Julekalenderen 2017 1. december

Det’ jul, det’ cool lyder højst sandsynlig allerede i radioen. Jeg har længe taget forskud på julefilmene på Tv3puls. Heldigvis er vi nået til genudsendelserne fra sidste år og i år, så jeg behøver ikke at sidde klinet op af skærmen. Jeg ejer ikke en optagerfunktion, så jeg må være der, når lejligheden byder sig.

Den ene computer har fundet accuradio med julesange. Det lytter jeg til, mens dette indlæg skrives. Men det er ikke jul endnu, julen er d. 24. december og 12 dage derefter. Denne tid er derimod den søde ventetid, adventstiden, og jeg elsker den.

Jeg savner at blogge regelmæssigt, jeg savner den kontakt, der engang opstod, men må også erkende, at der er meget, som er meget nemmere. Instagram, snapchat, facebook, podcast, online-mediatjenester, alt sammen noget hvor vi selv, i lighed med blogverdenen, bestemmer, hvornår vi er på. Jeg er faldet i en seriegryde, og har i den grad dyrket binge-watching. Det skal være slut nu, for når jeg nærmest ikke kan løsrive mig fra den lille skærm, fordi jeg lige skal se, hvordan O’Malley, Stevens, Yang, Grey og Karev klarer den, så er det for meget (ja jeg har først opdaget den serie nu, og ja, der er 14 sæsoner!), og jeg kravler op af gryden nu!

Jeg vil tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

Min far fortæller:

Mor og far havde købt en lille ejendom under 2. verdenskrig. Ca. 20 tdr. land, et husmandssted, skulle give føden til en stor børneflok på 15, hvoraf jeg var den yngste. Far var jo uddannet som snedker og tømrer og kunne derfor tjene penge ved at lave snedker – og tømrerarbejde på gårdene som hjælp til at mætte de mange munde. Mor passede med hjælp fra os børn dyrene, og når vi drenge var blevet gamle nok (7-8 år), kunne vi lave meget af markarbejdet: pløje, harve, tynde roer osv. Det var en selvfølge at vi deltog i det daglige arbejde.

Jeg blev født i 1931 i en tid, hvor stor arbejdsløshed og økonomisk krise i landbruget var de hårde kendsgerninger. Landbruget fik lave priser for sine produkter, og det kunne mærkes i de små landbohjem. Uheld i besætningen, f. eks hvis en ko blev syg og døde, kunne betyde, at der ikke var penge til terminen og måske slet ikke til at købe en ny ko for. Jeg har oplevet at min mor og far græd, fordi de havde mistet en ko. Men børn er jo fantastiske til at indrette sig efter de forhold, der er. Mors og fars sammenhold og deres omsorg for os børn gav trods fattigdom stor tryghed og meget varme i vort lille barndomshjem.

Min fortælling:

Mine forældre blev færdige som lærere sommeren 1956. Livet stod foran dem med alle muligheder, de glædede sig til ikke at have eksamener og læsning/undervisning hængende over hovedet. Min mor glædede sig til, at de skulle være langt mere kulturelle, og at de nu skulle opleve noget. De havde været to steder for at søge jobs, på Fyn og i Midtjylland. De endte med at vælge en lille by mellem Randers og Viborg, og det blev den by, som blev rammen for deres liv sammen og rammen for min barndom/ungdom.

De boede i et lærerhus, som kommunen ejede. Der var mindst fem huse på Skolevej, hvor lærere boede. Den vej blev min barndomsgade. For det unge lærerpar (22 og 25 år) kom ikke til at leve det søde uforpligtende liv som nybagt lærerpar, jeg meldte nemlig min ankomst, absolut ikke planlagt, men alligevel så velkommen når nu det skulle være. Jeg har altid følt mig elsket og tryg, og det er absolut ikke alle børn, der får lov til at opleve sådan en opvækst. Det er jeg taknemlig for.

1.december 2017 er i gang, landmanden er på jagt, jeg har fridag og har besøg af klaverstemmeren. for selv om jeg ikke får spillet på klaver, så står det smukke klaver, som jeg købte, da vi var unge og nybagt landmandspar, her stadig. Og måske får jeg en dag sat mig ned og får genopfrisket og indlært nye spillekundskaber, måske. Det er godt at have drømme. Må din første december være god ved dig og give plads til drømme.