søndag, december 31, 2017

Godt nytår

DSC_4958

Det er en stille søndag, denne sidste dag i 2017. Jeg har ryddet op, støvsuget, vasket tøj og hentet nytårmenu til landmanden og jeg. Inden det nye år begynder, er jeg på min plads på sygehuset, så jeg havde lyst til lidt lækkert mad, som jeg ikke selv havde lavet.

Jeg har tændt lys rundt omkring i huset og nyder de små lysperler, mens det mørke vejr har magten udenfor.

2017 blev året, hvor jeg rundede de 60 år, sønnen de 30 år og datteren blev gift. Faktisk havde landmanden også 35 års jubilæum som selvstændig landmand, men det ville han ikke fejre. Knap er det nye år i gang, før jeg skal holde 25 års jubilæum som ansat i region Nordjylland. Og når februar bliver til marts, er det 37 år siden, jeg blev færdig som sygeplejerske. Når jeg siger de tal, kan jeg godt høre, at jeg er gammel. Men det gør mig ikke noget, for jeg har taget Ritt Bjerregaards ord til mig, at det er helt ok at være gammel og så udfordre folks fordomme om, hvordan gamle mennesker er. Så min version er at få lidt flere fritidsinteresser ind i mit liv anno 2018 og tage initiativ til at se flere mennesker, som gør mig glade og som inspirerer mig.

Du og dine ønskes et godt og velsignet nytår.

IMG_20171231_143324_610

lørdag, december 30, 2017

Så kom frosten

men den måtte gerne have været her hele julen. Luften mærkes anderledes, der er glat udenfor, og derfor var det nok også lidt vel kålhøgen af mig, at jeg ville gå tur med Ayla. Ayla er god til mange ting, hun var på sin første gåsejagt i forgårs og fik lov til at apportere. Hun er dog fuld af krudt og er ikke så god til at høre, når jeg siger noget. Vi er ikke de bedste venner, for jeg har efterhånden fået meget pænt tøj snavset til, fordi hun mener, at hun skal byde mig velkommen med at hoppe op ad mig. Så nu er rutinen, at jeg kører bilen i garagen, åbner døren lidt og råber til landmanden om at holde ved Ayla. Så kommer jeg ind i ro og mag, skifter tøj og går ud og hilser på den unge dame.

DSC_4947

Ayla må have cirkusblod i sig, for hun kan danse på bagbenene i lang tid af lutter glæde over at se landmanden eller mig. Derudover har hun fundet ud af, at med et lille hop (vi har endnu til gode at se det, vi kan blot høre det) så står hun oppe på bryggersbordet. Oprindeligt udviklede hun teknikken for at komme op på hjørnebordet, hvor der er en hylde ovenover, hvor tyggeben og knaseben lå (det gør de så ikke mere). Landmanden havde ladet hende være i bryggerset, da vi var ude og kigge på sovesofa før jul. Jeg gik ind af den anden dør, da vi kom hjem, og kunne straks høre vand, der løb fra bryggerset. Da jeg kom ud i bryggerset, stod Ayla oppe på bordet ud mod gårdspladsen, alle potteplanterne lå spredt rundt omkring, flere potter lå smadrede på gulvet, vandet fossede ned i håndvasken, Ayla havde helt sikkert haft sine poter dernede, for der var vand og våde hundepoter ud over hele gulvet. Landmanden var ikke særlig populær den aften.

DSC_4949

Nå men tilbage til vores gåtur. Den blev meget kort, for kombinationen af en ivrig jagthund, som ville suse af sted med næsen i jorden og krydse frem og tilbage afhængig af spor og så en landmandsfrue, der forsøgte at holde sig oprejst på den glatte vej, føltes til sidst lidt for farligt. Jeg skulle jo nødigt brække et ben før aftenvagt i dag og nattevagt i morgen. Så Ayla kom i hundegård (jævnfør erfaringerne fra forrige afsnit), det var hun ikke tilfreds med, det måtte hun så lære at blive. Imens fik jeg gået en god tur, trukket frisk luft ned i lungerne og fik kroppen godt arbejdet igennem. Nu er jeg klar til aftenvagt, posen med uniform og sandaler står herhjemme, fordi jeg sidste nat og næste nat har tilkaldevagt, i fald en af mine kolleger skal til Aarhus med en patient til trombektomi.

DSC_4951

Jeg har også nået at se nytårsbagedyst under dynen i sofaen og spise småkager. En juledag lige efter mit hoved. God 5. juledag til dig.

IMG_20171230_095152_499

fredag, december 29, 2017

Hverdagsjul

Nu begynder dagene med hverdag kombineret med jul, dem holder jeg også meget af. Det er så også dagene, hvor vi bliver alene i huset igen. Svigersønnen rejste i forgårs og datteren rejser i dag efter den traditionelle julesammenkomst med gymnasieveninderne.

Det har været skønne julefridage, jeg har ikke lavet meget andet end at stille mad frem, spise,og nyde familien.

I forgårs aftes prøvede jeg for første gang at videosamtale over Messenger. Hold nu op som vi grinte. Datteren ville ønske, at hun havde optaget sine forældre snakke med søn og forlovede i Norge. For det første glemte vi, at der er lidt forsinkelse på, så man behøver ikke at gentage sit spørgsmål, hvis ikke nordmændene lige svarer med det samme. For det andet behøver man ikke tale højere, fordi man taler med nogen i Norge. For det tredje skal man lige tjekke, hvordan man holder mobilen, så nordmændene har en chance for at se os, for det fjerde kom nogen til at trykke på skærmen, så der først var lydløs funktion på og siden kom der alle mulige billedfunktioner på (ikke mig).

DSC_4937

Vi fik set, at der var sne udenfor, at de havde et smukt juletræ (og sønnen godkendte vores juletræ, som datteren for første gang pyntede uden ham ved sin side) og vi fik hilst på vores svigerdatters forældre.

Landmanden har også kunnet holde ferie i år, de havde fået sorteret de kartofler, der skulle af sted mellem jul og nytår, inden juleaften. Han har hygget sig med at bygge hochsitz (jagttårn/skydetårn). Gæssene har slået sig ned igen hos os, så i går afholdt han gåsejagt med to jagtkammerater. De havde en god formiddag, inden vi sammen med datteren kørte til julekomsammen hos min mellemste lillesøster. Vi var de tre jyske søstre med vores børn og mænd, der blev snakket og grinet til den store guldmedalje, så nevøens kæreste fik da sin ilddåb blandt os.

Jeg er kommet så meget ned i tempo, at jeg kan blive helt nervøs for, om jeg kan følge med, når først arbejdsdagen slår til klokken 15. Det går nok, for når klokkerne ringer og patienter har brug for min hjælp, så vækkes sygeplejersken i mig.

God 5. juledag til dig.

DSC_4936

tirsdag, december 26, 2017

Juledagene 2017

Juleaften blev en dejlig aften med alt hvad der hører sig til. Vi valgte som vanligt at deltage i den sidste gudstjeneste, for der skal jo være mørkt, når man kommer ud fra kirken. Svigersønnen passede imens på hus og steg i ovnen.

I gamle dage spiste vi mere slik og godter, og alligevel køber jeg ind, som om en hel hær skal bespises. Og da datteren er meget mere standhaftig end hendes mor, hvad angår slik og julegodter, så må jeg finde nogle at dele lækkerierne med. Der er jo også hjemmebagte småkager og  konfekt.

DSC_4919

Vi hyggede os rigtigt med søster, svoger og niece og sendte også kærlige tanker til deres datter/søster, som døde 15 år gammel. Sorgen og savnet forsvinder aldrig, vi har hende med i vores hjerter, og livet leves med det savn, det er, allermest for hendes far, mor og lillesøster. Jeg fik den smukkeste glasengel af min søster, som hun selv havde lavet, og den har nu fået sin plads på juletræet. Ligesom en stjerneuro i perler lavet af min afdøde niece (kun med en hånd fordi den anden hånd drillede) hænger hvert år i vores stue og minder mig om min niece og om at vi holder sammen i vores familie. Vi er overhovedet ikke enige, vi kan godt blive irriterede på hinanden, men når det gælder, så rykker vi tæt sammen.

Datteren og jeg har genset Aladdin og den store julebagedyst fra tidligere år. Det er hyggeligt at se noget sammen med en anden. Landmanden og jeg har hver vores smag, så det er sjældent, at vi ser noget sammen.

DSC_4927

I går fik vi gået en tur oppe ved sommerhuset, inden regnen satte ind. I dag har det ikke været vejr til at komme ud, og jeg trænger til frisk luft, så jeg satser på, at datteren og jeg kan finde tid til det i morgen, når svigersønnen er sat på flyet. Førhen var 2. juledag familiekomsammen på landmandens side, men traditioner glider ud og vi må vist have fundet på nogle nye. Landmandens søskende har nu alle voksne børn med hver deres familie, så de holder ikke jul med deres forældre hvert år og kommer derfor hjem 2. juledag. I min familie mødes vi 4. juledag, den jyske del af familien. Det glæder jeg mig til, men datteren og jeg har talt om, at vi skal have skabt en tradition i landmandens familie med at mødes, ligesom vi har i min søskendeflok og med mine kusiner og fætre på min mors side.

I går fandt datteren på nettet filmen The Shack, som er bygget over en meget omtalt/omdiskuteret (i kristne kredse) kristen bog “Hytten”. Vi var begge vilde med bogen, og det var da også svært at overføre til film de mange gode diskussioner, som hovedpersonen Mack havde med Gud, Jesus og Helligånden. Filmen kunne dog godt nydes og jeg fik lyst til at læse bogen igen. Måske skal det ske som optakt til den retræte i stilhed, jeg har booket i maj måned.Jeg glæder mig til at gå ind i stilheden i 3 dage. Og har du ikke læst om min oplevelse af de to tidligere retræteophold, kan du læse om det her og her. Denne gang bliver noget særligt, for min ældste lillesøster har længe ønsket at prøve retræte i stilhed, så hun har booket plads på samme retræte som mig. Selv om vi kan snakke meget, så ved jeg, at vi også kan være stille sammen. Jeg glæder mig, meget.

Sov godt eller god morgen til dig.

DSC_4931

søndag, december 24, 2017

Julekalenderen 2017, 24. december

Selvfølgelig kan jeg ikke sove længe, nu har jeg vendt og drejet mig i min seng siden lidt i seks. Derfor bliver indlægget skrevet nu og så udgivet senere, hvor jeg formentlig er i fuld sving med de sidste forberedelser.

DSC_4918

Fars fortælling:

Juleaften var vi børn meget optaget af. Vi syntes, det tog lang tid, før far blev færdig med at fodre dyrene. Måske skulle de også have en godbid. Men far kom ind, blev vasket og kom i pænt tøj. Julemiddagen var klar. Vi sang et bordvers: I Jesu navn går vi til bords, at spise, drikke på dit ord, dig Gud til ære, os til gavn, så får vi mad i Jesu navn.

Efter julemiddagen skulle juletræet tændes. Mor og vi børn havde om aftenerne før jul siddet ved spisebordet og lavet julepynt: hjerter og roser. Roserne blev lavet af crepeagtigt papir. Vi brugte en strikkepind, hvorom papiret blev rullet et par omgange. Så blev pinden taget ud. Det havde jeg altid problemer med, velsagtens fordi jeg rullede papiret for stramt om strikkepinden. Papiret blev nu formet som en rosenblomst med en stilk omviklet med rosentråd. Vi hængte også flotte papirskræmmerhuse på juletræet. De blev fyldt med pebernødder og måske andet julegodt.

Vi gik om juletræet, mens vi sang de kendte julesalmer. Gaver fik vi ikke. Dog kunne det hænde, at store søskende, der var hjemme i julen, havde en gave med. Efter vi havde gået om juletræet, satte vi os ved spisebordet og spillede ludo, mølle eller måske et kuglespil samtidigt med, at vi spiste julegodter.

Vi sluttede aftenen med at synge endnu en julesalme. Jeg syntes altid vi havde en festlig juleaften.

Min fortælling:

Juletræet blev pyntet lillejuleaften af min mor, og så blev døren lukket til den stue. Vi har fejret jul to steder, og selv om jeg faktisk var 14 år, da vi flyttede ud i vores eget hus, så er det de juleaftener fra det hus, jeg husker bedst. Fra det gamle hus, som var et af kommunens lærerboliger, har jeg også mange minder, men ikke specifikt om juleaften. Jeg husker dog det år, min ældste lillesøster og jeg fik Matador i julegave, og selvfølgelig skulle vi spille. Det blev dog først hen på aftenen. Juleaften startede nemlig altid med, at vi gik i kirke. Hjemme blev de sidste gaver pakket ind, mine forældre havde travlt i køkkenet. Menuen juleaften var flæskesteg og hjemmelavet medister. Om det var min far, der havde startet den tradition, ved jeg ikke, men den ene gang om året lavede han og min mor medisterpølse. Før vi kom til stegen, fik vi risengrød, det blev der ikke lavet om på trods risalamandens fremmarch. To af mine søster har videreført den tradition. Min mor lagde en mandel i en tallerken og øste så risengrød op. En anden satte tallerkenerne ind på bordet og så startede juleaften.

til hverdag sang vi ikke bordvers før maden, vi bad heller ikke bordbørn. Det gjorde vi, når vi var hjemme hos mine morforældre. Men juleaften sang vi Alle gode gaver, de kommer ovenned, så tak da Gud, ja pris da Gud for al Hans kærlighed. Mandelgaven var altid en marcipangris. Efter julemaden og oprydning var det tid til det, vi havde ventet på. Min far lagde gaverne under træet og tændte lysene, og så tog vi hinanden i hånden, far valgte den første salme, som altid var Det kimer nu til julefest, og mens vi sang den, åbnede han døren og vi gik ind til det flotte syn af juletræet. Alle skulle vælge en salme, vi skiftedes til at gå og sidde under en salme. Undervejs tog vi en pause, hvor min far læste op fra juleevangeliet. Når gaverne var pakket op, blev julegodter, småkager og julekagen fundet frem sammen med sodavand, juleøl og kaffe til de voksne. Nu blev der leget med gaverne.

Og så er vi tilbage til Matador. den ene efter den anden af vores søskende blev lagt i seng, og til sidst gik vores forældre også i seng, men vi spillede stadig. På et tidspunkt kom min far op, og sagde, at vi skulle gå i seng. Vi boede i et lille værelse med en køjeseng, så det har været før vores sidste lillesøster blev født, for da havde vi fået et større værelse nede i kælderen. Næste morgen, meget tidligt. blev jeg vækket af min lillesøster, for vi skulle spille videre.

Juleaften blev altid sluttet af med Nu er det jul igen, hvor vi løb gennem alle værelserne. Dengang syntes jeg, at juleferien var en lang kæde af helligdage. Det var den jo egentlig også, for juledagene frem til Nytår blev holdt i hævd. Butikkerne havde kun åbent til klokken 12, fjernsynet sendte, som jeg husker det, lutter gode julefilm hver dag. Og vores forældre, som var lærere, havde jo fri sammen med os. Julen var en magisk tid.

Skabelonen for juleaften har ikke ændret sig meget. Vi får dog risalamande i stedet for risengrød, og mandelgaven er ikke en marcipangris mere, det er som regel et spil. I år har sønnen stået for gaven, for han arbejder i postordreafdelingen for et af landets store udbyder af spil, tegneserier, udklædninger og andet godt til fantasien. Afhængig af hvor mange vi er juleaften kan vi komme mange gange om træet. Vi skal nemlig også vælge hver en salme, og hos os går vi rundt om træet til hver eneste julesalme. Vi holder også en pause, tager en sodavand, mens landmanden læser juleevangeliet fra børnebiblen, som vi fik af mine forældre, da datteren blev født. Når gaverne er pakket ud, kommer julegodterne på bordet, det er tid til at nyde gaverne. I dag foregår det ikke på gulvet med Lego og barbieudstyr, der skulle samles. Den tid kan jeg godt savne.

I år er så første år vi ikke er samlet, vi vil sende mange tanker til sønnen og svigerdatteren. Det er godt, at vi har gæster, så kan de fylde pladsen om træet ud, men savne ham vil vi alligevel gøre.

Julekalenderen er ved vejs ende, tak fordi I fulgte med. Må I få en dejlig juleaften. Glædelig jul.

DSC_4916

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

lørdag, december 23, 2017

Julekalenderen 2017, 23. december

Drillenisser er på spil, anden forklaring kan jeg ikke finde. Lillejuleaftens menu er risengrød, sådan har det været lige siden vi begyndte at holde juleaften herhjemme, vores børn var da knap 3 og 1½år. Svigersønnen kan dog ikke så godt blive mæt af det, så han har de andre år selv lavet ekstra mad. i år havde jeg tænkt det ind i madlavningen at æggemassen var utrolig lang tid om at stivne. Endelig så den ud til at være færdig, og så hentede jeg risengrøden under dynerne og kunne så konstatere, at den var rødlig. Godt nok havde jeg brændt lidt på, men den plejer ikke at farve hele grøden, den var også mere kogt ud end vanligt. Den kunne dog spises, og jeg er glad for, at min søster leverer risalamanden i morgen aften. For selv rigeligt med flødeskum ville ikke kunne skjule den rødlige farve. Drillenisser må det være.

Fars fortælling:

Apropos slagtning, ja så fik vi altid slagtet gris til jul. Det var det helt store sceneri. Slagteren havde selvfølgelig meget travlt. Derfor skulle alt være parat: En masse kogende vand, en stige, et stærkt reb m.m. Slagteren kom, grisen blev hentet i grisestien. Under megen hylen blev den gennet ud i laden, hvor slagteren med hjælp fra voksne fik den op på bunden af et stort kar. Slagteren gav et hurtigt stik i grisens hals med sin lange kniv. Grisen var død og blodet løb ud i en ren spand. Der blev hældt vand i og drysset rugmel i, mens der blev rørt rundt i det, for det skulle jo bruges til blodpølse. Grisen kom nu ned i trækarret, der var halvvejs fyldt med kogene vand. Hårene kunne nu skrabes af, det gjorde slagteren med et kegleformet metalrør. Derefter blev bagbenene bundet sammen med reb, og grisen blev lagt på stigen og bundet fast i den ene ende. Stigen blev rejst, og grisen blev bundet op i en bjælke. Derefter gik slagteren i gang med at partere og tage de indre dele ud. Når grisen var helt kold, blev den båret ind i køkkenet, hvor mor delte den op i forskellige dele.

Vi fik om aftenen fedtegrever og blodpølse med sirup over. Måske blev der også lavet frikadeller den første dag.

Dengang havde man ikke køleskabe. Derfor blev meget af grisen saltet ned i et saltkar. Måske blev et baglår sendt til rygning i Ålestrup. Det var de to muligheder, man havde, for at kødet kunne holde sig friskt.

Vi levede godt i julen.

Min fortælling:

Jeg kan kun mindes en gang, at mine forældre fik en halv gris, som skulle parteres. Måske var den delt i mindre dele, men jeg kan stadig se mine forældre med Gyldendals opslagsbog for madlavning ved siden af grisen. De besluttede aldrig at gøre det igen, for det var billigere at købe oksefars og svinefars på tilbud hos slagteren i Viborg, og så kun få koteletter og stege ved særlige lejligheder. Men den ene gang fortalte min far om fedtegreverne og han lavede dem også. Så vi spiste rugbrød med fedtegrever på, det smagte himmelsk. Blodpølse var derimod ikke noget, der var på menuen hos os.

Jeg elskede suppe med melboller og kødboller, bollesuppe som vi kaldte det, og så pandekager. Begge dele ønskede jeg mig til min fødselsdag hvert år, og den dag i dag er jeg stadig lige vild med begge retter. Vi fik også af og til noget, der hed russisk dessert. Selve desserten, som var ildrød, havde en lidt skarp smag, men tilbehøret var vaniljecremesovs (budding, blot tyndere). Det var den eneste årsag til, at jeg tog to gange af desserten, for ellers måtte jeg ikke få sovsen. Vi fik også pindsvineris, så vidt jeg husker var det en farsret med ris i farsen, så det så ud til at den havde pigge, og så fik man en tomatsovs til. Skovbund var også en favorit, det var kartoffelmos lagt på et fad, over mosen blev hældt stuvet spinat og til sidst blev der sat halve pølser ned i mosen. De var først flækket halvt igennem og så ristet på pande, dermed åbnede de sig og  kunne fint agere planter på en skovbund.

Sønnen sidder nu på toget hjem til hovedstaden. Vi er i hus med det meste, resten kan vi hygge os med i morgen formiddag. Jeg valgte kun at bage halvdelen af de tre slags deje i dag, jeg var så træt, da jeg stod op i morges, at der måtte ske noget. Småkagerne var bagt, inden de unge mennesker var stået op,  og julekonfekten lavede jeg sammen med datteren i eftermiddags. Julefrokosten hjalp vi også hinanden med, mens de tre mænd startede en ny tradition med lerdueskydningskonkurrence. Landmanden tog sig af at pille alle de små kartofler til i morgen aften. Der er lagt dej til brusebadsboller, så nu er det sengetid.

Håber din lillejuleaftensdag og aften har været god ved dig.

P1050844

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

fredag, december 22, 2017

Julekalender 2017, 22. december

Lidt efter lidt kommer der styr på juleriet. I dag har stået i julehandlens tid, nu er det meste mad handlet ind. Jeg mangler et par gaver, som jeg satser på kommer i hus i morgen formiddag. Vi har fået en god traditionel julemiddag i aften med glaseret skinke, vendsysselsk grønlangkål og brunede kartofler. Til svigersønnen, som er vegetar, havde jeg lavet en nøddesteg, der var så meget tilbage, at den vil han også have juleaften. I morgen har sønnen ønsket den traditionelle julefrokost, som vi får juleaftensdag med frugtsalat til dessert. Vi nyder ham i fulde drag, inden han drager af sted i morgen aften. Han får vist lidt flere knuser end normalt af både mor og søster.

Fars fortælling:

Derhjemme i stalden skulle vi børn hjælpe med at muge ud fra dyrene, fodre dem og være med til ar malke køerne.

Den store oplevelse var at være fødselsmedhjælper, når der blev født kalve og grise. Jeg kan endnu føle en spædkalvs varme tunge, når vi stak hånden ind i dens mund eller en nyfødt gris’ varme lyserøde krop, når vi tog den op. Der opstod dog også til tider dramatiske øjeblikke, når en kalv sad fast under fødslen, Men som regel reddede vi både mor og barn.

Byfolk har mange gange undret sig over, at børn vokset op på et landbrug kunne få sig til at slagte deres grise derhjemme. Men vi fik et naturligt forhold til livets gang både ude og inde. En gris er en gris og en ko er en ko, og deres endeligt for slagterens kniv var en naturlig ting, for at vi kunne leve.

Min fortælling:

En fast tradition juleaften var, at mine forældre vaskede op efter julemiddagen. Normalt skulle vi børn vaske op efter aftensmaden på skift, men denne aften skulle vi i stedet for hygge os. Jeg kan ikke huske, hvornår det begyndte, men traditionen blev, at vi hyggede os på et af værelserne med at synge julesange. Både min ældste lillesøster og jeg kunne spille guitar til husbehov, men da vores lillebror fattede interesse for guitarspil, blev det hurtigt ham, der spillede. Han var dedikeret og kunne sidde i timevis for at få akkorder eller melodier til at lyde helt rigtig. Vores forældre havde altid sunget meget med os, og jeg husker det år, min mor havde fået en julesangbog hjem , hvor nogle af popjulesangene var i. Det var spændende, og mens vores mor spillede på klaveret, kunne vi synge Jeg så julemanden kysse mor eller Søren Banjomus eller …

God decemberaften til dig.

P1050847

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

torsdag, december 21, 2017

Julekalenderen 2017, 21.december

Det er sjovt, hvordan ens krop reagerer. I det øjeblik jeg satte mig herhjemme til den sene eftermiddagste(pga. en times overarbejde), så kom trætheden prompte. Fridagene står foran mig i en lang række, og pludselig synes det nærmest umuligt at komme i gang med de sidste gøremål, lutter gode sager. Ting jeg elsker at gøre. Så jeg lader kroppen reagere og begynder et blogindlæg i stedet for.

Fars fortælling:

I oktober skulle roerne tages op. Det skete med håndkraft. Kålroerne huggede vi bladene af med et optagejern med langt skaft. Jernet havde en skarp forkant og underneden et par spidse tænder til at rykke roen op med. Runkelroen rykkede vi op med hånden og huggede toppen af med en stor kniv. Bagefter blev roerne smidt op i den stive arbejdsvogn og kørt i en kule, hvorfra vi fyldte roerummet derhjemme i løbet af vinteren.

Min fortælling:

Som jeg husker det, skete det i løbet af december måned. Spisebordet blev ryddet for alting, voksdugen blev tørret af og så fik alle fem børn hver sin klump dej og alle småkagefigurerne blev lagt i midten. Der blev rullet dej ud og stukket figurer ud, som blev lagt på bagepladen. Vi havde helt styr på, hvis småkager der lå hvor. Nogle gange spiste vi også dejen. Mens vi var optaget af det, kørte min far pebernøddedejen gennem den gamle kødhakkemaskine, og mor lagde de lange strimler ud på et meldrysset bord og skar dem i små stykker. Når vi var færdige med hver vores klump pebernøddekagedej, fik vi til opgave, ikke at trille dem, men derimod at sætte dem på bagepladen med et bestemt greb, der involverede  tre fingre. Så jeg har aldrig været vant til runde pebernødder, mine pebernødder skal have den form, som pebernødder hjemmefra nu engang havde. Pebernødderne kom i store kagedåser og der blev sat tape på dem, for de skulle først spises til jul. Men vores kagefigurer måtte vi spise, når de var bagt. Jeg har aldrig gemt til natten, hvorimod min ældste lillesøster kunne få alt til at strække langt (og så nyde det foran sin storesøsters misundelige næse)

Der blev også bagt vaniljekranse, ingefærsmåkager og brune kager. De brune kager blev rullet ud og så skåret i rombeform, bagefter fik de hver en halv mandel klistret ovenpå. Sådan havde min bedstemor (farmor) gjort, så sådan ville min far have sine brunkager. Jeg elskede og elsker fornemmelsen af en håndfuld pebernødder, som bliver nydt samtidig med at en bog læses.

Datter og svigersøn er kommet hjem, vi har ladet det lokale vietnamesiske spisested stå for maden. Sønnen skal hentes ved morgenflyet i morgen. Medarbejdergaven til vores medarbejder skal hentes, vi skal have rundstykker sammen med ham og ønske hinanden god jul. Men i dag vil jeg finde noget god musik og så få fundet gran til at pynte julekrybben med. God aften til dig.

Et gammelt billede fra bloggen (2007) dengang med små billeder og store grimme vinduer og lækre pebernødder

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

onsdag, december 20, 2017

Julekalenderen 2017, 20.december

Fars fortælling:

Den 26. september var det kong Christians X’s fødselsdag, og derfor havde vi fri fra skole. Den dag lå vi altid i kartoflerne. Far løsnede under kartoflerne i jorden, mor og vi børn skulle så skrabe kartofler op, putte dem i kurve og bære dem hen til en kartoffelkule. Det sidste hjalp far med. Mor havde to rækker og vi børn en række, indtil vi blev skrappe nok til at følge med. Nogle af os brugte skrabere, andre skrabte kartoflerne op med hænderne. Kolliderede fingrene så med en flintesten, ja, så fik de en revne. Så var det bestemt ikke rart at skrabe videre, Jeg kunne ikke foredrage at skrabe kartofler op. Derfor følte jeg bestemt ikke fødselsdagen som en fridag.

Når vi var færdige om aftenen, eller når vi var færdige med en mark, så lavede vi bål af de visne kartoffeltoppe. Vi smed kartofler ind i bålet og fik de dejligste ”bagte” kartofler, måske til tider lidt svedne, men alligevel velsmagende.

Kartoffelkulerne blev dækket til med halm og jord. Så kunne kartoflerne ikke fryse om vinteren. Dog blev vinteren hård som i 40’erne, så undgik vi ikke frosne kartofler, og de smagte ikke godt.

Min fortælling:

Da jeg var 8 år, besluttede man i landsbyen at forsøge at få genoplivet spejderlivet. Min mor havde været KFUK’er, men i vores by var det Det danske pigespejderkorps, så det støttede hun og min far op om. Min mor sad også i tropsrådet i mange år, og en del af årene var min far kasserer. Min lille søster og jeg startede som blåmejse, jeg elskede at være spejder, vi skulle blandt farvelægge en blåmejse i de rigtige farver. Vi lærte også forskellige sanglege og spejderremser af vores to ledere, som var to unge piger, formentlig ikke mere end 16 år. Vi så op til dem og følte os vældig stolte, da vi fik vores uniformer, og især da der kom duelighedsmærker på.  En af dem handlede om blandt andet at kunne pudse sko, kan jeg huske. Sommerlejr kom vi også på, troppen havde allieret sig med en veletableret trop, så de to blåmejsegrupper holdt sommerlejr på Fuglsø, det der i dag hedder Fuglsøcenteret. Vi skulle sove i køjesenge, og min søster og jeg var glad for at have hinanden, for lidt hjemve dukkede der op.

Om vi havde lejrbål  på den lejr, husker jeg ikke, men lejrbål var noget af det, jeg holdt meget af. Så jeg prøvede også kartofler i bålet. Det bedste var dog snobrød, dengang var der ikke råd til pølser, så ved siden af bålet stod der en billig flaske ketchup eller syltetøj og margarine. Lykken var, når jeg havde tålmodighed til at vente, til gløderne var helt rigtige og så dreje brødet langsomt rundt over gløderne. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at holde snobrødet i hånden, mens margarinen dryppede ned af hænderne og så sætte tænderne i det lune brød.

Afdelingen er fyldt op med patienter, der er hårdt ramt og som er dårlige. Der er sygdom blandt sygeplejepersonalet og lægerne, så alle knokler løs og når alligevel kun få skridt frem. Jeg er i plejen i disse dage, og i dag var jeg træt, havde kun sovet godt tre timer sammenlagt, havde arbejdet hele dagen uden frokostpause, så jeg blev vist lidt skarp i tonen over for lægerne og undskyldte med det samme. Det mente de nu ikke, jeg var og en af de unge læger sagde til mig, husk nu at tage den med ro, Lene og pas på dig selv.

Det er bare svært, når man hele tiden føler, man skulle være to andre steder på samme tid, og når patienter og pårørende følger en med øjnene og tænker, hvornår kommer der stuegang til mig, hvornår har nogen tid til at tale med mig. I morgen er min sidste arbejdsdag før julefridagene, jeg er dog allerede ved at kalkulere med hvilke dage, jeg ville kunne tage, hvis der bliver brug for det. Huset er ryddet op, det sidste julepynt kommer op i morgen efter det unge ægtepar er kommet, og så håber jeg på også at nå alle juleindkøbene, ellers må jeg af sted fredag. Der gad jeg dog godt kunne nyde dagen sammen med sønnen, som kommer om morgenen.

God decemberaften.

DSC_4901

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

tirsdag, december 19, 2017

Julekalenderen 2017, 19. december

Fars fortælling:

Når laden var fyldt, blev resten af kornet sat i ”stak”, dvs. at negene blev lagt i rundkreds på noget halm på jorden. Forneden var der en stor ring af neg. Inden i den ring lagde man negene i et pænt lag. Den næste ring blev lagt, men den skulle være lidt mindre. Sådan blev man ved, til man havde en høj kegle af neg. Høsttiden var en travl tid. Vi skulle gerne have kornet tørt ind, så derfor skyndte vi os meget og gjorde dagene så lange som muligt. Vi havde et par dejlige nordbagger, som hurtigt kunne trække vognen ud i marken. Hjemad måtte vi køre forsigtigt, så læsset ikke væltede. Det kunne ske, fordi markvejen kunne være noget ujævn, men vi satte en ære i at komme hjem med et pænt læs. Når vi så havde forket negene af i sommervarmen, så var vi tørstige og skulle lige omkring brønden eller senere pumpen for at få lidt vand. Vi havde et ”augustæbletræ”, som havde modne æbler i høsttiden. Der smuttede vi også ind og stoppede lommerne fulde, så have vi noget at gnaske på vejen ud til marken.

Når vi havde læsset negene af, blev vognen fejet rent for kerner og strå og masser af ørentviste. Når jeg i dag synger Jeppe Aakjærs sang ”Nu er det længe siden, men end det gemmes i mit sind, hvordan i barndomstiden, den kære rug kom ind”, så tænker jeg med glæde på høsten derhjemme. En travl, men glad tid, for det var jo det, vi skulle leve af det næste år. Derfor betød det meget, at vi fik høsten godt i hus. Sommerferien i skolen var dengang fra 15. juli og fem uger frem. Det betød, at vi børn altid kunne hjælpe til med kornhøsten.

Min fortælling:

Sommerferien er i min erindring forbundet med familiebesøg og sommerhusferie. Som jeg husker det, tog vi tit til København og besøgte min moster, min faster, min farbror og deres familier. Måske har det ikke været så tit, men jeg elskede at komme derover. Min moster var vores første unge pige i huset og hun og hendes mand var jo unge mennesker, som vi syntes, det var sjovt at være sammen med. Min faster og farbror havde større børn, og jeg syntes, mine københavnske kusiner var så smarte og så meget op til dem.

Da jeg var ni år, fik jeg min tredje søskende, en lillesøster. Samme år købte mine forældre en sommerhusgrund, og det år boede vi i telt der, mens min far fik målt op, gravet ud til sokkel og hvad der nu ellers skulle ske. Efteråret og vinteren blev brugt på, at min far byggede sommerhuset hjemme i min bedstefars (morfar) snedkerværksted. Jeg husker stadig den dag, sommerhuset skulle flyttes op til grunden. Huset var i to dele, som skulle samles på grunden. Hver del blev læsset på en lastbil og så kørte vi ellers i kortege. På et tidspunkt var lastbilerne ved at rive nogle  strømledninger ned, og det forsinkede kørslen noget. Det var mørkt, inden huset var læsset af og sat på sokkel.

Før vi fik sommerhus, kørte vi tit til Øster Hurup strand. Det var der mange andre, der gjorde fra landsbyen. Vi havde telt med, som blev slået op, så var der et sted at klæde om, og vi havde campingblus med, så vi fik aftensmad og der blev lavet kaffe til de voksne. Om aftenen kørte vi hjem med masser af havsalt i håret og helt sikkert godt forbrændte. Dengang var der ikke noget, der hed solcreme eller at man skulle passe på solen.

Huset herhjemme ligner ikke et hus, der er klar, når det første hold julegæster kommer om halvanden dag. Der skal arbejdes igennem både i dag og i morgen, både på sygehuset og herhjemme. Og min store indkøbstur i morgen må vist udskydes til torsdag, selv om jeg hellere der ville have været hjemme sammen med datteren og svigersønnen. I dag har vi samlet sovesofa, og landmanden har igen sagt, du får mig aldrig til at købe noget i IKEA igen. Det var nemmere (og dyrere) at købe det i en møbelforretning, de kommer med det samlet og klar.Det har han nok glemt næste gang vi får brug for noget. Nu roder hele huset, og jeg har givet op for i dag. jeg satser på en energifuld dag i morgen. Pyt, jul bliver det uanset om der er, som jeg vil have det. Gæsterne er klar, de fleste gaver er klare, maden skal der så handles ind til på torsdag. Jeg plejer at være skrap til at gøre det i et hug i min yndlingsMenu, som jeg nærmest kun bruger til jul (fordi den ikke ligger i mit nabolag). Den har alt hvad hjertet begærer.

God aften til dig.

DSC_4899

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

mandag, december 18, 2017

Julekalenderen 2017, 16–18. december

Fars fortælling:

2. juledag kom alle søskende hjem med deres familie. Det var en tradition, som altid blev overholdt. Vi har, da der var flest, været mellem 40 og 50 mennesker i det lille hjem. Far lånte bænke inde i forsamlingshuset, så alle kunne få en siddeplads. Hvor der er hjerterum, er der også husrum.

Der skulle laves mad, endda megen mad. Mor og pigerne gik i køkkenet, hvor søster J i mange år var primus motor. Dejlig velsmagende mad kom på bordet, alle blev mætte – og lidt til.

Hvad lavede mændene? Jo, efter eftermiddagskaffen, hvor middagen blev lavet, gik mændene ud og så lidt på bedriften, mens der blev fodret dyr, og køerne blev malket. Ja, så ordnede de også om ikke verdensproblemerne, så dog landets problemer. Sådan var det.

Selvfølgelig blev træet også tændt om eftermiddagen. Mange var gode til at synge, så der var en dejlig stemning i det lille hjem.

Min fortælling:

Jeg kan huske de sammenkomster, og jeg elskede dem, vi sad tæt som sild i tønde. Jeg husker min bedstemor, som synede så lille blandt alle hendes piger. Alle kvinderne var i gang i køkkenet og spisekammeret med at tilberede aftensmaden. Vi børn legede udenfor eller snakkede sammen indenfor. Plads var der ikke meget af.

I dag vælger jeg at lade min fars fortælling være indledning til fortællingen om min weekend.

DSC_4892

Søndagen var et par timer gammel, da jeg låste mig ind i sønnens lejlighed efter en skøn eftermiddag og aften sammen med min familie. Sønnen havde også været med, men var taget hjem før, fordi han skulle på arbejde søndag. Men som mor så søn, så han havde ikke kunnet falde i søvn, før hans mor var sikkert hjemme.

Han kunne nu være helt rolig, for jeg tog en taxa hjem sammen med datter og svigersøn, jeg opgav ganske enkelt at finde en p-plads midt på Frederiksberg midt om natten. Fredag aften havde sønnen kørt over en halv time, før han fandt en plads til min bil. Det har ændret sig i løbet af de efterhånden mange år, mine børn har boet på Nørrebro og Frederiksberg. Hvad ligner det? Københavnere skal da ikke have biler, de kan jo cykle til alt ;-) Min bil stod trygt ude hos min bror og svigerinde,så jeg snuppede metroen til Vanløse søndag formiddag og fik en dejlig gåtur gennem et grønt område tæt på metroen, før jeg hentede bilen.

DSC_4889

Lørdag spiste jeg brunch hos datteren, hun havde lavet lækkert morgenbord med spinatomelet, græsk yoghurt, hjemmebagte boller og hjemmepresset juice. Vi kom til at snakke om alle de ulykkelige situationer, der skabes op til jul, ofte af forældre, der ikke kan forstå hvorfor deres børn ikke kommer hjem til jul. Alle de forventninger til at jul skal fejres på én måde, og når man så tænker på alle dem, der ikke har nogen at fejre jul med eller har det så skidt, at jul ikke er en fest, så blev vi enige om, at sådan skal det aldrig blive hos os. Faktisk har landmanden og jeg allerede lovet hinanden dette. Vores børn skal aldrig føle sig i klemme og føle, de burde have valgt os juleaften, aldrig nogen siden! Vi vil i stedet for være taknemlige for, at de har lyst til at opleve andet end barndommens jul i mosen.

Fredag aften blev jeg budt velkommen hos søn og svigerdatter med gløgg og lækker is (de kender min smag), og vi hyggede os sammen, inden svigerdatteren tog i nattevagt. Vores søn fortalte, at han og svigerdatteren havde talt forbi hinanden, han troede, hun skulle i aftenvagt juleaften, men hun skulle i nattevagt og derfor sidde alene juleaften. Sønnen fulgte derfor sit hjerte, så han og svigerdatteren fejrer juleaften sammen i København, før de drager til Norge næste dag. Vi får glæden af ham halvanden dag i mosen, før han vender næsen mod Købehavn lillejuleaften.

Vores familiekomsammen blev som altid en hyggelig affære. På nær min mand, min nevø og min svigerdatter var vi alle forsamlet. Det blev til 16 i alt. De fleste af os startede med at høre min yngste lillesøsters kors julekoncert, hold nu op, som de er gode. Det bragte os alle i julestemning, og da de sluttede af med Dejlig er jorden, hvor de stod nede blandt os og vi måtte synge med, ja så trillede tårerne og de små hår rejste sig. jeg elsker den sang, jeg elsker at synge sammen med andre og jeg er så taknemlig for min skønne familie.

DSC_4891

Min svigerinde havde dækket det smukkeste bord, vi havde alle fået opgaver med mad og det blev en skøn aften med masser af sang, musikjulequizz, pakkeleg, superlækker mad og masser af snak. Og da jeg sagde til min bror, at jeg savnede, at vi talte om vores mor, fordi i årene efter hendes død havde alt været fokuseret på vores far, så kom han med så mange gode detaljer om vores mor. Det havde jeg forventet af mine søstre og også fået, men havde faktisk ikke forventet det af ham.

Weekenden sluttede af med, at jeg på vejen hjem mødtes med landmanden i IKEA, hvor vi fik købt en sovesofa til “datterens” værelse. Vi slog to fluer med et smæk og spiste aftensmad der. Aftentimerne i dag burde bruges på at få flyttet ting ud af værelset, så sofaen kan komme ind, men jeg er ganske enkelt for træt efter arbejdsdagen, så det skubber jeg til i morgen efter arbejde. God aften til dig.

DSC_4896

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

fredag, december 15, 2017

Julekalendere 2017, 14. og 15. december

“ ja du har da faktisk snakket længe!” Og det havde jeg. Mine seks nye kolleger håber på fast stilling, men de ved godt, at med besparelser og ansættelsesstop er det aldrig til at vide, selv om vi i dag får en ny funktion i afsnittet og dermed også flere patienter. Vi har den politik, at alle ansatte på afsnittet får introduktion, som om vi skulle beholde dem altid. Det har vist sig at være godt givet ud. Og i går havde jeg dem hele dagen. Fra klokken 8.30 til 15 snakkede vi om lejringer, forflytninger, observationer, vurderinger ud fra Bobaths koncept. Vi snakkede om non-verbal taktil guiding ad modum Affolter. Vi snakkede om mundpleje og vigtigheden af dette. Vi snakkede om KRAMfaktorer og hvordan man bedst hjælper patienterne til at erkende og håndtere livet med en apopleksi, hvor vi anbefaler, de skal ændre på risikofaktorer. Vi snakkede om trombolysebehandling. Vi øvede os også, vi gik også en lang walk and talk tur til trombolysestuerne. Og min stemme var træt, da vi sluttede og det var, da jeg sagde det, at min ene kollega pludselig indså, at jeg havde været på som eneunderviser hele dagen.

DSC_4879

Julekalenderen i dag bringer mig tilbage til en høstdag i august i de år, hvor min far boede alene efter min mors død. Korttidshukommelsen var meget ramt, sproget, især navneord, ligeså og alligevel sad han der og forklarede os, hvordan de bandt negene sammen. Ordene kunne han ikke finde, men bevægelserne i hænderne, dem kunne han stadigvæk så mange år efter.

Fars fortælling:

Kornhøsten derhjemme var et kapitel for sig. Det betød uendelig meget, at vi fik kornet godt tørt i hus. Det var en meget travl tid. Kornet blev før min tid høstet med le. Min far svang leen, og min mor og børnene rev kornstråene sammen til et neg, som blev bundet med strå. Det første, jeg kan huske fra kornhøsten derhjemme, var, at vores nabo kom med sin slåmaskine trukket af 2 heste og høstede kornet. Bag kniven med de mange små knive var der en ”opsamler” på bredde med kniven og ca. 1 meter lang bagud. Den kunne løftes op, så kornstråene kom til at ligge pænt over hinanden. Der var vinger på maskinen, som sørgede for, at stråene blev lagt ned. Når naboen syntes, at bundtet var stort nok, sænkede han opsamleren, og kornstråene gled af. Mor og far og vi børn skulle så binde op, dvs. binde stråbånd om negene og smide dem ud til siden, så slåmaskinen kunne komme forbi ved næste omgang. Vi skyndte os meget, for at naboen kunne køre uden afbrydelse. Naboen skulle ikke have noget for at høste, men vi skulle så til gengæld hjælpe med at binde op hos ham.

Senere købte far en brugt ”aflægger”, også en høstmaskine. Den havde den fordel, at kornstråene af vingerne blev skubbet ud til siden i passende bundter. Det var en fordel, for så kunne man bare høste løs og evt. først binde op bagefter, dvs. man behøvede ikke at være så mange til høsten. På gårdene havde man dengang selvbindere, som selv bandt negene.

Negene blev sat sammen to og to i et sæt med mindst seks par. Evt. regnvand kunne så løbe af negene. Når negene var tørre nok, skulle de køres hjem på en ”stiv vogn”, hvorpå der var lavet et ”skrav”, dvs. et stort stativ, der blev lagt oven på sidefjælene til vognen. Derved blev vognen gjort bredere og længere. Vi skulle være to til at køre kornet hjem. Den ene forkede negene op, og den anden lagde læsset, dvs. lagde negene på en sådan måde, at de ikke skred af, og så skulle læsset også se flot ud. Laden og ”laiet” blev først fyldt. Det betød, at vi skulle køre ind ad ladeporten, så læsset måtte ikke være for højt eller for bredt. Skete det, blev næsten hele læsset skubbet bagud og ned på jorden. Det gav ekstra arbejde.

Min fortælling:

Jeg kan huske at vi besøgte mine farbrødre i høsttiden. Min far elskede at hjælpe til med at køre traktoren frem eller at lange halmballerne op på vognen. Min søster og jeg fik lov til at sidde på halmlæsset, som blev højere og højere. Det elskede vi.

Et år fejrede vi jul på gården hos E og A, og det jeg husker allerbedst er, da gaverne var pakket op, så sagde min far eller A, at vi skulle prøve at kigge ude i gæstekammeret. Det var et lille værelse ved siden af den pæne indgang. Der stod al konfekt og mad til afkøling, fordi der var pivendes koldt derinde. Inde i det mørke rum lå der to store gaver, en til min lillesøster og en til mig. I gaven lå den smukkeste store dukke, og det var to små piger, der faldt i søvn i bilen med hver sin dukke i favnen på vej hjem fra en skøn juleaften.

Efter arbejde og gaveindkøb landede jeg i går hjemme på gården ved 18 tiden, træt og forkommen. Hjemme ventede min søsters afgangsopgave i diplomstudiet, hun er så sej, har læst det ved siden af sit fuldtidsarbejde som efterskolelærer og har betalt det selv. Jeg kan godt huske, hvordan man til sidst er ved at opgive, så jeg havde lovet at gennemlæse den. Jeg elsker sådanne opgaver, og jeg elsker, når mine kommentarer kan bruges, og min søster var så taknemlig. Hun havde haft dårlig samvittighed over at bede mig, men som sagt, jeg elsker det, elsker at blive udfordret på evnen til at tænke i akademisk sprogbrug og om en opgave hænger sammen. Det gjorde den, og hun skal helt sikkert nok meget mere end bestå, når hun skal forsvare den i det nye år. Og så bliver jeg jo lidt klogere for hver gang, jeg læser andre fagopgaver. I går handlede det om motivationsteorier. Nu må jeg vist hellere motivere mig til at komme i gang, jeg har rigtig meget på min fridags-to-do-liste. God weekend til dig, blogkalenderen kommer først på søndag. Jeg snupper nemlig en tur til København uden landmanden og mødes med hele min familie til julekoncert (yngste søsters kor synger) og julefrokost.

DSC_4881

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

tirsdag, december 12, 2017

Julekalenderen 2017, 12. og 13. december

Mit kalenderlys sneg sig til at brænde længere ned end planlagt, så nu lader jeg også julekalenderen komme foran sin tid. Jeg har nemlig lang arbejdsdag i morgen, og lige nu er jeg træt i mit hoved og messer blot, du skal blot have julegaverne indkøbt efter arbejde torsdag, du skal have lavet dit bidrag til weekendens julefrokost fredag morgen før vores årlige regnskabsmøde, du skal lavet program til kursus med de nye kolleger i morgen eftermiddag. Det skal nok gå alt sammen. Småkagebagning får datteren og svigersønnen lov til at hjælpe med, konfektproduktionen kommer også til at ske, når de unge lander på gården. Jeg skal bare have gaverne i hus senest torsdag. Heldigvis har jeg kun fem, der skal have gaver.

Fars fortælling:

Når jorden var gjort klar, skulle der sås. I min tidligste barndom blev kornet sået med hånden. Det var alle ikke lige gode til. Så når kornet kom op, røbedes såningens kvalitet ved, om kornet nogle steder stod mere åbent end andre steder. Når kornet var sået, så gjorde man ikke mere ved kornmarken, før det blev høsttid.

Roerne blev sået med en enradet maskine. Men først blev jorden muldet op med ploven, så vi fik en hel masse kamme. Ovenpå disse skubbede eller trak vi roesåmaskinen. Vi såede kålrabi, turnips og runkelroer. Først nogle år senere såede vi sukkerroer. Af vores nabo fik vi senere en brugt ”Avance”, en toradet roesåmaskine, som kunne laves om til en roerenser, et stort fremskridt. Nu blev roerne sået på den flade jord. Når roerne var kommet op, skulle de udtyndes, så de kunne vokse til store roer. Det blev gjort med et roejern.

Min fortælling:

Jeg har vist tidligere fortalt, at det først var som mor til to børn, at det gik op for mig, at vi hjemme faktisk først pyntede til jul og bagte i stor stil, når min mor fik juleferie fra skolen. Alle vores børn syntes, der var meget tomt, når de besøgte morforældrene/farforældrene i december måned. Ikke desto mindre havde jeg en følelse af decembermagi som barn. Kalenderlyset skulle tændes hver dag, når julekalenderen startede, og det gik på omgang mellem os. Adventskransen hang også  i samme stue, og hver søndag skulle lysene tændes. Min mor oplærte mig som voksen i at binde adventskrans, men det er mange år siden, jeg har gjort det. I skolen blev der tegnet et kalenderlys, og vi fik lov til på omgang at viske en dato ud og tegne flammen. Det var stort, og især hvis man fik tegnet en smuk flamme.

Der er ikke så mange ord inde i min forkølede hjerne, så jeg vil bare ønske dig en god aften og en god decemberdag i morgen.

P1050837

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

mandag, december 11, 2017

Julekalenderen 2017, 11. december

Det var ikke sådan mine fridage skulle slutte. Jeg drikker hyldebærsaft, kryber under dynen og måtte melde afbud til strikkecafe, fordi jeg fryser og har ondt i halsen. Jeg satser stærkt på, at det mere skyldes for lidt søvn i nat, end at virus har tænkt sig at slå til, nu hvor jeg har tre vigtige arbejdsdage. Jeg skulle også have været på julegaveindkøb, men det må gøres en dag efter arbejde.

P1050836

En bivirkning (en god bivirkning) ved at lade min far fortælle, er, at jeg får “tygget” på de fortællinger. Jeg skal jo skrive dem over, og jeg skal også sørge for, at der er noget til hver dag. Så jeg bladrer og tæller dage, og jeg skønner meget på den gave, vores far har givet os. De fortællinger vil gå i arv i familien, for nok er min fars måske den mest omfangsrige, men der er også rigtig meget fra de andre søskende.

Fars fortælling:

Meget tidligt kom vi til at hjælpe med arbejdet i stalden og på marken. Da jeg begyndte i skolen, havde jeg fået lært at pløje og harve. Jeg havde dog ikke kræfter til at svinge ploven på plads, når jeg kom til enderne på marken. Det kunne mine ældre brødre, og jeg syntes det så så flot ud. Det var et dejligt arbejde at gå bag ploven. Der kunne man gå og drømme lidt eller måske fløjte eller synge en sang. På en dejlig forårsdag med høj sol og stille vejr kunne man høre, at nogle af karlene, der gik og pløjede, sang af fuld hals, akkompagneret af lærkernes dejlige triller. Romantisk snak, måske, men rigtigt.

Min fortælling:

Der var ikke arbejde, der skulle gøres før og efter skoletid for mit vedkommende. Min lillesøster, som er 21 måneder yngre end mig, og jeg kunne altid finde på noget at lege. Og der var også tit veninder med hjemme, eller også legede vi ude på gaden. Jeg var en læsehest og kunne få timer til at gå med læsning. De fem bøgerne gav anledning til mange lege, jeg kan ikke huske, hvem jeg var. Men mon ikke jeg var Anne, så var min søster Georg, hun var nemlig drengepigen, hvor jeg var prinsessepigen. Vi hørte også musik og optrådte med hårbørster som mikrofon og klædte os ud som sangstjerner. Vores mor spillede klaver og ofte samlede hun os i weekenden, hvor vi lærte nye sange. Vores far kunne spille violin og mandolin, han brugte det ikke så meget, men det var et krav dengang, når man læste til lærer, at man skulle håndtere et instrument. Når vi kørte op til vores sommerhus, var bilen godt fyldt med børneflokken og en hund. De 70 km kunne godt blive en lang tur, så min mor indførte en tradition, vi sang et vers af hver sang i en vandresangbog, så derfor kan jeg tit første vers af en sang, hvis andre starter.

P1050835

Det har været smukt vejr udenfor i dag, men jeg har holdt mig indendørs og julepyntet lidt. Så billederne i dette indlæg er fra gåturen i går. Ha en god mandag aften.

P1050838

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

søndag, december 10, 2017

Julekalenderen 2017, 10. december

Søndag startede med en overraskelse, der var jo hvidt udenfor, da jeg kom ned i køkkenet i morges. Lige så snart lyset var en antydning på den mørke nattehimmel, tog jeg travestøvlerne på og gik fem kilometer. Siden hen har jeg fået julekasserne ned fra loftet, men ikke fået pyntet. Jeg har skrevet få julekort og jeg har været på jagt efter juletræet sammen med landmanden, og det står nu i laden og venter på, det bliver den 24. december.

P1050824P1050825

Fars fortælling:

I de hårde vintre i begyndelsen af 40’erne var søen i landsbyen det store trækplaster for alle børn og unge og enkelte ældre. Et par skøjter var et stort ønske hos mange børn og unge. Mange spændende oplevelser havde vi på søen, enten med kælke og pigkæppe eller på skøjter, hvor vi rigtigt kunne udnytte søens længde. Dertil kom, at KV sammen med andre unge lavede en stor karrusel. Der blev sat en lang stolpe ned gennem isen og ned i søbunden. Et kraftigt reb blev bundet om stolpen. Vi kunne så binde rebet i slæden eller kælken og få alle tiders karruseltur.

Det var også i de vintre, der kom en del isslag, så markerne var isglatte. E (yngste storebror) havde altid gode ideer, så han og jeg monterede et stort sejl på vores kælk og kunne som Klit-Per suse ud over markerne på vores isfartøj. Sammen med andre kælkede vi også i Villumsens plantage, hvor træerne var plantet på en bakke. Der fik vi lavet en kælkebane ind imellem træerne. Så lagde vi os på maven på en kælk eller en slæde, og så susede vi ned ad skråningen ind imellem træerne. Vi styrede med fødderne og skulle være meget opmærksomme for ikke at ramle ind i et træ. Spændende var det, og vi spekulerede ikke på, at det var farligt.

Min fortælling:

I min landsby var der en branddam, og når vinteren kom (og jeg husker det, som om den kom hvert år) ventede vi spændt på, at nogen (landbetjenten?) satte skiltet op, som godkendte isen til at være sikker. Når jeg tænker tilbage på barndommen, så var den altid fyldt med lege på tværs af aldre. Ja vi legede også kun med dem, vi gik i klasse med, men meget af tiden legede vi på tværs af alder. Det var spændende at se de store drenge drøne af sted med ishockeystave, og de store piger forsøgte at efterligne skøjtedanserne fra fjernsynet. Vi legede også tagfat på isen, og nogle gange startede de store drenge en lang kæde, som bugtede sig hen over isen. Så var det med at holde godt fast i hinandens hænder. Vi havde nogle skøjter, som kunne sættes på støvlerne og jeg husker, hvordan jeg sparede op, så jeg kunne købe et par rigtige isskøjter. Det var stort første gang, jeg kunne skøjte på isen med hvide skøjter.

Vi kælkede også på bakkerne neden for byen, men det allerbedste var, når vi kørte til Fussingø skov hele familien og kælkede sammen med vores forældre. Min far spændte nogen gange kælken efter bilen, og så kørte han langsomt på skovvejene med to-tre af hans børn siddende på kælken. Vi byggede snemænd, lavede sneengle og byggede små forte, hvorfra vi havde sneboldkampe. Vinteren var bare altid hvid og lang, når jeg tænker tilbage på min barndom. Der var ingen flyverdragter, så det var lag på lag tøj og varme sokker i støvlerne, der sikrede os varmen.

P1050832

Fridagene lakker mod enden, jeg har ikke nået halvdelen af det, jeg gerne ville have nået. Men sådan er det, når forkølelse og ondt i halsen spænder ben, til gengæld har jeg da fået slappet af. Den sidste fridag i morgen skal bruges på julegaveindkøb og strikkecafe. God aften til dig.


Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

lørdag, december 09, 2017

Julekalenderen 2017, 9. december

Til min fødselsdag fik jeg to billetter til en biograftur af min bank. De skulle indløses senest i går, og det blev de så. Vi var meget i tvivl om filmvalg, for vi syntes ikke rigtig, der var noget, vi gad se. Det endte med at blive Victoria og Abdul. Det var en stille og rolig film, den var morsom, men jeg blev også generet af det, jeg har læst flere steder, nemlig at filmen blev så politisk korrekt i forhold til, at Abdul var muslim. Faktisk syntes jeg ikke, hans karakter fik lov at udfolde sig. Hvorfor løj han f.eks., hvorfor hørte vi ikke hans version af hans sygdom osv. Derimod var jeg vild med Judi Dench som dronning Victoria, og vi følte os godt underholdt af filmen. Dog sidder jeg tilbage med en undren over, at dronningen på den ene side fremstår skarp i hjernen med viden om, hvad der sker omkring hende og på den anden side så aner hun intet om oprøret i Indien. Det hænger ikke helt sammen.

P1050814

I dag tager julefortællingen os længere tilbage, til mine bedsteforældres barndom. Min far sammenstykkede den fortælling fra egne erindringer og alle sine store søskendes erindringer.

Fars fortælling:

Mors mor døde af tuberkulose, da mor var 5 år gammel. Hun kom derefter i pleje hos sin faster, som boede i Boldrup. Fasteren og hendes mand havde en lille ejendom. De havde to sønner, som var noget ældre end mor. De havde mistet en lille datter ved en tragisk drukneulykke, før mor blev født. Mor var ikke glad for at være hos fasteren. Hun fik sommetider klø, hvis hun f.eks. ”slikkede” i sukkerskålen, eller hvis hun trak nye gulerødder op, som ikke var store nok. Mor stak dem ned i jorden igen og prøvede ”lykken” endnu en gang. Men lykken var til tider et par lussinger.

Når fasterens mand kom hjem fra marked, så havde han ikke altid spist hele sin madpakke. Det blev så mors måltid, selv om ”madderne” var lidt tørre, bl.a. ostemaden. Mor kunne ikke senere li’ ost ved tanken om de uappetitlige ostemadder, hun skulle spise som barn. Mor var hos fasteren, til hun blev konfirmeret. Da vendte hun tilbage til sin fødeegn og fik plads på en gård vest for Ulbjerg. Mor har fortalt, at hun af og til var ude ved Ulbjerg Klint, hvor hun morede sig med at glide ned ad skråningen.

Far voksede op hos sin bedstemor og sin morbror i Fjelsø, fordi hans mor var ugift. Hun måtte ikke gifte sig med fars far for sine forældre. Fars bedstemor var god ved ham, mens morbroderen ikke rigtig kunne acceptere far som en ligeberettiget del af familien. Han var jo et ”uægte” barn. Familien var tilknyttet Indre Mission.

Far kom ud at tjene, senere kom han i lære som tømrer og snedker. Efter læretiden fik han arbejde i Ulbjerg, hvor han traf mor. Måske til bal i Ulbjerg. Morbror KK har fortalt A, at mor og far kunne ”feje hele gulvet”, hvilket betød, at de var meget gode til at danse sammen.

Min fortælling:

Det gjorde stort indtryk på mig, at både mine mormor og min farmor blev moderløse, da de var 4 og 5 år. Min mormor mistede faktisk begge sine forældre og voksede op hos to mostre sammen med halvdelen af sine søskende. Der havde de det godt. Min farnors far døde ikke, men på den tid kunne fædre åbenbart ikke påtage sig eneansvar for små børn, og hvad der blev af ham, ved jeg ikke. Jeg kan ud af min fars slægtstavle se, at han først dør ni år efter hans hustru.

Da jeg var 4-5 år begyndte jeg til dans. Mine forældre ville gerne, at vi kunne danse, og at vi kunne svømme. De ville også gerne, at vi udviklede os musisk. så jeg gik også til klaver. Jeg elskede at gå til dans og nåede at få 10 års nålen, inden jeg stoppede. Det foregik i vores forsamlingshus, og børnene kom fra de omkringliggende landsbyer. Som jeg husker det, startede vi først efter jul og afdansningsballet var i marts/april. Aktiviteterne var mere opdelt end i dag. Gymnastik og klaverspil hørte vinterhalvåret til. Svømning og håndbold var i sommerhalvåret, dengang havde man ikke haller, så det foregik udendørs.


P1050816

Dagen i dag startede med en frisk gåtur, vejret har været skønt og nu er mine vinduer pudsede og klar til julepyntning. God aften til dig.

P1050810

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

fredag, december 08, 2017

Julekalenderen 2017, 8. december

Regnskabet er færdig, nu mangler jeg bare at få en landmand ind, så vi kan gennemgå forventede udgifter og indtægter i december.

Dagens indlæg fra min far bliver i form af links, jeg har nemlig før ladet min far fortælle. Det hele stammer fra hans slægtsbog, som blev flittigt brugt, når vi besøgte vores far. For selv om hukommelsen forsvandt og sproget med, så kunne min far finde genkendelse i det, han havde skrevet om sit liv. Det var smukt at opleve.

Min far fortæller:

Min far fortalte om skolegangen på den lille skole i landsbyen, og hvordan læreren mente, at min far skulle i realskolen. Det var, som min far skriver i dette indlæg om tiden på realskolen, et sjældent syn, at småkårsfolks børn fik lov til at komme på realskole, min far fik da også friplads.Og det var kun takket være min bedstemor, for min bedstefar syntes ikke, det var nødvendigt. Jeg husker tydeligt, hvordan min far fortalte, at hun der stod fast og sagde, at når læreren syntes, min far havde evner, så skulle de udnyttes.

Min far og jeg har også fortalt om de lege, vi begge husker tilbage på. Her handlede det om lege i skolegården. Og her er det de lege, min far og hans bror dog fik leget, selv om de skulle hjælpe med hjemme efter skoletid.

Noget, der slår mig, når jeg genlæser teksterne, er den indsats min far må have gjort for at følge med i skolen. Arbejdet hjemme skulle gøres, man blev ikke kørt til skole, der var ikke særligt godt lys om aftenen til at læse lektier og penge var der absolut ingen af. Og alligevel er der gennem min fars fortælling en rød tråd af kærlighed og taknemlighed. Vi andre tager det som en selvfølge, at der er skolegang for alle, at der er SU, at man får udleveret bøger fra skolen osv. Og vi skønner slet ikke nok på det privilegium.

Min fortælling:

Jeg følte, jeg var stor, da jeg kom i skole. Skolen havde altid været min legeplads, jeg var vant til at komme der, både, når der var skolegang og efter skoletid. Jeg var med en af naboerne, som var husgerningslærer, i hendes timer. Det var der, jeg lærte at koge havregrød, og jeg var meget stolt, da jeg fik lov til selv at lave det hjemme. Min far var sløjdlærer, så nogen gange fik vi også lov til at være med i hans timer, jeg elskede duften af træ og jeg elskede, at her var der store drenge, som jeg kunne lege, var mine storebrødre i en skoletimes tid. Allerede dengang var jeg en dagdrømmer. jeg fantaserede også om, at jeg var adopteret, og en skønne dag ville min rigtige familie dukke op, hvor der selvfølgelig var en storebror, og mine forældre ville være meget rige. Jeg blev dog lidt beklemt ved tanken om, at jeg så ikke havde min far og mor og mine søskende, så drømmen blev heldigvis aldrig til virkelighed.

Radioen spiller julemusik, og jeg må hellere få vasket nogle vinduer, før det bliver mørkt igen. Må du starte weekenden blidt og godt, uanset om du har fri eller skal arbejde.

DSC_4863

torsdag, december 07, 2017

Julekalenderen 2017 6. og 7. december

D. 6. december 2017 blev tilbragt på langs i en sofa med rigelige forsyninger af lommetørklæder og varme drikke. I dag er heldigvis anderledes, lommetørklæder og varme drikke skal stadig bruges, men hovedet er klar og energien er tilbage. Og heldigvis for det, for nu er jeg jo en dag bagud min plan for disse seks fridage. Til hverdag orker jeg ikke meget mere end arbejde og det daglige husmorarbejde.Pyt, julen kommer uanset hvor meget, der sker i hjemmet, og nu har datter og svigersøn netop meddelt, at de kommer hjem til jul. Så kender jeg en ung kvinde, som er god til at hjælpe sin mor med de sidste punkter på julelisten.

DSC_4858

Vi går fluks til julefortællingerne

Min fars fortælling

Jeg var også tit nede i Sundstrup hos J, Å og B. For en landkrabbe som mig var det altid en oplevelse at komme til en ”havneby”. Jo, for dengang blev der losset megen landbrugsgødning og vel også foderstoffer, som f. eks morbror K. K. med sin tomastede skonnert ”Gerda” kom med. Om sommeren kom der også kapsejlere fra Viborg. Så det var et spændende miljø for en dreng inde fra landet. Bønderne, som fiskerne kaldte os.

Jeg fik lov til at komme med ud og ”røgte” garn sammen med J og Å,.Desuden måtte vi låne båden og ro rundt ude i sundet. En gang var det lige ved at gå galt. Min bror E og en nabodreng var med nede i Sundstrup. Vi lånte båden og roede ud forbi ”Nar’od”. Da det blæste, var der pludselig store bølger, så båden var lige ved at kæntre. Men vi kom heldigvis i land igen.

Min fortælling

Jeg ved ikke, hvad Nar’od er, men jeg husker tydeligt, når vi var på besøg i Sundstrup/Virksund, og for mig er Sundstrup også forbundet med en figur ude i vandet, som vi somme tider roede ud til sammen med de voksne. Min kusine B, som var lige gammel med min far, havde fem børn, hvoraf de fire var ældre end mig, og dem betragtede jeg som mine kusiner og fætre. Min faster E fra København og hendes familie holdt tit ferie i Virksund på campingpladsen, så dem besøgte vi også. En gang havde vi været ude og bade, mens der var lavvande. Bagefter var der frokost, og så skulle man jo vente en time, før vi måtte gå i vandet igen.

Da timen var gået, og de voksne stadig snakkede, og min ældste lillesøster var smuttet sin vej med nogle af de yngre kusiner (dem gad jeg ikke lege med, jeg elskede at være sammen med de ældre kusiner/fætre, men de var også gået deres vej), lokkede jeg min lillebror med i gummibåden. Vi har måske været 6 og 11 år. Jeg roede ud til, hvor jeg mente, vi havde badet om formiddagen og hoppede i, mens min lillebror sad i båden. Der var bare lige det, at nu var der ikke lavvande mere, så jeg røg under vandet og kunne ikke nå bunden. Heldigvis havde vores forældre været meget opsatte på, at vi skulle lære at svømme, så jeg kom op igen og fik hevet mig op i gummibåden. Min lillebror fik strenge ordrer på ikke at sige noget til de voksne, for jeg var godt klar over, at mine forældre ville blive meget skuffet over deres ældste datters ubetænksomhed. Faktisk kan jeg ikke huske, om vi havde fået besked på ikke at bruge gummibåden, så det måske også var med til, at det skulle holdes hemmeligt.

Formiddagen er brugt i hyggeligt selskab hos en kollega, som havde inviteret mig og en anden kollega til formiddagste på hendes fødselsdag. Ayla var absolut ikke tilfreds, da jeg kom hjem. Hun har stået i hundegården hele formiddagen, fordi landmanden er på jagt og vores medarbejder ikke kan have hende gående frit, fordi hun ligesom Istvan mener, at man godt må gå på lange afveje, når man keder sig lidt eller får fært af noget lækkert. Nu er hun kommet ind og sover godt i bryggerset, mens jeg skriver dette indlæg. Resten af dagen skal bruges på regnskabet. Og det skal være færdig i dag, om jeg så skal tage aftenen til brug. Jeg må jo prøve at indhente gårsdagens sofaligning. God blæsende og regnfuld decemberdag.

DSC_4862

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

tirsdag, december 05, 2017

Julekalenderen 2017 5. december

Du bliver da ellers aldrig syg, var en kollegas kommentar, da vi gik hjem efter undervisning klokken 15. Jeg er da heller ikke syg, jeg er jo på arbejde, var mit svar. Men jeg har en vældig øm hals og en forkølelse, der i den grad tog over, da jeg skulle sidde og lytte til underviseren. Nu har jeg sovet et par timer, jeg fryser lidt, halsen gør opmærksom sig selv, næsen truer med at løbe væk, men jeg satser på, at jeg er frisk i morgen. For jeg har seks fridage/feriedage, og jeg skal jo decemberhygge/bage/pynte og købe julegaver - ups, jeg mangler stadig at sende en sms til de unge om ønskesedler. Sønnen har kundgjort, at han ikke skriver ønskeseddel i år, vi skal give ham det, vi synes er en god ide. Det er en rigtig dårlig ide, jeg hader sådan noget. Hvem har dog opdraget ham til at tænke sådan?

Nu til julefortællingerne - skulle jeg skrive noget, som du synes, du før har hørt, så bær over med mig. Jeg orker ikke at krydstjekke min blog for dubletindlæg.

Min fars fortælling

Da jeg var ca. 5 år, kom jeg på sommerferie hos E og A (svigerinde og bror) sammen med B (min niece, som er 3 uger ældre end mig). Dejlige ferier havde vi der med mange oplevelser. Tit sad vi i landevejsgrøften og studerede trafikken. Også dengang var der turister, der kom i biler eller på motorcykel, men også mange på cykel. For øvrigt cyklede mor og jeg engang derhen. Jeg havde ingen cykel, men havde lånt en damecykel hos vores nabo. Jeg stod op hele vejen, for sadlen kunne ikke skrues så langt ned, så jeg kunne nå pedalerne. Jeg rejste også engang med rutebil hen til E og A, men chaufføren havde glemt, at jeg skulle sættes af ved ejendommen, og vi kørte videre mod Viborg. Men sige noget til chaufføren turde jeg ikke. Jeg var selvfølgelig urolig ved tanken om, at jeg kom til Viborg. Det opdagede en af passagererne. I hvert fald stoppede chaufføren og jeg måtte gå den lange vej tilbage til ejendommen.

Til ejendommen hørte også en eng, som lå ned til åen. Om aftenen, når E og A var færdige med arbejdet, var vi ude at bade i åen. Det skete også på søndage. Engang var der nogle af Es familie med derned. De holdt sjov med B og mig, drillede os ved at holde os under vandet. Pludselig ”kom Bodil til” at skubbe til Elna, så hun faldt i vandet med tøjet på. A og nok også de andre grinte af det, men E blev selvfølgelig gal. – B og jeg havde sammen nogle dejlige sommerferier med mange gode oplevelser.

Min fortælling

Jeg elskede at besøge E og A, E var en stor frodig dame og havde den mest smittende latter, hun mindede mig på mange måder om Cleo. De var altid i godt humør, når vi kom. Min far elskede at tage rundt til sine søskende og hjælpe dem med høsten. Han smalfilmede også en del, for han ville gerne dokumentere livets gang på gårdene. Han var ikke for ingen ting historielærer og siden hen meget optaget af slægtsforskning. Min mor, som jo var den yngste kvinde i svigerfamilien, var meget vellidt, hun var dygtig med sine hænder, men havde også mod til at gå sine egne veje. Da hun døde, fortalte mine ældre kusiner, hvor meget de så op til den unge tante/lærerinde, som var så vidende om mange kulturelle ting og smart i tøjet. Det har krævet sit at have børneflokken på fem med rundt på besøg hos alle de mange svigerfamilier. Vi har boet mange steder i Danmark. Vi blev opdraget til at opføre os ordentlig, for en ting var at vi tit overnattede hos dem, der boede længst væk, noget andet var, hvis vi så også var støjende og uopdragne.

Hjemme hos os blev der holdt streng på bordskik. Vi gik ikke i gang med at spise, før alle var der. Alle skulle have vasket hænder først og ingen gik fra bordet, før alle var færdige. Stakkels min mellemste lillesøster, hun spiste så langsomt, så hun fik vist af og til øjne fra hendes to storesøstre (men uden vores forældre opdagede det, for det var ikke blevet tolereret). Vi lærte at holde albuerne væk fra bordet, vi måtte ikke bare spise med gaflen, vi skulle bruge kniv og gaffel. Når vi var hjemme, måtte vi gerne mose kartoflerne, men den gik ikke, når vi var på besøg. Og selv om mange af mine farbrødre spiste med den ene albue på bordet og gaflen i den anden hånd, så fik vi et blik fra vores far, det var ikke en mulighed for os. Jeg glemmer aldrig en gang vi besøgte et lærerpar, som var flyttet fra vores by. En af mine søstre begyndte at mose kartoflen og fik et diskret skub af min mor eller far. Det så værten og straks sagde han højlydt; kartofler smager nu bedst, når de er moset, så kan man rigtig få sovsen med. Og så begyndte han at mose kartoflerne og vi fulgte hurtigt trop, mens vi kiggede på vores forældre, som ikke kunne lade være med at smile.

Aftensmaden i dag bliver æbleskiver fra fryseren, det er det jeg magter lige nu, og de kan vel glide ned gennem en øm hals.

DSC_4855

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.