tirsdag, februar 07, 2017

En gave

I dag er der startet nye elever og studerende hos os, og jeg hilste på og sagde blandt andet, at de endelig måtte undre sig højlydt til og med os. På den måde fik vi lov til enten at forklare, hvorfor vi gør, som vi gør, eller også fik vi muligheden for at stoppe op og tænke, ja hvorfor gør vi egentlig sådan her? Det er faktisk en gave at have nysgerrige nye kolleger eller nye studerende/elever.

Det er også en gave at få lov til at være med på sidelinjen, mens min søns kæreste gør sin bacheloropgave færdig. I dag har jeg f.eks læst en spændende artikel på engelsk. Den bekræftede mig i det, jeg selv havde oplevet og konkluderet i forbindelse med min fars sygdom (Alzheimers sygdom). Artiklen handler om identitet og sammenhæng med tab af autobiografisk hukommelse og sammenhæng med ens velbefindende/trivsel. Den peger på, at vores identitet rammes, når vi mister vores autobiografisk hukommelse, blandt andet fordi dette tab ofte medfører, at vi isoleres og ikke har det samme sociale liv som tidligere. Dette har også betydning for vores oplevelse af trivsel. Men der var også noget, der tydede på, at mennesker, som er svært ramt af demens, faktisk ikke blev ramt på deres velbefindende, som dem, der var lettere ramt af demens. Det var, som om de skabte en ny identitet, fordi det de huskede blev den, de var, også i nutiden, selv om de kun huskede fortiden. Et andet studie, artiklen nævnte, var, hvor man havde set på, hvad der øgede velbefindende, om det var det at arbejde med minder i grupper eller individuelt og så var der en kontrolgruppe, der havde en gruppeaktivitet. Her viste det sig, at hverken individuel eller gruppearbejde med minder ændrede på velbefindende, hvorimod kontrolgruppen havde øget deres velbefindende. Så noget tyder på, at aktiviteter, der giver følelsen af samvær med andre, og hvis man kan skabe en identitet på trods af hukommelsestab, så trives man.

P1050191

Og så er det også en gave at have en herhjemme, der gider gå en tur i tusmørke, når jeg kommer hjem fra arbejde og har drukket min te. God aften til dig.

P1050192

16 kommentarer:

  1. Det må være skønt at dele interesse med din søns kæreste.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, det er det :-)

      Slet
  2. Jeg husker godt, hvor sundt det var at få nye øjne på - øjne, der havde hjerner og munde, der kunne stille intelligente og nysgerrige spørgsmål til de ellers så indgroede rutiner. Nogle af dem var der en god forklaring på; andre gange kunne disse rutiner med fordel ændres.
    Og hvor er det skønt at læse, at du som svigermor ikke mister en søn, men får en datter. Andet ville nu også have forbavset mig ... ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det er så sundt at blive kigget på. Indimellem kan man godt blive træt, hvis det er det samme, man skal forklare hver gang der kommer nye. Men det giver så også anledning til at tænke endnu en gang over, om det ku være anderledes :-) Og tak, Ellen.

      Slet
  3. Auto-hvafforenfisk? Det måtte jeg lige google, og nu tror jeg, jeg har forstået det ;-) Tænk, at være så heldig, at man, som du, kan være en kanongod sparringspartner i forhold til sit projektskrivende svigerbarn :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, og bagefter blev jeg faktisk i tvivl om jeg havde forstået det rigtigt, så jeg skal vist dykke ned i episodisk og autobiografisk hukommelse :-)

      Slet
  4. Det her: "Det var, som om de skabte en ny identitet, fordi det de huskede blev den, de var, også i nutiden, selv om de kun huskede fortiden." er MEGA interessant. Tak fordi du deler videre ud af gaverne :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, KS, og ja det er interessant, men det var faktisk det, jeg så hos min far.

      Slet
  5. Spændende svigerdatteren kan give hint til læsestof der kan give forståelse.
    Og så skønne billeder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Abildjyde, og det er sjovt at blive inspireret.

      Slet
  6. Ja, nye øjne og undrende tanker er et godt udgangspunkt for eftertanke og diskussioner..
    Hukommelsen er en underlig størrelse! Jeg kendte til de forskellige niveauer i vores hukommelse. Den autobiografiske vinkel var ny.
    Korttidshukommelsen har haft min interesse. I forbindelse med hørekurser fandt jeg ud af, at man bruger så mange ressourcer på at opfatte og forstå, at det hørte ikke når ind på langtidslageret... og derfor kan man fx. ikke huske ret meget fra et møde/en fest...
    En anden oplevelse er, hvordan skader efter kraftig hjernerystelse påvirkede korttidshukommelsen og gav ham mange udfordringer siden.
    Spændende emne at skrive bachelor over... Og være med til...

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, og egentlig var det kun en flig, men sådan er det jo, når ma skal finde noget teori, der kan understøtte ens analyse. At vi får lagret ting kræver opmærksomhed og tilstedeværelse, så jeg kan sagtens følge dig i at noget smutter, fordi man brugte mange ressourcer på at opfatte og forstå og dermed ikke får lagret det sagte.

      Slet
  7. Undren ligger højt på min liste over ting der er gode at gøre. Jeg opfordrer tit til undren :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pernille, undren er godt, desværre får vi ikke altid sagt det højt, og efter et stykke tid er vi blevet vant til, at tingene er som de er.

      Slet
  8. Det er så skønt med dine studerende, og det er så vigtigt, at de kommer "ud i marken" - altså sådan ser jeg det med de udefrakommende briller.

    I flere år sagde jeg også altid ja, når jeg blev spurgt, om der måtte være en studerende med til samtaler og fx ETC-behandling. Nu er jeg begyndt at sige nej, fordi jag føler, at jeg skal "lære dem op", og det har jeg ikke overskud til. Og under ECT-behandling står de som en kødrand i bunden af det lillebitte lokale, hvor der stort se bare er plads til et sengeleje. De skal lære og studere, og det er fint, men jeg kan ikke rumme det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, og jeg kan godt forstå, at du siger fra. Det skal der være plads til.

      Slet