der understøtter en ordentlig afvikling af fod ved gang, det er noget af et svang, der er på det indlæg, og prisen passer til den høje bue. Men hjælper det, så er det jo billigt i den sidste ende, og hjælper det ikke, får jeg pengene retur for sålerne.

Og så elsker jeg også, når begreber, vi bruger i apopleksisygeplejen, dukker op andre steder. Fysioterapeuten kom til at sige, at mit knæ var i fin alignment, når jeg stod, han rettede det hurtigt til ordene på linje, men jeg vidste jo lige, hvad han mente. For når vi lejrer patienter eller hjælper dem til at sidde godt i en stol, så skal vi også tilstræbe, at de er i alignment, at leddene er korrekt placeret i forhold til hinanden og placeret på en måde, så stillingen fremmer en god bevægelse.

Nu vil mine fødder tage fødderne tilhørende datteren med ud på en travetur sammen med 4 hundepoter.

Må dine fødder støtte og hjælpe dig i dag :-)

MORGENMØRKT

Der er bælgravende mørkt udenfor, end ikke antydningen af morgendagens lys.

Inde på min afdeling er de nok over morgengymnastikken nu. De patienter, der selv kan gå og evt. er ude på gangen om morgenen, smiler altid, når de ser alle de hvidkitlede kvinder, der strækker og bukker sig. Vi har haft rygproblemer, men morgengymnastikken hjælper, den varmer leddene op, gør os parate til strabadserne, og nu har alle været gennem velværekurset, hvor fokus har været vores rygge, vores knæ, vores arme. Der er ingen pointe i, at patienterne har det godt, hvis personalet ikke har det, var velværekonsulentens mantra. Personalet er på afdelingen hver dag året rundt, så bliver vi sygemeldt pga arbejdsskader, ender det med at gå ud over patienterne, når der er færre mennesker på arbejde.

Landmanden er ved at gøre klar til en ny jagtdag og en reception og en aften i håndboldens tegn. Han er blevet noget føjtende på sine gamle dage ;-) Det under jeg ham, det er også velvære for ryggen at holde pauser fra det hårde rygarbejde ved kartoffelsorterbordet.

Datteren sover endnu, det under jeg hende, der er en semesteropgave, som hun skal arbejde med hele weekenden, men vi nyder begge to, at det er herhjemme, at symaskinen skal gløde.

Det er mørkt udenfor, bælgravende mørkt.

Jeg må gøre mig klar, en fysioterapeut med speciale i fødder skal kigge på min fod, jeg håber, han har et bud på, hvordan jeg skal få foden til at blive helt sund igen. Som den anden fys sagde, da han havde ultrascannet foden, din fod er ikke syg mere (hælsporen er forsvundet) men den er heller ikke sund, senen er stadig hævet.

Jeg og han er sikker på, at jeg i lang tid har gået og kompenseret for smerterne og dermed skabt uhensigtsmæssige stillinger for fodens muskler og sener.

Som jeg før har skrevet, så er erkendelse første skridt til at ændre noget. Jeg går i gang.

Og mens jeg har gjort mig klar, og indlægget har simret på computeren, er lyset ved at bryde langsomt frem.

Ha en god dag.

torsdag, november 18, 2010

WEEKEND

Bare så du lige ved det:

Fri i 4 dage

Rengjort hus

Samtale med sønnen i telefon

Landmanden er kørt ud for at hente datteren

Korlørdag med masser af gospelsang

Det kan regne, det kan sne, min weekend er startet.

Og dørene smækker ikke mere her i huset.

IMGP2054

onsdag, november 17, 2010

KVALITET

Vi vil have kvalitet, når vi køber tøj, madvarer, møbler eller andre forbrugsting.

Vi vil have kvalitet i vores liv, i vores samvær med andre, i vores måde at være forældre på.

Vi vil have kvalitet i vores arbejde, der skal være muligheder for udvikling.

Kort sagt forventer og forlanger vi kvalitet.

Det gælder også, når vi bliver patienter eller pårørende. Selvfølgelig gør det det.

Men hold da helt ferie, hvor er der blevet brugt mange timer på at kvalitetssikre sygehuset og den enkelte afdeling, inden den store eksamen i næste uge.

Først er der blevet knoklet med at få lagt instrukser over i et fælles system for hele regionen, men også at få skrevet instrukser på alt det, vi gør. Der skal være instrukser for alt!

Så er der blevet lavet egenkontroliste, så alle kan tjekke, at de har styr på, hvad gør den enkelte i tilfælde af brand, hjertestop, bombetrusler. Hvad gør jeg, hvis apparatur går i stykker? Hvordan ved jeg, at ved  sondeernæring bruger vi pumpe, står det nogen steder og hvor? Hvordan vasker jeg hænder og hvor længe? Kan man i sygeplejejournalen se, at den enkelte patient har fået tildelt en kontaktperson, at der er lavet plejeplan, at der er gjort alt det, den bedste viden på apopleksiområdet foreskriver? Ved jeg, hvad jeg skal gøre, hvis jeg kommer til at forårsage en uforudset hændelse? Hvad gør vi for at sikre  en god overgang  til rehabiliteringsafdelinger, kommunal genoptræning, hjemmeplejen osv osv.

Dernæst er der blevet set på afdelingens fremtoning.

Så i dag har vi, mine apopleksikolleger og jeg,  i 5 timer ryddet op, gjort rent, sorteret og justeret vores kontor. Jeg er mere træt, end når jeg har været hos patienterne.

træthed

Vi er mange, der glæder os til, at uge 47 er overstået, og vi håber så sandelig, at sygehuset bliver akkrediteret.

Vi har i hvert fald gjort vores indsats.

tirsdag, november 16, 2010

VASKE KØD

gør jeg ikke, heller ikke dengang Anne Larsen havde sin velmagtsdage som slankeguru. Jeg syntes, det var en afskyelig tanke :-)

Men når noget synes arbejdsbesparende og nemt, så er jeg lydhør.

Derfor steger jeg aldrig frikadeller på pande mere, efter at selv samme kvinde fastslog, at det kunne man lige så nemt gøre i en ovn.

Så frikadellerne ryger på bagepapir, ind i ovnen 10 minutter på den ene side og 10 minutter på den anden side. Jeg sparer en pandevask og kan lave noget andet, mens frikadellerne passer sig selv i ovnen.

Om lidt er aftensmaden klar.

IMGP2019

mandag, november 15, 2010

HVAD SKAL BARNET HEDDE?

Mange tanker tænkes, når et navn skal findes. Det skal være det helt rigtige, lyde godt og signalere noget om indehaveren.

Her i huset har vi skullet finde på et navn for nylig, om ikke så længe kommer der jo en lille hvalp til gården, og sådan en skal have et navn, når den skal registreres. Vi har ikke set hvalpen, så nu er vi spændt på, om navnet passer til hunden. Navnet skulle være nemt, skulle signalere en større hund, skulle signalere styrke; landmanden vidste med det samme, hvad hunden skulle hedde.

At vi andre ikke havde hørt om navnet, anfægtede ikke landmanden, og hvor han har hørt navnet, vidste han ikke, men nu får vi en hund, som hedder det samme som en ungarsk filminstruktør og en ungarsk maler.

Jeg håber, Laika og Istvan kommer til at synes om hinanden.

IMGP2033

BUNKER

Af og til kan ting hobe sig op, både fysisk og mentalt.

Indenfor er der bunker, der skal flyttes eller smides ud.

Udenfor er der også bunker, men de kan bruges på et eller andet tidspunkt, så de får lov at blive.

IMGP2036

IMGP2038

Gamle drænrør kan blive til godt fundament på overkørsler mellem markerne.

Sten er gode til at afgrænse eks. en asfalteret plads, så lastbilerne ikke ødelægger kanterne.

IMGP2039

IMGP2040

Stabilgrus kan man altid bruge, og gamle kantsten får nok også nyt liv.

Jeg sidder mæt og træt, vejen ned til parkeringspladsen gik lige forbi Slotsbageren i gågaden. Store chokoladeboller og pistaciesnitter blev købt. Godt jeg skal til at flytte ting på loftet, så nogle af bunkerne herinde forsvinder, mon ikke det kan give lidt motion.

Hvis ikke jeg passer på, så kan landmanden og jeg trille omkring juletræet i år, jeg elsker tusmørkeeftermiddage med te og lækker kage :-)

DAGEN DERPÅ

Skridttælleren viste over 11000 skridt, da jeg kom ned i omklædningsrummet ved midnatstide. De 7000 var gået på afdelingen.

Ingen sang i går aftes, jeg fik mere og mere ondt i halsen, som aftenen skred frem, og da jeg landede på gården, hundefrøs jeg, så jeg hoppede under dynen med nattøj, strømper, halsklud og tæppe ovenpå dynen. Og det er meget, når man normalt er en kvinde i sin bedste tropical moments alder.

Kulderystelserne er væk, ingen feber, men en øm hals og en begyndende forkølelse er status her til morgen.

For første gang skal jeg med 11 kolleger til brunch i dag. Det er efterhånden blevet en månedlig tradition, at en eller anden sætter opslag om brunch på en cafe på vedkommendes fridag, og da vi jo arbejder alle ugens dage og på alle tidspunkter, så er der altid nogle, der har fri til at være med.

Godt jeg ikke blev syg!

Imens kan du jo kigge på det her billede og se om du kan gætte, hvad det er til ;-)

IMGP2042

Ha en god dag

søndag, november 14, 2010

KLAVERSTUND

Bettys indlæg om sang og en smuk tekst til en aftenssang fik mig hen til klaveret efter en gåtur i den friske luft.

Hvorfor jeg ikke sætter mig der oftere er en gåde, for jeg nyder det, måske er det fordi min tålmodighed med mig selv på det område er for lille. Jeg tæller mig gennem melodien, så sangen får de rette rytmer, jeg vil have, at melodien skal flyde let og elegant fra mine hænder, men det tager tid, især når jeg aldrig øver.

Alting kræver øvelse, uden øvelse bliver man ingen mester, ej heller på klaver.

Jeg fik også lige repeteret teksten til Nu er jord og himmel stille, den har jeg forsøgt mig med hos en patient, som trængte til at blive afledt fra automatiserede råb og lyde; der bliver stille, når jeg synger, men jeg går i stå midt i første vers og må nynne resten. I aften tror jeg  I Skovens dybe stille ro skal prøves, måske kender patienten den og vil synge med.

IMGP2031

RYGFÆLDER

En god nats søvn gør noget ved humøret.

At åbne vinduet og høre svanerne og gæssene skræppe op ude på marken gør noget ved humøret.

At mærke den friske luft gør noget ved humøret.

Jeg er alene hjemme igen i dag, så jeg sidder i stuen med en kop hvid te og en hjemmebagt bolle hentet fra fryseren( bollen har lige været omkring ovnen en tur)

Fjernsynet går i baggrunden, strikketøjet ligger på bordet, og ryggen fortæller mig, at jeg skal ud og gå en tur, så alle muskler kan blive arbejdet igennem.

De fleste af vores patienter har brug for hjælp, når de skal have mad, når de skal i bad, når de skal på toilettet, når de skal have vendt sig i sengen, når de skal til at sove, når de skal----- udfyld selv resten af det du og jeg bare gør i vores hverdag.

En patient, der er lammet i den ene side kan være meget tung at få flyttet længere op i sengen, eller når vedkommende skal om på siden, eller når patienten skal have skiftet tøj, fordi vedkommende er ramt i sin erkendelse af vandladningstrang eller evnen til at holde på vandet.

En patient, som samtidig har neglect og/eller er pusher, er tre gange så tung.

Neglekt vil sige, at man negligerer og overser syns-og føleindtryk fra den ene side. Det betyder bl. a., at man ofte vil arbejde vældig meget med den anden side, så vi skal dæmpe den aktivitet og forsøge at inddrage den ramte side. At man er lam, betyder ikke altid total lammelse, men kan også betyde nedsat kraft, og det vil sige, at patienten måske godt kan bruge arm/ben, men gør det ikke, fordi vedkommende har nedsat opmærksomhed/neglekt af den side.

Pushersyndromet er der uenighed om, hvad det dækker, og hvorfor det findes, men den definition, jeg bruger, er, at patienten skubber sig væk fra den raske side. De formår i løbet af få sekunder at komme til at sidde skævt i stolen, at ligge skævt i sengen, og i forbindelse med at vi eks.vil hjælpe dem med at komme højere op i sengen eller om på siden, så gør deres krop modstand hele tiden, de griber fast i ting, de spænder op i kroppen.

Det er umanerligt hårdt for ryggen. Jeg har prøvet at have  en lille tynd dame, som højst vejede 45 kg, i bad på en badestol. Det gik fint at få patienten løftet over i badestolen med lift, her hjalp portørerne mig. Inden vi var kommet ud på badeværelset, havde patienten fået skubbet sig frem og til siden, så hun hang nærmest ned over det ene armlæn. Min ryg var helt splittet ad, da vi var færdig. Hver eneste gang, jeg ville have patienten til eks. at læne sig frem eller hjælpe patienten til at sidde bedre, arbejdede hun imod og havde enorme kræfter.

Hvordan kan vi hjælpe patienten? Det er en blanding af rum/retningsforstyrrelser, forstyrrelse af den indre lodstok (du og jeg ved, om vi sidder/står lige, det gør mange af disse patienter ikke), manglende stimuli fra omverdenen. Vi prøver at give stimuli med dyner og packs, ved at placere kørestolen/sengen med patientens raske side mod en væg, ved at lade vores hænder give stimuli i stedet for at tale, ved at gøre det langsomt og prøve at sætte os i patientens sted.

Det er hundehamrende svært, og man kan blive så frustreret, når det ikke lykkes, og man kan blive helt høj, når det lykkes.

Min ryg kan godt mærke, at jeg nu to aftener i træk har været hos patienter med de her symptomer. Så jeg tænker i rygvenlige stillinger og øvelser, så ryggen er klar til endnu en vagt.

Ha en god dag

lørdag, november 13, 2010

MORGENTANKER

Jeg er træt efter aftenvagten, den første trætter altid meget, så går det bedre med de to næste. Jeg kender patienterne og ved, hvad jeg vil prioritere i aften.

Når en gammel kvinde eller mand pludselig falder om, og fra at være selvhjulpen nu skal affinde sig med at få hjælp til alt, det rører mig. Når man er gammel, er det sværere at finde den fysiske og psykiske styrke til at træne. Livsmodet kan nemt glippe og som jeg læste i en bog, der er kortere afstand mellem at fungere godt og at være afhængig af hjælp, når man bliver gammel. Du kender det måske fra væskebehovet, her siger man også, at børn og ældre mennesker ikke kan klare sig uden vand så længe som andre. Hjernen bliver mere skrøbelig og sårbar.

Når jeg passer mennesker på min egen alder eller derunder, så rører det mig også, men jeg bliver også påvirket på en anden måde, det kravler ind under huden på mig. Jeg er realist, så et menneske med en stor blodprop, der har skadet det meste af den en halvdel af hjernen, har svære odds mod sig. Som yngre har man dog en større reservekapacitet, så de yngre patienter kan overraske i fremgang.

Kognitive funktioner, som jeg skrev om i går, dækker også over afasi, det at sproget er gået i stykker, enten ved at man ikke kan sætte ordene sammen og udtrykke sig eller ved at det, man hører, ikke kan sættes sammen til et forståeligt budskab for én. Og man kan være ramt på begge funktioner. Den frustration og afmagt, det skaber hos patient og pårørende, men så sandelig også hos personale, den tærer på kræfterne.

Landmanden skulle tidligt op til morgen, han har et møde nede i landet. Det var ikke lige med i min planlægning af fritimerne inden arbejde, at jeg skulle vågne da og ikke kunne sove bagefter. Jeg tror, jeg opgiver søvnen lige nu, trækker i tøjet og tager Laika med på en travetur.

Må din lørdag blive fyldt med lyst til livet.

IMGP2026

fredag, november 12, 2010

ERKENDELSE

At kunne erkende sig selv og omverdenen, at have forståelse for sig selv og omverdenen, at kunne kende omverdenen og sig selv er alle begreber, som beskrives som de kognitive funktioner. Ordet kognitiv stammer fra det latinske udsagnsord cognoscere = lære at kende, erkende, forstå.

Når man bliver ramt af en blodprop eller blødning i hjernen, kan man få svært med at fornemme, hvor man er i forhold til andre og i forhold til tingene i det rum, man er i. Det er forsøgt beskrevet som den fornemmelse vi får, hvis vi sidder i et fly, og det rammer et lufthul, eller hvis vi får bind for øjnene, bliver stillet op på en stol og drejet rundt, og så bliver bedt om at træde et skridt til siden. Vi spænder i hele kroppen, vi mangler de signaler, vi normalt ikke tænker over, at vi får fra vores krop. Vi føler os frem, har brug for hele tiden at mærke rummet omkring os.

I min fagverden hedder det at være ramt på sin rum/retningssans. Det vi som sygeplejepersonale ser, er et menneske, der måske kaster sig rundt i sengen, smider dyner og puder på gulvet eller ligger på tværs af sengen med benene filtret ind i sengehest. Vi ser et menneske, der måske sidder skævt i stolen eller spænder hele tiden i kroppen. Du kender det helt sikkert selv, den smerte man kan få, når man ubevidst har spændt nogle muskler hele tiden eller siddet forkert.

Han sad i sin stol, den ældre mand, han så lidt forhutlet ud, havde ligget længe i sit hus, før nogen havde fundet ham. Han fyldte meget i afdelingen, fordi han enten skreg hele tiden eller var motorisk urolig hele tiden.

Vi observerede, registrerede og diskuterede, hvorfor reagerede patienten sådan?

Havde han brækket noget, var han faldet, da han fik sin apopleksi? Så patienten kom til røntgen, som ikke viste noget.

Patienten sov ikke om natten, smed dyner på gulvet konstant, så vi forsøgte med packs, som er stive skumgummihynder, der giver en god tilbagemelding om, hvor man befinder sig. Vi forsøgte med kugledyne, som er en dyne fyldt med små plastikbolde, som lægger sig tæt omkring personen og dermed giver stimuli og ikke så nemt kan sparkes væk. Vi forsøgte endog med et let indslumringsmiddel. Det er vi normalt ikke begejstret for, fordi det ofte gør patienten mere usikker og ikke så nærværende næste dag, men det samme gør manglende søvn.

Havde patienten ondt, fordi han spændte op i musklerne hele tiden, måske pga. den manglende kropsfornemmelse? Vi gav smertestillende, først milde håndkøbsmedicin, men måtte prøve stærkere præparater, der ligesom sovemedicin kan gøre ældre mennesker sløve.

Vi fik patienten til at sove nogle timer om natten, vi kunne også røre ved benene, uden at det gjorde ondt.

Der var dog også i patientens opførsel elementer af symptomer, som mindede om frontallapsskader, den konstante mangel på fornemmelse for almindelig opførsel, eks hvis man står og snakker med en anden patient, så råber en patient, at nu skal man komme over til ham, eller som her, at der blev råbt og reageret motorisk, så snart vi ikke var ved patienten.

Vi blev virkelig udfordret på vores faglighed, og jeg røg i med et brag den dag, hvor jeg havde haft en rigtig god dag med patienten, jeg syntes virkelig, at god søvn, gode lejringer og gode måder at arbejde med patienten på havde gjort en forskel.

Så var det bare, at patienten pludselig smed maden på gulvet og grinte. Da jeg havde tørret det op og forsøgt at ignorere og aflede i form af sang, patienten nød, når vi sang, så tog patienten sit glas saft, så på mig, hældte det på gulvet og grinte.

Jeg røg lige lukt i fælden, jeg blev mor til en tre-årig og reagerede på samme måde, stop det der, det er ikke sjovt. Men det var jo ikke en tre-årig, det var en gammel mand med et langt liv bag sig, som var blevet ramt på en måde, så de hæmninger i opførsel vi normalt lærer gennem barndommen og som gør os i stand til at være sammen med andre på en god måde, de hæmninger var der ikke mere. Jeg måtte lige en tur ind på kontoret og fortælle om min reaktion, få ro på, og så kunne jeg gå ind igen og være neurologisk sygeplejerske.

I aften skal jeg i aftenvagt, den her episode ligger langt tilbage, men vi har ofte patienter, hvor vi bliver udfordret på vores faglighed, og hvor vi må erkende, at vi hver især kan have brug for en lille pause, hvor andre tager over. Vi taler om det, og vi gamle skal være rollemodeller og fortælle, når vi har det svært, så det bliver naturligt for det nye personale at bede om hjælp. Erkendelse er første skridt til at kunne ændre noget, det gælder både for patienten og personalet.

Og er du nået helt herned, så er du en tålmodig sjæl, tak for det og ha en god fredag.

torsdag, november 11, 2010

GAVEN ER PAKKET UD

og jeg tror, jeg bliver tilfreds med mit valg af gave til mig selv.

Ret beset skulle jeg vel også være kompetent til det.

Landmanden sagde en gang: jeg har været soldat, jeg skal ikke kommanderes med længere!

Jeg siger: jeg har gjort rent længe nok, jeg vil ikke gøre rent længere!

Sjovt nok syntes landmanden ikke, det var helt det samme ;-)

Men nu har jeg hyret et rengøringsselskab til dels at gøre rent i virksomhedsområderne af stuehuset, det må landmanden betale, dels i de private områder af stuehuset, og det betaler jeg med glæde. Siden børnene flyttede  hjemmefra, ser min lønkonto pludselig anderledes ud, og det her, det er alle pengene værd.

Jeg har sorteret i papir og blade i dag, der er smidt ud i læssevis, og alligevel kan man ikke se det på værelset, men at huset er gjort rent, det kan man se. Det tager jo ingen tid, siger du nok, nej, men mentalt fyldte det så meget, så jeg følte, der stod rengøring på programmet hele tiden.

IMGP2024

Jeg nåede aldrig videre til ryd op i dit liv delen. Den kan jeg ikke uddelegere til andre, men  jeg skal nok få has på bunkerne i værelserne og på loftet, ganske langsomt måske, men en time her og en time der, det kommer man også langt med.

Og dagen bliver endnu bedre. Landmanden og en kammerat er ude på de vilde vover, de drøner rundt på Limfjorden i speedbåd (det hedder det nok ikke mere), og bagefter vil de lave mad til deres fruer. Vi skal bl.a have krikænder, det ved jeg, for dem har landmanden leveret sammen med kartoflerne. Tænk en gang, en dag hvor huset er blevet gjort rent, og jeg får lækker mad, og jeg har ikke haft noget med nogen af delene at gøre. DET er da en gave!

GAVMILD

Man skal være god ved sig selv, siges det.

Da jeg blev 50 år, besluttede jeg mig for en gave, som kunne nydes hver uge hele året rundt.

Alligevel skulle der gå 3½ år, før end jeg gjorde alvor af beslutningen.

I dag finder jeg ud af, om jeg synes, det er en god gave.

IMGP1119 

Må du møde andre og selv blive mødt med et smil.

onsdag, november 10, 2010

SOL I JYLLAND

IMGP2008

“Hvis du har sol, er du højst sandsynligt vågnet op i Jylland” (hørt i radioen i morges).

IMGP2010

Solen fulgte mig på motorvejen til kort før Haverslev, så blev det skyet og gråt.

Formiddagen er tilbragt hos min far, der var et lægebesøg, der skulle klares, og bagefter nåede vi at hygge os med højtlæsning fra min fars bog om sin familie.

Nu er jeg hjemme igen, i vinduet har der været travlt, mens jeg var væk. Eller også var jeg meget søvning i morges ;-)

IMGP2014

tirsdag, november 09, 2010

LOKKET I FORDÆRV

 

Landmanden syntes, vi skulle have lagkage i dag, så jeg købte en lækker variant af Othellolagkagen, denne her var fyldt med valnøddemouse og chokoladestykker og svøbt i marcipan.

Et billede?

For sent, vi har en god appetit :-)

POSITIV PRÆGNING

I forbindelse med et kursus havde vi en neuropsykolog, som spurgte os, hvorfor vi var blevet sygeplejersker? I samme åndedrag fortsatte han, højst sandsynligt er mange af jer storesøstre, I har fået ros for at være god til at tage vare på de mindre søskende. Havde I været en dreng, havde det været andre ting, forældrene havde rost storebror for.

Under min uddannelse som sygeplejerske prøvede jeg mange forskellige afdelinger og de to specialer, hvor jeg drømte om at få arbejde bagefter, var også de to, hvor det gik mig rigtig godt.

Jeg er sådan en middel pige, har altid fået karakterer fra 7 – 9 med enkelte afvigelser i begge retninger. Da jeg var elev på børneafdelingen, skulle jeg lave en opgave ud fra en patient, som jeg havde fulgt. Hvad opgaven bestod i, kan jeg ikke huske, men  jeg husker, at jeg til sidst blev spurgt, hvad børneorm hed på latin. Det kunne jeg ikke.

Sygeplejelæreren var en energisk og progressiv kvinde fra København, den type var vi ikke just vant til på Viborg sygeplejeskole. Hun ville, at jeg skulle bedømme mig selv, ikke den helt eksakte karakter, men om jeg lå i gruppen 3-6,7-9 eller 10-13. Jeg hadede sådan noget , jeg var og er elendig til at bedømme mig selv, kan altid finde tusinde fejl og har ofte under min uddannelse fået min veninde til at rase over mig. Jeg syntes altid, det var gået dårligt, men fik 8-9. Hun derimod syntes, det var gået godt og fik 6-7. Sygeplejelæreren var vedholdende, jeg skulle  komme med et bud, så jeg tog det sikre, 7-9, og så blev hun vred. Havde jeg virkelig så dårlig evne til at vurdere mig selv?

Havde jeg kunnet det latinske navn, havde jeg fået 13, nu fik jeg 11! Det er kun overgået mig en gang mere i livet, nemlig på gynækologisk afdeling. Jeg blev pædiatrisk sygeplejerske, altså børnesygeplejerske. Og da jeg ville tilbage til sygeplejen efter 11 års fravær, blev de første ansøgninger stilet til gynækologisk og pædiatrisk afdeling, jeg endte dog på neurologisk afdeling og senere på apopleksiafsnittet, og det fortryder jeg ikke.

Mange har de sidste dage sagt, Lene, du dumper ikke, uden at de har læst min opgave. Jeg til gengæld har virkelig prøvet at vurdere min opgave (uden at læse den igen). Umiddelbart ville jeg sige 4 (den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets mål, med adskillige væsentlige mangler), men jeg vidste ikke, hvor niveauet var, og det gjorde mig nervøs for at dumpe.

Jeg fik ikke 4, men 7 (den gode præstation, der demonstrerer opfyldelse af fagets mål, med en del mangler). Jeg er glad og lettet, og  jeg vil helt sikkert tage mod tilbudet om mundtlig uddybning af karakteren, så jeg kan blive klogere til næste gang.

Nå ja, børneorm på latin?

Det glemmer jeg aldrig :-) Oxyurer ( og jeg har tjekket, at jeg husker rigtigt!)

mandag, november 08, 2010

CIRKELTRÆNING

Da Charlotte skrev om cirkeltræning, syntes jeg, det lød spændende. Det var da til at overkomme, men umiddelbart kan jeg ikke finde noget i mit område.

I aften begyndte trætheden at melde sig lige efter aftensmaden, så en gåtur måtte der til. Jeg er mørkeræd, så de lange ture her ude på landet bliver det ikke til i vintermånederne.

Laika og jeg iført lommelygte og gul vest (ja Laika var kun iført sig selv) drog ud i mørket. Først 500 meter den ene vej, så 500 meter den anden vej. Det var lige lidt nok, så inde på pladsen foran kartoffelhuset gik jeg rundt i en stor cirkel. Laika syntes helt klart, jeg var skør, altså enten går man tur på vejen eller også går man ind, men jeg gik bare rundt og rundt og lod tankerne flyve. 25 minutter og 2900 skridt senere gik vi ind i varmen.

Voila. Cirkeltræning ala mørkeræd landmandskone ;-)

HJEMME

Mørket dækker hurtigt dagen, jeg skal ikke have for mange ærinder efter arbejde, før end der skal tændes lys, når jeg lukker mig ind i stuehuset.

Brændeovnen er i gang, teen er skænket og jeg synes, det er træls, at posten ikke snart hjælper mig til vide, om jeg er bestået eller ej. Vi er nu inde i uge 4 efter opgaveaflevering, andre moduler har fået brev, men ikke mig. Mon jeg skal lægge noget i det, eller blot skyde skylden på postvæsenet?

Jeg vælger at nyde min orkide, som i over 2 år blot har ladet bladene stå grønne og skyde den ene luftstængel i vejret efter den anden, og nu hvor jeg var lige ved at smide den ud, fandt jeg den med knopper nede på værelset. Luftstænglerne pynter absolut ikke, men må man fjerne nogle af dem eller proppe dem ned i skjuleren?

IMGP2006 

Jeg nyder min aftenhyggestemning.

søndag, november 07, 2010

RIMSØNDAG

Udenfor glimter og glitrer det i græsset, bladenes farver har fået et drys glimmer i nattens løb, solen sender stråler ind gennem vinduet, men jeg lader mig ikke snyde, der er koldt udenfor.

Aftenen i går blev nydt sammen med to af landmandens søstre og en svoger, historien om de 9 søskende på den lille gård blev også vendt, svoger har scannet alle billeder ind fra mine svigerforældres fotoalbum til stor glæde for hele familien.

Lørdag blev til søndag, inden vi kom hjem og i seng, for en anden svoger med søn skulle sove her inden jagt i dag.

Landmanden er taget på jagt i Tingskoven, han blev sendt af sted med en kande te og et par boller. Ude ved to af vores læhegn står to stiger, hvor vores svoger og hans 18 årige søn sidder, jeg syntes, jeg hørte et skud før, så måske får den unge mand drømmen om en buk opfyldt i dag.

Kaffen, som drypper stille ned i kanden, sender sine dufte helt her ind i stuen. Jeg kan ikke fordrage kaffe, hverken som drik eller ingrediens i kager/mad, men jeg elsker duften af kaffe.

Te derimod er min favoritdrik, det kan vist ikke komme bag på faste læsere, i dag er det grøn te med jordbærsmag.

Om lidt kommer de to jægere ind til morgenmad, landmanden dukker op til frokost, og når alle er spist af, kører jeg til Himmerland.

Min far og jeg vil nyde denne allehelgens søndag sammen med en gudstjeneste i min barndoms kirke i eftermiddag, og jeg har bestemt, at vi skal have risengrød til aftensmad, den ret er ikke med i kommunens ellers udmærkede madordning.

Må du få en søndag med glimmer og glitter, som kun naturen kan lave den.

lørdag, november 06, 2010

HORISONTSAMMENSMELTNING

På mit diplommodul stødte vi ind i den tyske filosof Gadamer, ham stiftede jeg første gang bekendtskab med under efteruddannelse for 8 år siden.

Når jeg hører og lærer noget, så er der altid noget, der “klikker” første gang, og hos Gadamer var det ordet forforståelse. Dette at vi alle møder et andet menneske med en forforståelse, en fordom (her ikke negativt ment) om hvad det andet menneske indeholder. Det er nødvendigt for at kunne leve, for at kunne håndtere livet, at vi har en forestilling, om hvad livet kan bringe os, men der, hvor vi udvikler os og bliver beriget, er, når vi tør sætte denne forforståelse på spil.

Hvis vi tør kigge ud over vores egen lille horisont, tør møde et andet menneske der, hvor det er og finde ud af, hvad det menneske indeholder udover det, vi tror mennesket indeholder. Når det lykkes, og to livsverdener finder fælles fodfæste, taler Gadamer om horisontsammensmeltning.

Jeg er blevet beriget i dag på mere end en måde, jeg bliver klogere på livet og mig selv gennem samtaler med Liselotte,vi har grinet og snakket sådan, at døren ned til Laika måtte stå åben, så hun kunne føle sig som en del af selskabet ;-)

IMGP1994

Derudover har jeg fået det mest lækre garn fra garnbutikken, og blandt det er det blødeste cashmere garn beregnet til et lille halstørklæde. Jeg glæder mig, til jeg kommer i gang med det.

Jeg er et ualmindeligt heldigt menneske med alle de gode og skønne folk, der er omkring mig.

LYS LØRDAG

Solen skinner udenfor, der er kraft i lysstyrken, når solen ikke kommer så højt på himlen.

Landmanden er taget på jagt, så vi var tidligt oppe alle tre. Laika sover videre ude i bryggerset, hvis det kun er landmanden, der kommer ud i køkkenet, men så snart mine skridt høres i køkkenet, sætter hun i at gø.

Te og madpakke er sendt med landmanden, Laika stod på trappen og så undrende ud, skal jeg ikke med? Ikke i dag, så hun må nøjes med kvindelatter og kvindesnak herhjemme på gården.

Jeg får nemlig besøg, og jeg glæder mig. Lige fra dag 1 i blogland har Liselottes blog inspireret mig, billeder og ord harmonerer perfekt og viser en evne til at finde glæden i hverdagen og de små ting. Og egentlig er det vel kendetegnende for mange af de blogge, jeg følger, at evnen til at glædes, evnen til at se det lyse, og evnen til at fundere over ting findes der.

Nu står nybagte boller klar, teen skal brygges, og hækletøjet skal findes frem, det kan kun blive godt.

Må du få en lys lørdag med plads til latter og snak.

IMGP1990

HUSKER JEG RIGTIGT?

Sidste år fortalte jeg om min Amaryllis, der stræbte efter stjernerne.

Dengang fortalte en af jer kære bloggere, at jeg slet ikke skulle give blomsten vand.

Det har jeg så ladet være med denne gang.

IMGP1980

Husker jeg mon rigtigt? Den må gerne stoppe væksten nu!

fredag, november 05, 2010

HUNDESTREGER

IMGP1982

Selv om man er en gammel dame, så kan en græsplæne fyldt med blade da godt byde op til leg.

IMGP1983

Bladene fik sig en ordentlig rusketur.

IMGP1984

Og bagefter gik Laika og jeg en tur, det gav masser af frisk luft til lungerne.

BJØRNEN SOVER

Når jeg nu ingen bøger havde, der var spændende at læse, og der ikke var andet, jeg kunne (læs gad)  lave, så kunne jeg lige så godt gå i seng.

9 timer blev det til, nu må jeg da være udhvilet!

Den lille børnesang, som jeg tidligere har skrevet om, rumsterer i mit hoved, den kan så akkompagnere mig, mens jeg prøver at gentage sidste uges succes med rengøringen.

Men først vil jeg surfe lidt i blogland, skrive et par mails og sende et par kærlige tanker til mennesker, som er i stormvind i dissse dage. Det sidste kan passende ske, når jeg giver mig selv tid og rum til stilhed.

Må fredagen være god ved dig.

DSC00730

torsdag, november 04, 2010

DVALE

Mentalt sker det omkring den her tid, hvor det er mørkt, når jeg kører på arbejde og det mørkner, når jeg kører hjem. Når først jeg er inden for hjemmets vægge, går jeg nærmest i hi. Andre mennesker går til foredrag, går til zumba/gymnastik/anden bevægelsesaktivitet, nogle syr og strikker, de foretager sig noget.

Det gjorde måske ikke så meget, hvis jeg lige som dyrene, der går i hi, også nedsatte mit energiindtag, men det gør jeg ikke, tværtimod, der er en indre trang til boller med ost, lækre kager, søde sager osv., og jeg kan mærke, hvordan min krop råber om hjælp.

Den bliver genstridig, tung og tvær.

Jeg må vist arbejde på, at min krop og jeg bliver gode venner igen.

Går du i hi eller kommer du ud af døren til spændende arrangementer eller energigivende begivenheder efter arbejde?

IMGP1930

IMGP1919