onsdag, februar 07, 2018

Fravalg

I dag har jeg valgt fra, selv om det irriterer mig, for jeg havde glædet mig. Jeg havde i forvejen valgt koraften fra for at komme til strikkecafe. Nu har jeg så også valgt strikkecafeen fra. Ganske enkelt fordi jeg ikke mente, det var forsvarligt at sende mig selv ud på en vej om aftenen. Jeg er træt, vi har haft en meget travl dagvagt, hvor alle kræfter blev sat ind på at yde en ordentlig pleje, hvilket indebar, at andre med andre funktioner måtte træde til for at hjælpe i spidsbelastede situationer. Jeg var dog med i plejen i forvejen, fordi jeg skulle følges med en kollega. Vi blev dog hurtigt enige om, at vi godt kunne tage hver vores patienter og så sparre med hinanden i de korte øjeblikke, vi så hinanden. Vi nåede vist alle at få noget frokost, men først i løbet af den sidste halvanden time af dagvagten. Vores nye studerende fik da set, hvordan vores afdeling kan se ud i en travl periode.

Et andet fravalg har jeg også tænkt over i de her dage, jeg er en af dem, der ikke ønsker at få nye organer og heller ikke ønsker at være organdonor. Jeg har bare aldrig fået det registreret nogen steder. Og jeg har længe mærket en tvivl, den er ikke stærk nok til, at jeg endnu har ændret holdning, men jeg skal have fundet nogen at sparre med om det. Jeg kan blot mærke, at jeg ikke orker at følge den serie om organdonation, som lige nu kører. Jeg er fuldt orienteret om hjernedødskriteriet, det er ikke, fordi jeg tror, at man ikke er død, når man er hjernedød. Når jeg siger nej tak, skyldes det, at jeg føler, at et værdifuldt øjeblik bliver taget fra de pårørende ved organdonation. nemlig det øjeblik hvor livet ebber ud og det sidste åndedrag tages. Jeg har også før tænkt, at vi ikke skulle lege Gud, den tanke har jeg nok ikke mere, det gør vi alligevel på så mange måder. Jeg er og har været voldsomt irriteret på de kampagner, hvor man slår på, hvor mange, der venter på et donororgan. for jeg synes, det glemmes i kampagnerne, at for at man kan få et organ, kræver det, at der er en, der dør. Men som sagt er jeg i tvivl, ikke så meget om det at få organer, for det tror jeg stadig ikke, at jeg vil. Det er mere det med at donere sine organer, som jeg overvejer, om jeg vil. Og det skal jeg have tænkt noget mere over. Har du ladet dig registrere og vil du fortælle om dine overvejelser?

DSC_5100

21 kommentarer:

  1. Jeg tog stilling for 25-26 år siden, den gang man kun kunne vise sin stillingtagen ved at gå rundt med et lille kort i pungen. I disse elektroniske tider har jeg tjekket, at det står korrekt inde under borger.dk. Og jeg har valgt, at de må bruge alle de dele af mig, som de kan, hvis jeg skulle ligge i sådan en situation. Og min beslutning er kun blevet styrket med årene.
    Jeg kan sagtens følge din tankegang. Og jeg håber da også, at mine pårørende kan sætte sig op til at få det gennemført, hvis de virkelig ønsker at være med ved sidste åndedrag - og at lægerne accepterer det ønske. Jeg har bare ikke en forventning om, at mine nærmeste får ændret deres (forkrøblede) forhold til døden, så de vil kræve at være der.
    Jeg er sikker på, jeg godt kan klare at være det, jeg skal være efter døden, selvom nogen har lånt et par organer af mig. Og jeg er (næsten) sikker på, at mine børn vil sige, at det selvfølgelig er i min ånd, at jeg har givet det videre, der kan bruges (måske endda lidt irriteret: "det er typisk mor, det der...", men så alligevel bære over med mig).
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, tak for dine overvejelser. Og jeg har læst mig til, at man kan sige ja på to måder: en hvor pårørende ikke har noget at skulle have sagt og en hvor de skal spørges.
      Jeg tror også at jeg er mig efter døden med eller uden organer, det er jo min sjæl, der lever videre.

      Slet
  2. Jeg tog stilling, da mellemste tog kørekort for 6 år siden. Han fik en folder, hvor han skulle tage stilling og vi tog alle en snak om det, og så meldte ældste, mellemste, håndværkeren og jeg os til - yngste var for ung dengang, men vi har siden taget snakken med ham, jeg ved ikke, om han har sagt ja eller nej, men han har en kæreste, som jeg altid ville lade tage beslutningen, hvis situationen skulle opstå, uden han selv havde taget stilling.
    Jeg vil gerne have, hvis jeg mangler et organ, og jeg vil gerne hjælpe, hvis jeg kan. jeg har jo på et tidspunkt måttet sige farvel til min datter på kun 4 dage, dengang blev vi ikke spurgt, men i dag ville jeg sige ja til, at hun måtte være organdonor. Vi sagde også ja til obduktion, så alle kan blive klogere på det hun fejlede (rygmarvsbrok).
    Som du ved, så gør jeg mig ikke de store filosofiske tanker om livet og døden, jeg lever bare i dag - i går og i morgen tænker jeg ikke så meget på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helle, tak for dine overvejelser. Hvor er det en god ide, at I fik talt sammen og tog en beslutning hver især.
      Og som du ved tænker jeg over livet, på de spor vi sætter, og det er både godt og ondt, men det er mig, og jeg kan faktisk godt lide mig og dig. Hurra for forskelligheden.

      Slet
  3. Jeg har også taget stilling og tilmeldt donorregistreret med fuld tilladelse. Det er egentlig ikke fordi jeg gerne selv vil modtage et "ledigt organ", men mere ud fra en tanke om, at hvis jeg, efter hjernedøden er indtruffet, ikke længere selv har behov for mine organer, så er der en anden, der kan få glæde af dem.

    MEN: På den anden side set er der noget ved min egen nyttefilosofi, jeg ikke bryder mig om. Jeg synes, det er forkert at anse kroppen som et "reservedelslager". Jeg er religiøs, men jeg blander ikke hverken Gud eller Jesus ind i dette. De ville begge have været ret ligeglade.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, tak for dine overvejelser. Det er måske også mere den her tanke om os som reservedelslager, der nager mig. Og der er jo børn, som er født med det formål, og hvor må det være svært at være dem.

      Slet
  4. Jeg gjorde det samme som Mette for maaange år siden - og står selvfølgelig stadig i registret. Lad dem endelig bruge hvad de kan. Mht. selv at få, har jeg ikke tænkt særlig meget over det ... det kommer an på ... jeg vil ikke have et hjerte, men jeg vil fx gerne modtage en nyre, hvis det skulle blive nødvendigt.
    Jeg har talt med mand og barn om organdonation, og de er begge helt med på den - og er også selv registrerede donorer.
    Jeg er glad for, at du er gået væk fra tanken om, at organdonation skulle være at lege gud, for det vil man kunne kalde selv den mindste lille indgriben for at helbrede noget, kroppen ikke selv kan klare.
    Jeg håber dog på at blive så gammel, at jeg ikke kan bruges til noget som helst ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, tak for dine overvejelser. Det er måske forkert formuleret, det var måske mere som Hanne formulere det, tanken(ideen om at vi bare kan få alt skiftet ud, når bare nogen dør.
      jeg har samme forhåbninger som dig om at blive tudsegammel :-)

      Slet
  5. Du pirker til en dårlig samvittighed, når du spør', om jeg har taget stilling. Det burde jeg have gjort for mange år siden, før kroppen nærmede sig sidste salgsdag eller "bedst før".

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, tak for dine overvejelser. Og ja vi lever vel et eller andet sted i nuet og får ikke stopper op og tænkt over det. Men du kan stadig være donor, jeg mener faktisk op til 80 år.

      Slet
  6. Officielt har jeg ikke fået taget stilling. Men jeg har talt med venner og familie om det, jeg har hverken lyst til at modtage eller donere (tror så at pga medicin kan jeg ikke bruges) der et eller andet i det som bliver for meget, og jo det reder live og er fantastisk for dem der modtager, men selv ville jeg havde brug for at sige farvel, så jeg ved også hvad jeg svare hvis valget er mit i forhold til folk jeg holder af, regner dog med at overholde deres ønsker, hvis det med pårørendes tilladelse... alt efter hvordan det gribes an at jeg siger farvel fra sygehus side.... det afsked muligheden som er svær for mig i at give.... og det at det en evighed på mere medicin hvis man får, og mig + Medicin har aldrig gået gnidningsfrit frit. Desværre syntes jeg mange programmer som det der køre nu mangler facetter de virker designet til at sige der kun er et rigtigt svar, om det gælder denne udsendelse serie ved jeg ikke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anette, fandt din kommentar i min spambunke, undskyld at jeg ikke tjekkede den, da din kommentar ikke gik igennem.

      Slet
    2. Det helt ok
      det bare sjovt den har gjort det flere gange 😕

      Slet
  7. Æv skrev en lang kommentar med mine tanker og nu den væk

    SvarSlet
    Svar
    1. Øv, Anette, det var træls.

      Slet
    2. Prøver igen
      jeg har ikke officieltmtaget stilling, men har talt med venner og familien.
      for mig er det et nej både til at give og til at modtage. Syntes lidt at vil man ikke umidlebare give så er det heler ikke logisk at modtage, men er mod at sætte folk der ikke har et ja donor kort bager i køen.
      Mit nej til at give har primært at gøre med afsked... hvilket jo så mest gælder andres død. Men det virker bare ubehageligt på mig.... jeg tror så ikke at mine organer kan bruges pga medicin.
      mit nej til at modtage, jeg tror ikke at det vil være fantastisk liv bagefter, der medicin for at det virker m.m. og jeg har altid reageret mærkligt på medicin... har så heler ikke lyst til at have en fremmet inde i mig.
      ussendelser som den serie der er nu har før irreteret mig, da de ofte er ensidige som vil de tvinge folk til at sige ja, om den her er det ved jeg ikke. Men min oplevelse er at nogle sundhedspersonale r meget ubehagelige i at presse til at blive donor, samme vil presse mig til at blive bloddonor, også efter jeg fortæller at min egen læge fra rådede mig det (kan ikke huske hvorfor mere)

      Slet
    3. Anette, tak for dine overvejelser. Det må aldrig føles som et pres, og det er jeg ked af at du har oplevet.

      Slet
    4. Det sikkert ment godt, det jo for at rede liv... nogle glemmer bare giver og givers familie

      Slet
  8. Ja, det gjorde jeg for femte år siden og det blev samt bliver forsat et nej tak både til at donere og især til at modtage.

    Min far havde blandt andet dårlige nyrer de sidste ti år af sit liv, men han kunne ikke få en "ny" nyre, da han var over 60 år gammel, da man så kunne se, at han ikke kunne overleve uden, så skulle han på det nærmeste tvinges til at blive doner, for så var det igen alders begrænsninger.

    Dertil kommer, at jeg på det tidspunk kendte en, der havde fået et nyt organ og så godt var vedkommens liv efter det altså heller ikke. Rent faktisk fortalte hun mig, at så ville hun hellere være død frem for at leve på den måde hun gjorde efter modtagelsen af det nye organ.

    Så det blev samt forbliver et nej til begge dele.

    Det er mit liv samt min krop og dermed mener jeg også, at jeg har lov til at vælge et klat nej

    SvarSlet
    Svar
    1. Tine, tak for dine overvejelser. Og du bestemmer over din krop, derfor er det også godt at du har taget stilling og fået det noteret. Og det viser, at vi alle præges at det vi har oplevet. Jeg er jo også præget af, at jeg synes dødstidpunktet er et ganske særligt øjeblik.

      Slet
  9. Aase Toft Rasmussen10/2/18 10:31 PM

    Har for mange år siden registreret mig som organdonor dog sådan at de pårørende har det sidste ord. Bevæggrunden var at hjælpe andre hvis muligt. Vigtigt for mig er det at pårørende kan sige nej, og have muligheden for at sige farvel på den måde, du omtaler. Jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg i tvivl... Min far døde i december og i den process ville jeg ikke have brudt mig om at skulle tage stilling til donation . Uaktuelt på grund af hans alder og sygdomsforløb, men alligevel.

    SvarSlet