lørdag, maj 19, 2018

Lydene omkring mig

Landmanden kører på en traktor og kammer kartoffelkamme op. Det er så langt væk, at jeg ikke kan høre traktoren brumme. Indimellem er der en tagplade eller andet, der stønner her i varmen. Og i ny og næ hører jeg, når gyllen transporteres ud fra stalden til gylletanken på den anden gård. Det sker også, at blæseren i kølehuset går i gang



Fuglene synger så højt, så selv jeg uden høreapparat kan høre det. Ellers er der helt stille. Jeg nyder det, mens jeg fejer terrasse og fliserne foran huset. Fejning er ikke nok, så jeg er i gang med hakker for at få mos væk mellem fliserne.



Lige nu er jeg dog krøbet under parasollen på terrassen med en kop te og et glas koldt vand. Jeg har måttet skifte arbejdstøjet ud med bikini, for det er varmt at gå i solen. Her kan jeg høre fluerne og humlebiernes summen.

Jeg håber,  vejret bliver som skitseret på langtidsvarslerne, for næste weekend må landmanden klare  sig selv, jeg går nemlig ind i stilheden i tre dage sammen med andre mennesker i et hus i en skov mellem Skanderborg og Silkeborg. Og jeg glæder mig, glæder mig til den faste ramme med tidebønner før morgenmad, frokost, aftensmad og nat sammen med kristen meditation formiddag og aften. Det giver tid til eftertænksomhed, vandreture og blot at være til med alle de tanker, der til daglig holdes nede af hverdagens gøremål.



Pausen blev lidt længere end planlagt, men det er helt ok. Når man som jeg ikke bryder sig om havearbejde, så skal der lægges små belønningspauser ind undervejs, så dagen føles god og kærlig. Må du få en dag med varme og nærvær, enten med dig selv eller sammen med andre.

5 kommentarer:

  1. Fuglelydene er de bedste! Selv skræppende gæs og skrigende strandskader nyder jeg her ved fjorden, hvor det også er blevet for varmt til at arbejde. Heldigvis får vi gæster lige om lidt, så skal vi dovne sammen med dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, fuglelydene er dejligt beroligende :-) Jeg forsøger at tage det i små etaper og så har jeg set kongeligt bryllup i pauserne. God eftermiddag sammen med jeres gæster

      Slet
  2. Fuglesang er noget af det bedste! Der hvor vi flytter hen i næste uge, er der heldigvis så grundstille at fuglesangen går klart igennem :-)
    Jeg håber du har haft en dejlig dag i haven - uden for meget arbejde (tænk, jeg elsker at luge og sådan noget ...)
    God pinse!

    SvarSlet
    Svar
    1. Nana, det bliver dejligt for jer , når I flytter og alt falder på plads.
      Jeg har haft en god dag, ikke nået så meget, for det var der for varmt til :-) Ja indimellem ville jeg ønske at jeg havde det havegen.
      Tak og i lige måde

      Slet
  3. Nej hvor bliver jeg nysgerrig! Kender nemlig også en, der skal med på den stilhedsretræte lige i min baghave (desværre ikke mig), men vi må jo have lidt fælles interesser :)

    SvarSlet