tirsdag, maj 30, 2017

Det har helt sikkert set sjovt ud

Bare en halv time – det løfte har jeg givet mig selv. Jeg anerkender, at jeg er træt og at jeg falder sammen i sofaen efter arbejde, men bare en halv time skal jeg gå mod den træthed,  og i dag blev det så en gåtur. Faktisk blev det til 50 minutter og dermed 5 km, fordi jeg ringede min ældste lillesøster op. Vi snakkede vældigt, så jeg gik bare derudad. 2,5 km hjemmefra vendte jeg om, og så kunne jeg godt høre og mærke, at blæsten kom lige mod mig og dermed også lige ind i mobilen. Så jeg vendte mig resolut og gik baglæns. Lige så snart jeg trængte til at gå forlæns, havde min søster svært ved at høre mig, og så vendte jeg mig om igen. Jeg har nok gået 2 km baglæns i dag. Det har helt sikkert set sjovt ud, hvis nogen så det fra deres vinduer. Men det må da være god træning at gå baglæns og tale i mobil samtidig.

Og hjemme blomstrer rododendronbuskene alt det, de kan.

DSC_4016DSC_4017DSC_4018DSC_4019

søndag, maj 28, 2017

Man bruger ikke de samme muskler som havemand og sygeplejerske

Jeg siger det bare, så ved I det. Når nu vi ikke kunne være sammen med sønnen, så kunne vi være flittige i haven. Landmanden fik slået græs overalt og fik også tid til at træne Ayla lidt. Hun er endnu så lille, så det skal doseres i små doser. Men lige nu træner de at spore. Hvalpe går med næsen i jorden hele tiden, så det er den rette tid at træne det. I vores lille skov lægges spor ud med sporsko og sættes spor med små dråber af dyreblod fra den buk, der blev skudt i sidste uge. Ved enden af sporet lægges et dyreskind og ovenpå en godbid. Så sættes Ayla på sporet og hun er dygtig. Så det lover godt.

DSC_3991

Jeg gik derimod i krig med ukrudt, først var det gårdspladsen og det er mange buk, man gør. Indimellem satte jeg mig på hug, når der var meget, der skulle fjernes.

DSC_3995

Bagefter var det bedet ud mod vejen. Efter vi fjernede pilehækken, er der fri groplads for brændenælder, skvalderkål, kvikgræs, græs, rød tvetand og andre ubestemmelige ukrudtsarter. Greben kom frem, men der blev også brugt godt med muskelkraft. Især mine lårmuskler og musklerne bag på underbenet har været i brug, ligesom overarmsmusklerne (de sidste bruger jeg også som sygeplejerske, men ikke med samme kraft). På biledet nedenfor var alt det bare jord dækket af skvalderkål, rød tvetand og brændenælder, før jeg gik amok. Der mangler stadig en del, men det skal nok komme væk.

DSC_4008

DSC_4007

Det var varmt, meget varmt, men det ved I jo, for mon ikke det var sådan overalt i Danmark i går? Så jeg holdt pauser indenfor med masser af væskeindtag, og alligevel fik jeg det dårligt med hovedpine og utilpashed, så pauserne blev længere. Da der kom skygge mellem æbletræet og moreltræet og da vi stadig ikke har fået taget os sammen til at købe en parasol, blev det der, pauserne blev holdt om eftermiddagen. Og det hjalp sammen med paracetamol. Varmen var tung indenfor og udenfor, så der i skyggen svalede det. Jeg er bare ikke særlig god til temperaturer over 22 grader.

DSC_4004DSC_4005

Over aften gik landmanden og jeg en tur ned til søen, inden makkerparret skulle træne. Vi har fået udvidet søen og fået udjævnet jorden på den ene side og sået græs. Nu mangler vi at få udtyndet i de mange piletræer, der har slået rod ved kanten af søen. Der er et liv uden lige i søen, masser af haletudser, og på øen midt i søen holder vildænder til.

P1050488P1050490P1050491

Alt det fysiske arbejde gjorde mig træt, så klokken 21 måtte jeg kapitulere, jeg var stanghamrende træt. Det betød så også, at da Ayla peb i morges klokken seks for at få mad og komme ud, så var jeg ikke træt mere. Det var Ayla heller ikke, så da jeg lukkede døren fra køkken til bryggerset, men lod døren udtil stå åben, så hyggede hun sig med at dissekere en trækurv med forårsblomster. De var nu udtjente, jeg havde bare ikke tage mig sammen til at få løgene derfra sat i jorden. Det er så hermed gjort.

P1050493

Jeg har hygget mig med at dække søndagsmorgenbord, bage bananpandekager, anrette A38 i små glas med mysli og blåbær på bedste cafevis og lune grovboller i ovnen. Alt sammen er fortæret nu, landmanden slapper af med facebook og en kop te, jeg slapper af med bloggen og en kop te. Alt er som det skal være. Ha en god søndag.

lørdag, maj 27, 2017

En ganske særlig dag

Landmanden og Ayla har været oppe siden klokken halv fem, de er  i marken. Jeg tillod mig at sove længere, så klokken seks stod jeg op. Jeg har nydt at gå stille omkring, brygge te, tænke tanker, finde flaget frem og hejse det. Nu har jeg spist morgenmad, mens jeg har fundet indlæggene for denne dag fra hele bloggens levetid. Og det fik tårerne frem, glædestårer vel og mærke. Og så skete det sjove, som af og til sker, når jeg læser tilbage, for nogle gange rører mine egne ord mig på en måde, som jeg ikke havde troet. I dag dog på en anden måde, for jeg læste ordene og tænkte, det var da ualmindeligt godt skrevet, Lene. Det var så ikke mine ord, men et digt, jeg havde fundet, men hold da op, hvor passer det godt på den dejlige mand, som jeg hylder i dette indlæg.

Søn, du kom ind i mit liv, og lærte mig at smile igen.

Du viste mig, hvordan man slapper af og har det morsomt.

Sammen tog vi ture til Månen og erobrede bjergkæder i haven.

Livet var aldrig et sådant eventyr, inden du kom.

Stuart Macfarlan, fra bogen : En lille bog til min søn

Juleaften 91  Søren, Trine, Lene

30 år er det, siden min søn kom til verden. Det er ikke til at forstå, og i dag er han langt væk fra os på ferie sammen med sin svigerfamilie. Forhåbentlig fejrer de ham med fuld musik, for det fortjener han, min dejlige søn.

Billedet nedenfor er et af mine yndlingsbilleder, og historien bag kan du læse her. Den dag trykkede jeg på kameraet lige, da det rette øjeblik opstod, og to mænd tunede ind på samme frekvens et kort øjeblik.

morfar og barnebarn

Som digtet siger,så kom eventyret ind i mit liv, da du, min søn blev født. Fantasiens verden åbnede sig for mig, og du tog mig gavmildt med derind. Tak for det, og hjertelig tillykke med de 30 år. Du er elsket, elskelig og i stand til at elske, det er værdifuldt.

Søren og Rasmus, aug 91

Og gennem årene har jeg skrevet om din evne til med sang at smelte mit hjerte, om havefest (det er godt at fylde år i maj), om en lille mand, der ville være velklædt, om tiden, der går og går; om din fantasi og Zorro; lidt om din fødsel og om dine veje i voksenlivet.

Der er sendt en lille gave af sted, som du kunne have med på ferie, der er sendt mails, flere gaver, instagramhilsen og nu dette indlæg. Må denne dag blive en skøn dag for dig, og må fremtiden finde sin egen vej, lige nøjagtig den vej, der er den rette for dig. Hjertelig tillykke min søn

DSC_3990

DSC_3989

DSC_3986

torsdag, maj 25, 2017

Sum sum

Første solbadning i år og det blev med lyden af travle humlebier. De summede om kap, mens de havde travlt med at afsøge hver eneste blomst i rododendronbuksene for lækkerier. Ayla og landmanden tog sig en eftermiddagslur ved terrassebordet, den ene i en stol, den anden under bordet – og det var Ayla, der lå under bordet.

P1050485

Jeg er ikke god til at solbade, jeg vil hellere være indendøre eller også i skyggen af en parasol. Og det sidste har vi ikke. Den tog blæsten en gang, vi havde glemt at få den slået ned. Så jeg hentede kameraet og prøvede at fange de flittige humlebier. Jeg trykkede bare og håbede på, at kameraet kunne indstille sig hurtigt på de mange skift. Bagefter blev vasketøjet hængt op udenfor, og så fortrak jeg indendørs (det kan man så ikke sige i følge sproget.dk, for det bruges kun, når man trækker sig fra ubehageligheder, og det gjorde jeg ikke) og så gik jeg indenfor.

P1050477

P1050478P1050480


Landmanden ser fodbold, Ayla sover sødt i hundekurven ved siden af ham, og jeg skriver indlæg. Om lidt vil jeg tage mig sammen og gå en tur. Det er en fridag helt efter mit hoved med tid til lidt af hvert.

P1050482P1050483P1050484

Håber du nyder Kristi Himmelfartsdag.

onsdag, maj 24, 2017

Øjeblikstanker

  • Landmanden parterer et rådyr i bryggerset, mens døren udtil står åben. Det er skønt, at det er nu den tid, vi har foran os.
  • Vores høns lægger æg i lange baner, så der tænkes i æggeretter. Gratin, frittata, kage til hele afdelingen (og der er stadig meget tilbage til en landmand og hans frue, der skal vist fryses lidt ned)Kender du til gode retter med æg?
  • Søndagens vagt startede roligt, der var nok at se til, men ikke på den vildt pressede måde. Min kollega, som jeg havde trombolysevagtene sammen med, sagde godt nok bagefter, at hun ikke ville være sammen med mig mere, for vi sluttede dagvagten af med en situation, hvor der både blev givet trombolyse, studiemedicin og kørt til Aarhus for at få trombektomibehandling. Og jeg satte mig i ambulancen 14.50 for at stå for medicinen undervejs, og jeg satte mig ind i taxaen med kuffert med medicin og to pumper 16.00 for at blive kørt tilbage til Aalborg. Vi kan ikke køre med ambulancen tilbage, for de kan blive kaldt til udrykning undervejs, og så dur det ikke, at de først skal have fundet et sted og sætte os af. Det gav lige 2½ times overarbejde, så det var en træt sygeplejerske, der trillede ind på gårdspladsen efter aften. Men nu har jeg prøvet det, og det var godt at mærke på egen krop, hvordan adrenalinen pumpede rundt, for at vi skulle gøre det hele så hurtigt som muligt..
  • I morgen er fridag, og weekenden med. Jeg krydser fingre for, at der ingen sygemeldinger kommer til weekenden på fredag, hvor jeg er ansvarshavende, for med et karneval i byen og mange unge kolleger, så ved jeg af erfaring, at det ikke er til at finde en erstatning. Og selv om jeg på papiret har haft en del fridage (ikke flere end vanligt, jeg er jo på 30 timer) så har de været fyldt med arbejde, privat og arbejdsmæssigt, det kan mine kolleger bare ikke se. Så de tænker måske, at nu må den gamle kone godt tage sin del af slæbet.
  • Måske husker du landmandskonens forudsigelse? Den om at landmanden forkælede sin hund, og vi snart havde den i alle møblerne? Søndag morgen lukkede jeg mig stille ud af døren efter at have fodret hunden af og kørte på arbejde. Jeg havde også lukket døren til soveværelset, fordi jeg syntes landmanden trængte til ro. Da landmanden vågnede en time senere og trådte ud i gangen, mødte der ham et træls syn. Der var tisset og lavet i gangen, alt tøj fra badeværelset var blevet smidt forskellige steder i huset, klemmerne i klemmekurven var gode at tygge i, og Ayla havde rigtig udnyttet, at en vis person (ikke landmanden, desværre) havde glemt at låse døren fra bryggers til gang, så den havde hun fået åbnet. Hun havde rigtig haft tid til at undersøge nye møbler, og derfor mødte der mig dette syn en midnat, da jeg var oppe på toilettet og lige ville se, om landmanden var faldet i søvn i sin gode stol.

P1050466

Ayla syntes åbenbart ikke, at hundekurven i stuen var så god mere! Så nu sætter vi hårdt ind med opdragelse. Jeg vil ikke have dyr i møblerne, basta.Og slet ikke landhund, som kommer alle mulige steder, og som om nogle måneder fylder betydeligt mere end på billedet.

God aften til dig.

lørdag, maj 20, 2017

Mobilen får lov at tale

 

om denne uge.

Mandag: hvor en af oplægsholderne sagde, at man var lige så, hvis ikke mere, kreative og innovative i den offentlige sektor.

DSC_3959

DSC_3958

Mandag, hvor jeg i pausen nåede en lille tur ud i Kildeparken og endda fandt de syngende træer, men glemte at få dem til at synge.

DSC_3960

DSC_3962DSC_3961

Tirsdag og onsdag var projektdage, som blev godt brugte, og vi nåede faktisk meget. Onsdag var også dagen, hvor jeg deltog som vanligt hver måned i projektet sygeplejerskedeltagelse i kostundervisning. Det gav mulighed for en halv times gåtur omkring sygehuset efter den normale arbejdsdag, inden undervisningen startede klokken 17. Og gåturen sluttede af med en is på bænken udenfor sygehuset.

DSC_3968DSC_3969

DSC_3970

Torsdag og fredag var skønne sommerfridage, som jeg tilbragte indenfor med et årsregnskab, som jeg desværre ikke er færdig med endnu. Så jeg skal lige finde kræfter til de sidste timer i dag eller i morgen aften.

DSC_3972DSC_3979

Nu er det lørdag, arbejdsdag, og jeg skal love for, at jeg har fået pudset min hukommelse af i forhold til trombolysekald, fire kald og de tre kom oveni hinanden, så der var nok at holde styr på. Aftensmaden bliver føtex’ flødekartofler og mørbrad, som blot skal sættes i ovnen, og en af deres salater dertil. Landmanden og medarbejder sætter kartofler på den sidste mark. Så kan landmanden forhåbentlig komme ned på lidt kortere arbejdsdage.

Og min kommende uge begynder med to kursusdage i den nye sygeplejerskeuddannelse og nye begreber knyttet dertil. Derefter et nationalt møde om nye tiltag indenfor sundhedssektoren. Fri Kristi Himmelfartsdag, ansvarshavende sygeplejerske om fredagen og så friweekend. Den ser jeg frem til. Og så fortsætter trummerummen: flere kurser, flere møder, flere kurser for personalet, som jeg er kursusleder på, projektdage, en studieplan mere for den nye uddannelse, som skal være færdig i juni (jeg tør slet ikke kigge på deadline, for jeg er overhovedet ikke startet endnu). Nå, det var det der med “at spise elefanten i små bidder”, jeg skulle huske på. Så jeg vil sætte mig ud på terrassen med min aftensmad. når landmændene er spist af, og nyde fuglesangen og den friske luft. Ha en god lørdag aften.

torsdag, maj 18, 2017

Dagens højdepunkt

Cafeaftale med studieveninden har jeg set frem til. Selvom jeg øver mig i at være i nuet og "spise elefanten i små bidder",  så er min hjerne fyldt op og driller mig.

Så er det skønt med en tur til Aalborg og når jeg så kommer lidt for tidligt, var det oplagt med en rask gåtur gennem Karolinelund.

Den gamle tivolipark er nu en oase for naboerne omkring. Den varme dag havde lokket mange ud. Der blev spillet, hygget,  sovet, spist og drukket.  Alle så afslappede ud, og jeg med. Smilet bredte sig i hele min krop. Og nu er jeg klar til et par timers snak over god mad. Ha en god aften



mandag, maj 15, 2017

Min mandag

6.00 Uret ringer en time senere end vanligt i dag, for jeg skal på kursus.

6.05 Ayla luftes, det er nødvendigt at gå med ud på gårdspladsen ellers er hun alt for hurtigt inde igen, og ikke færdig. Så jeg bruger tiden på at ånde den friske luft ind og nyde, at det er tørvejr og mildt i luften

6.10 Mens teen brygges, sender jeg lønindberetning ind for vores medarbejdere. Herefter smører jeg mad til landmanden (og Ayla) til en hel dag på traktoren. Medarbejderen får en madpakke til eftermiddagspausen.

6.30 Jeg blander min morgenmad og husker at drikke to glas vand og tage mine D-vitaminer og magnesium. I dag vælger jeg at læse den søndagsavis, jeg købte i går, i stedet for at surfe på nettet, mens jeg spiser.

6.45 Jeg går i bad, det er sjældent det sker om morgenen på en hverdag, da er det som regel etagevask.

7.20 Efter en tøjkrise, fordi jeg ingen strømper kunne finde, der matchede det tøj, jeg ville have på, satte jeg mig ned og lyttede til starten af et you tube indlæg om kristen meditation.Det fik vejrtrækningen ned i tempo og gav ro.

P1050465

7.30 Bilen svinger ud på vejen, og jeg sætter kursen mod Aalborg.

8.20 Lidt for tidlig på den går jeg ind i Aalborg Kultur og Kongrescenter, hvor der er temadag om tværprofessionel læring og praksis.

16.00 Masser af ting at tænke over, masser af mad, masser af små gode snakke med mine tre vejledere, som jeg er sparringspartner for. Jeg er træt, men jeg har lige et par ærinder i byen, som ikke kan udsættes.

16.35 En halv times gåtur og indkøbene er gjort, nu gælder det om at komme ud af Aalborg.

17.15 Tre kvarter tog det at komme gennem en lille del af byen, over broen og parkere foran Føtex i Nørresundby. Hold nu op hvor bliver jeg nemt et surt menneske, når biler i den højre vejbane alle skal flettes ind i min vejbane, og det betyder, at de kommer hurtigere frem.

P1050464

17.35 Kursen sættes vestpå, der er handlet ind, og jeg synger sammen med udvalgte musikere trætheden væk.

18.00 Bilen kører i garage. Ovnen tændes, pizzaen fra butikkens delikatesse lægges klar på pladen. Ayla kommer med mig ind, så hun kan få aftensmad.

19.00 Jeg har spist det samme til aftensmad som til morgenmad. Medarbejderen kommer snart ind, og landmanden har bedt om at få sin mad ud i traktoren. Kartoffellæggeren gik i stykker, det betød halvanden times pause, og da de lover regn, så vil han have den mark færdig i aften. Det bliver formentlig midnat, inden han holder fyraften. Jeg skal gennemgå regnskab med svigersønnen over telefonen på engelsk, mon ikke min hjerne bliver godt udfordret af det?

P1050463

22.00 Her skal jeg gerne sove tungt, men jeg kender mig selv. Jeg er ikke særlig god til at sove, når landmanden ikke er i huset. Så må jeg bruge sovemidlet: iPaden ind i sengen, finde en ligegyldig serie, skrue ned for lydniveauet og så falder jeg som regel i søvn til de sagte stemmer.

Håber din mandag har været god. God aften til dig.

P1050462

søndag, maj 14, 2017

Du har fået et sus fra din barndom

Sanglinjen fra Danser med Drenge poppede op i hovedet, da overskriften skulle findes. Den fortsætter med ”af at gøre det, der er forbudt” Og det var ikke det, der var på færde i går aftes. Jeg havde taget en hamburgerryg op af fryseren, forsøger at bruge de ting, jeg har i fryseren på de få dage, hvor jeg orker at lave mad. Alle de andre dage hopper jeg over, hvor gærdet er lavest med halvfabrikata eller retter, som delikatessen i en butik har lavet. Mens jeg overvejede menumulighederne med en hamburgerryg, poppede barndommens menu op, den blev tit lavet i juledagene eller nytårsaften, min ene søster har det stadig som nytårsdags aftensmad. Så sådan blev det, med kartoffelstiks varmet i ovnen og ananas fra dåse som pynt til hamburgerryggen, og det allerbedste, karrysovsen lavet med revet æble, løg, karry, fløde og suppen fra hamburgerryggen (der var altså også rigtige kartofler og grønne bønner til).

DSC_3949

Inden det blev tid til aftensmad for de to travle landmænd, nåede jeg ind til byen og fik købt en konfirmandgave til naboens datter. Ja ja de havde godt nok konfirmation dagen før, men tiden går altså alt for hurtigt, tænk at hun allerede skulle konfirmeres. Pitstop, hvor jeg fik skrevet kortet til gaven, blev holdt ved højmosen. Vejret i går artede sig bedre end lovet.

DSC_3938

Bagefter kombinerede jeg gaveaflevering med en gåtur. Åh, hvor gjorde det godt at få gået en tur. Det sker desværre alt for sjældent, jeg har hundredvis af undskyldninger.

DSC_3944

Gåturen blev udvidet, så jeg også fik afleveret madpakke til to landmænd og en hund, så de kunne fortsætte med at lægge kartofler.

DSC_3946

Søndagen er gået med noget og ingenting. Landmanden kører på duracel, så han bekæmper muldvarpe og slår græs. Jeg servicerer ham, arbejder ved computeren og indimellem er der vejr til terrassenydning for os begge samt Ayla.

DSC_3951

P1050459

Må resten af din søndag blive fyldt med muligheder for lige nøjagtig det, du trænger til. God søndag til dig.