onsdag, februar 21, 2024

Var det det, der skulle til?

 Normalt bekymrer jeg mig ikke om mit helbred, udover at jeg gerne vil passe på det. Men med titlen som farmor og det i en sen alder og med sygdom i familien, begyndte en bekymring at fæstne sig i mig. Jeg skulle gerne opdage sygdom i tide, for jeg ville gerne være frisk og rørig længe. Først var det Alzheimers sygdom, jeg bekymrede mig om, så kom jeg i tanke om, at jeg da også havde hjertesygdomme i familien og kræft er der jo i alle familier. For det meste har jeg kunnet lægge det på hylden for glemte/gemte sager, men indimellem falder det ned fra hylden. 

Jeg kan godt forstå, at folk indimellem har svært ved at forstå, når man må sige til dem, at alle de symptomer der er, er tegn på kropsbelastning. Nogle gange ved de godt, at livet har været svært, tungt, hårdt eller noget andet, men hvad gør man så ved det? Selv om jeg er blevet undersøgt og min læge og jeg blev enige om, at det var psykisk udløst, så kunne min krop og hjerne ikke finde ud af det alligevel. For symptomerne kom jo stadig indimellem.

 I efteråret så jeg et opslag, man manglede kontrolpersoner til et phd-projekt og som de skrev; du får ingen penge, men til gengæld får du undersøgt dit hjerte grundigt. Jeg slog til med det samme. For to uger siden blev jeg kaldt ind til en formiddag fyldt med masser af undersøgelser. Forud gik blodprøvetagning og hjertekardiogram. På dagen fik jeg lavet en MR-skanning af hjertet, en ultralydsskanning af hjertet, en måling af mit hjertes hjerterytmevariabilitet og pulsbølgehastighed samt måling af hvor tykke mine kar er.

Kort og godt som hjertelægen sagde; du har et overordentligt sundt og stærkt hjerte! Karmåling viste, at mine kar svarede til en på 50 år. Jeg så mit smukke stærke hjerte på MR-skanningsbillederne. Og det er som om at de symptomer, jeg af og til stadig får, ikke bekymrer mig mere. I stedet fylder en taknemlighed mig, en taknemlighed som ikke skal forplumres af unødige bekymringer. Jeg skal bare i bedre kondition og så stadig passe på mig selv ved at nyde livet, slappe af, men også få styr på de ting, jeg gerne vil gøre.

Ugerne stryger af sted, jeg stornyder mine fire fridage hver uge, hvor vi er startet i det små med oprydning hist og pist. Sønnen startede i julen, nu er de ting, han gerne vil gemme, kommet i nye kasser og på loftet. 

Lige nu strikker jeg strikkeprøver, de er nødvendige, men jeg hader dem, når jeg ikke strikker samme fasthed som opskriften påbyder. Jeg er vist på 3. eller 4. strikkeprøve, bredden passer, næsten, men højden er ikke høj nok. Så nu skal jeg have købt en ny størrelse rundpind, for det gjorde en forskel, da jeg skiftede fra en ældgammel rundpind str. 2,5 til en helt ny str. 2,5. Derfor vil jeg prøve om str. 3 i et andet mærke måske kan ændre noget.

Det er vinterferie i Nordjylland og det betyder færre folk på arbejde, og da vi samtidig har fået både nye studerende, elever og kolleger, er der nok at se til. Heldigvis har der været gode dage med færre patienter, hvor vi efterhånden var blevet vant til mange patienter på gangen. I dag og i morgen tager jeg aftenvagt. Jeg kan sagtens være i aftenvagt, min krop har bare svært ved at omstille sig bagefter, men når mange holder ferie, er resten som regel allerede sat på arbejdsplanen. Så jeg konkluderede, at pilen pegede mod mig, da vi manglede en aftenvagt. Jeg glæder mig faktisk til at være sammen med kolleger, som jeg ikke er så tit sammen med.

 



mandag, februar 05, 2024

Bliv set, mødt eller hørt - tankerne flyver

 Før hen brugte jeg ofte dette forum til at gøre mig selv klogere på meninger, ord og vendinger. For I havde altid gode overvejelser, som hjalp mig på vej. Nu til dags hvor jeg skriver sjældent, flyver tankerne i mit hoved for en stund og så forsvinder de og kan ikke genfindes, hvis jeg vil skrive et indlæg om dem. Denne gang huskede jeg at skrive stikord i en kladde, så jeg kunne huske, hvad jeg tænkte.

Hver søndag går jeg ned til postkassen for at hente ugemagasinet Søndag. Hver søndag overvejer jeg, om ikke jeg skal ophæve abonnementet og hver søndag er der altid et eller andet i bladet, der sætter tankerne i gang. En søndag startede det allerede, inden jeg kom ind igen, for på forsiden var Lone Frank citeret for, at hun gerne vil blive hørt, men var ligeglad med at blive set.

Det fik mig til at tænke på det, der ofte siges i sygeplejen. Det er vigtigt at patienten føler sig set og mødt. Og så gik tankerne på forskellen mellem at blive mødt og hørt. Havde jeg misforstået vendingen, så jeg søgte og fandt en artikel fra 2014, hvor man havde undersøgt patienters oplevelse af kommunikationen med sundhedspersonale på en ortopædkirurgisk afdeling.

Her konkluderede forfatterne, at det som fyldte mest hos patienterne i forhold til at føle sig set, mødt og forstået, var den enkelte sundhedsprofessionelles verbale og nonverbale udtryk med stor vægt på det nonverbale. Artiklen giver eksempler på, at hvis personale ser travle ud, så lader man være med at spørge. Det er jo ikke så godt, men måske forståeligt. Men patienterne giver også gode eksempler på en nonverbal kommunikation: 

”Det er vigtigt, at personalet ser på en, taler direkte til en, så føler jeg, at jeg har den kontakt, jeg ønsker. Ja, det er jo svært at forklare, men det er opmærksomhed og nærvær.”

Og når jeg så går tilbage til mit indlæg, hvor jeg undrede mig over, at patienterne hos os kunne føle sig godt behandlet på trods af et utroligt travlt afsnit, er det måske netop det, det handler om. At hos os får du et smil, øjenkontakt og forhåbentlig også forklaringer/støtte. Vi stopper op, hvis du som pårørende står og ser søgende ud. Faktisk kan man som pårørende risikere at blive stoppet mange gange af personale, mens man venter på at kunne komme ind til patienten.

I forhold til patienten, advokerer vi erfarne for, at man fra morgenstunden hilser på alle sine selvhjulpne patienter, fortæller dem om hvad der skal ske i dag, hører om der er noget de undrer sig over og fortæller, at man også har andre patienter, som har brug for en del hjælp, så der vil man være meget. Men uanset hvad er det vigtigt, at de selvhjulpne patienter ringer med klokken, hvis de får forværringer og de skal tage fat i os, hvis der er noget, de mangler svar på. 

Min erfaring er så, at jeg resten af dagen kan stoppe op, når jeg går forbi og spørge; er alt vel eller jeg har ikke glemt dig, men der er ikke stuegang endnu (vores stuegang varer fra 9 - 20 hver dag). Det tager ikke lang tid, men vi får øjenkontakt. Og det mener jeg gør forskellen. Nogle dage må jeg forklare, at ja det logiske ville være at tage alle de selvhjulpne først til stuegang, hvis det eneste de venter på er en lægelig afklaring og godkendelse til udskrivelse (især når patienterne kan se, at der ligger 6 patienter på gangen). Men det patienten ikke kan se, er at der er andre patienter, som er så dårlige, at de skal og bør ses som de første af vores læger.

At føle sig mødt er vel også at føle sig hørt, men også set, med alt det man kommer med som det menneske, man er. Vi har hver især brug for forskellige ting fra en sygeplejerske/social -og sundhedsassistent, når vi indlægges. Og kunsten i sygeplejen er at ramme de behov, og det mener jeg gøres med nærvær og opmærksomhed. Men så sandelig også med at jeg besidder en faktuel viden og en færdighedsviden, som kombineret med nærvær og opmærksomhed giver patient og pårørende tillid til at jeg vil dem det godt.


Tilbage til Lone Frank, så handlede hendes ord om, at hun ikke havde behov for, at folk så hende som et kønsobjekt (sat op mod at kvinder ofte føler sig usynlige, når de bliver ældre), men hun ville gerne, at folk lagde mærke til, hvad hun havde at sige. Og det gjorde folk i højere grad nu, fordi hun havde meget mere at komme med (qua sin erfaring). 

Faktisk synes jeg, at hun har flyttet sig utroligt meget fra første gang jeg læste om hende og læste bogen Den femte revolution. Men måske er det mere det levede liv, der gør, at der er andre ting, som hun anser for vigtigt. I denne artikel var der fokus på kærligheden og sorgen, hun mistede sin daværende kæreste, som døde, da hun var 48 år. Men også på alderen, de fysiske forandringer og hendes nysgerrighed på verden og det at formidle.

Jeg får helt lyst til at prøve kræfter med en af hendes sidste bøger, som netop sætter fokus på kærlighedens natur ud fra et videnskabeligt perspektiv. Hendes phd. i neurobiologi fornægter sig ikke, så selv i sorgen og erkendelsen af at have taget kærligheden for givet, vælger hun at gå til videnskaben sammen med en psykolog, ikke kunstnere, digtere eller filosoffer.

Jeg tror hun kan provokere mig og få mig til at stoppe op og undre mig. Det er altid sundt at høre andres perspektiver. 


Billedet er fra en af trappeopgangene i Nordkraft. Her ligger sundhedscenteret på 9. sal og sidste uge, da jeg skulle undervise tidligere patienter og deres pårørende, valgte jeg for første gang at gå hele vejen op. Jeg kunne ikke stå for kontrasten mellem det rå look og den smukke by udenfor. Et andet perspektiv på byen. 


onsdag, januar 31, 2024

På tur - i mit eget område

 Sidste weekend kom vi ud i den friske luft begge dage. Det var tæt på og to gode oplevelser ind på glædeskontoen.

Lørdag tog vi ind til Aabybro, fandt Aaby skov, for sådan en findes. Det er en ung skov, som er plantet for at beskytte grundvandet nedenunder, Jeg vidste, at mange løber eller går ture der, så der måtte findes nogle stier/veje. Vi havde også fået at vide, at der var et indhegnet område til at lufte hunde i. Det benyttede vi os dog ikke af, men drog på opdagelse. Vi valgte at gå langs med kanten af skoven på det, der var beregnet for heste, en bred græssti. Der var dog så meget vand, da vi kom ud i yderområdet af skoven, at vi opgav og gik lidt på kryds og tværs inde i skoven og de åbne områder.

Der var både bålplads, shelters og et udkigstårn skulle der også være. Det nåede vi ikke at finde, men så er der jo basis for en ny tur. Vi fik gået 5500 skridt og fik en fornemmelse af, hvor den den sydlige del af Vildmosen lå, hvor gårde, som vi kendte, lå i forhold til skoven osv. Det var en rigtig hyggelig tur, og når det er blevet mere tørt, skal vi helt sikkert på opdagelse i skoven.


Dagen efter kørte vi ud til udsigtsplatformen i Vildmosen. Der har jeg været før med datter og landmand. Men siden da er der kommet en gangsti på den anden side af det inddæmmede moseområde. Den ville vi gå en tur på. Vi stillede bilen på parkeringspladsen ved udsigtsplatformen og gik på stien langs vejen. Det er Aage V. Jensens fond, der har igangsat projektet med genopretning af mosen. Rundt om denne del af mosen er der nedgravet en membran, som forhindrer vandet i at komme ud fra mosen. Mosejord og dens planter har brug for en meget fugtig jord og grundet afvanding af det omkringliggende jord, som blev til landbrugsjord, var mosen blevet tør. Det ses blandt andet på de mange birketræer, der gror ind i mosen.


Nu står de under vand og nogle har fået skåret en ring rundt om stammen, så træet dør. Andre vil dø pga. de nu står under vand.


Stien er smukt lavet og med små vigeplatforme, så en kørestol og modgående kan komme forbi hinanden. Vi havde troet, at den måske strakte sig så langt ind, at der med tiden kunne komme en forbindelse fra Aaby skov til mosen. Det gjorde den ikke.  


For pludselig slog den et sving ind til mosen, og her var der siddepladser og små skilte med QR koder til små fortællinger om dyreliv, planteliv, genopretning af mosen osv. De små skilte var også sat på pæle langs stien fra parkeringspladsen til træstien.


Langt ude kunne vi se udsigtsplatformen, her har jeg zoomet ind på den.

Tilbage ved platformen gik vi op på den og nu, hvor man på den anden side af vejen har inddæmmet et moseområde mere, hvor der står masser af vand, kunne vi se masser af fugleliv der. Det kommer der helt sikkert meget mere af med tiden. 
Jeg har vist før skrevet, at jeg forstår ikke, at folk synes, at platformen er grim. Jeg synes den passer perfekt ind i mosens farver og kan kun anbefale et stop her. Og faktisk er der flere stoppesteder rundt i mosen med gode fortællinger om mosen, de folk, der boede der og om røverne i mosen. 






fredag, januar 26, 2024

jamen jeg er her endnu

 Efter jul og efter sidste indlæg kunne jeg godt mærke, at det ikke at kunne hjælpe i hverdagen for den lille familie nordpå fyldte. Så trods hampre flypriser (man kan godt mærke, at der ingen konkurrence er om flypassagerer) var vi begge enige om, at jeg skulle flyve til Trondheim i sidste weekend (det er dejligt at jeg ikke gider dyre hotelophold, middage eller andre forbrugsting; jeg vil hellere bruge mine penge på flybilletter). 

Min seje skønne svigerdatter skulle aflevere specialeopgave i mandags, og det er svært at få alle ender til at nå sammen, så hun kunne få ro til at skrive. Hendes mor tog weekenden før med S, og jeg hyggede mig med S fra fredag eftermiddag til mandag morgen, mens mamma tog på arbejde (skrev ude i byen) og pappa kørte hende, lavede mad og andre praktiske gøremål.

Vi nåede at komme i centeret lørdag for at handle ind, lege på legepladsen, spise lækre kager og købe en trøje med Paw Patrol fra farmor og farfar. Søndag hyggede vi os med at bage fastelavnsboller og gik en tur på ski. Jeg havde ikke ski på, men S er så god til at gå på sine ski, han fik i julegave, og han hyggede sig med at pappa også var på ski.

Mandag morgen fulgte jeg S i børnehave sammen med sønnen, og jeg fik vist stuerne, billederne og personalet, inden vi sagde farvel til hinanden. S vidste, at farmor skulle flyve ned til farfar og hundene. Jeg fik også lov til at lægge S i seng, læse for ham (mange bøger, men især én) og sove sammen med ham. Det var så hyggeligt at vågne op til skønne øjne og et glad smil hver morgen.

Bogen helt til venstre nåede jeg at læse 2-3 gange hver dag. Den var virkelig god og morsom. Og farmor blev hæs at snakke som trolden og de tre Bukke Bruse :-)

Før jeg drog til Norge, fejrede vi gemalens fødselsdag med skønt besøg hos datteren. Hun havde lavet en lækker lagkage og vi sluttede af med supergode pizzaer fra Gastromia Napolitana. Og i forgårs var jeg med til sidste behandling på sygehuset og samtale med min datter. Hun skal stadig have samtaler hvert år, men nu er hun sluppet helt fri fra besøg hver 3. uge på sygehuset. Det var dejligt. 


Bagefter smuttede jeg tilbage på arbejde. Onsdag var arbejde fra 10 - 19, der var personalemøde og undervisning af pårørende og patienter med lette følger efter stroke. Hver gang jeg er af sted, får jeg altid at vide, at jeg skal sige tak til alle på afdelingen. Og hver gang undrer jeg mig og er imponeret over mine kolleger. For travlheden er overvældende, patienterne er mere dårlige end for nogle år tilbage, der er i hvert fald flere af dem. Det betyder, at ofte kommer de lette ramte til at ligge i senge på gangen. Og meget af tiden bruger vi på de hårdt ramte og alligevel siger patienterne både til vores opfølgende team og de undervisningsseancer, jeg har, at de føler sig velkommen, set og mødt. 

Vores vikarer vil gerne være hos os, trods de siger vi er den mest travle afdeling på sygehuset. Her er en god stemning, vi tager godt mod vores vikarer og vi yder god sygepleje. Vi investerer også i dem, andre steder får de knapt et hej, når de møder (jeg fatter det ikke, men det har jeg fået at vide af flere) Hos os forsøger vi at inddrage dem i vores teams og dem, som vi tænker, vi kommer til at bruge flere gange, får en introduktion sammen med mig i hvad stroke er, vores observationer/screeninger og undersøgelser. Vi har klare retningslinjer for hvad de må. Vores vikarer er for langt de flestes vedkommende sygeplejestuderende, og vi håber, at de får lyst til at blive vores kolleger, når de er færdige. 


Mit hus trænger til en ordentlig omgang oprydning, men i dag stod den på regnskab for mit vedkommende og alle mulige ting, som vi skulle gøre sammen på kontoret. Så må oprydning vente til i morgen. Vaskemaskinen kører på fuld fart og nu må kufferten fra sidste weekend vist hellere blive pakket ud. Fredag har jeg konverteret til dagen, hvor landmanden køber et eller andet hjem fra det lokale supermarked til aftensmad. Og i fryseren lå en halv ribstærte fra datterens fødselsdag. Den skal nok få ben at gå på, når vi skal se håndboldkamp i aften.

Jeg savner min morgenudsigt med sne, men nyder lysets tilbagevenden. Må du få en dejlig weekend.



fredag, januar 12, 2024

En jul uden vægtøgning

 Trods massive indtagelser af lækkerier gennem hele juletiden, sørgede en lille gut for, at hans farmor ikke tog på i julen. Vi havde den lykke at have familien på besøg i ti dage inklusiv datteren. Vi kan ikke være der for den lille familie til hverdag, til gengæld ser vi det som en glæde, at vi tager S, når han vågner om morgenen. Så kan forældrene sove længe og være længe oppe om aftenen uden at tænke på tidlig morgenstart. Lykken er at starte morgenen med glade smil og en masse snak på norsk. Så snart bleen var skiftet, vasken og tandbørstning var overstået, speedede vi op.


Vi fandt en gammel børnebåndoptager, som stadig kunne spille, godt nok med en rusten lyd, men vores børn syntes godt om den autentiske lyd af  kassettebånd med masser af god popmusik. S dirigerede sine farforældre, så vi løb, hoppede, vrikkede os rundt om juletræet, rundt om spisebordet, hoppede over dørtrin og ned gennem gangen. Nogle gange tog vi også køkkenet med. 

Det blev mere og mere avanceret for hver dag og ve den farforælder, der ikke sørgede for at lave nøjagtige samme bevægelser som S viste . Vi blev med det samme irettesat. Det resulterede en morgen i, at jeg flækkede totalt sammen af grin og fik mange kommandoer, som jeg ikke kunne efterkomme grundet latteren. S hoppede med begge knæ ned på mit balancebræt, derefter hoppede han op igen og stod på gulvet, hvorefter han hoppede med samlede ben op på brættet og ned igen. 

Jeg tog kun den sidste del med stående på balancebrættet, det duede ikke! Nej farmor! Jeg blev vist det igen og så prøvede jeg, men da jeg først var kommet ned på knæ på balancebrættet, kunne jeg ikke komme op igen. Mens jeg grinte lød det igen og igen; op og stå farmor! Jeg kom da op igen, men farfar fik lov til at gøre det stående, om det skyldtes at S ikke havde tiltro til ham eller at han havde nedjusteret sine tanker om farforældrenes evner, skal jeg ikke sige.


Juleferien sammen startede med regn og rusk. Nytårsaften skød vi nytåret ind med et batteri, som stod udenfor på gårdspladsen og vi stod i læ i porten til kartoffelhuset. Bagefter morede vi os med stjernekastere og knaldperler.

Næsten hver juledag tog landmanden og S en tur på traktoren, vi skulle også fodre høns og hunde. Det var en fornøjelse at se, hvordan S blev mere og mere fortrolig med de store hunde. Til sidst gik han rundt mellem dem og lød som et lille norsk ekko af sin farfar; sit Ayla, nej Dexter, kom Ayla, dæk Dexter osv.

Farmor og S har spillet på klaver, sunget sange og læst bøger, mens farfar sorterede kartofler og resten af familien sov.


Da sneen kom, legede vi alle i sneen. Den gamle trækælk blev hægtet bag ATVen, og så fik vi alle en kælketur på gårdspladsen. Den sidste dag nåede vi at komme på kælkebakken, hvor vi alle fik travet op og kælket ned ad bakken. 

Vi var også barnepige, så forældrene tog i byen en aften og en anden aften på brætspilcafe sammen med datteren.

Pludselig var de ti dage ovre og vi sendte alle hjem, tre til Trondheim og en til Aalborg. Der er stille i huset, når vi kommer ind/hjem efter arbejde. Vi har begge arbejdsmæssigt lige så travlt som før jul, men i år fik jeg ikke blot ryddet julen væk fra huset, men også ned i julekasserne. Tit har de blot ligget nede på det ene værelse, til jeg fik taget mig sammen til at pakke det ned i kasser.


I dag kom jeg ud at gå, for jeg bevæger mig ikke så meget mere, som da S var på besøg og så spiser jeg mere - ikke en god kombination. Hvor er verden dog bare smuk med sne, ja ja jeg ved godt, at den er sjap og søle i byen, men her hos mig er den magisk. Jeg elsker sneen! Og sørger over at den nok forsvinder de næste dage, indtil vinteren vender tilbage på mandag.

solen gik ned mens jeg gik tur



mandag, januar 08, 2024

Som tiden dog går

 Blogindlæggene blev i min hjerne og i stedet for blev det instagram, som forevigede julen.

Til gengæld kræver denne dag et indlæg. Min kloge, seje, skønne datter fylder år. Hvor er jeg dog taknemlig for at vi skal fejre dig i dag. Kræftfri og med håndterbare bivirkninger efter behandlingerne. Sej og fuld af gåpåmod.

Datter, søster og faster. Vi har nydt at have dig på juleferie sammen med sønnen, svigerdatteren og S. Nu er I hjemme igen, men i aften får vi lov at fejre dig.

Du og jeg kan godt krydse klinger, for vi er ikke altid enige, og på en del områder også meget forskellige, men vi er gode til at sætte ord på uenigheden og forskelligheden.

At være din mor har budt på mange bekymringer, ofte skyldtes de mere min hjernes evne til at forudse ting, som slet ikke skete. Men allermest har det at være din mor skænket mig så megen kærlighed. Tak fordi du er dig og hjertelig tillykke med fødselsdagen. 



mandag, december 11, 2023

December

 December er den tid på året, hvor jeg får allermest lyst til småkager, juleboller, klejner og levende lys. Jeg elsker at tænde op i brændeovnen og sidde i sofaen med udsyn til ilden med en god bog/en julefilm til at hygge mig med.

December måned er også den tid på året, hvor der er instagramprofiler, jeg ikke læser. Førhen var det blogge, jeg ikke læste. Det er der en ganske særlig årsag til. De profiler får mig til at føle mig utilstrækkelig, meget lidt kreativ, meget lidt produktiv, meget lidt organiseret osv. De bliver det spejl, der siger ja ja du vil jo så gerne være sådan en, der har den smukkeste hjemmelavede adventskrans klar første søndag i advent, sådan en, der lige nusler hjemmelavet julepynt frem - sådan en, der lægger hjemmelavede julegaver under træet - sådan en der har alt klar når december måned banker på.

Sådan en er jeg ikke, men erfaringen gør, at jeg ved, at der bliver også jul hos os. 

Forrige søndag kunne jeg, flere timer efter jeg havde tudbrølet i sofaen i vrede over at blive overfaldet af et gedigent ørestensanfald, sætte mig i den smukke koncertsal i Musikkens hus og nyde at sidde der sammen med min mellemste lillesøster og lytte til Oslo Gospel Choir. Svimmelheden var væk og jeg nød de smukke juletoner. Koncerten var en fødselsdagsgave fra mine to jyske søstre.

Musikkens Hus

Det var den smukkeste måde at starte december måned på. Sangene var meget lig sidste år, men det gjorde ikke noget, for det var lige de sange, der betød noget. Hver gang jeg lytter og ser koret, bliver jeg lige imponeret over deres sceneoptræden og deres høje standard for korsang/gospel.

Og så hastede december måned ellers videre. Sneen lå smuk og dejlig udenfor min dør, men jeg var enten på arbejde hjemme eller på sygehuset eller også skrantede jeg. Så det blev aldrig til gåture i sneen. Men jeg nåede et 25 års jubilæum for en god kollega, som jeg har kendt, siden jeg startede på neurologisk afdeling for snart 24 år siden. Hendes egen tale om dengang og nu satte tanker i gang hos mig, jeg er vist i et eftertænksomt decemberhumør, en blanding af taknemlighed og aldersbetinget tristesse.

Udsigten fra 14.sal på Sygehus nord.

I går var vi til Luciakoncert i Skalborg Kirke, inviteret af svoger og svigerinde. Det var en dejlig oplevelse, der var både spirekor, børnekor, ungdomskor og et kor med både unge og voksne. Nye smukke julesange fik vi hørt, vi fik set Luciaoptog og så havde vi alle fire lagt mærke til en lille pige i spirekoret. Alle i spirekoret havde nissehuer på og så havde de fagter til de sange, de skulle synge. Og den lille pige gik så meget op i både sang og fagter, så hun smittede alle med sit skønne humør og glæden ved at deltage. Bagefter fandt jeg så ud af, at det var en af mine kollegers yngste datter.

Tristessen kom faktisk også frem i kirken, for overalt sad der stolte forældre og bedsteforældre til de deltagende kor. Jeg tænkte på, at når mit barnebarn bliver 16 år, vil jeg være 80 år. Og så gik tankerne videre til hvordan jeg mon så havde det, ville jeg være åndsfrisk, mobil, nysgerrig på livet osv. Se den tankebane skal jeg slet ikke ned ad. Jeg kan ikke gøre noget ved livets gang, jeg kan forsøge at passe godt på mig selv, jeg kan forsøge at holde fast i undringen og nysgerrigheden, men i sidste ende ved jeg ikke meget om mit fremtidige liv. 

Sneen er for længst borte, men hvor jeg dog godt gad, den kom igen.

Så var det godt at komme hjem til min svoger og svigerinde til gløgg og æbleskiver. Vi grinte, vi delte historier, vi nød, da datteren sluttede sig til selskabet. Vi delte erindringer fra da vi var unge. Jeg huskede, hvor stort det var at flytte til Aalborg. Tænk de havde en døgnkiosk lige over for sygehuset. Den brugte jeg ofte, når lækkersulten overmandede mig. I Viborg måtte jeg ty til bagerens automat uden for på muren, hvis jeg blev lækkersulten om aftenen/natten. Jeg blev også imponeret over, da vi besøgte svoger og svigerinde, at de kørte ind til den kinesiske grill og købte store lækre kinaruller med ris og karrysovs. Det havde vi heller ikke i Viborg.

Pludselig havde svoger bestilt kinaruller med ris og karrysovs, så eftermiddagen blev til aften med endnu mere hygge og snak om gamle dage. Pyt med at vi er gamle, vi forstår stadig at hygge os og lave spontane ting.


Jeg har fået lidt mere julepynt op og købt lys til det adventsfad, som endnu ikke er blevet kreeret. Nu er der da tændt lys i fadet. Til gengæld nåede jeg i mål med regnskabet i går og i dag. Det nye system driller mig, men i sidste uge havde jeg besøg, hvor jeg fik gode tips og vejledning. Det kom i brug i går.

Denne arbejdsuge bliver anderledes end normalt, for jeg kunne ikke stå for en bøn fra en ung kollega, netop tilbagevendt fra barsel. Hun ville så gerne til afdelingens julefrokost og skulle i aftenvagt fredag. Jeg skal ikke til julefrokost, men vi kan ikke bare bytte, da jeg ikke til daglig har aften eller nattevagter. Kun 1. og 2. juledag skal jeg arbejde. Og der skulle hun også arbejde. Nu går jeg i aftenvagt, hun tager en anden vagt for afdelingen og jeg holder fri på torsdag. Så jeg har fem arbejdsdage i min funktion, inden jeg holder fri fra d. 22. - 24. december.

Men efter helligdagene kan jeg rigtig nyde de resterende tolv juledage, for jeg har fri og har flekstimer til gode, så jeg skal først på arbejde igen, når den lille dansk-norske familie er rejst hjem d. 7/1. Juleaften sammen med datter og svoger og svigerinde. Og fra d. 28/12 skal jeg nyde mit barnebarn og hans forældre i mange dage. Jeg glæder mig! 



Og så gad jeg virkelig godt at snevejret kommer igen.