fredag, november 30, 2012

FREDAGSHYGGE

Lysene på sofabordet brænder stille og roligt. Gløderne i brændeovnen sender et varmt skær ud i stuen. På bordet står tomme skåle, som for lidt siden indeholdt småkager, tørrede figner og nødder. I hundekurven ligger Istvan og sover, den nyder, at vi er samlet. I sofaen sover landmanden trygt og godt. Jeg sidder ved spisebordet og arbejder. Eftermiddagsløbeturen var lige det, der skulle til for at få energien tilbage og hovedpinen sendt i skammekrogen.

Der er helt stille her, kun brændets knitren, landmandens vejrtrækning og mine tastebevægelser sender lyde ud i stuen.

Jeg nyder det. Det minder mig om andre hyggestunder i stuen, hvor nogle læste, andre lavede lektier, og andre igen sov. Der er noget trygt og godt ved sådan en fredag eftermiddag, som er ved at gå over i fredag aften.

EN PROCES

Hvordan vi lærer, er individuelt
Hvordan vi husker, er individuelt
Hvordan vi forbereder os til eksamen, er individuelt

Det er knap 32 år år siden jeg sidst gik op til mundtlig eksamen. 32 år! Det er jo vildt mange år. Tænk at jeg sidder her i en alder af 55 år og forbereder mig til en mundtlig eksamen, lige som jeg gjorde som 23 årig.
Dengang vidste jeg ikke det, jeg ved nu.
Dengang vidste jeg ikke, at jeg ville stoppe med at være sygeplejerske, jeg ville have fnyst hånligt, hvis nogen havde antydet det dengang. Men jeg blev jo som bekendt sygeplejerske igen.
Dengang vidste jeg ikke, at jeg ville få to børn, jeg håbede da på at få børn, men det var ikke et aktuelt emne.
Dengang vidste jeg ikke, at jeg ville blive landmandskone, jeg var jo forelsket i en tømrer. (og manden blev ikke skiftet ud, han tog blot en uddannelse mere)
Dengang vidste jeg ikke, at computeren ville blive hvermandseje. Jeg skrev noter i hånden og skulle det være rigtig fint, skrev jeg på skrivemaskine, sådan en havde jeg nemlig.
Dengang vidste jeg ikke, at jeg ville rende rundt med en lille telefon i min lomme. Jeg gik hen i telefonrummet på kollegiets gang og ringede til min mor, når der var råd, jeg havde brug for.
Dengang vidste jeg ikke, at jeg en dag ville betale regninger over internettet. Jeg gik pænt hen på posthuset og betalte mine regninger.
Dengang vidste jeg ikke, at jeg en skønne dag ville hive et lille firkantet kort op af pungen, når jeg skulle betale for mine varer. Jeg havde været i banken først for at hæve penge eller ved større indkøb kunne jeg godt finde på at skrive en check på beløbet.
Dengang vidste jeg ikke, at man kunne kommunikere sammen via internettet (som jeg heller ikke vidste noget om) Den gang skrev jeg breve, jeg havde pennevenner, i dag har jeg blogvenner.
Og kære blogvenner, det er i den grad gået op for mig, hvor meget jeg bliver hæmmet i min vante levevis, fordi internettet er så sløvt, at nærmest ingenting kan lade sig gøre. Så jeg må køre på posthuset og betale regninger, og lige nu kan jeg da, med lidt tålmodighed, få nettet til at give mig oplysninger om de teoretikere, jeg har valgt. Telefonen bliver brugt til at snakke med min arbejdskolleger med om nye forandringer, som de gerne vil have, at jeg også er med til at beslutte. Jeg krydser fingre for at teknikeren i dag finder en løsning.

Må I få en god dag, jeg vil sætte en intens spurt ind, så jeg i aften er nået meget langt med min gennemgang af teoretikere og hvorfor jeg har valgt dem til at belyse min undervisningssituation.

torsdag, november 29, 2012

ENVEJSKOMMUNIKATION

Det er jo derfor, jeg synes, det er sjovt at blogge. Her er der ikke tale om en hjemmeside, hvor jeg kan lægge mine meninger eller oplevelser ud og så kan andre læse det. Hvad sjovt er der ved det? Næh, det er jo gennem jeres kommentarer, at det bliver vedkommende, at jeg lærer noget nyt, at jeg får sat tanker i gang. Og netop i dag bliver det tydeligt, for det er kun sket en gang i dag, at jeg kunne komme ind og læse kommentar og kommentere. Så jeg kan læse starten af jeres kommentarer ude i sidebaren, og hvor bliver jeg dog frustreret af det. Men tusind tak fordi I gider at kommentere, jeg håber på, at jeg kan læse dem i aften.

Nu vil jeg lukke computeren, egentlig vil jeg rigtig gerne gå en tur, hovedet trænger til frisk luft, men der kunne jo komme en tekniker, så det går jo ikke. I stedet for har jeg danset lidt sammen med Lis Sørensen. I stedet for vil jeg gøre mig klar til at køre ned til min far. Der skal flyttes om, vi havde de bedste hensigter med indretningen, men nu er tiden kommet til at ændre den. Mine to andre søstre fra Jylland er nede ved min far nu. Når jeg har ageret flyttemand sammen med dem, skal vi alle tre til et foredrag om demens. Foredraget foregår på plejehjemmet og jeg glæder mig til at være sammen med mine to søstre. Det er godt, at vi er tre, når vi skal gengive det for de to københavnske søskende.

God aften til jer alle, jeg håber inderligt at nettet er bedre i morgen, ikke blot fordi jeg savner jer ;-), men også fordi jeg har ting, jeg skal have søgt efter på nettet til min eksamen, og der er jo også en landmandskone, som skal bruge nettet.

SÅ FIX DET DOG!!

Mit internet er sygt, det kan ikke udgive indlæg med billeder. Det kan ikke hente mails fra min arbejdsmail. Det tager en krig at komme ind på sider, og nogle vil den slet ikke ind på.

"Doktoren" blev konsulteret, jeg måtte omkring oplysningen for at finde mit teleselskabs kundenummer, for telefonbøger har vi jo ikke mere, og ...

"jeg kan godt se, der er støj på linjen og at centralen ikke leverer det, du har betalt for"
Det var da altid noget.

"der kommer en tekniker i morgen, og da du har serviceaftale, skal det senest være oppe at køre på mandag kl 16"
HVAD. Ikke tale om. Heldigvis har jeg jo lært at lytte og at argumentere. Normalt er jeg rigtig dårligt til det, men nu var jeg desperat. Er det rimeligt, at når I nu ikke kan levere det, jeg betaler for, at jeg så skal vente til i morgen?

"lige et øjeblik -------- nu kommer teknikeren i dag og problemet skal senest i morgen kl. 16 være løst"
TAK. Nu må vi så se, om internettet overhovedet vil udgive det her indlæg.

Overspringshandlinger som bloglæsning og kommentering kan jeg godt glemme, i stedet for må jeg koncentrere mig om at blive skarp til eksamenen på tirsdag.
God dag til dig.

onsdag, november 28, 2012

TIDEN GÅR

og jeg går med. I går nåede jeg udover vejledning også at komme i blodbanken og besøge mine kolleger. Blodbanken var en pludselig indskydelse, egentlig kørte jeg rundt for at finde parkeringsplads ved sygehuset, så jeg kunne besøge mine kolleger, da jeg så P-skiltet for bloddonorer, og så kom jeg i tanke om en sms, jeg havde fået, om at de manglede mit blod.

Jeg nyder den halve time, det tager at blive tappet, i går lukkede jeg øjnene og slappede fuldstændig af. Jeg fik dog også tid til at nyde deres solbærsaft og chokolade. Den unge sygeplejerske var ikke helt sikker på, det var en god ide med at blive tappet, for de havde erfaring med, at den halve liter blod, man afgiver, faktisk kunne lave ravage, når man var stresset pga eksamen. Flere studerende havde oplevet at de mistede dyrebar tid til forberedelse, fordi de var trætte og ikke kunne koncentrere sig. Det mente jeg nu ikke kunne være et problem, så vi gik i gang. Blodprocenten var smuk, blodtrykket knapt så smukt, det kunne godt signalere, at den unge sygeplejerskes erfaring også gjaldt en gammel garvet sygeplejerske. Jeg har nu ikke mærket noget til eftervirkninger, men jeg brugte også min tid i går på meget andet end eksamen.

Det var ren nydelse at se mine kolleger, hold da helt op som jeg savner dem. Jeg glæder mig til at komme tilbage, jeg glæder mig helt vildt! Der er mange forandringer på vej for mit lille afsnit, vi glæder os, og samtidig er vi lidt bange for, hvad de forandringer kommer til at betyde. For nogle af mine kolleger er der andre forandringer på vej, en sad og hvilede armene på en lille “fodbold”mave, en anden ville gerne hvile armene på samme måde, men det må hun vente et par måneder med :-) En tredje har fået “fodbolden” ud og er lige startet på arbejde igen. Og så sad vi andre og mindedes, akkeja som vi dog mindedes. Både fruen her, hvis børn er på mine kollegers alder og dem, der nu havde fået skolebørn. Tiden går, og vi går med.

Nu vil jeg gøre mig klar til at køre nok en tur, for de bøger, som min vejleder også syntes, jeg skulle opgive sider fra, er først kommet til byen i dag. Visse dage gad jeg godt at kunne cykle til skole/arbejde. Men jeg sætter julemusik på og synger mig frem, “All I want for Christmas is youuuuuuuuuuuu” og nu får jeg pludselig lyst til at se den her film.

Må din dag give dig tid til at nyde menneskene omkring dig.

Og jeg har overhovedet ikke tid til fotojagter i dagslys, så her er et taget efter gåturen i mørket i aftes.

DSC06120

tirsdag, november 27, 2012

TRE GODE TING

Samtalen med sønnen i går aftes. De børn, der får ham til lærer, kan føle sig heldig. Hans måde at lytte på, hans måde at stille spørgsmål på, så jeg fik lov til at dykke ind i hjernen og hive teoretikere frem, hans rolige stemme, hans latter. Det var så godt.

En god nats søvn. Jeg havde ellers bange anelser, da jeg måtte hente notesblokken ind til sengen, fordi tanker tumlede omkring i frit leg. De blev smidt over på papiret,og så sov jeg.

Tanken om, at jeg har 27 timer endnu, før litteraturliste og disposition skal foreligge på skrift hos vejlederen, og tanken om at jeg lige om lidt forhåbentlig også møder en lærer, der kan vejlede mig til at bruge de timer bedst mulig.

Må du finde tre gode ting ved dagen i dag.

DSC06113

mandag, november 26, 2012

NÆRVED OG NÆSTEN

slår ingen mand af hesten. Og løber er man kun, hvis man løber. Så efter næsten en uges pause fra motion og løbeture tog jeg mig sammen i dag. Der skulle godt nok alvorlige samtaler til med mig selv, det var jo koldt; det var gråt; jeg kunne ikke finde ud af at stille en skriftlig disposition op, så jeg endte med at sende entil min vejleder, som slet ikke satte fokus på det, der var inde i mit hoved; jeg syntes alt var noget møg.Men bevidstheden om hvad en løbetur og frisk luft kan gøre sat op mod alternativet som ville være at banke mig selv i hovedet med det, jeg ikke kunne finde ud af, gjorde det lettere at få mig selv sparket ud af døren.

Nu sidder jeg godt svedig og lader tankerne flyde. Det hjalp på tankemylderet i hovedet, nu er det så bare at få det omsat til ord på papir. For godt nok handler det her om en konkret undervisningssituation, men hvorfor har jeg valgt, at det ikke er traditionel formidling, som jeg plejer? Hvorfor har jeg valgt, at mine kolleger denne gang skal sætte sig i grupper og selv formulere, hvad de tror, er deres rolle i en ny arbejdssituation, vi snart skal opstarte? Hvorfor tror jeg, at det fremmer læring mere end den traditionelle form? Hvad vil jeg gerne, at de skal lære af den undervisningssituation? Hvad kunne hindre, at de lærte det ønskede? Kan jeg begrunde det?  Kan jeg overhovedet starte en refleksion? Hvad siger de kloge hoveder om refleksion og læring? Hvad er teorien bag reflekterende teams? Kan en casebeskrivelse sætte de samme tanker i gang som en fortælling fra det virkelige liv? Kan vi overhovedet nå det på 2 timer? Sætter jeg målene for højt? Jeg kunne blive ved, og jeg kan mærke, mens jeg skriver det her, at det er det, jeg skal. Jeg skal udfordre mig selv med alle mulige spørgsmål. Og så skal jeg svare på spørgsmålene, og hver gang skal jeg starte med fordi eller på grund af. Der er vist rigeligt med arbejde frem til i morgen klokken halv ti, hvor jeg skal have vejledning. Og jeg kan jo godt, for når jeg lige nu læser min sidste opgave, som faktisk konkluderer det, som jeg nu vil undervise i, så synes jeg, at jeg havde nogle gode sammenhængende argumenter for det faglige i undervisningen. Men det er jo det pædagogiske, jeg skal have fokus på denne gang. Og selvfølgelig kan jeg det, men jeg skal åbenbart gå omveje for at nå til målet. Og i dag blev omvejen først det forkerte fokus, dernæst en løbetur.

Har du taget nogen omveje i dag?

P1010733

søndag, november 25, 2012

CITATER

Jeg er ikke god til at huske kloge ord eller citater, måske skulle jeg som datteren begynde at skrive dem ind i en bog? Men jeg kender mig selv, sådan noget gør jeg ikke. Til gengæld kan jeg så skrive lidt om det her på bloggen, det øger nemlig min evne til at genkalde den viden.
Det første citat er af en engelsk filosof og bevidsthedsteoretiker Gregory Bateson, som har sagt:

"Når jeg har sagt, hvad jeg tænker, så kan jeg tænke over, hvad jeg har sagt"    
Jo flere gange jeg læser de ord, jo flere gange jeg siger de ord, jo klogere synes jeg, at de er. For netop, når man får mulighed for at fortælle om noget, der har undret en eller har været svært at stå med, så vil man opdage, at mens man fortæller, så begynder man at tænke over det, man siger. Og ofte kommer man selv på banen med løsninger eller forklaringer, uden at andre egentlig har sagt noget. Dette oplevede jeg jo selv for nogle dage siden. Og det er også baggrunden for, at vi overordnet på min afdeling ønsker, at der skal være tid til, at man sammen snakker om ting, der undrer en eller er svært, i dagligdagen. Vi er ofte tilbøjelige til at sige, det har vi ikke tid til, men de 15 - 20 minutter kan være godt givet ud, for de kan være med til at sætte en tankeproces i gang, ikke blot hos den, der fortæller, men også de, der lytter eller måske stiller afklarende, uddybende og refleksive spørgsmål. Og når tankerne er sat i gang, kan det være med til at styrke ens kunnen og færdigheder i det praktiske arbejde.

Nu vil jeg tænke videre og af og til tale højt med mig selv ;-)



                                                                                                  

SØNDAGSTANKER

Der er ild i brændeovnen, bøgerne er lagt frem, computeren står parat. Min hjerne er også klar, landmanden og jeg var enige om, at gårsdagens traditionelle julefrokost med gamle venner ikke måtte sætte sig andre spor end glæden og nydelsen ved at være sammen med mennesker, som vi for de flestes vedkommende kun ser en gang om året, men som vi har holdt julefrokost sammen med, lige siden vi var helt unge. Så da klokken slog tolv, gav vi knus og kram til højre og venstre og satte kursen hjemad, landmanden kørte, så jeg kunne sove.

Før julefrokosten nåede vi også besøg hos min far, og det var helt tydeligt, at han nød at have besøg af min mand, der blev snakket kartofler, i går mest om opbevaring og sorter, men min far var godt med på emnet og prøvede også at sende tråde tilbage i tiden. Der er det så, at vi andre skal være gode til at følge trådene og sætte ord på. Heldigvis har vi før haft de snakke, så jeg ved som regel, hvor det er, min far vil hen. Hver gang nogen ser min far som det gode og værdige menneske, han stadig er, glædes jeg. Derfor varmer en kommentar her på bloggen fra min mors kusine mig også, jeg blev så glad af at læse den. I går aftes skulle flere også lige høre til min far, nogen har haft ham i skolen, andre har haft børn, der er gået i skolen hos min far og mor, andre igen kender ham som en del af tropsrådet i den spejdertrop, hvor nogle af os slog vores folder eller kender ham som en tidligere aktiv del af den lille landsby, jeg kommer fra. Ord skaber tanker og billeder, og ordet dement skaber billeder af uværdighed, tristhed, sorg og bekymringer. Men livet er sorg og lykke, livet er bekymringer og glæde, livet er barndom og alderdom, livet er sygdom og velvære, livet rummer det hele.  Og ja, jeg kunne skrive side op og ned om min længsel efter forældre, der kunne tage del i mit liv og ikke mindst mine børns liv, men sådan er livet så ikke for os, til gengæld kan mine børn få det smukkeste og kærligste smil fra deres morfar og  derigennem vide, at de er elsket, omend han ikke kan give udtryk for det. Vi kan vælge at fokusere på alt det, vi ikke kan få, vi kunne også vælge at fokusere på alt det, livet giver os mulighed for at opleve. Og størst af alt er dog kærligheden.

Må du få en dejlig søndag, hvor du føler dig set og elsket.

DSC06104

lørdag, november 24, 2012

DET HAR JEG DA IKKE TID TIL !!

Hvis jeg og min gruppekammerat har stillet diagnosen rigtig, så skal min højre albue have ro. Den er meget øm, men ikke hævet,varm eller rød. Den skal have ro, men alligevel skal den bevæges, så jeg øver mig i at arbejde med venstre hånd, mens jeg bevæger højre arm igennem, og endelig sørger for, at den ikke hviler på bordet.

DSC06094

Morgenmaden er spist sammen med landmanden og en jagtkammerat, som skal på krondyrjagt her på matriklen, det bliver spændende, om de får held med sig. For år tilbage så vi aldrig krondyr her, nu har vi så mange, at de somme tider kan rasere et stykke af en kartoffelmark. Kartoflerne er i hus, så dyrene må finde anden føde. Her på gården findes der fodersteder rundt omkring i læhegnene, derudover har vi en lille mark med majs, som både dyr og fuglevildt nyder godt af. For landmanden er det ikke afgørende at få skudt noget, han nyder den rigdom, det er at kunne se dyr, fasaner, agerhøns og harer rundt omkring på gårdens marker. Og nu har jeg hørt en kronhjort brøle, en fantastisk lyd. I går aftes, da jeg kørte hjem, måtte jeg køre langsomt, for to rådyr skulle passere vejen, det ene var et lam, som ikke var så let til bens, da det skulle op ad den stejle grøftekant.

DSC06110

Landmanden har hentet brænde og tændt op i brændeovnen, jeg tror da godt, jeg kunne vænne mig til at skulle bede om at få ting gjort, men i længden går den nok ikke, Han er jo vant til, at jeg selv svinger 25 kilos kartoffelsække op på paller eller at jeg slæber brænde ind eller at jeg ordner andet hårdere manuelt arbejde. Arbejdsrytmen må ændres lidt i dag, jeg kan ikke holde til at skrive med en blyant, så computeren må være notesbog for en dag. Der skal læses op på teoretikere, for nu har jeg besluttet mig til en undervisningssituation, og da jeg har vendt op og ned på min sædvanlige måde at fyre undervisning af på, skal der nærlæses teoretikere, som kan underbygge den nye måde at undervise på. Jeg skal også flytte arbejdsplads, for jeg tror, det er netop stillingen ved bordet med en blyant konstant i hånden, der har udløst irritationen i slinmsækken ved albueleddet. Så jeg rykker tættere på brændeovnen, sætter mig i sofaen og mon så ikke det alt sammen går, det tror jeg.

God lørdag til dig.

DSC06098

Billederne er fra gårsdagens solopgang

fredag, november 23, 2012

SÅ SIDDER JEG HER

Dagen er i den grad blevet kortere, det nåede nærmest at blive mørkt, inden jeg var hjemme i går, og lyset har ikke travlt her til morgen med at dukke frem. Det har jeg heller ikke, jeg skal møde en time senere i dag, så jeg har tændt op i brændeovnen og tændt levende lys i stuen alias mit studerekammer. Det er så mørkt, at jeg begynder at komme i julestemning, ikke i pynte-op-til-jul-stemning, men det at tænde lys, det at bruge julekruset fra sønnen og svigerdatteren,  det at høre julemusik i bilen om morgenen i mørket, det er for mig den første del af julestemningen.

DSC06087

Egentlig havde jeg besluttet mig for, at nu skulle jeg ud af mit glasbur og følge med i nyheder fra morgenstunden, men jeg nyder stilheden så meget, at nyheder må vente til i eftermiddag. Egentlig havde jeg bestemt, at jeg skulle løbe her til morgen, men jeg nyder langsomheden og roen i min krop og i vores hjem, så det er også udskudt til i eftermiddag. I stedet for vil jeg læse lidt om praktikerens måde at reflektere på, og så vil jeg give mig tid til en stillestund, inden lyset udenfor bebuder, at det er tid at tage af sted.

DSC06091

Må din dag starte godt og sende dig blidt af sted ud i verdenen.

torsdag, november 22, 2012

NÅR JEG BLI’R EN STOR PIGE

Den sang elskede jeg, jeg var meget romantisk og sentimental som barn (det er jeg så faktisk stadig). Så da jeg var lille, drømte jeg om at blive en ny Gitte Hænning. Jeg var også vældig optaget af Dean Martin show, og de piger, der sang sammen med ham. Tænk at få lov til det.

Musicals var min yndlingsfilmgenre, jeg drømte, at jeg dansede rundt sammen med Gene Kelly, Fred Astaire var en bedre danser, syntes jeg, men han så ikke så pæn ud. Og når Judy Garland sang, så drømte jeg, at en skønne dag ville min lille by blive berømt, fordi det var der, jeg var opvokset. Akkeja. Hvornår blev mine fremtidsdrømme mon mere realistiske? Jeg husker, at frisør var første ønske, og jeg overvejede også bibliotekar, men det var mere, fordi jeg tænkte, det kunne være fantastisk at kunne sidde på arbejde hver dag og læse bøger. Kunder i butikken havde jeg nok ikke tænkt på.

Det blev også en bog eller flere, der blev årsag til det, jeg allerhelst ville være, da jeg blev 12 -13 år. Har du læst med her længe, husker du det måske. Fra den dag af ville jeg være sygeplejerske. Jeg ville nærmest frelse verdenen, jeg ville passe mine forældre, når de blev gamle, jeg ville rejse til U-landene og gøre en forskel, jeg ville blive den bedste sygeplejerske nogensinde. Ulandsfrivillig blev jeg aldrig, mine forældre frigav mig fra mit løfte, og jeg lader trygt personalet, der er uddannet til at passe mennesker med demens, passe min far. Min mor savner jeg, jeg savner hende til at være der for mine børn og deres kusiner og fætter. Jeg savner at snakke med hende. Jeg savner at kunne ringe og spørge, hvordan gør man dit og dat. Der bliver I så brugt :-) Nå det var lige et lille sidespring, tilbage til emnet.

Noget af det, jeg synes, der er allermest fantastisk, er, at det fag, jeg drømte om som 12- 13 årig, kan stadig i dag begejstre mig. Jeg bliver så ked af det, når jeg hører historier om folks dårlige oplevelser med sygehusvæsenet. Noget af det skyldes helt sikkert vilkår, som jeg og mine kolleger ikke kan gøre så meget ved. Andet skyldes dårlig sygepleje, om det er fordi de mennesker aldrig skulle have været sygeplejersker, eller om de gennem tiden har ladet sig presse til at tro, at deres måde at være sygeplejerske er i orden, skal jeg lade være usagt. Men det smerter mig, og jeg håber aldrig, at jeg må blive uberørt af sådanne historier. Men der findes også de gode historier. Og jeg er vild med at være sygeplejerske. Jeg savner patientkontakten lige for tiden, jeg savner det at blive udfordret på mine evner som sygeplejerske, jeg savner at kunne bruge hele mig. Jeg kan rigtig godt lide at studere, og jeg synes, det er træls, at jeg skal skrive afsluttende opgave til foråret. Jeg har nydt at få ny viden, at få udfordret min hjerne, men jeg har også nydt at komme tilbage igen til afdelingen hver gang.

Kong Mor, du skrev, du gerne ville vide, hvad jeg gerne ville være, da jeg var lille. Det her er mit svar.

DSC06081

Jeg er storesøsteren med det lyse hår.

VEJEN IND TIL MIN HJERNE

Når man er så fyldt op af tanker, som det er svært at finde hoved og hale i, så kan man gå en tur. Det gjorde jeg i aftes, det var godt, og undervejs kom der også ideer frem. Måske fordi jeg først havde lavet en lille mind map. Mind map er overhovedet ikke noget, jeg er uddannet i eller har særlig megen kendskab til, udover at jeg ved, at man starter et sted på sit papir, skriver et ord eller flere, sætter en cirkel omkring, farvelægger det måske. Og så starter legen. Ud fra det ord fylder jeg på, hvad jeg kommer i tanke om. Måske bliver cirklerne forbundet, måske er der underpunkter til nogle, måske farvelægger man med forskellige farver. Det gør jeg så ikke, for mig er det nok at se det nede på papiret i en form for system. Det er en god måde at få inspiration men også til at få et overblik. Måske kan jeg pludselig se nogle sammenhænge, jeg ikke før havde set.
Jeg kunne også have lavet brainstorming, som for mig er forbundet med, at man skriver ned alt det, man kommer i tanke om, men det forbindes ikke, i hvert fald ikke i første omgang.
Jeg har før skrevet om, at jeg til de skriftlige opgaver altid kom i krise, jeg fik skriveblokering, kunne ikke finde på noget. Jeg lærte efterhånden blot at starte med at skrive, skrive alt det jeg overhovedet kunne finde på uden på vurdere det. Ofte fandt jeg nemlig gennem denne kontinuerlige skriveproces vej ind til emnet igen, og faktisk kunne jeg bruge visse passager af det skrevne i opgaven.

Forslag til eksamensemne


Andre metoder til at finde vej ind i min hjerne kan være at gøre noget helt andet, i aftes var jeg til gospelkor, det gav lige en pause til hjernen, nu skulle den i stedet for genkalde sange og arrangementer af sange. Hjemme igen satte jeg mig ned og prøvede at lave en mind map over alt det, jeg har fået af viden på studiet. Jeg skulle vist have taget et større stykke papir, men alligevel giver papiret mening for mig.

Alt det jeg har hørt om
Når jeg i sidste indlæg bad om forslag til emner, så var det faktisk ikke, fordi jeg følte mig forpligtet til at skrive, men fordi jeg gerne ville skrive. Min blog er i høj grad min måde at slappe af på, samtidig med at den hjælper mig til at reflektere eller fokusere, bloggen hjælper mig også til at blive bedre til at formulere mig skriftlig. Så jeg nyder at skrive, jeg kan bare ikke altid finde på emner at skrive om. Så tak til jer for input


.

onsdag, november 21, 2012

HVAD DU ØNSKER SKAL DU FÅ

og jeg beklager, hvis nogen herefter har en indre grammofonplade kørende. Til den yngre generation kan jeg oplyse, at en grammofonplade var forgængeren til CD’en. Det ved jeg da godt, din odder, kunne du måske finde på at udbryde, hvis du som min datter samler på plader og har en rejsegrammofon. Igen undskylder jeg, hvis der nu kører en indre julekalender.

Det her har nemlig overhovedet ikke noget med jul og alskens juleforberedelser at gøre. Jeg elsker at skrive indlæg til bloggen, jeg elsker at få kommentarer, men lige nu har jeg udviklet tunnelsyn og kan nærmest kun tænke i eksamensemner, så hvis du nu skulle komme med ønsker til et indlæg her, hvad kunne du så godt tænke dig at høre om?

Mens du tænker på emner, vil jeg sætte mig hen til bordet, tage et stykke A4 papir frem og forsøge at lave en mind map over alle de formidlings, vejlednings eller undervisningssituationer, jeg kunne vælge at gå op til eksamen i.

tirsdag, november 20, 2012

ÆNDRINGER AF PLANER

Løbeturen blev som planlagt. Beskrivelse af en situation fra praksis blev også fuldført, og derudover fik jeg  lige en tillægsgave fra Ellen i sidste kommentar, for gennem spørgsmålet blev jeg tilstrækkelig forstyrret i min tankegang, så jeg måtte sætte ord på formålet med dette modul.

Til gengæld er turen til min far droppet. Der er omgangssyge på plejehjemmet, alle inklusive personale har det eller har haft det, og lige nu er det min fars tur, så han sover og bliver vækket og får tilbudt væske og mad med jævne mellemrum. Jeg ville jo sætte ind på hans krops oplevelseskonto, det kan ikke rigtig lade sig gøre, når han sover hele tiden. Han ville helt sikkert nyde at vågne op en gang imellem og se sin datter sidde i stuen. Men det bliver ikke til noget, for selvom jeg nærmest aldrig får omgangssyge, så skulle det bedst passe, at det denne gang blev undtagelsen, der bekræftede reglen. Og det har jeg simpelthen ikke tid til lige nu. Så jeg besluttede mig for at udskyde besøget til en anden dag.

Jeg går rundt i dejlige varme sokker, sokker som jeg har fået fra en norsk blogger, fordi jeg hjalp hende med at finde nogle danske noder til hendes harmonikaorkester. De er smukke og jeg nænner næsten ikke at gå i dem, for tænk hvis de nu bliver slidt, men sokker skal bruges og nydes, så det gør jeg. Men lige om lidt må jeg hoppe ud af dem, for på dagens program står også andre opgaver, som kræver en nyvasket og lidt pænere udgave af fruen i de lune sokker. Må din tirsdag svøbe sig lunt og trygt omkring dig.

P1050123

HVAD HAR JEG LÆRT?

Advarsel: det kan blive et meget langt indlæg. Eller måske bliver det bare et par linjer, fordi jeg ikke har lært noget som helst.

Dette diplom handler om formidling og undervisning. Noget jeg pr. definition står i hver dag, da jeg både som specialeansvarlig skal være med til at definere og klæde mine kolleger på til den bedst mulige sygepleje til apopleksipatienter og jeg skal undervise studerende i det samme. Derudover, og lige så væsentlig, skal jeg som almindelig sygeplejerske være med til, at patienter med apopleksi får den bedst mulige viden om deres sygdom, og hvordan de selv kan være med til at forebygge en ny apopleksi. Jeg har bare så svært ved at få sat den viden, jeg får på dette modul, ind i min praksis. Og jeg ved ikke hvorfor. For intentionerne i kurset er gode, modulet er bygget op sådan, at først læser vi litteratur om et emne, dernæst får vi en undervisning, hvor vi gerne skulle få det sat sammen med praksis. Denne undervisning skulle så gerne leve op til de første emner, vi havde, om mundtlig og skriftlig formidling (herunder hvordan gode PowerPoints understøtter undervisningen). Til slut har vi gruppearbejde om hvert emne, hvor vi skal tage udgangspunkt i praksis og få begreberne diskuteret igennem. Til hver gruppeopgave har vi en vejledningstime, så tvivlsspørgsmål kan blive drøftet og vi kan komme klogere ud af den samtale.

Jeg har drøftet læring i forhold til Illeris, set på hans læringstrekant og ved nu, at han mener (tror jeg da nok), at for at der skal foregå en læring, er der to processer, som skal være aktive. Der er dels den sociale faktor, samspillet mellem mig og verdenen omkring mig, dels den indre tilegnelsesproces, det at jeg forbinder det lærte med tidligere læring. Og selvom vi som gruppe har fået samme undervisning og læst det samme, så får vi ikke det samme læring ud af dette, fordi vi netop kæder det sammen med tidligere læring. Og vi er også forskellige i vores måde at lære på. Her er det måske, at jeg har skudt mig selv i foden (jeg ved det ikke) for jeg valgte en gruppe, hvor det er undervisning/formidling til patienter, der er i fokus. Det var helt bevidst, fordi jeg gerne vil blive klogere på det område, men i min praksis er det mest undervisning/formidling til kolleger og studerende, jeg arbejder med. Jeg har nydt at være i denne gruppe, jeg klikker i den grad med alle de øvrige fire, jeg nyder vores samtaler.

For at læring skal ske, siger Illeris, at tilegnelsesprocessen altid indeholder to elementer. Der skal dels være et indhold, det siger nærmest sig selv. Dette indhold skal gerne give mening, og vi skal  lære at mestre indholdet i samspil med omverdenen. Det er måske det, jeg netop nu prøver at få på plads; hvordan er det, at jeg skal lære at mestre det lærte på det her modul i min praksis? Dels skal der være en læringens drivkraft, hvordan finder jeg energien til at lære det, der kræves? Her er det motivation, følelser, vilje og drivkraftens styrke og karakter, der er med til at afgøre, hvor holdbart den læring, jeg har lært, er. Netop gruppens samspil har motiveret mig, når vi har diskuteret, jeg er glad, når jeg er sammen med dem, jeg føler, jeg bliver klogere, men er det på det, modulet handler om, nemlig formidling eller undervisning, eller er det generelt som sygeplejerske?

Jeg er god til at være i en gruppe, jeg deltager aktivt, jeg byder gerne ind på diskussionerne, men får jeg altid stoppet op og tænkt over det sagte, får jeg undret mig nok, får jeg sat det i perspektiv til den teori, jeg har haft, og den praksis jeg er i? Se det tror jeg faktisk ikke, jeg gør.

Det her indlæg ville blive megalangt, hvis jeg skulle fortsætte mine refleksioner over Illeris og hans videre udlægning af læring. For det her var jo kun første del, så kommer der forskellige læringstyper, der kommer noget om læringsbarrierer, der kommer noget om læringens indre og ydre betingelser og til slut om læringens anvendelsesfelter. Hold da op, ved at skrive her, blev jeg pludselig opmærksom på disse øvrige felter i læringsforståelsens hovedområder, det havde jeg faktisk glemt. Jeg læser lige lidt videre, tak fordi du læste med, hvis du nåede så langt.

P1050109

mandag, november 19, 2012

MÅ MAN?

Heldigvis bestemmer jeg selv, så det må jeg gerne. Løbeturen er udsat til i morgen tidlig, den får lov til at kickstarte hjemmearbejdsdagen. I stedet for vil jeg finde arbejdsbordet og få læst lidt, inden trætheden overmander mig  - og ja jeg ved godt, at en løbetur ville være en god energikilde, men nej, jeg bestemmer ;-)

Jeg bestemmer også, at morgendagen skal byde på et besøg hos min far. Noget af det første, jeg lærte af en demenssygeplejerske, da min mor døde, og vi blev de nærmeste pårørende til min far, var: man husker med kroppen. Det kan godt ske, at man en time efter, at man har været sammen med familien ikke kan huske noget. Men kroppen lagrer de gode oplevelser, ligesom den også lagrer de dårlige oplevelser. Så i morgen vil jeg forsøge at sætte ind på kropskontoen, derfor skal der arbejdes i aften. Det må man nemlig gerne.

P1050120

EN MORS HJERTE

har det godt. Hele weekenden er tilbragt i København. Jeg har krammet og kysset og nydt synet af de tre unge mennesker, som står mit hjerte så nær.

Jeg har åndet lettet op, da den trøje, som jeg har brugt et år på at strikke, endelig fandt sin plads på sønnen. Den var tæt på at være røget i containeren derhjemme, da hullet dukkede op. Heldigvis smed jeg den blot ind på et værelse og ignorerede den indtil fredag formiddag. Det viste sig ikke at være hæftningerne, men åbenbart en vildfaren maske, som blot skulle fæstnes, så var det hul væk. Og den klædte ham. Samme dag kom datteren også over, og hun var i en trøje, som jeg strikkede til mig selv, da jeg var ung. Jeg fik ligefrem mod på at strikke mere. Men jeg tror, jeg holder mig til sokker og halstørklæder ;-)

P1050117

P1050118

 

 

 

 

 

 

 

Nu er vi hjemme, hverdagen banker på, men jeg er tanket op og er klar. Må du få en god start på ugen.

fredag, november 16, 2012

DET KAN JEG SE

Det kom pludseligt, uden forvarsel, det føltes, som om jeg stod på randen af en dyb afgrund, mit hjerte bankede helt vildt, jeg fik ondt i maven, jeg følte mig totalt og aldeles blank. Jeg havde sat mig ned for at gennemgå alle mine noter fra modulet med henblik på at få et overblik over emnerne og så forsøge at sætte det i forhold til min hverdag på afdelingen. Jeg kunne overhovedet ikke finde bare én sætning, som sagde mig noget, jeg kunne ikke huske, jeg kunne ikke sætte det sammen med praksis, jeg glemte nærmest at trække vejret. Noget måtte der gøres. Jeg kender mig selv, jeg ved, at i den skriftlige opgaveproces får jeg sådanne timer, hvor alt ramler sammen og bagefter samler jeg det op og bliver klogere i den proces. Men det her kom, før jeg overhovedet var i nærheden af eksamensforberedelse, så hvordan taklede jeg det? Jeg besluttede mig for at gå ind til min mand, sige højt og tydeligt, at jeg havde brug for, at han lyttede, men at han ikke skulle komme med gode råd. Jeg havde bare brug for at læsse af. Han er  meget problemløsningsorienteret, man handler på de problemer, man får forelagt. Sådan er jeg også, men jeg har gennem min uddannelse og min praksis lært, at nogle gange er det bedste blot at lytte og lade den anden selv finde vej, mens de taler.

Han talte i telefon! Så jeg måtte handle praktisk, jeg lunede pandekager og fandt is frem, jeg nåede at spise min del, inden han var færdig. Jeg glemte vist at nyde dem. Så var det, at han spurgte, hvordan går det med læsningen? Jeg fik vist bare sagt, det går slet ikke. Det kan jeg se, sagde han. Og i de fire små ord lå en anerkendelse af, at det var svært lige nu. Jeg fik sagt lidt mere om min følelser, og at jeg havde fejldisponeret mine studiedage. Hvornår skal du være færdig? Jeg fortalte videre, fik sat ord på,  at det sådan set først var om en uge, at jeg skulle beskrive mit valgte emne, det havde jeg 3 dage til, og at jeg derefter havde 3 dage til forberedelsen af det mundtlige. (og så har jeg ikke taget de to weekender med)

Så snakkede vi ikke mere om det, vi snakkede mere om jagt, børn og andre skønne ting, men det var nok. Det var nok til, at jeg nu holder weekend om tre timer, og jeg har ikke i sinde at åbne en bog. Bloggen får også lov til at holde weekend. Så vi ses på mandag igen. God weekend til dig.

DSC06025

torsdag, november 15, 2012

ARBEJDSPLADSEN

Endnu er jeg ikke nået derhen, for der har været en masse andre ting, der skulle ordnes. Blandt andet et besøg på min normale arbejdsplads, et besøg i computerbutikken (stik skal virke, når de skal virke, jeg fik så heldigvis et nyt), nogle kontorvarer og lidt andet, når nu jeg var kommet til byen. Inden det fik jeg løbet, håret blev klippet og kontoropgaver ordnet.

DSC06072

Egentlig kunne jeg sidde på et af værelserne, men jeg vil helst sidde i stuen, så jeg kan følge med i det, der foregår rundt omkring mig. Jeg har skiftet side, så nu nyder jeg synet af børnenes maleri til forældrene og min troldhasselgren, som jeg fik for mange år siden af min mor. På grenene hænger silkeæg lavet af børnene, der hænger små glasfigurer, nogle har jeg fået af mine forældre, andre har jeg arvet, da vi skulle fordele ting hjemme i huset. Alt sammen minder, der gør mig glad.

På dagens løbetur (jeg pudser glorien, for endnu holder jeg fat i 5 km 3 gange om ugen) kom der gæs hen over hovedet på mig. Det gjorde der selvfølgelig ikke i går, da jeg gik de 5 km. Heldigvis lettede en flok, da jeg var næsten hjemme, men desværre ville de ikke forbi mig.

DSC06076

DSC06077

DSC06079

onsdag, november 14, 2012

HAR DU PRØVET DET?

Min svigerinde gemte det på sin mobil og sendte mig et billede af det. Jeg tog billede af det og undskylder den snavsede skærm. Men det har jeg alligevel ikke prøvet før.
DSC06059
For den uforstående, så handler det om et spil, Ruzzle. Og min svigerinde var den, der lokkede mig til at spille det. Nu vil hun have mig med på Wordfeud, men landmanden kan ikke lige huske sin kode til iPaden (eller iPad’en, hvordan skriver man det, Ellen?). Det er måske meget godt, jeg har vist andet at se til ;-)

MORGENTANKER

Tallet tre er åbenbart det foretrukne, når sundhedseksperterne skal give os gode råd om at få eftertanken ind i vores liv: Inden du lægger dig til at sove, tænk på tre ting, som er sket i dag og som du er taknemlig over. Inden du står ud af din seng om morgenen, giv dig selv tid til at tænke over tre ting, du glæder dig til i dag. Nævn tre ting ved dig selv, som du er glad for. Nævn tre ting ved din kæreste, dit barn, din ven, som du synes, han/hun er gode til eller tre egenskaber ved ham/hende, som du holder af. Osv.

Måske fordi tal over tre synes uoverskuelige? Måske fordi man nemt kan finde en ting, så man er nødt til at gøre sig lidt umage for at finde tre ting? Uanset hvad, så bliver man faktisk glad af at tænke over de ting.

I dag glæder jeg mig til, at jeg vil genoptage min stillestund sammen med en kristen meditationsbog. Det gør mig godt at give mig selv ro til blot at være.

I dag glæder jeg mig til, at jeg har tid til at kigge tilbage på alt, det vi har læst og at få sat det på plads i mit hoved.

I dag glæder jeg mig til at gå en lang tur, mens det er lyst. Forhåbentlig får jeg både svaner og gæs at se.

Og så er jeg taknemlig over at have snakket med datteren i telefonen i dag, jeg er taknemlig for at jeg snart skal se hende og hendes lillebror. Min søn er ikke den, der snakker meget i en telefon, så jeg vil nyde at kunne kramme ham, give ham kys på kinden, se ham i øjnene og nyde, at han er min søn. Min datter er på en rejse mentalt lige nu, og det er så spændende at følge hende, høre hende fortælle med glædesbobler i stemmen. Jeg er dybt taknemlige for, at de to unge mennesker er i mit liv, jeg er dybt taknemlig for, at min svigerdatter er et menneske, som ikke blot er elsket af vores søn, men også er elsket af os, fordi hun er et dejligt menneske.

Så jeg er klar til denne skønne onsdag. Hvad glæder du dig til i dag? Og må du få en god onsdag med smil på læben og latter i sjælen.

DSC06066

tirsdag, november 13, 2012

FRISK TIRSDAG

Jeg er klar, tasken er pakket, madpakken og tekanden er med, den bærbare og alle mulige ledninger og stik er med. De tunge bøger blev ikke læst igen i går aftes, jeg prioriterede ro til hjernen, og så håber jeg, at gruppearbejdet hjælper mig frem. Den mundtlige eksamen lurer i det fjerne, og jeg er ikke glad for den, men jeg er i en god gruppe, som kan støtte og guide, det er guld værd. Søvnen blev god og lang, så jeg er frisk, frisk på masser af latter, masser af snakke, masser af diskussioner og masser af inspiration.

Må din tirsdag blive fyldt med lige nøjagtig det, du har brug for.

DSC06047

Og chokoladen fra Inge smager himmelsk :-)

mandag, november 12, 2012

TAK FOR (OP)SANGEN :-)

Jeg ved at være ved vejs ende med dagen i dag. Den har været god og dejlig trods mangel på søvn. Som jeg skrev i kommentaren, så endte nattesøvnen med at begrænse sig til en time i morges, fordi jeg havde sovet 4 timer om aftenen. Tak for jeres dejlige kommentarer, og ja jeg skal nok passe på mig selv, det synes jeg faktisk også, jeg er god til. Jeg er rigtig god til at lukke døren til køkkenet og lade opvask og andet stå, hvis jeg trænger til at smide mig i sofaen en aften. Jeg synes også, jeg er god til at lade det rene vasketøj ligge, så vi blot tager fra en bunke. Men nogen gange falder alt bare sammen, og jeg er ikke i tvivl om, at det var den meget travle optakt til diplomstudiet kombineret med et studie, hvor jeg har svært ved at finde den røde tråd, der er årsag til dårlig søvn. Madpakkerne bliver smurt i aften, te brygger vi hver især i morgen tidlig, vi skal begge ud af døren, men jeg kan sove længst. Og når skoledagen i morgen er omme, har jeg studiedage resten af ugen. De skal ikke bruges på hus og have, men derimod på studiet og på gode ting for mig selv.

P1050106

Min far nød at have både min søster og mig på besøg. Det var godt at få en snak med kontaktpersonalet, også selv om vi alle kan se, at min far bliver dårligere. Men han kan helt klart kende os, og han er glad og fløjter dagen lang, det er det vigtigste. Og så er han stadig min kloge far, det kan godt være, at Alzheimers sygdommen fravrister ham hans sprog, hans evne til at genkende ganske almindelige hverdagsting osv., men hans smil, hans glæde, hans interesse for andre mennesker, den er uændret. Ikke så sært at han er vellidt blandt beboere og personale.

P1050107

LYSET GIK UD

ikke i kirken, nej her forplantede sangglæden sig og vi havde en god koncert. Vores unge korleder overraskede os med at have skrevet to små gospelballader (det blev gjort natten til søndag, der er andre end mig, hvis hjerne kører på overtid), som hun selv sang, og hele kirken sang omkvæd. Korlederen var et stort energibundt og udstrålede så megen sangglæde og koncentration, så ingen kunne se, at det var først anden gang hun havde dirigeret et rigtig kor.

DSC06056

Under generalprøven mistede jeg balancen, jeg prøvede at finde den igen, men kunne godt mærke, at jeg måtte ned at sidde, ellers var jeg besvimet. Lidt vand og en banan hjalp, så selve koncerten gav ingen problemer, men hjemme igen blev jeg ved med ikke at være mig selv. Til sidst måtte jeg lægge mig og gik ud som et lys. Først ved midnat vågnede jeg, så nu ordner jeg kontorarbejde, pakker taske og forbereder mig til morgendagen. Jeg skal direkte videre til min far efter skoletid, plejehjemmet vil gerne have en samtale med pårørende en gang imellem, og den tager vi så i morgen. Min søster tager kage med, så jeg glæder mig til lidt eftermiddagshygge hos min far.

P1050104

Må din mandag give dig en god start på ugen. De sidste to billeder er fra Sindal Bykirke, en meget anderledes udsmykning, men utrolig smuk.

P1050105

søndag, november 11, 2012

LYSET

kan jeg først se nu. Det har været længe undervejs i dag. De levende lys og brændeovnen har været varme lyskilder til morgenens læsning.

DSC06045

Lyset i form af forståelse af det læste har jeg endnu ikke set. Sammenholdt med det, der står på programmet i morgen og de powerpointslides, der er udsendt, så forstår jeg slet ikke noget. Jeg har besluttet mig for at lade det ligge og satser på, at undervisningen i morgen forøger min viden og min forståelse.

DSC06050

Eftermiddagen skal bruges på sang. Vores vanlige korleder har måttet stoppe med koret, heldigvis var der en ung, modig musikstuderende, der sprang til. Og jeg er vildt imponeret over en 20-årigs mod til at kaste sig ud i det at lede et kor med mennesker, som for de flestes vedkommende formodentlig er ældre end hendes forældre. Vi havde på forhånd programsat koncerter her i efteråret, og dermed har der ikke været tid til at tage et helt nyt repertoire ind, det betyder så også, at korlederen har måttet lære masser af nye sange og deres opsætning i løbet af ganske kort tid. Så jeg forstår godt, at hun vil have os til at møde 2 timer før koncerten. For os er det også svært pludselig at skulle tolke en andens bevægelser, betyder det nu, at vi skal synge højere, lavere eller betyder det, at vi skal stoppe tonen her? Men øveaftener er gået godt, så jeg har en god fornemmelse i maven.

DSC06053

Gospelsange gør mig glad og giver mig energi, og at synge dem i en kirke foran glade kirkegængere er noget ganske særligt. Jeg glæder mig. Håber din søndag bliver god og glædelig.

lørdag, november 10, 2012

KLIK–KLIK

Jeg kan godt blive nervøs, lige inden jeg skal møde nye mennesker. Kan vi nu finde noget at snakke om?  Det var ingen problem. Inge havde jeg mødt før, og Hasse faldt godt ind i snakken. Det blev en dejlig eftermiddag med masser af snak, men også tid til en minirundvisning på gården. Nu er gæsterne kørt videre til endnu en aften i Aalborg, og jeg håber for dem, at vejret i morgen må blive rigtig udflugtsvejr.

DSC06038

Desværre var landmanden af sted på jagt, Istvan var også indbudt til jagten, så de to andre beboere på gården må Inge og Hasse møde en anden dag. Istvan har løbet 21 km i dag, han er træt, så træt at han måtte hjælpes op i bilen. Nu slappes der af i stuen. Jeg har besluttet, at jeg først starter med læsning i morgen tidlig. I nat har jeg nærmest været vågen det halve af natten, fordi hjernen syntes, den skulle reflektere over alt det, jeg har hørt og lært. Denne nat skal den kun tænke over et dejligt besøg.

LUFTENS HELTE

Overskriften lever sommetider sit eget liv. Jeg kan have en ide om, hvad jeg vil skrive om, og mens jeg leder efter en passende overskrift, dukker en anden overskrift op og stjæler billedet og sætter minder i gang.

Egentlig ville jeg beskrive luftens fugleliv, mens jeg løb. Store flokke af gæs fløj henover mit hoved, mindre flokke af elegante svaner fløj også forbi mig. Smukt syn. Men så kom overskriften ovenover altså ind i mit hoved, og da jeg googlede den, dukkede dette filmklip op.

Sønnens yndlingsfilm

Jeg røg lige tilbage til, da sønnen var barn. Han elskede film, han elskede tegnefilm, han elskede at få figurerne fra yndlingsfilmene. Og de blev brugt. Hver dag legede han drabelige lege med dem, Biker Mice mødte Ninja turtles, og Luftens Helte kom gerne på besøg. Sønnens ønskesedler var alenlange, han ønskede sig store flyvere til Luftens Helte, drabelige køretøjer til Ninja Turtles eller skumle boliger til Biker Mice. Men hans forældre ville ikke købe dem, de var for dyre, og hvor lang tid holdt hans interesse for legetøjet? Derimod var vi vilde med Lego og Duplo, så det fik sønnen i læssevis af. Sønnen elskede også Lego, og da jeg er så heldig at have fået en skøn søn med masser af fantasi og opfindsomhed, med evnen til at tænke i nye baner, med evnen til ikke at lade sig begrænse, ja så byggede han da selv flyvere, køretøjer, skumle boliger. Og da jeg også havde en søn, som forblev legebarn, lige til han blev teenager, ja så blev hans legetøj godt brugt. Nu står det alt sammen på loftet og venter på, at andre børn vil lege med det. Men det er en helt anden historie, som slet ikke er skrevet endnu.

I disse dage savner jeg mine børn meget, især min søn, datteren har jo næsten lige været hjemme. Men snart skal jeg se dem, jeg er nemlig inviteret i byen af min bror sammen med mine søstre og min svigerinde, og da det foregår i hovedstaden, så kan jeg sagtens finde tid til at se mine børn også.

I dag har jeg også noget at glæde mig til, Inge kommer på besøg, så jeg må hellere lette den tunge del af mig og få ryddet lidt op. Må din lørdag fylde dig med glæde.

P1050103

fredag, november 09, 2012

KLUMPE DUMPE

Det var lige før, jeg troede, at jeg snart blev tilbudt en rollator.

Dagen startede godt, for når vi har en hel gruppedag, sørger vi for at komme ud til det tidligere studiested. Deres bygninger giver drivkraft og energi til gruppearbejdet. Jeg ville hente et stik, så min computer kunne kobles sammen med skærmen i rummet. Jeg hentede også en kop til min te, og så et glas vand. Det var jo hele tre ting, det går virkelig ikke, og det gjorde det så heller ikke. For plask, så lå jeg lige så lang, jeg var, op ad trapperne. Vandet løb ned ad trappen, det slørede mit syn , for der var vand på briller, i ansigt og på mit tøj. Det er da ufattelig, at et glas vand kan være på så mange steder, når det kommer ud af glasset! Første reaktion: så nogen mig? Ja en ung studerende spurgte bekymret til mig. Jeg havde slået mig forskellige steder og fået ryk andre steder, men det var ikke noget særligt, jeg følte mig bare dum med vand over det hele.

Og så var det, at min kære gruppe hele tiden sagde, når vi skulle ud på trapper, pas nu på Lene.

Nu er det weekend, jeg skal læse, jeg skal sammen med mit kor synge til en kirkekoncert, og så får jeg forhåbentlig besøg af Inge og gemal. Lutter gode ting. Må din weekend også blive fyldt med dejlige oplevelser.

torsdag, november 08, 2012

VIDEN

Hvad ved vi?

Hvad ved vi ikke?

Hvad vil vi gerne vide?

Så enkle blev huskeordene efter dagens morgenmøde på min afdeling sammen med en forsker, hvor vi skulle snakke projekter i apopleksiafsnittet, evt. forskning samt inspiration til mit afsluttende projekt til foråret .

Jeg er en handlingens kvinde, jeg er sygeplejerske, vi handler, vi løser problemer, så ofte hopper vi over de tre spørgsmål. For vi erfarer, vi antager og så handler vi. Men hvis andre skal have gavn af det, vi bruger tid og energi på, så skal netop disse spørgsmål besvares. Der er jo ingen grund til at opfinde den dybe tallerken igen eller opfinde et eller andet, som ingen patienter vil bruge.

Jeg er træt nu, for det først at skulle til møde på mit afsnit og derefter i skole gør noget ved krop og sjæl. Der er en grund til, at man kun møder fra 9 – 15 på kurser, man bliver brugt af at skulle diskutere teorier og viden og se på det i forhold til vores egen hverdag dagen lang. For selv om vi er vant til at være fysisk aktive, selv om vi er vant til at have en meget varieret arbejdsdag, hvor planer, man lægger om morgenen, sjældent holder en time, så er det at sidde på skolebænken, det at skulle se sig selv i et andet lys, opdage, at der er ting, man kan og måske skal gøre anderledes, anderledes hårdt. Heldigvis er jeg i en gruppe, hvor vi griner rigtig meget, en gruppe, hvor alle godt kan snakke, en gruppe som ikke altid går den slagne vej, men vi skal nok komme i mål!

Der er købt frostsuppe, der er boller i fryseren, så landmanden, som i dag har jægerkasketten på, kan se frem til lækker varm suppe med lune boller til til aftensmaden. Nu vil jeg tage løbetøjet på, inden jeg komme til at tænke for meget over det. God aften til dig.

P1050099

onsdag, november 07, 2012

STUDIEDAG

Der er mennesker, jeg trænger til at se. Mennesker, jeg trænger til at snakke og grine sammen med. Men jeg er nødt til at være fornuftig, jeg har jo været bagud med alt i det her diplomforløb, så studiedagen i dag giver anledning til at få læst op og til at få sat det læste på plads inde i mit hoved.

Så jeg forsøger at gøre mig det hyggeligt med te, levende lys og afslappet tøj. Himlen udenfor er med til at forstærke stemningen af hygge og nydelse. Det er lige før, at lyset og solen ikke behøver at skynde sig, for jeg nyder brydningstimen mellem lys og mørke.

Må din dag blive god.

P1050098

tirsdag, november 06, 2012

FÅ ELLER MANGE ORD?

Egentlig havde jeg skrevet et indlæg med mange ord, og  et følelsesmæssigt tungt indlæg tillige. Jeg orkede faktisk ikke at udgive det. Jeg ville ønske, at jeg kunne finde på et lille indlæg, et indlæg, som man kunne grine lidt af eller trække på smilebåndet over, men jeg har bare siddet på skolen og diskuteret refleksionsteorier. Vi har på skift haft  problemer med vores udtale, internalisering blev til internationalisering, eksistentialistisk blev til noget volapyk, Bjerkness og Bjørk blev til Bjerk og Bjørkness osv. Vi kom langt omkring, vi er jo praktikere, så praksis dukkede hele tiden op. Blandt andet diskuterede vi barbering af mænd, faktisk kan jeg slet ikke huske, hvordan vi kom dertil, men en sygeplejerske havde aldrig prøvet det, jordemoderen havde faktisk, men det var i hjemmeplejen, før hun blev jordemor. Fysioterapeuten havde heller aldrig prøvet det, og de to sidste sygeplejersker havde prøvet det, men jeg som den ene havde godt nok gået længe omkring den varme grød. For den elektriske barbermaskine forsvandt altid, og så skulle det gøres med skraber (og sygehusets engangsskrabere er ikke kendt for at være særlig skarpe). Lad mig blot sige, at der blev brugt rigelig med barberskum i håb om at undgå skader, jeg kunne dog godt se næsen og øjnene ;-)

Jo nu kom jeg i tanke om hvorfor vi kom til at snakke om det. Vi havde snakket om, hvad vi satte i opvaskemaskinen,(jeg sagde jo, vi kom langt omkring) Jeg sætter f.eks ikke vinglas i, fordi jeg fra de almindelige glas ved, at med tiden kommer der ……

jeg tøvede lidt, kunne ikke lige huske ordet, så en af de andre ville hjælpe mig, og derfor fik vi sagt ordet samtidig:

jeg sagde glaspest, hun sagde skægpest.

Det kunne vi godt se det sjove i :-)

Har du oplevet noget morsomt i dag?

mandag, november 05, 2012

SKUMRINGSTIMEN

I aften skal jeg være sammen med dejlige kvinder, vi skal snakke, diskutere, dele oplevelse af en bog, og vi skal bede sammen.

Inden da vil jeg tænde lys, drikke te, læse kapitlerne til i aften ( for som jeg skrev til min studievejleder: det her diplom har indtil nu for mig været karakteriseret af en følelse af konstant at være bagud – og det gælder så også i min fritid) og så meget gerne løbe en tur, inden jeg drager til Strandby. Og under ingen omstændigheder må der snige sig en powernap ind. Gårsdagens eftermiddagslur betød, at da jeg endelig langt om længe fandt min seng, så ville søvnen ikke finde mig.

I dag har min udsigt i undervisningslokalet været det her (det her billede er så taget udenfor efter skoletid)

P1050090

Det er da en gave. Og jeg føler også, det er en gave at få lov til at udvide min horisont både fagligt via diplomstudiet og mentalt via læsegruppen. Jeg er en heldig kvinde.

HVAD, HVORFOR, HVORDAN

Dette modul i min videreuddannelse handler om formidlings - og undervisningspraksis, og gennem oplæg, gruppearbejde og læsning skulle vi gerne blive klogere på, hvad læring er, hvordan det foregår, hvorfor læring etableres og hvorfor det ikke gør det. Og sidst men ikke mindst hvordan vi så tilrettelægger formidling og undervisning, så de optimale betingelser for læring etableres. Lige nu er vi i gang med emnet refleksion. Da jeg lige for tiden er konstant bagud, er læsning af teoretikeres bud på refleksionens betydning for læring og handling blevet til nattelæsning. Så i skrivende stund overvejes nu, om min læring bedres ved, at jeg går i seng og så står tidligt op og læser færdig, eller om jeg snupper det sidste kapitel (som er på norsk), før jeg siger godnat.

Jeg er ikke gået på kompromis med min egen viden om min måde at lære på, så jeg har møjsommeligt forsøgt at skrive sammendrag ned af hvert kapitel - ikke fordi jeg egentlig læser det senere, men mere fordi at gennem skriveprocessen tvinger jeg min hjerne til at tænke over det læste. Jeg kan nemlig sagtens læse en masse og synes, jeg forstår det, men det når aldrig at blive til erkendelse. Refleksioner over det læste vil jeg ikke kalde det, men det ved jeg, at jeg får gennem det planlagte gruppearbejde i morgen og i overmorgen.

----

Nu en time senere er jeg færdig med den norske tekst, den var heldigvis ikke så "tung" som de første 100 sider, jeg læste. Jeg er spændt på dagens undervisning og gruppearbejdet. De første to undervisere har formået at trække eksempler ind fra vores hverdag og dermed få sat teorierne ind i en praksissammenhæng. Gruppens diskussioner er med til at få forvandlet teoriernes bud til noget, man kan bruge i hverdagens praksis. Alligevel er jeg spændt på, når jeg vender tilbage, for det er på mange måder en ny verden, jeg har bevæget mig ind i. Pædagogik og læring er ikke det, jeg mest har brændt for og alligevel elsker jeg at formidle og undervise, men har samtidig undret mig over, at det er så svært at få ting ændret. Måske findes et af svarene i, at jeg har taget udgangspunkt i det, jeg brænder for, men hvad brænder patienten, personalet eller de studerende for? Måske er det der, de nye veje findes for mig? Måske.

Men hvad der ikke er et måske, er, at det er sengetid for mig nu. Må din mandag give dig en god start på ugen.

P1050070

søndag, november 04, 2012

HU HEJ

Så var den weekend forbi.

Du kender det måske godt, man har travlt, man vil gerne blive færdig med sine gøremål, inden weekenden starter. Derudover vil man gerne være færdige med alle sine forberedelser, inden gæsterne kommer, så man rigtig slapper af og kan nyde besøget fuldt ud. Så kender du måske også resultatet af den kombination: hele natten til lørdag vågnede jeg konstant, og hver gang var hjernen i gang med at planlægge gøremålene. Uanset trætheden nåede vi i sommerhus, inden gæsterne kom, vi nåede også en tiltrængt powernap, så vi kunne holde ud til lørdag gik over i søndag. Men så var jeg også færdig, jeg måtte lige gå ind i soveværelset og tage en powernap, så jeg kunne fortsætte med snakken til midt nat.

P1050080

Der er ikke noget skønnere end at kunne genoptage snakken over morgenbordet næste morgen og så endda have tid til gåtur og en afsluttende frokost. Nu er vi hjemme, alt er ryddet ud og sat på plads. Resten af aftenen er sat af til læsning, så det er godt at vide, at der stadig er noget æblekage og flødeskum tilbage, som kan hjælpe den trætte hjerne lidt.

P1050085

fredag, november 02, 2012

DET ER DA DERFOR!

Jeg har set lyset og fundet forklaringen!

Ellen har jo ret, og jeg forstår bedre, hvorfor klokken pludselig er langt over aften, og jeg har ikke nået andet end regnskab, som drillede. Nå ja og så stegt en hare, som vi slet ikke har appetit til, fordi eftermiddagsteen blev ved aftensmadstid med gode hjemmebragte kager (landmanden blev sendt af sted som “straf”, fordi han hele tiden forstyrrede mig med “meget vigtige” ting)

Tiden går bare hurtigere i Jylland!

P1050077

LÆKKERBISKEN

Sproget.dk er altid min redning, når jeg bliver i tvivl om stavemåder eller talemåder. Jeg var helt sikker på, at overskriften skulle have bid i sig, fordi det handlede om mad, altså noget man bider i. Helt sikker var jeg jo så ikke, for ellers havde jeg vel ikke tjekket stavemåden ;-) Det skal det så ikke, men jeg er ret almindelig i min tankegang, kan jeg se derinde.

Jeg nåede ikke så langt i går aftes med regnskabet, så nu skal der knokles igennem for at nå spørgetid hos min trofaste regnskabsassistent, inden hun går fra til weekend. Læsningen til næste uges studie må foregå i aften, for weekenden er helliget venner, der kommer og overnatter. Når jeg er presset, opstår behovet for lækkerbiskener, men jeg prøver at holde trangen stangen med te. Ellers må frugt og mandler blive redningspakken. I aften skal vi have haresteg, det er godt nok længe siden, jeg har lavet det. I aften bliver det, som svigermor lavede det med opbagt sovs og bacon henover stegen, mens den er i ovnen. Det betyder nemlig, at jeg i morgen kan servere vildtpie for gæsterne, nemt og lækkert, sammen med to gode salater.

P1040753

Hvor går man hen og spiser, når man er ny i byen? Sådan stod vi tre udsendte i Barcelona og tænkte. Første aften blev på en cafe nær hotellet, ikke noget storslået, vi skulle bare have mad. Næste dag havde jeg skrevet til Sigrid på hendes blog, og fik heldigvis svar, så vi drog ud i Barcelonas aftenliv. Hold da helt op, det er virkelig sandt, som nogle gode sommerhusnaboer har fortalt mig, at byen vågner op om aftenen. Alle er ude, alle spiser sent og børn i alle aldre er med.

P1040760

Vi fandt restauranten, og vejret var til udespisning, så der sad vi i bare ben og med en strikketrøje. Hjemme blev der varslet snevejr, mens vi nød vores tapas og en catalansk crème brûlée. Udeserveringen foregik på et lille torv, hvor to andre restauranter også havde udeservering. Hjemturen blev lagt forbi Havets katedral, billedet er sløret, og jeg har prøvet at give lidt mere lys og kontrast til billedet. Det er svært at tage billeder i de snævre gader og få høje katedraler med. En anden gang vil jeg også gerne ind i den kirke.

P1040762

Har jeg tid, bliver mit indlæg også smidt over i word, så det tjekker slåfejl og andre stavefejl. Det får jeg sommetider et grin over. I dag var det ordet aftenliv, hvor stavekontrollen foreslog aftenlig :-)

Mon du er i gang med en lækkerbisken lige nu? Uanset hvad må du have en dejlig fredag.

torsdag, november 01, 2012

ENERGIFØDE

Dagen har været lang og god, snakketøjet fejler ikke noget, som vores vejleder sagde. Hun var nødt til at styre vores snak, for vi kunne hurtigt komme vidt omkring. Typisk startede vi en snak om pædagogiske teorier, modeller, eller andet i den genre, lige så typisk røg vi hurtigt over i praksis og drøftede problemstillinger. Men det her modul handler om pædagogiske teorier om formidling og undervisning, teorier om hvordan man lærer bedst, og hvad man skal tænke på som underviser for at støtte den læring. Så vi forsøger ihærdigt at holde fokus og ikke snakke alt for meget fagsnak, for vi er jo ikke kun sygeplejersker i gruppen. Jeg er i gruppe med en fysioterapeut fra det kommunale regi, en jordemoder fra region midt, en sygeplejerske fra det kommunale regi og en sygeplejerske fra hjerteområdet. Og alle har vi som fællesnævner, at vi snakker meget om at ændre livsstilsvaner med vores patienter. Dvs. det gør jeg så ikke så meget, fordi tiden ofte ikke er til det, men jeg synes, vi bør gøre det. Så det her modul kan måske klæde mig på til at argumentere for, hvordan vi kan få sikret, at vores patienter, som ingen eller næsten ingen symptomer har, får en viden, som de kan bruge i forhold til forebyggelse af ny sygdom, udover at tage medicin.

Nu er der skænket te op i et af krusene, som jeg købte til landmanden og jeg i Barcelona (lidt Gaudiinspiration kan man vel atid bruge) og knækbrødene er forlængst spist, mens jeg har skrevet på dette indlæg. Om lidt er frikvarteret over, jeg vil gerne nå så langt som muligt med regnskabet i aften, så dagen i morgen kan bruges til det, den hedder, nemlig studiedag.

P1050079

Og så ringede landmanden lige, om jeg havde lyst til vildandebryst, han havde skudt én. Så nu får de ovnbagte rodfrugter, som endnu ikke er klargjort eller i ovn, selskab af lidt vildt. I køleskabet er der lidt kartofler, som kan blive braset, så får vi også hjemmelavet aftensmad i aften. Hvad står der på menukortet hjemme hos dig i aften?